Vildt tilfælde: Sådan blev Grønland en del af Danmark

Hvis man var fluen på væggen i det sydlige Vestgrønland for cirka 1.000 år siden, kunne man have set store træskibe sejle i land fra havet.

Muskuløse mænd med skæg gennede udmagrede køer, grise, heste og får ind over gangbroerne til et uopdaget, grønt terræn omgivet af klipper og bjerge.

Efter dem fulgte kvinder, der bar på sække med de sparsomme madrester fra en lang rejse.

Danmarks forbindelse til Grønland begynder med de her mennesker, der i omkring 980 år efter vor tidsregning bosætter sig i Vestgrønland og brænder bjergbuske og urter af for i stedet at dyrke hø og græs til deres husdyr.

De tilrejsende er norske og islandske vikinger eller nordboere, som de også kalder sig.

De er sejlet fra Island til den gigantiske ø, der på det tidspunkt i historien er beboet af den såkaldte Sen Dorset-kultur, der levede af sæler og rensdyr på i den nordvestlige del af Grønland, og som er kendte for deres smukke udskårne figurer i ben.

»Blandt nordboerne er vikingehøvdingen Erik Den Røde, der er blevet forvist fra Island, og som er kommet til Grønland for at starte en ny civilisation af bønder, der skal lave landbrug,« fortæller Bjarne Grønnow, der forskningsprofessor i Arktis Arkæologi på Nationalmuseet.

Og landbrugsprojektet lykkes da også og varer ved i cirka 450 år, frem til 1400-tallet hvor nordboerne forsvinder fra Grønland.

»Vi ved faktisk ikke, hvorfor vikingerne forlader øen. Måske gør klimaændringer, at det er svært at dyrke jorden og holde dyr. Eller måske savner de deres islandske og norske slægtninge eller deres kirker,« forklarer Bjarne Grønnow.

Men hvad har de her islandske og norske vikinger overhovedet at gøre med Danmark? Og hvilken betydning får de for vores ’ejerfornemmelser’ over Grønland?

Forklaringen ligger i Danmarks tætte historiske slægtskab med Norge. Fra 1380 kom Norge til at høre under den danske konge, og fra 1397 til 1523 er Danmark, Norge og Sverige forenet i den såkaldte Kalmarunion.

Til Norge hører en række bilande – deriblandt Island, Færøerne… og Grønland.

»Foreningen af Norge og Danmark bliver altså starten på Danmarks ’ejerfornemmelser’ over Grønland,« forklarer Søren Rud, der er lektor i historie på Saxo Instituttet under Københavns Universitet.

Den stædige præst

Nogle hundrede år senere sidder en særlig præst med bøjet hoved og hænderne foldet i dyb bøn.

Hans tanker er fokuserede på at tilbede og takke en gud, der er større end alt andet, og som barmhjertigt frelser enhver, der tror på hans storhed.

Den dansk-norske præst Hans Egede bliver i 1700-tallet besat af tanken om at rejse til Grønland og omvende grønlænderne til kristendommen.

Egede tror nemlig, at grønlænderne kan være efterkommere af nordboerne, forklarer Emil Andersen, der er ph.d.-stipendiat på Nationalmuseet og som undersøger Hans Egedes historie.

»Hans Egede betegner grønlænderne som ’vilde’, og han vil frelse dem og gøre dem kristne,« siger han.

Det lykkes for Egede at blive udnævnt til missionær i Grønland og få tilladelse af den danske kong Frederik den 4. til at tage af sted til den fjerne ø i 1721.

»Det bliver begyndelsen på det moderne koloniprojekt i Grønland og er et af de vigtigste nedslagspunkter i forhold til, hvordan forholdet mellem Grønland og Danmark er i dag,« lyder fra fra KU-historiker Søren Rud.

Men selvom Hans Egede stædigt arbejder for sin mission om at kolonisere Grønland, slår hans talrige forsøg fejl.

Mange danskere dør i den barske grønlandske natur, og i 1731 beslutter kong Christian den 6. efter sin fars død, at det er tid til at stoppe idéen om at lave danske bosættelser i Grønland.

Det kunne have betydet dødsstødet til vores forbindelse til Grønland.

Men ’projekt Grønland’ overlever – nu med fokus på at bevare eneretten over handlen med grønlandske ressourcer og med en anden mand i spidsen, nemlig købmanden Jakob Severin.

»Man laver en række handelsstationer i Grønland, hvor man køber sælskind og hvalspæk, som kan bruges til olie i gadelamper rundt i Europa, og som er en meget populær handelsvare, som både Holland og England er meget interesserede i,« forklarer Søren Rud.

Til gengæld får grønlænderne andre varer som jern, europæisk tøj og fiskekroge.

»Begge parter får altså noget ud af handlen, men magtbalancen er sådan, at danskerne bestemmer betingelserne,« uddyber Søren Rud.

Danmark bliver skilt fra Norge, men ’arver’ Grønland

I 1814 sker der så noget, der får bundet Danmark og Grønland endnu tættere sammen.

Den danske kong Frederik den 6. sidder ved sit skrivebord. Napoleonskrigene hærger Europa. Kongen har netop placeret sit segl på en kontrakt, der bekræfter Danmarks støtte til den franske kejser Napoleons krigsprojekt mod blandt andet England.

Håbet er, at Danmark kommer på den sejrende side af krigen, og at vi får lov at beholde Norge som en del af vores monarki.

Men helt anderledes skulle det gå. For Napoleon taber krigen, og de lande, der har støttet ham, må afstå flere territorier. Sådan taber vi Norge til Sverige, der støttede England under krigene.

Selvom vi bliver skilt fra Norge, som vi siden 1300-tallet har haft et tvillingemonarki med, ender vi mærkværdigt nok med at beholde Norges bilande, nemlig Grønland, Island og Færøerne.

Hvordan det sker, er der forskellige teorier om, lyder det fra Thorkild Kjærgaard, der er historiker og som blandt andet har undervist på Grønlands Universitet Ilisimatusarfik i perioden fra 2002 til 2015.

Den mest plausible af dem handler om, at England ikke ønskede en stærk union mellem Sverige og Norge – herunder Norges bilande, mener Thorkild Kjærgaard.

»Englænderne ønskede selv at have indflydelse på de her områder, og det kunne de lettest få ved, at Grønland, Færøerne og Island blev ved med at høre under dansk administration. For Danmark var jo underlegne i forhold til England,« forklarer han.

Der er andre teorier om, hvordan Danmark fik lov til at beholde blandt andet Grønland. Nogle hævder, at en dansk embedsmand løj og sagde, at Grønland altid havde tilhørt Danmark.

»Men det er simpelthen for fjollet. Det vidste de folk omkring forhandlingsbordet selvfølgelig godt, at det ikke havde,« lyder det fra Thorkild Kjærgaard.

Uanset hvad, ender vi altså med den heldige og lidt tilfældige appelsin i turbanen – Grønland bliver en del af det danske kongerige.

Hitlers hærgen giver verden nyt syn på kolonialisme

Op igennem 1900-tallet og frem til i dag cementerer Danmark relationen til Grønland, og i 1933 bliver Danmarks suverænitet i Grønland internationalt anerkendt.

Forholdet ændrer sig dog efter Anden Verdenskrig, hvor man har set, hvad undertrykkelse af andre folkeslag og etniciteter kan gøre ved verden.

Herefter bliver kolonialisme set på med foragt fra mange sider, og Danmark løsner grebet om Grønland, der i 1979 begynder rejsen mod selvstyre, som de opnår i 2009.

I dag er Danmark og Grønlands forbindelse dog stadig præget af kolonitiden og en ulige magtbalance, lyder det fra Søren Rud:

»Vi har altid dyrket forskellene på vores kulturer, og Danmark har altid været den dominerende part. Den relation lever videre i dag, hvor Grønland reelt set er økonomisk afhængig af Danmark,« siger han.