I starten af 60erne blev tusindvis af børn født med vanskabte, afkortede eller manglende arme og ben.
Det tog flere år, inden læger løste mysteriet og fandt ud af, at deformiteterne skyldes lægemidlet thalidomid, som blandt andet blev givet mod graviditetskvalme.
Først i 1961, fire år efter at thalidomid kom på markedet, blev lægemidlet forbudt.
Indtil nu har det været lidt af en gåde, hvordan fostre præcis tager skade af thalidomid, men nu har japanske forskere set på lægemidlet på molekylært niveau. Og det kan være med til at give den berygtede medicin en frugtbar renæssance.
»Hvis vi forstår den molekylære baggrund for midlet, så er det muligt, at vi kan lave et middel uden de skadelige effekter,« forklarer overlæge Steffen Thirstrup, leder af Institut for Rationel Farmakologi, som er tilknyttet Lægemiddelstyrelsen.
Arme og ben - og vinger og finner
Tidligere undersøgelser har peget på, at thalidomid forhindrer dannelsen af nye blodkar, men indtil nu har man ikke vidst, hvordan thalidomid virker på det molekylære niveau.
Det har japanske forskere nu fundet frem til i en ny undersøgelse, som netop er publiceret i tidsskriftet Science.
\ Fakta
THALIDOMID
Formlen for thalidomid er C13H10N2O4.
Thalidomid forhindrer blandt andet dannelsen af nye blodkar, hvilket gør den velegnet til kræftbehandling, hvor man ønsker ødelægge kræftcellernes blodtilførsel.
Det er også denne mekanisme, som er med til at skade fostrets udvikling.
Undersøgelser peger på, at thalidomid også hæmmer celledeling og virker antiinflammatorisk.
I en række forsøg gav forskerne thalidomid til kyllinger og zebrafisk, og det gav store begrænsninger i udviklingen af vinger og finner hos deres fostre. Skaderne på dyrenes fostre lignede meget de skader, man har set på mennesker.
Hæmmer vigtigt protein
På det molekylære plan kunne forskerne se, at thalidomid binder sig til et protein kaldet CRBN. På den måde blokerer thalidomid proteinets enzymaktivitet, som er nødvendig i udviklingen af fostre hos både mennesker og dyr.
For at undersøge proteinets rolle, gav man også thalidomid til zebrafisk og kyllinger, som havde særligt meget af en muteret variant af CRBN, som ikke binder sig til thalidomid. Og hos disse dyr var fosterskaderne langt mindre.
Dyremødrene, som havde særligt meget af den modstandsygtige CRBN, kunne altså kompensere for den CRBN, som blev hæmmet af thalidomid. Det tyder på, at det netop er thalidomids påvirkning af CRBN-proteinet, der skader fostrene.
Molekylær forståelse
Både de japanske forskere og Steffen Thirstrup håber, at man på længere sigt kan bruge den molekylære viden til at skabe en mere sikker form for thalidomid.
»Thalidomid er et middel med en masse ønskelige effekter og én kedelig bivirkning. Og hvis man kan skille de to effekter ad ved at forstå molekylerne, så er man kommet langt,« siger Steffen Thirstrup.
Og der er meget at vinde med en ny, sikker form for thalidomid.

»Thalidomid kan noget, som næsten ingen andre lægemidler kan,« fortæller overlæge Steffen Thirstrup.
Berygtet medicin bruges stadig
Derfor bruges thalidomid stadig i lægeverdenen, på trods af stoffets barske historie, og i 2008 blev thalidomid godkendt til behandling af kræftsygdommen myelomatose på det europæiske marked.
Myleomatose skyldes en uhæmmet vækst af en særlig slags hvide blodlegemer, som i sidste ende skader knogler og immunforsvar. Her har thalidomid vist sig at være en effektiv måde at stoppe den voldsomme celledeling.
Derudover bruges thalidomid også til at behandle en række sjældne hudsygdomme, og tidligere brugte man også thalidomid til at behandle nogle af symptomerne ved aids med en vis succes.
Med en ny form for thalidomid, kunne man sagtens forestille sig, at man kunne behandle disse sygdomme mere effektivt. Muligvis kunne man også behandle den alvorlige kvalme, som mange patienter i kemoterapi lider af, mener Steffen Thirstrup.
Aldrig 100 procent sikker
Men selvom det lykkes forskerne og lægemiddelindustrien at komme med en ny forbedret udgave af thalidomid, så er det nok stadig mange gravide kvinder, der vil være bange for at bruge det berygtede lægemiddel.
Og selvom vi i dag har en godkendelsesproces, som er langt mere grundig end for 50 år siden, og selvom nye lægemidler skal igennem flere forskellige dyreforsøg, inden de kan gives til mennesker, så vil der altid være en lille usikkerhed, når det gælder nye lægemidler.

»Vi er hverken kaniner eller rotter eller bakterier i en petriskål,« siger Steffen Thirstrup.
»Derfor kan vi aldrig være 100% sikre på, at et nyt lægemiddel ikke vil være farlige for gravide kvinder.«
Trods usikkerheden, så er det usandsynligt at vi nogensinde får en ny thalidomid-skandale. I dag er tilsynet med medicin væsentlig mere grundigt end for 50 år siden, og læger og forskere registrerer i langt høre grad et lægemiddels bivirkninger.
Forhindrer nye tragedier
Resultaterne af det japanske studium kan bruges til at skabe en ny form for thalidomid, men de kan også bruges til andet. For eksempel kan man bruge molekylære analyser til at kontrollere andre lægemidler, før de bliver godkendt.
»I øjeblikket er der et middel kaldet lenalidomid på vej, som har nogle af de samme egenskaber. Der kunne man for eksempel undersøge, om det binder sig til det samme CRBN-protein. Og hvis det gør, skal man være på vagt," siger Steffen Thirstrup.
På den måde kan den japanske undersøgelse endda være med til at forhindre, at vi genoplever en thalidomid-skandale, som den vi så for 50 år siden.
\ Thalidomid-sagen
Thalidomid blev udviklet af de tyske medicinalfirma Grünenthal. Det kom på markedet i 1957 som lidt af et mirakelmiddel, som både var beroligende og smertestillende. Det viste sig også at være kvalmestillende, og blev derfor brugt af tusinder af gravide kvinder mod morgenkvalme.
Sidst i 50'erne og i starten af 60'erne blev mere end 10.000 børn født med derforme arme og ben, også kaldet fokomeli. Fokomeli var en ellers meget sjælden sygdom, og derfor begyndte læger at få en mistanke om en sammenhæng mellem thalidomid og de mange børn med vanskabte arme og ben.
I 1961 blev stoffet forbudt de fleste steder, medicinalfirmaet Grünenthal måtte betale 100 mio. D-mark som erstatning til ofrene.
Thalidomid-sagen betød, at man blev langt mere opmærksom på farerne ved at behandle gravide kvinder, og den førte til skærpede krav til gennemprøvning af medicin.

































