Dagsordenen er spækket med særlige og ekstravagante begivenheder, når 2.000 års-dagen for Kejser Augustus' død fejres i Rom. Byen er pakket med kulturelle begivenheder, fra særudstillinger til genopførelse af de gamle romerske ritualer.
Men istandsættelse af disse vigtige monumenter er at gå et skridt for langt – det er der simpelthen ikke råd til.
Mausoleet burde være festens centrum
Augustus mausoleum er monumentet, der burde stå i centrum for den festlige begivenhed.
Istandsættelsen, som er en del af et større projekt, hvis mål er at omdanne torvet, der omgiver monumentet til et fodgængerområde, begyndte i 2006, men har været afbrudt i adskillige år.
Arbejdet var et projekt, som blev sat i gang af den lokale regering, og forsømmelse fra byrådet lader til at være årsagen til områdets fremadskridende forfald.
Skrald samler sig i bunker op langs forhallens søjler, og med tiden blev byggeområdet først et toilet og siden et tilholdssted for hjemløse.
Disse beboere i Augustus’ gravsted har omdannet hegnene til tøjstativer og en af dem har sågar bygget en butik til sine kunstværker.
Augustus' berømte stalde er et ekstremt vigtigt fund
Siden foråret er situationen forbedret, da torvet er blevet delvist ryddet, men mausoleet er stadig lukket for besøgende. Der er håb for dets genåbning ved slutningen af 2014, men jeg har så sandelig ikke tænkt mig at holde vejret.
Og så er der Augustus' berømte stalde, som blev opdaget under konstruktionen af en ny parkeringskælder i hjertet af Rom. Planen var at åbne dem op for besøgende under de aktuelle højtideligheder, men nu graves de ned på ny, på grund af manglende midler.
Deres opdagelse i 2009 blev betragtet som et ekstremt vigtigt arkæologisk fund, der skabte en unik mulighed for at studere staldenes opbygning i Romerriget og tilrettelæggelsen af legene, der blev afholdt i Cirkus Maximus.
Men til trods for dette projekts store værdi, har det regerende samfunds anstrengelser for opgravningsprojektet taget en resultatløs 'Sisyfosk' kurs.
Åben invitation til investorer: bare vælg
Fem års arbejde og fem millioner euro vil nu blive begravet under et tykt lag 'pozzolana', et stof fremstillet af vulkansk aske.
Staldene vil blive lagt til hvile her, beskyttet mod nedslidning, indtil nye midler bliver tilgængelige – måske til de en dag genopdages af fremtidige generationer. Parkeringspladsen vil blive bygget, men den nye placering skal stadig fastlægges.
Der er ikke nogle offentlige midler til sådanne restaureringer, og det er usandsynligt, at der kommer nogen. Men Italiens minister for kulturel arv, Dario Franceschini, har givet udenlandske investorer en åben invitation til at hjælpe landet med at bevare de artistiske og historiske skønheder. Ministeren udtalte følgende til New York Times:
»Vores døre er åbne for alle filantroperne og donorer, der vil sætte deres navn på et italiensk monument … Vi har en lang liste, da vores arv byder på uendelige muligheder, fra små landsbykirker til Colosseum … Bare vælg.«
Staldene vil ikke egne sig til filmscener
Det italienske luksus skomærke Tod's finansierede glædeligt istandsættelsen af Colosseum – og fik rettigheder og usammenlignelig opmærksomhed med på vejen.
Og Fendi forpassede ikke muligheden for at sponsorere Trevi Fontænen, hvor skønheds- og modeikonet Anita Ekberg tog et bad i Fellinis La Dolce Vita.
Men de nyligt opdagede og langt mindre berømte stalde har ikke tiltrukket lokale eller udenlandske sponsorer. Til trods for deres historiske betydning, er området ikke så tiltalende for virksomheder, der søger prestige og synlighed ved sådanne satsninger.
Staldene kræver en kæmpe investering af tid og penge, de kan ikke åbnes for besøgende, før en lang proces med gravning og istandsættelse er afsluttet – og de vil ikke egne sig til gode filmscener foreløbig.
Bizar rejse fra parkeringskælder til papkasse
Det er bekymrende, at den stigende magt hos virksomhedssektorer inden for økonomisk støtte til kunst og kulturarv kan skabe en alvorlig forandring i vores opfattelse af kulturel arv – fra majestætiske symboler på vores fortid til dyre reklametricks.
Og på den måde tager det andet årtusinde for Augustus' død os på en bizar rejse fra parkeringskældre til papkasser.
Mens vi fejrer Roms forgangne storhed, finder vi Divus Augustus' grav dækket af knap så guddommeligt skrald og sender en arkæologisk perle i bero under gaderne.
Indtil et kæmpe modemærke fra fremtiden måske beslutter sig for at grave den op til en fancy kampagne eller noget andet.
Alice Borchi arbejder hverken for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
