»Lørdag den 27. juni 1931. Begivenhedsrig dag.«
Ordene er Hallvard Devolds. En norsk opdagelsesrejsende og fangstmand, der sammen med fire kammerater netop har vendt det norsk-danske søskendeforhold på hovedet.
Ja, faktisk har de antændt en konflikt mellem de to lande, vi ikke har set mage til siden.
En konflikt, der om to års tid eskalerer med en afgørelse i Den Internationale Domstol i Haag.
Men det ved de fem nordmænd ikke endnu.
Solen er stadig oppe eller er kun lige gået ned, selvom det er aften. Temperaturen må være omkring frysepunktet. Det er sommer i Østgrønland. Mere præcist Myggbukta, Myggebugten. En lille norsk fangst-, vejr- og radiostation, der blev etableret i 1922.
Hallvard Devold har sikkert kunnet mærke kulden bide i fingrene, når han i en tynd træhytte i læ for vind, vejr og myg, omgivet af golde bjerge, lilla gederams i flor, græs, mos og småsten har griflet den historiske begivenhed ned i sin dagbog:
»Klokken fem om eftermiddagen hejste vi flaget og besatte jorden fra Calsbergfjord til Besselsfjord. Det bliver spændende at se, hvordan det udvikler sig,« skrev han videre.
Dagen efter sendte Hallvard Devold og hans fire medsammensvorne fangstfolk følgende telegram til et udvalg af norske aviser:
»I nærvær af Eiliv Herdal, Tor Halle, Ingvald Strøm og Søren Richter er det norske flag blevet hejst i dag i Myggbukta. Og landet mellem Carlsbergfjord mod syd og Besselfjord mod nord er blevet besat i Hans Majestæt Kong Haakons navn.«
»Vi har opkaldt landet Erik den Rødes Land (på norsk Eirik Raudes Land, red),« proklamerede de med henvisning til den første nordbo, der bosatte sig i Grønland i år 985.
Dermed var den norske besættelse af et stort område i Østgrønland, som det meste af verden anså for at være dansk, en kendsgerning.
Men hverken kongen eller den norske stat var rådført.
En underbelyst historie
Dette er fjerde kapitel i Videnskab.dk’s optrevling af den dansk-grønlandske historie. I kapitlet ser vi nærmere på en besynderlig strid i den arktiske historie.
\ Læs Videnskab.dk's tidligere artikler om den dansk-grønlandske historie:
Et kapitel i historien, som ikke har fået meget opmærksomhed herhjemme.
»Man kan godt kalde konflikten om Østgrønland for en underbelyst historie,« siger Jens Wendel-Hansen, der forsker i kolonihistorie og moderne grønlandsk historie ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk:
»Men det er bestemt ikke en ligegyldig historie. Det er en sag, der kan lære os en del om den dansk-grønlandske historie og en konflikt, som har en tydelig parallel til den aktuelle konflikt med USA,« tilføjer historikeren.
Mens Trumps tilnærmelser har gødet jorden for en arktisk skilsmisse, styrker den norske besættelse af Østgrønland i sidste ende ægteskabet mellem Danmark og Grønland.
»Konflikten bliver en fremkaldervæske for det dansk-grønlandske forhold. Vi rykker tættere sammen i bussen, og det er det omvendte, der sker i dag. På den måde er det en glimrende parallel med 100 års afstand,« pointerer Jens Wendel-Hansen.
»Jeg vil ikke være alene, hvis det går galt«
Hallvard Devold var den drivende kraft bag annekteringen af Myggbukta. Faktisk er det uklart, om de fire andre mænd kendte noget til hans planer på forhånd.
Besættelsen var en 'privat' aktion. Og hvis mændene ikke skulle komme i alvorlige problemer, skulle besættelsen også anerkendes af den norske regering.
Derfor skrev Hallvard Devold teksten her, som han fik de fire andre til at skrive under.
»Jeg vil ikke være alene, hvis det går galt,« sagde Halvard Devold ifølge én af de andre fangstmænds dagbogsnotater.
Det danske overherredømme
På en måde begynder historien flere hundrede år før.
Siden 1400-tallet har Danmark og Norge haft fælles fodslag i Grønland gennem sporadisk handel og fiskeri. I begyndelsen af 1700-tallet gør den dansk-norske præst Hans Egede flere forsøg på at kolonisere Grønland.
Men i kølvandet på Napoleonskrigene (1803-1815) skilles Norge fra Danmark og bliver svensk i 1814. Til gengæld forbliver Grønland, Island og Færøerne på danske hænder.
Grønland er dog så stort og ubeboet et land, at det ikke rigtig ses som en samlet nation. Danmark har ikke suveræniteten over hele landet. Og andre lande har altså stadig handels- og fangstaktiviteter i og omkring den gigantiske ø, som Danmark ikke har styr på.
I begyndelsen af 1900-tallet tager den danske magt i Grønland en anden form.
Da Danmark sælger De Vestindiske Øer til USA i 1917, får Danmark samtidig anerkendt et krav om at udstrække sin suverænitet til hele Grønland. Det, man også kalder et dansk overherredømme i Grønland, begynder at slå rod.
En række andre lande fulgte amerikanerne. Omkring år 1921 accepterer næsten alle verdens lande den danske suverænitet i hele Grønland.
Kun Norge sætter sig imod.
Nordmændene fanger massevis af sæler og hvaler i Østgrønland. Og i 1922 iværksætter Norge en stille protest. En norsk vejrstation bankes op i Myggbukta.
Det danske modsvar står den danske polarforsker Ejnar Mikkelsen for. I 1924 står han for flytningen af flere end 70 lokale grønlændere fra byen Ammassalik og 824 kilometer mod nord ad østkysten til Scoresbysund.
Her skal en ny koloni tæt ved de norske fangstinteresser hævde dansk suverænitet i Østgrønland.
»Det er en direkte kolonial handling. For man bruger de oprindelige grønlændere til at bebo området,« fortæller den norske polarhistoriker Harald Dag Jølle, der forsker ved Norsk Polarinstitutt i Tromsø, til Videnskab.dk.
Hurtigt kølnes konflikten med en aftale i 1924, hvor nordmændene får lov at beholde deres sæl- og hvalfangster i Østgrønland. Men under isen ulmer uroen. Norge har stadig ikke anerkendt det danske overherredømme.
Konflikten blusser op igen:
I 1930 varsler Danmark en ny ekspedition i Østgrønland, der skal vare i 3 år, og som indbefatter Myggbukta. Den 16. juni 1931 stævner ekspeditionens to skibe ud fra Københavns Havn.
Og det er lige netop denne ekspedition, der får Hallvard Devold og de fire fangstmænd til at erklære Erik den Rødes Land for norsk. Det besatte område dækker nøjagtig det areal, som den danske ekspedition har udset sig.
»De sidder deroppe og tror, at de er nogle fandens karle«
Stemningen blandt de fem norske besættere i Myggbukta må have været nervepirrende.
Det norske flag, som de den 27. juni 1931 planter i det grønlandske grundfjeld, skaber seismiske rystelser gennem Norskehavet og ind i magtens kamre i Danmark og Norge.
I første omgang tager den norske regering dog pure afstand til besættelsen. I stedet satser regeringen på at slå en handel af med Danmark. Men i Danmark er reaktionen på balladen ikke venligsindet.
»Det bliver en stor national sag, som de store polarforskere Knud Rasmussen og Einar Mikkelsen, der er nogle vaskeægte rockstars i tiden, også engagerer sig i,« fortæller Jens Wendel-Hansen.
Fra den måske største af de to 'rockstjerner', Knud Rasmussen, var reaktionen rolig, men misbilligende:
»Jeg vægrer mig for at tro, at det er et officielt skridt, som her er foretaget, og hvis det er privatfolk, som har handlet, vil den norske regering sikkert drage dem til ansvar,« sagde han i Berlingske Tidende.
»Forudsat at meddelelsen (om annekteringen, red.) overhovedet er rigtig, så forekommer den mig noget underlig,« lød en en diplomatisk reaktion fra den danske udenrigsminister, Peter Munch, i et Ritzau-telegram.
Hos den danske polarforsker og forfatter Peter Freuchen, der var en god ven af Knud Rasmussen, var tonen mere spids:
»Jeg kender udmærket disse fangstmænd – jeg er selv én af dem. De sidder deroppe og tror efterhånden, at de er nogle fandens karle,« sagde han i Ekstra Bladet, hvor han påpegede, at det er »en privat okkupation uden retlig betydning«.
En statslig operation
Men det skulle snart ændre sig.
For telegrammet sætter også gang i tryksværten i de norske aviser. I den borgerlige presse lægges et tungt pres på regeringen for at få den til at anerkende okkupationen som et statsligt foretagende.
Og under enorme lysekroner i en historisk festsal i det centrale Oslo mødes en gren af den norske elite 2. juli til hastemøde om grønlandssagen. Mødet ledes af en tidligere norsk landbrugsminister og professor og næstformand for det norske Ishavsråd.
Dagen efter drager en delegation af deltagerne mod regeringen for at overtale den til at anerkende annekteringen.
Alt imens rammer den norske regerings forhandling med Danmark en mur. Igen og igen afvises Norges krav til Danmark.
Efter to ugers vaklen føjer den norske regering sig for besætternes ønske. Den 10. juli 1931 gøres besættelsen af Østgrønland til en statslig operation.
Dagen efter indstiller den danske regering sagen ved domstolen i Haag.
Du kan se den danske statsminister Thorvald Staunings reaktion på den norske besættelse i videoen her, hvor han taler til et nordisk statsministermøde på Hamar Odde, nord for Oslo, i september 1931:
Bred opbakning
Det lyder sensationelt: At fem fangstmænd og et norsk flag i Østgrønland kan sætte så store politiske kræfter i spil på et par uger.
»En kendt historiker har beskrevet det som en bizar historie med en gruppe imperialister, der gik rundt som forvirrede mænd og blev lullet ind i et storpolitisk spil, som de ikke kunne se omfanget af,« fortæller polarhistoriker Harald Dag Jølle.
I norsk sammenhæng er annekteringen også ofte blevet set på som noget, der blev gennemført af en smal højreradikal og nationalistisk gruppe, lyder det fra historikeren.
»Men det, mener jeg, er en forkert fremstilling. Annekteringen havde en bred politisk, juridisk og folkelig opbakning i Norge, og det er der en god forklaring på,« pointerer Harald Dag Jølle.
Efter at være underlagt sine nabolande i århundreder gør Norge sig i 1905 endelig fri af Sverige. Samtidig styrkes utilfredsheden med de sproglige og kulturelle spor fra Danmark, som den norske befolkning stadig mærker, selvom landene blev adskilt i 1814.
»I 1920’erne kommer det til udtryk i den såkaldte arkivsag. Nogle af de allervigtigste arkiver fra den norske middelalder fandtes stadig i København, og danskerne nægter at udlevere dem,« forklarer Harald Dag Jølle.
»Så der var en mere generel konflikt på færde. Grønlandssagen er én ting, men arkivsagen var muligvis endnu mere følelsesfuld og vigtig blandt nordmænd.«
Norge annekterer mere land
Det er altså også i dette lys, at det skal forstås, hvorfor den norske regering placerer embedsmanden Helge Ingstad som statens repræsentant i Antarctichavn, syd for Myggbukta.
Helge Ingstad ankommer med med sin fem mand store stab til Erik Den Rødes Land med ishavsskuden Polarbjørn i 1932.
Norge helmer altså ikke. Og mens politikere fra begge sider venter på afgørelsen i Haag, intensiveres aktiviteterne på det grønlandske spillebræt.
I juni 1932 tildeles Knud Rasmussen politimyndighed i forbindelse med hans sjette Thuleekspedition til Grønlands sydøstkyst. Et område, hvor Norge også har store fangstinteresser.
Som reaktion annekterer Norge 12. juli 1932 endnu et stykke af Østgrønland, der døbes Fridtjof Nansens Land.
Mens konflikten tager til på papiret, leder det aldrig til en reel konflikt på jorden i Grønland. De norske fangere krydser aldrig klinger med de danske polarforskere på Indlandsisen eller grundfjeldet.
»De hejser jo sådan set bare flaget op, og så sender de et telegram. Og så er de på fangst i Østgrønland i to år, hvor de jager og 'skinder' isbjørne, sæler og moskusokser, som de altid har gjort,« fortæller Harald Dag Jølle.
Ikke et frilandsmuseum
Måske er det mere en skinkonflikt end noget andet. Et juridisk proforma-slagsmål udkæmpet med pen og papir. Men historien har alligevel sat dybe spor i det dansk-grønlandske forhold.
Mens Norge og Danmark skændes om Østgrønland, bøvler grønlænderne nemlig med færingerne, der i 1920’erne er begyndt at anlægge havne på den grønlandske vestkyst.
»Færingesagen får de grønlandske politikere til at slå i bordet og kritisere den danske regering for ikke at gøre nok ved problemet. Grønlænderne synes ikke, at deres interesser bliver ordentligt varetaget,« siger Jens Wendel-Hansen fra Aarhus Universitet.
»Samtidig er grønlænderne godt klar over, at en velfærdsstat begynder at tage form i Danmark, og de vil også have del i goderne. De vil ikke ses som et folk i et levende frilandsmuseum, der kun sejler rundt i kajakker,« forklarer historikeren.
Og det lyder jo lidt bekendt. Omvendt reagerer de grønlandske politikere på truslen fra Norge ved i Landsrådet at bakke op om dansk suverænitet over hele Grønland.
»Når nordmændene besætter østkysten, er reaktionen en anden. Så står grønlændere og danskere sammen imod den udvendige trussel,« påpeger Jens Wendel-Hansen.
»I Grønland var der på den tid en meget stor accept af at være under dansk administration og det danske overherredømme. Så den norske annektering gør kun, at Grønland knyttes endnu tættere til Danmark.«
‘Norge i Haag-domstolen, sagen er tabt på alle punkter’
Hallvard Devolds og hans fangstmænd har kunnet se det norske flag vaje i den golde Myggbukta i 648 dage, da 14 dommere på række, alle i mørke kapper, kan rejse sig fra i en majestætisk sal i Fredspaladset i Haag og afsige dommen den 5. april 1933:
Norges annektering af Østgrønland var ulovlig.
Sådan lød afgørelsen med 12 stemmer mod 2. I Erik Den Raudes Land modtager den norske embedsmand Helge Ingstad og Hallvard Devold et telegram med afgørelsen.
»Han (radiooperatøren, red.) sagde ingenting. Han gav mig bare telegrammet. Der stod: ‘Norge i Haag-domstolen, sagen er tabt på alle punkter’,« skriver Helge Ingstad to år senere i sin erindringsbog ‘Øst for den store bre’.
Her mindes han også stemningen efter den nedslående besked:
»Vi, en efter en, rejser os stille og søger ud af hytten. Omkring os ligger landet gnistrende hvidt under vårsolen. Der skimter vi indløbet til Drømbugten på den anden side af fjordisen, hvor skrugardene (en særlig is-formation, red.) hildres til vejrs.«
»Der er Nansenryggen, der er Steinrøisdalen og Haugen, hvor den første moskusokse blev skudt. Bagom stiger landet forjættende frem med fjeld bag fjeld, alt dette vi har levet os ind med og regnet som vort.«
Hverken embedsmanden Helge Ingstad eller Hallvard Devolds og hans kammerater blev straffet for annekteringen.
Efter afgørelsen i Haag fortsætter den dansk-norske aftale om Østgrønland, der giver Norge frie beføjelser til at fortsætte sæl- og hvalfangst i området.
Hallvard Devold fortsætter som fangstmænd og opdagelsesrejsende. Allerede i 1932 deltager han i en norsk ekspedition til Antarktis. Ekspeditionen mislykkes dog.
Helge Ingstad er i 1960’erne med til at opdage vikingebosættelsen ved L'Anse aux Meadows i Canada, som siden er brugt som nogle af de tidlige fysiske beviser på Nordboernes kolonisering af Nordamerika.
