Kloden var allerede omkring 1,2 grader varmere end det førindustrielle niveau, da Verdenssundhedsorganisationen officielt erklærede udbruddet af coronavirus for en pandemi den 11. marts 2020.
Det udløste et pludseligt og hidtil uset fald i menneskelig aktivitet, i takt med at store dele af verden lukkede ned.
Produktionen på fabrikkerne stod stille, bilerne holdt stille, og flyene blev på jorden.
Der er skete enorme forandringer siden da, men for klimaforskerne har denne periode også bragt en helt ny og undertiden uventet indsigt.
Her følger tre ting, vi har lært:
1. Klimaforskningen kan godt foregå i realtid
Pandemien har tvunget os til hurtigt at komme med en løsning på, hvordan vi overvinder vanskelighederne forbundet med tilsyn af drivhusgasemissionerne – og især CO2 – i realtid.
Da en stor del af nedlukningerne begyndte i marts 2020, var afleveringsfristen for det næste store globale CO2-budget fra Global Carbon Project, som kortlægger årets emissionstendenser, først i slutningen af året.
Derfor begyndte klimaforskerne at lede efter andre data, som kunne afdække, hvordan CO2-udledningen var under forandring.
\ Stort klima-tema i gang
På Videnskab.dk sætter vi i øjeblikket ekstra fokus på grøn omstilling og løsninger på klimakrisen i samarbejde med hundredvis af internationale partnere i Covering Climate Now.
Temaet spiller ind i vores løbende satsning kaldet Red Verden. Du kan deltage i debatter i en særlig gruppe på Facebook eller dykke ned i et væld af spændende artikler om løsninger fra os eller vores partnere i Covering Climate Now.
Vi benyttede informationer om lockdown til at afspejle den globale udledning. Sagt med andre ord, hvis vi ved, hvor meget CO2 forskellige økonomiske sektorer eller lande udledte før pandemien, og vi ved hvor meget aktiviteten er faldet, kan vi antage, at udledningen er faldet med den samme mængde.
I maj 2020 kombinerede et studie forskellige lockdown-politikker og aktivitetsdata fra hele verden til at forudsige et fald i udledningen af CO2 på syv procent ved udgangen af året, et tal, der senere blev bekræftet af Global Carbon Project.
Spore CO2-udledningen tæt på realtid
Det blev hurtigt efterfulgt af mit eget teams forskning, der brugte Google- og Apple-mobilitetsdata til at afspejle ændringer i ti forskellige forurenende stoffer, mens et tredje studie sporede CO2-udledningen ved hjælp af data om forbrændingen af fossile brændstoffer og cementproduktion.
De seneste Google-mobilitetsdata viser, at selvom den daglige aktivitet endnu ikke er vendt tilbage til det præ-pandemiske niveau, er den til en vis grad kommet sig.
Det afspejles i vores seneste emissionsoverslag, der afslører en ret stabil vækst i den globale udledning i anden halvdel af 2020 efter en begrænset stigning efter den første lockdown.
Det blev efterfulgt af en anden og mindre nedgang, der repræsenterer den anden bølge i slutningen af 2020/begyndelsen af 2021.
I takt med at pandemien skred frem, etablerede Carbon Monitor-projektet metoder til at spore CO2-udledningen tæt på realtid, hvilket leverer en værdifuld ny forskningsmetode.
2. Ingen dramatisk effekt på klimaforandringerne
På både kort og lang sigt vil pandemien have mindre effekt på vores bestræbelser på at tackle klimaforandringerne, end mange af os havde håbet på.
På trods af den klare og stille himmel over os fandt forskning, jeg var involveret i, at nedlukningen faktisk havde en mindre opvarmningseffekt i løbet af foråret 2020: Da industrien stoppede, faldt luftforureningen, og det samme gjorde aerosoler, små partikler produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer, som afkøler kloden ved at reflektere sollys væk fra Jorden.
Effekten på de globale temperaturer var kortvarig og meget lille (kun 0,03 grader), men den var stadig større end noget andet forårsaget af lockdown-relaterede forandringer i ozon, CO2 eller luftfart.
Ikke tilstrækkelige til at afværge farlige klimaforandringer
Ser vi længere frem til år 2030, anslår enkle klimamodeller, at de globale temperaturer kun vil være omkring 0,01 grader lavere som følge af COVID-19, end hvis landene fulgte de udledningstilsagn, som allerede var på plads, da pandemien var på sit højeste.
Disse fund blev senere bakket op af mere komplekse modelsimuleringer.
Mange af de nationale tilsagn er blevet opdateret og styrket i løbet af det seneste år, men de er stadig ikke tilstrækkelige til at afværge farlige klimaforandringer, og så længe udledningen fortsætter, bruger vi løs af det resterende CO2-budget.
Jo længere vi udsætter at handle, desto mere drastisk skal vi reducere udledningen.
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra Lundbeckfonden. Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af Lundbeckfonden. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
3. Det er ikke en klimahandlingsplan
Den midlertidige afbrydelse af vores normale liv, vi har oplevet i forbindelse med de forskellige nedlukninger, er ikke nok til at bremse klimaforandringerne, og det er heller ikke en holdbar situation.
Ligesom klimaforandringerne har COVID-19 ramt de mest sårbare hårdest.
Vi er nødt til at finde en måde at reducere udledningen uden nedlukningens økonomiske og sociale konsekvenser samt finde løsninger, der også fremmer sundhed, velfærd og lighed.
Strukturelle økonomiske ændringer er nødvendige
Klimaambitioner og handling fra enkeltpersoner, institutioner og virksomheder er stadig afgørende, men de skal altsammen understøttes og støttes gennem strukturelle økonomiske ændringer.
Mine kolleger og jeg anslår, at en investering af blot 1,2 procent af det globale BNP i økonomiske genopretningspakker kan betyde forskellen på at holde den globale temperaturstigning på mindre end 1,5 grader og en fremtid, hvor vi står overfor langt mere alvorlige konsekvenser – og højere omkostninger.
Desværre sker den grønne investering og omstilling ikke på noget, der bare ligner det påkrævede niveau. Der vil dog ske langt flere investeringer i løbet af de næste par måneder.
Det er vigtigt, at en stærk klimaindsats er integreret i fremtidige investeringer.
Der er meget på spil, og der skal en stor indsats til, men den potentielle belønning er det hele værd.
Piers Forster modtager støtte fra EU og er medlem af Storbritanniens Climate Change Committee. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
\ Læs mere
