Myrdet med 23 dolkestød, ‘hyggeonkel’ og manden bag ordet kejser – hvem var Cæsar?

Italienerne har et ordsprog, som lyder 'se non è vero è ben trovato' – »hvis det ikke er sandt, er det godt fundet på.«

Og det passer perfekt, når man kigger nærmere på Julius Cæsars liv og levned såvel som på de mange forskellige roller, han har spillet op igennem europæisk kulturhistorie siden da.

I den nyudgivne bog 'Cæsar – manden og myten' undersøger vi sammen med ni andre danske forskere forskellige facetter af Cæsar, herunder hans vej til magten, hans selviscenesættelse, affæren med Kleopatra, og hvordan han er blevet forstået i og har indvirket på europæisk kultur.

I denne artikel giver vi et rids af, hvem Cæsar var, hans liv og død samt hans plads i dansk og europæisk kultur – herunder hans rolle i Asterix og Obelix såvel som i dansk kultur i 1800-tallet.

Hvem var Cæsar?

Ifølge traditionen blev Gaius Julius Cæsar født 12. eller 13. juli i år 100 f.v.t. Han var ud af en gammel, magtfuld familie, Gens Julia, og en politisk karriere lå i kortene for Cæsar.

Han fulgte først det faste romerske politiske karrieremønster, men i løbet af 60 eller 59 f.v.t. indgik Cæsar imidlertid en alliance, det såkaldte første triumvirat, bag om det almindelige politiske system med to af tidens mest magtfulde politikere, Marcus Licinius Crassus og Gnæus Pompeius Magnus.

Sidstnævnte blev siden også gift med Cæsars eneste legitime barn, datteren Julia. Alliancen blev for alvor startskuddet til dét, der skulle lede til en omvæltning af Roms magtstruktur.

Med afsæt i alliancen blev Cæsar valgt til konsul i 60 f.v.t. for året 59 f.v.t., og han blev herefter prokonsul, det vil sige fik myndighed til at styre en provins, 'Gallia Cisalpina' – og benyttede lejligheden til at udvide de romerske besiddelser der.

Kort fortalt holdt alliancen ikke i længden, og særligt mellem Pompeius og Cæsar opstod der spændingerne.

Da Julia dør i barselsseng, og Crassus mister livet i kamp mod partherne, er et opgør mellem de to magtfulde mænd uundgåeligt.

Myrdet med 23 dolkestød

Cæsar tager sin hær med sig fra Gallien mod Rom – han krydser floden Rubicon, grænsen for sin provins, og hermed er han statsfjende, og borgerkrigen en realitet.

I Rom havde Pompeius sat sig mere og mere på magten, men han forlader byen, før Cæsar ankommer. De to hære tørner sammen i slaget ved Pharsalos i Grækenland i 48 f.v.t.

Pompeius taber og flygter til Ægypten, hvor han bliver slået ihjel, før Cæsar kan indhente ham – og hermed er Cæsar enehersker i Romerriget.

Det varede imidlertid ikke så længe, idet Cæsar 15. marts 44 f.v.t. blev offer for en sammensværgelse anført af Marcus Junius Brutus og Gaius Cassius Longinus: Han blev myrdet med 23 dolkestød, 56 år gammel.

Cæsar i moderne populærkultur

På trods af sit relativt korte liv satte Cæsar sit umiskendelige præg på Rom og romersk kultur, ikke blot politisk, hvor han skabte grobund for kejserriget, men for eksempel også med den måde, hvorpå han benyttede arkitektur, skulptur, møntportrætter og historieskrivning til spin og selviscenesættelse.

Cæsar ændrede verdensordenen, og også i dag har han en særlig plads i europæisk kultur. Vi ser ham ikke blot i finkulturen – der dukker Cæsar-referencer op alle vegne også i populærkulturen, hvis man ellers er opmærksom.

Et eksempel er den amerikanske chick flick film 'Mean Girls', hvor klikens dronning Regina George (Rachel McAdams) sammenlignes med Cæsar. Et andet er sitcom-serien 'How I Met Your Mother', hvor Barney Stinson har en noget fantasifuld udlægning af attentatet på Cæsar.

Cæsar dukker også op i Disneys Aladdin-tegnefilm, hvor lampeånden Genie er tæt på at blive dolket af Brutus, da han skal opfylde Aladdins ønske om at blive en rigtig prins og dermed bladrer forbi opskriften på cæsarsalat i sin tryllebog.

Vi finder også referencer til Cæsar i den mere rå boldgade, som eksempelvis hos Yahya Hassan, der 17. januar 2018 udgav rapnummeret 'Krudtslam' på YouTube fremført af ham selv, hvor han i første strofes andet vers sammenligner sig selv med Cæsar:

Ligesom Yahya Hassen næppe bliver den sidste i musikgenren til at sidestille sig selv med Cæsar, var han heller ikke den første – punkrock musikeren Iggy Pop kaldte for eksempel sit 1993-album for 'American Caesar'.

Og vi kunne blive ved, for Cæsar er alle vegne.

Asterix, Obelix og Julle

Udover gymnasietidens latintimer har mange af os lært Cæsar at kende som den store, romerske general, som beboerne i en ukuelig lille landsby stædigt holder stand mod.

Og det i en grad, hvor beboerne, anført af heltene Asterix og Obelix, ikke bare kommer på fornavn med Gaius Julius Cæsar – men også kælenavn: De piller ham ned fra piedestalen og kalder ham simpelthen Julle.

Asterix og Obelix' Julle tilhører naturligvis fiktionens verden, men der er masser af forbindelse til historiske data om Romerriget.

Burde være overskurk, men er snarere hyggeonkel

Det er ikke usandsynligt, at den 'hjemliggørelse' og 'hyggeliggørelse' af den store general, som vi ser i Asterix-universet, spiller en rolle for, at Cæsar bliver ved med at have en særlig plads i den generelle bevidsthed.

Alle kender Cæsar, og langt de fleste tænker umiddelbart på ham som en positiv skikkelse.

Asterix-fremstillingen af Cæsar understøtter dette, men giver også en flig af indsigt i, hvor paradoksalt det er, for erobringen af Gallien er i høj grad Cæsars projekt – han burde være fortællingens overskurk.

Men selvom seriens gennemgående handlingstråd er romernes evindelige forgæves forsøg på at indtage de gæve galleres landsby, er gallernes direkte interaktioner med Cæsar præget af kærligt drilleri – indimellem hjælper de ham endda.

Cæsar har da også et æreskodeks.

For eksempel sætter han sine ingeniørtropper til at genopbygge gallernes landsby, da det viser sig, at de har skærmet Cæsarion – den søn, som Cæsar og Kleopatra fik sammen – fra Brutus, som ville skaffe ham af vejen (i virkelighedens begivenheder var det nu nok Octavian, den senere kejser Augustus, der sørgede for, at drengen ikke blev en konkurrent til kejsertronen).

Asterix-seriens 'rigtige' skurke, det vil sige dem med en ondskabsfuld karakter, er altid nogle andre.

Cæsar som forbillede for konger og fyrster

Siden antikken har Cæsar spillet en rolle i middelalderkrøniker såvel som i renæssancens politiske debatter.

Cæsar har været helt og forbillede for alverdens officerer, konger og fyrster igennem tiderne – for eksempel kejser Augustus, danske Kong Christian IV og den italienske diktator Mussolini – men mange har op igennem historien også problematiseret Cæsars gerninger og dem, der ville gøre ham dem efter.

Den danske digter Sophus Claussens digt 'Cæsarer' bliver brugt til at fremsætte kritik af samtidens magthavere, men hans brug af Cæsar er faktisk sammenlignelig med Asterix-tegneserien, for Cæsar er ikke digtets skurk.

Digtet er udgivet i to versioner, hvoraf den første blev trykt på forsiden af dagbladet 'København' 14. marts 1891.

Claussen sviner regeringsleder Estrup

Heri kritiserer han en 'dansk Statsmand' for at ville være Cæsar uden at have det format, som kræves – og som digtet fremhæver, at Napoleon havde.

Det har været let for dagbladet København's læsere at gennemskue, at det var konseilspræsident (d.v.s. regeringsleder, svarende til statsminister) J.B.S. Estrup, Claussen kritiserede.

Estrup sad hele 19 år som konseilspræsident (1875-94). Han var kontroversiel, og hans tid ved magten var præget af diskussioner om den danske forfatning – Estrup blev endda forsøgt myrdet i 1885.

I Claussens digt tigger statsmanden historiens gudinde om at få status som Cæsar. Essensen af, hvordan Cæsar forstås, defineres indirekte i digtets første strofe, hvor statsmanden beder:

Historiens gudinde er dog ganske uimponeret over den danske statsmand, og efter at have skældt ham ud for at tro, at hans militære formåen og talegaver skulle værdige ham til den benævnelse som Cæsar, han ønsker, vender hun i digtet 'Bagen' til ham og »slige Genier« – for Estrup er ikke den eneste, der vil være Cæsar – det vrimler med kandidater.

Estrup når ikke Cæsar til sokkeholderne

I sin afvisning af den danske statsmand holder historiens gudinde ham op imod Napoleon, som derimod har gjort sig fortjent til kejsertitlen.

Claussen leger nemlig netop med Cæsars navn: i digtet er Cæsar både den historiske person og al hans gerning og et symbol på den post, Cæsar skabte: en ny måde at være enehersker på, som efterhånden blev betegnet med hans navn – af navnet Cæsar er nemlig opstået både ordet 'kejser' og 'tsar'.

Claussen fremsætter altså sin kritik af Estrup uden at problematisere Cæsar, men netop ved at fremstille ham som en, der ikke når Cæsar og alle andre kejsere til sokkeholderne.

Ovenstående er blot nedslag i de mange facetter af Cæsar i hans samtid såvel som i hans reception, for – som bogen påviser – har Cæsar har til alle tider fascineret og foruroliget os og sat vores samfund og kultur i relief.

Læs mere om bogen og forskningsprojekterne i boksen herunder.