'Erobringen' - da Gallerne måtte bøje nakken for Cæsar

Bogen ’Romere, keltere og Frankrig’ er et resultat af forfatteren, dr. phil. Peter Ørsteds mangeårige forskning i antikkens historie ved Københavns Universitet.

Da Frankrig udviklede sig fra et keltisk stammesamfund til at blive en del af det romerske imperium, lykkedes det på forbavsende kort tid at skabe grundlaget for et frugtbart samarbejde mellem de besejrede og sejrherrerne og dermed et rigt og blomstrende Gallien – det senere Frankrig.

’Romere, keltere og Frankrig’ gør rede for, hvordan en sådan symbiose kunne finde sted på trods af Julius Cæsars blodbad i de 10 år, det tog at erobre hele Gallien, som beskrevet af ham selv i Gallerkrigen.

Med udgangspunkt i forfatterens egne rejser til det keltiske kerneland er bogen samtidig en personlig skildring og en alternativ guide til det lidt mere ukendte Frankrig.

Her følger et uddrag af kapitel 1 ved navn 'Erobringen' (s. 17-21).

Gaius Julius Cæsar og Vercingetorix

Da Cæsar i år 52 f. Kr. måtte se i øjnene, at hele Gallien havde rejst sig mod romerne, var han klar over, at det var en begivenhed af helt afgørende betydning.

Senere, da han sendte sin afrapportering til det romerske senat i sin egen knappe stil, lader han oprørets leder, Vercingetorix, udtrykke de galliske mål med oprøret således:

»Alle de galliske folk skulle samles om et og samme mål, og deres enige vilje ville den samlede verden ikke kunne stå imod« (Gallerkrigen 7, 29)

Vercingetorix tog fejl. Han tabte det afgørende slag ved Alesia. Gallerne måtte bøje nakken.

Vercingetorix selv måtte overgive sig til Cæsar blot for at blive ført til Rom. Her blev han vist frem som en levende benægtelse af sine egne ord.

I år 46 f. Kr., altså godt 6 år efter sit og gallernes sidste og fortvivlede forsøg på at undgå den romerske dominans, blev han henrettet i Tullianum, den underste del af Roms offentlige fængsel Carcer Mamertinus.

Cæsar kom på tværs af Vercingetorix

Ingen tvivl om, at Vercingetorix havde både vidsyn og potentiale nok til at kunne have samlet Gallien. Måske endog til at få de mange galliske stammer til at underkaste sig en samlet ledelse.

Dermed kunne han sikkert også have skabt en form for politisk helhed, et keltisk Frankrig, før Frankrig blev til.

Men en af verdenshistoriens største og mest brutale feltherrer kom på tværs.

Det keltiske underlag er blevet udforsket

At år 52 f. Kr. kan betragtes som et af de vigtigste årstal i Frankrigs historie, er da heller ikke undgået fransk forsknings opmærksomhed.

En politisk betinget interesse for Frankrigs keltiske underlag kombineret med en fascination af både Cæsar og af frihedshelten Vercingetorix fik godt to tusind år senere kejser Napoleon III til at nedsætte en kommission, der skulle løse striden om, hvor dette Alesia så egentlig havde ligget.

Forslagene havde været mange, men desværre giver skildringerne af selve slaget i Cæsars Gallerkrig i sig selv intet sikkert svar.

En ældgammel tradition i Bourgogne, der blandt andet støtter sig til navnesammenfaldet mellem Alise-Sainte-Reine, som ligger ca. 20 km øst for Semur-en-Auxois, og det antikke Alesia, har stået stærkt.

Kejserlig autoritet bag Alesias placering

En konkurrerende tradition ville henlægge slaget til lokaliteten Alaise i Jura ved floden Doubs. Også en anden lokalitet i Jura ved Chaux-des-Crotenay nær Champagnole er blevet foreslået.

Men i 1860 skar Napoleon III igennem ved, på grundlag af et kommissionsarbejde og udgravninger, at stadfæste, at Alise og Alesia var et og samme sted.

Der lå således kejserlig autoritet bag lokaliseringen af Alesia.

For at ingen skulle være i tvivl, rejste han i 1865 en syv meter høj statue af Vercingetorix tæt på udgravningsfeltet.

Statuen skal tolkes ud fra samtidens politiske miljø

Et kan man være sikker på: Sådan har Vercingetorix ikke set ud.

Sværdet ved hans side er et bronzealder-sværd, og hans frisure er tydeligvis merovingisk (frankisk) inspireret. Moustachen derimod er nok så keltisk. Der er nogle, der mener, at hans ansigtstræk har en tilstræbt lighed med Napoleon III's.

Men indskriften på soklen er ægte nok. Den lyder på fransk:

»La Gaule unie formant une seule nation animée d’une même esprit peut defier l’univers.« (’Et forenet Gallien, formet i én nation, besjælet af samme ånd, kan udfordre hele verden.’)

Dette er en rimelig oversættelse til fransk af de ord, Cæsar lod Vercingetorix sige til sine gallere i år 52 f. Kr., men skal naturligvis nu tolkes i det politiske miljø, der herskede i 1800 tallets Frankrig:

Et 'keltisk', stagnerende Frankrig i sin næsten evige konflikt med et 'germansk' Tyskland.

Vercingetorix blev symbol på den franske frihedstrang

Resultatet blev den fransk–tyske krig i 1870-71 - en blodig kamp henover Rhinen, som Cæsar gennem erobringen havde gjort til grænse mellem romerne og de fremmede, germanerne.

Ikke mindst i den fortsatte strid mellem Frankrig og Tyskland blev Vercingetorix fra 1870 symbol på den franske frihedstrang og Alise dermed en vigtig lokalitet i fransk selvforståelse – et erindringspunkt.

Det er derfor ikke så mærkeligt og helt i forlængelse heraf, at den folkelige tradition på Côte d’Or vil vide, at statuens underste del bærer skudhuller fra tyske øvelsesskydninger.

Modsat er det opmuntrende at læse, at de sidste resultater af de ny udgravninger i Alise er blevet offentliggjort i et samarbejde mellem franske og tyske forskere.

Her ved foden af Vercingetorix’ statue måtte gallerne bøje sig for den romerske krigsmagt, men sådan havde det ikke altid været.

Her slutter kapitel 1, 'Erobringen', men historien fortsætter i bogen 'Keltere, romere og Frankrig' - køb den hos tidsskriftet SFINX.