Hvis du forestiller dig en slagmark fra tiden omkring korstogene, er det formentlig billeder af stålsværd, riddere på svedige heste og byger af pile, der dukker op på nethinden. 

Måske knap så meget eksplosioner, artilleri og brandbomber.

Men i et nyt studie har forskere fra Griffith University i Australien undersøgt de kemiske rester fra fire potteskår, der er udgravet i Jerusalem og dateret tilbage til omkring 1100-tallet. 

Mens tre af potterne ifølge forskerne havde opbevaret olier og medicin, var indholdet af den fjerde potte mere sprængfarligt. Heri fandt man nemlig spor af blandt andet svovl og nitrat, eksplosive kemiske stoffer.

Dette har fået forskerne til at fostre en teori om, at potten har været en slags middelalderlig håndgranat. 

Form som en granat

Udover de kemiske rester peger flere ting ifølge forskerne på, at den undersøgte lerpotte har været tænkt som en granat. 

Blandt andet er denne pottes vægge en del tykkere end de øvrige potter, som »ville give styrke til at modstå opbygningen af tryk før detonation, hvilket er nødvendigt for et eksplosivt våben«, som det står beskrevet i studiet.

Dertil har potten også »haft den rette vægt og form, der er optimal for en granat«. 

Og så er der de historiske referencer. Selv fremhæver de australske forskere beskrivelser fra belejringen af Jerusalem i 1187, hvor skriftlige kilder ifølge forskerne rapporterer om »våben i overensstemmelse med granater kastet mod byen af Saladins styrker«. Det var denne hær, der generobrede Jerusalem fra korsfarerne.

Byzantinerne brugte bomber som de første 

Det overrasker da heller ikke Kurt Villads Jensen, der er professor i middelalderhistorie på Stockholms Universitet, at forskerne mener, de har fundet middelaldergranater fra den tid og det område.

»Man kender disse brandbomber bedst fra netop det 12. og 13. århundrede, hvor man har forskellige beretninger om, at de blev kastet ind i belejrede byer med blider,« fortæller han til Videnskab.dk.

En blide, også kendt som en trebuchet, er en videreudvikling af katapulten, men kan kaste meget længere og meget mere præcist.

»Det er dér, man mest har brugt dem: i belejringer, og ikke så meget i åben kamp. De har til gengæld været brugt af begge sider,« siger Kurt Villads Jensen og fortsætter:

»De angribende har forsøgt at sætte ild til byen eller deres madforråd, så de i byen ville overgive sig hurtigere. Omvendt er brandbomber også blevet brugt til at angribe de belejrendes rambukker og belejringstårne.«

Heller ikke Rainer Atzbach, der er lektor i middelalderarkæologi på Aarhus Universitet, er overrasket over fundet af eksplosive kemikalier i lerkrukkerne. 

»Vi har kendt til håndgranater helt tilbage fra det 7. århundrede i Det Byzantinske Rige, hvor det blev kaldt for ‘græsk ild’,« fortæller han og forklarer videre:

»Den græske ild blev enten kastet med i krukker, som den omtalte, eller spyet ud fra rør. Særligt i krigsførelse til søs har det været brugt, da man ikke har kunnet slukke ilden, heller ikke med vand.« 

Han fortæller, at studiet er troværdigt, og at krukkerne, selvom de er fra Jerusalem, muligvis også kan lære os noget om den græske ild.

»Det har været gætværk i lang tid, hvad græsk ild er. Men med dette studie får vi nu et bedre indblik i, hvad det består af,« forklarer han. 

Også danske middelalderhære har gjort brug af brandbomber, tilføjer Kurt Villads Jensen. Blandt andet under de danske krige i Estland i det 13. århundrede.

Her har brandbomber været ekstra effektive under belejringer, fordi de estiske huse, i modsætning til dem i Jerusalem, har haft stråtag.

Illustration fra 1100-tallet ved navn 'Den romerske flåde brænder modstanderens flåde ned', som viser brugen af græsk ild. Opskriften på græsk ild er gået tabt for mange hundrede år siden. (Illustration: Ukendt, Public Domain)

Omhyggeligt studie 

Studiet er spændende og veludført, mener Martin Mortensen, der er seniorforsker i Nationalmuseets afdeling for miljøarkæologi og materialeforskning. 

Der er dog nogle få forbehold, som han bider mærke i: 

»Forskerne siger, at fordi de har fundet svovl og nitrat, der indgår i krudt, har der været tale om en granat. Men man kunne også fortolke det på en anden måde. Svovl og nitrat kunne måske også komme fra andre kilder end krudt, ligesom den kviksølv, der påvises i flere af beholderne, kunne indgå i fredelige ingredienser, som for eksempel rød blæk,« forklarer Martin Mortensen og føjer til: 

»Dertil har forskerne identificeret en masse andre materialer i prøverne, som umiddelbart ikke har noget at gøre med de ting, der formodes at have været opbevaret i potterne. Det bliver yderligere rodet af, at man ikke har prøver fra den jord, potterne har ligget i. Man kan derfor ikke med sikkerhed sige, om de fundne stoffer er kommet fra det, der har været i potterne, eller fra den omkringliggende jord.«

Selve udvindingen af de kemiske rester kunne man også have gjort anderledes, påpeger han. Da forskerne ikke har villet beskadige potterne, har de nemlig taget prøverne fra det yderste lag af potteskårene. 

»Men det medfører en risiko for, at man får forurening med i prøverne fra de seneste hundrede år. Hvis jeg selv skulle undersøge potterne, ville jeg nok bore et hul og tage prøverne fra det,« fortæller han.

Han understreger dog, at studiet er fint udført:

»De har gjort arbejdet godt, og de er selv meget åbne om deres usikkerheder. Det er et godt eksperiment og ét, jeg godt gad at have været med til,« fortæller Martin Mortensen.

En af forskerne bag studiet fortæller i en pressemeddelse, at ydeligere forskning i disse potter og deres eksplosive indhold vil give mulighed for at forstå gammel, eksplosiv teknologi fra middelalderen og historien om eksplosive våben i det østlige Middelhav.

Studiet er udgivet i tidsskriftet PLOS ONE.