Magtkamp, sikkerhed og strategi: Fire begivenheder, der formede forholdet mellem Grønland og USA

Bemærk, denne artikel er udgivet 9. januar 2025.

De seneste dage har Trump-familien vakt opsigt omkring Grønland.

Donald Trump vil ikke afvise at bruge militær magt for at købe Grønland, og hans søn Donald Trump Jr. kom pludselig på »turistbesøg« i det ombejlede, arktiske land for få dage siden.

Men USA’s interesse i Grønland er bestemt ikke ny, og Danmarks indflydelse i Grønland har længe været til forhandling.

»Onde tunger ville sige, at amerikanerne de facto har haft militær kontrol over Grønland siden Anden Verdenskrig. Danmark har den civile og officielle kontrol, men i geopolitisk forstand er det amerikanerne, der har kontrollen,« siger historiker med speciale i Grønland Søren Rud til Videnskab.dk.

Grønland har gennem årtier været en strategisk brik i USA’s stormagtsspil. Fra Anden Verdenskrigs militære alliancer til Den Kolde Krigs hemmeligheder har USA haft en vedvarende interesse i Grønlands unikke placering.

Men det første vigtige nedslag i USA’s og Grønlands fælles historie, der er værd at fremhæve i forbindelse i den aktuelle situation, ligger helt tilbage i 1916.

Det fortæller historiker og seniorforsker Henrik Knudsen, der blandt andet har beskæftiget sig med den videnskabelige udforskning af Grønland under den Kolde Krig.

1916: Kampen om Grønlands suverænitet

Da Danmark i 1916 solgte De Vestindiske Øer til USA, accepterede den amerikanske regering, at Danmark kunne udvide sin suverænitet i Grønland til hele øen, så den ikke kun omfattede Danmarks gamle koloniområder i det vestlige Grønland.

Det skete i et tillæg til salgstraktaten af den amerikanske udenrigsminister Robert Lansing, der tilkendegav, at USA ikke ville sætte sig imod, hvis Danmark udvidede sine interesser i Grønland.

»Det er en vigtig historisk begivenhed i forhold til den verserende historie, fordi Trump har sået tvivl om Danmarks ret til Grønland. Men i 1916 accepterede USA jo netop den ret, og at den kunne udvides ud over de klassiske områder, som Danmark og Den Kongelige Grønlandske Handel har været til stede i,« siger Henrik Knudsen til Videnskab.dk.

Videnskab og ekspeditioner banede vejen

Grunden til, at man i Danmark i begyndelsen af 1900-tallet bekymrede sig for, om USA skulle finde på at gøre krav på områder i Grønland, hang sammen med den manglende viden om øens geografi, mener Søren Rud, der er lektor ved SAXO-Instituttet på Københavns Universitet.

»På det her tidspunkt vidste man ikke rigtigt, hvordan Grønland hang sammen.«

»Det var først med Danmarks-ekspeditionen i 1907 og Knud Rasmussens første Thuleekspedition i 1912, at man kunne konstatere, at det, man kaldte Peary-land – et område i det nordøstlige Grønland – ikke var en ø, som USA kunne hævde i virkeligheden tilhørte USA,« siger han.

På den måde fik Danmarks ekspeditioner i Grønland afgørende betydning for Danmarks suverænitet i landet, lyder Søren Ruds vurdering.

1940: USA blander sig i Anden Verdenskrig

USA’s lunkne interesse for Grønland i begyndelsen af 1900-tallet blev stærkt tiltagende under Anden Verdenskrig. Det blev især tydeligt i 1940 efter Nazitysklands besættelse af Danmark den 9. april.

Den 10. maj 1940 – en måned efter Danmark blev besat – sendte USA et kystvagtskib til Grønland. Mere specifikt til Ivittuut i Sydøstgrønland, hvor der lå en kryolitmine.

Kryolit er et mineral, der tidligere blev brugt i aluminiumsfremstilling, og da Danmark mistede forbindelsen til Grønland, blev englænderne bange for, at de ikke kunne få kryolit til deres aluminiumsindustri, fortæller Henrik Knudsen.

»Kryolit er uundværligt, hvis man skal lave aluminium på det her tidspunkt, og ingen aluminium, ingen krigsfly. Så hele den allierede krigsindsats risikerer at falde sammen på det her tidspunkt,« siger han.

Englænderne var afhængige af tilførsel af kryolit gennem Canada, så England skubbede til Canada for at sikre kryolitminen i Ivittuut.

Det huede dog ikke amerikanerne. De frygtede en engelsk eller canadisk besættelse af Grønland, da det ville kunne påvirke USA’s egen adgang til ‘isen, der ikke smelter om sommeren’, som det lokale inuitfolk kaldte kryolitten.

Kystvagtskib banede vejen for massiv amerikansk tilstedeværelse

Derfor dukkede et amerikansk skib med 15 kystvagter ombord hurtigt op i fjorden ud for kryolitminen, og det lagde betydeligt pres på de danske landsfogeder Eske Brun og Aksel Svane, der havde det administrative ansvar for Grønland.

»Der var en grænse for, hvad USA kunne gøre, da de på det her tidspunkt var neutrale i krigen, men derfor var de også en god samspilspartner for landsfogederne, da en canadisk aktion mod Grønland ville gøre Grønland til krigsdeltager,« siger Henrik Knudsen.

På årsdagen for Danmarks besættelse, den 9. april 1941, underskrev Danmark da også en aftale om Grønlands forsvar med USA, den såkaldte ‘Grønlandstraktat’, der gav amerikanerne ret til at etablere baser i Grønland.

På den måde blev ankomsten af det amerikanske coast guard-skib startskuddet til en massiv amerikansk tilstedeværelse i Grønland.

I de følgende år byggede USA både lufthavne i det sydlige Narsarsuaq og Ikateq på sydøstkysten, radiobaser, vejrstationer og kommunikationsanlæg, pejlefyr, en marinestation ved siden af kryolitminen i Ivittuut og mandskabsbarakker til at huse omkring 600 mand, fortæller Henrik Knudsen.

1952: Thulebasen bliver USA’s værn mod Sovjet

Efter Anden Verdenskrig forsøgte den danske regering at afslutte den amerikanske forsvarsaftale, da aftalen var lavet for, at USA kunne beskytte sig mod eksisterende trusler mod det amerikanske kontinent.

Det var USA dog slet ikke interesserede i.

»Amerikanerne ville ikke opgive den ret, de havde til at operere militært i Grønland, så Danmarks suverænitet var meget presset på det her tidspunkt. Derfor forhandlede man sig frem til en ny overenskomst i 1951 (‘Forsvarsaftale for Grønland’, red.), der gav amerikanerne mulighed for at fortsætte deres militære tilstedeværelse,« siger Søren Rud fra Københavns Universitet.

Straks derefter gik amerikanerne i største hemmelighed i gang med at opføre Thulebasen under dæknavnet ‘Operation Blue Jay’.

For at gøre plads til basen blev Thule-beboerne i 1953 tvangsforflyttet af det danske Statsministeriums Grønlandsdepartement til Qaanaaq, hvilket har skabt kontroverser og langvarig kritik af projektet efterfølgende.

Opførelsen blev dog annonceret i september 1952, og basen stod klar i 1953.

»Etableringen af Thulebasen markerede en forskydning af det fokus, USA inden da havde haft på Sydøstgrønland, som var en trædesten til Europa, når man skulle sende bombefly og forsyninger afsted under Anden Verdenskrig,« siger Henrik Knudsen og fortsætter:

»Thule i Nordgrønland muliggjorde at nå de sovjetiske industricentre. Her fik USA altså en base, hvor de kunne opmarchere bombefly, der hurtigt kunne nå Sovjetunionen.«

1968: Bombefly styrtede ned i Thule

Den 21. januar 1968 styrtede et amerikansk fly ned nær Thule - et dramatisk øjeblik med stor betydning for Grønlands og USA’s historie.

Styrtet afslørede senere, at flyet havde atommissiler ombord, og siden kom det også frem, at den danske regering i hemmelighed havde accepteret at se gennem fingre med amerikansk nuklear aktivitet i Grønland.

Derudover symboliserede nedstyrtningen en begyndende splittelse i USA og Danmarks holdning til, hvilken politik man skulle føre over for Østeuropa, lyder det fra Henrik Knudsen.

I begyndelsen af Den Kolde Krig var europæerne og amerikanerne ret enige i deres politik angående Østeuropa.

»Men fra 1960’erne begyndte Europa at tænke i integration, og man etablerede netværk, fredsbestræbelser og kulturelle programmer, der skulle styrke forholdet til Østeuropa,« siger Henrik Knudsen.

Det var noget lidt andet, end USA ville. USA var ikke interesseret i at eskalere situationen

»Men det bombefly, der cirklede rundt over Thule, havde til opgave at afskrække maksimalt. Amerikanerne var i konstant alarmberedskab og hele tiden klar til at flyve de her store B52’ere ind over Sovjet med så kort varsel som muligt,« fortsætter Henrik Knudsen.

Bombeflyene, der fløj rundt over Thulebasen i døgndrift, var dyre at holde på vingerne, og de skulle have visuel kontakt til basen hele tiden, fordi amerikanerne havde en forestilling om, at radar-faciliteten ville være et af de første mål i Vesten, hvis Sovjetunionen gjorde alvor af sine atomtrusler.

Flystyrt vakte spekulation om amerikansk aktivitet

Flyet, som styrtede ned den 21. januar 1968, blev sidenhen en kontroversiel affære for Danmark, som havde en officiel politik om, at der ikke måtte være atomvåben på dansk territorium i fredstid.

Daværende statsminister Jens Otto Krag udtalte i forbindelse med flystyrtet, at: »som bekendt er der i overensstemmelse med regeringens politik ingen atomvåben inden for dansk område. Dette gælder også for Grønland, og der kan derfor ikke ske overflyvning af Grønland af flyvemaskiner med atombombe.«

Det styrtede fly, som fyldte datidens overskrifter, var et gigantisk problem for den danske regering, og »det truede med at hive tæppet væk og afsløre Danmarks atomfri politik som en illusion,« siger Henrik Knudsen.

Der sættes herefter spørgsmålstegn ved USA’s aktiviteter på Grønland.

I 1995 kom det frem, at den danske regering under statsminister H.C. Hansen i 1957 blev informeret om muligheden for, at USA kunne placere atomvåben i Grønland.

Hemmeligt notat afslørede dansk dobbeltspil

I et lækket notat fra 1957 svarede stats- og udenrigsminister H.C. Hansen nemlig på en forespørgsel fra USA om, hvorvidt den danske regering ønskede at blive underrettet, hvis USA stationerede atomvåben i Grønland.

I notatet fremgår det, at H.C. Hansen svarede, at Danmark ikke ønskede at høre mere om USA’s aktiviteter på Thulebasen.

»Danmark får mere eller mindre direkte at vide, at USA gerne vil opmagasinere atomvåben i Grønland, og Danmark signalerer så i et fortroligt svar til den amerikanske ambassadør, at det vil man ikke informeres om. Det er en de-facto accept af den amerikanske ageren,« siger Søren Rud.

H.C. Hansen-affæren endte med, at offentligheden i 1995 blev bekendt med det hemmelige notat, men da sagen var historisk, fik afsløringen ingen politiske konsekvenser. Den skabte dog debat om dansk suverænitet og hemmelighedskræmmeri under Den Kolde Krig.

»Sagen viser, at Danmark på nogle afgørende områder har handlet uden at informere og inddrage de grønlandske politikere eller offentligheden,« siger Søren Rud og fortsætter:

»Man har skaltet og valtet med Grønland, og derfor siger sagen selvfølgelig noget om relationen mellem Grønland og Danmark. Men den siger også noget om, hvordan Grønland blev opfattet af USA, som en vare, de kunne gå til danskerne og bede om. Det kan man bestemt spejle i de seneste dages begivenheder.«