Såkaldte 'personalistiske diktatorer' styrer i vid udstrækning deres land efter forgodtbefindende. Og denne styreform bliver ifølge forskere stadigt mere udbredt.
Rusland, Hviderusland, Kina, Nordkorea, Eritrea, Venezuela og Nicaragua er i dag alle personalistiske diktaturer. En del opfatter disse lande som stærkt venstreorienterede. Andre som stærkt højreorienterede, men der er alligevel mange ligheder.
Kina er eksempelvis formelt stadig et socialistisk land, der styres af et folkedemokratisk diktatur, men XI Jinping har formået at blive landets præsident, øverstkommanderende for militæret og leder af det kommunistiske parti.
Han har også opbygget en personlighedskult omkring sig, hvilket er typisk for personalistiske diktatorer.
\ Hvad kendetegner personalistiske diktaturer?
Magten er stærkt centraliseret omkring én leder, snarere end et parti eller en militærjunta, hvor flere generaler og oberster regerer sammen.
Lederen skaber en personlighedskult omkring sig selv og har kontrol over statslige institutioner, militæret, resten af sikkerhedsapparatet og økonomiske ressourcer.
Beslutninger træffes ofte af en inderkreds (som i Trumps USA), sammen med konen (Ortega-familien i Nicaragua) eller sammen med en lille gruppe loyale ja-mænd (Putins Rusland) – snarere end af et regerende parti, i en regering eller i nationalforsamlingen.
Demokratiet er på tilbagegang
Den amerikanske politolog Barbara Geddes er en indflydelsesrig forsker i udviklingen af videnskabelige teorier omkring 'personalistiske regimer'.
»Geddes opdeler diktaturer i militærdiktaturer, etpartidiktaturer, autoritære monarkier og personalistiske diktaturer,« fortæller Carl Henrik Knutsen, professor i statskundskab ved Universitetet i Oslo.
\ Militærdiktaturer, kommunistdiktaturer og enevældige diktaturer
For et par årtier siden forbandt man ofte ordet 'diktator' med militærdiktatorer, som kritikerne ofte kaldte fascistiske diktatorer. De mindede nemlig meget om den fascistiske diktator Benito Mussolini i Italien før og under krigen.
I dag er der langt færre militærdiktaturer. Men de findes for eksempel i Myanmar og i en række lande i Vestafrika.
Kommunistiske diktaturer blev styret af en flok mænd i Politbureauet.
Kina er et eksempel på kommunistisk partidiktatur i perioden efter Maos død i 1976, og indtil XI Jinping samlede al magten omkring sig.
Det samme gjaldt for Sovjetunionen fra Stalins død i 1953 – og frem til Vladimir Putin tog fuld kontrol over Rusland.
I traditionelle kommunistdiktaturer har adskillige medlemmer af partieliten været med til at regere landet. Vietnam og Cuba er i øjeblikket de tætteste, vi kommer på sådanne lande.
En sidste type diktatur har været enevældige, absolutte monarkier, hvor en monark bestemmer, i modsætning til den magt, kong Frederik har i Danmark.
Tag for eksempel Kongeriget Danmark-Norge indtil 1814. Eller flere lande på den arabiske halvø i dag – som Saudi-Arabien, Qatar og De Forenede Arabiske Emirater.
Demokratiet havde ellers længe været på fremmarch i verden.
»Nu ser vi, at personalistiske diktaturer er blevet en mere almindelig styreform,« siger Carl Henrik Knutsen, som er professor i statskundskab ved Universitetet i Oslo og forsker i diktatur og demokrati.
»Disse diktatorer taler med deres kone, med deres fætter eller med deres tre venner, og så bliver de enige om, hvordan landet skal styres.«
Rusland topper
Carl Henrik Knutsen samarbejder med forskere ved blandt andet Göteborgs Universitet i Sverige med at overvåge demokratiets udvikling i verden, og for et par uger siden udkom deres seneste rapport.
De tæller nu 88 lande som demokratier og 91 som autokratier.
Et autokrati er ikke nødvendigvis et diktatur. Det er et land, hvor medierne er censureret, ytringsfriheden er begrænset, og hvor der ikke bliver afholdt frie valg.
\ Autokrati vs. diktatur
Autoritære regimer er styre- eller regeringsformer, der er karakteriseret ved en diktatorisk eller enevældig (autoritær) statsmagt. I autoritære regimer er alle magtbeføjelser som oftest samlet hos en enkelt magtbærer, og regeringsmagten er som regel uden begrænsninger. Magtbeføjelserne kan udøves af en enkeltperson, en persongruppe, en komité eller et parti.
Ordet autoritær karakteriserer måden at styre på, ikke den eller dem, der styrer.
Et autoritært regime, som ofte har erstattet et demokratisk regime, fremstår som et ikke-demokratisk modstykke til den demokratisk-pluralistiske regimetype, der kendetegnes ved, at regeringsmagten er folkeligt begrundet og afledt af et parlament (en folkerepræsentation).
Inden for den autoritære regimetype i videste forstand falder også to andre regimetyper fra nyere tid, det fascistiske regime og det totalitære diktatur, der dog samtidig er mere end en styreform og i sin yderste konsekvens indebærer total kontrol med samfundet.
Rapporten fastslår, at Rusland nu topper skalaen for statslig misinformation rettet mod befolkningen.
»I dag ligger vi noget lavere på demokrati i verden, end vi gjorde for 10-15 år siden,« siger Carl Henrik Knutsen. Han er bekymret for demokratiets fremtid, men han er ikke så bekymret som flere andre forskere.
»Husk, at demokratiets udvikling gik meget stejlt opad før år 2000,« påpeger han.
Indien og Tyrkiet
»I dag ser vi igen flere regimer, hvor magten er koncentreret omkring en enkelt person,« bemærker professor i statskundskab Carl Henrik Knutsen.
»I tillæg er et uformelt netværk af mennesker omkring diktatoren ofte med til at regere.«
Beslutninger træffes dermed ikke i Nationalforsamlingen eller i et regeringsparti.
Carl Henrik Knutsen peger på Indien, Tyrkiet og Rusland. Alle tre er store og folkerige lande, der er blevet mindre demokratiske – Rusland mere end Indien og Tyrkiet.
»I Rusland afholder de valg mellem flere partier. Men det er ikke frie og retfærdige valg. Alle ved jo, at det er Putin, som vinder.«
Rusland har i dag hverken ytringsfrihed eller frie medier. Ingen uafhængig valgkommission sikrer, at reglerne for et demokratisk valg bliver overholdt.
Personalistiske diktaturer falder oftere fra hinanden
Personalistiske regimer er ofte uforudsigelige ifølge Barbara Geddes.
Det var lettere at forudsige, hvad Sovjetunionens kommunistiske parti ville gøre, end hvad den personalistiske diktator Vladimir Putin finder på – som for eksempel at invadere nabolandet Ukraine.
Barbara Geddes og hendes kolleger har nu indsamlet en masse data, der viser, hvad der får personalistiske diktaturer til at kollapse. For det gør de oftere end andre typer regimer.
De er særligt sårbare, når lederen bliver udskiftet, siger Carl Henrik Knutsen.
»Når den personalistiske diktator dør eller bliver fjernet, er der mere end 50 procents sandsynlighed for, at hele regimet kollapser.«
Det skyldes, at der ikke er stærke institutioner til at tage over, som demokratiske partier eller et autoritært kommunistparti.
De er også mere sårbare over for kup og oprør end militærdiktaturer eller etpartistater.
Det betyder, at Putins personalistiske diktatur i Rusland er mere sårbart end det sovjetiske kommunistpartiregime, der trådte tilbage i 1991.
»Økonomiske kriser er også meget farlige for personalistiske diktatorer. Jeg tror, at Rusland har store økonomiske problemer nu,« siger Carl Henrik Knutsen.
»Det er spændende, hvad Donald Trump og USA gør. Hvis Trump igen åbner op for handlen med Rusland, bliver sandsynligheden for, at Putin forbliver ved magten, øget betydeligt.«
Politiske regimer kommer i bølger
Politiske regimetyper har en tendens til at komme i bølger, siger Carl Henrik Knutsen.
»I 2022 var der militærkup i landet Mali i Vestafrika. Efterfølgende har militæret taget magten i alle tre nabolande Niger, Burkina Faso og Guinea.«
»Hvis man derimod først etablerer demokrati i ét enkelt land i en region, øges sandsynligheden for demokratisering i hele regionen tilsvarende.«
Hvad med Trump og USA?
Nu er der tendenser til ikke-demokratisk udvikling i endnu et stort land:
USA har været et demokrati i rigtig mange år. Det gør demokratiet vanskeligere at afvikle end for eksempel nyere demokratier i Østeuropa.
»Jeg tror, det mest sandsynlige scenarie i USA er, at det bliver betydeligt værre under Trump,« siger Carl Henrik Knutsen.
»Jeg tror, vi vil se flere angreb på medierne, endnu mere underminering af retsstatsprincippet, og at statsinstitutionerne bliver tættere knyttet til Trump og kredsen omkring ham.«
»Jeg tror også, at der er fare for mere politisk vold i USA.«
Forskerne bag V-Dem Institut-rapporten mener, at de sidste par ugers hændelser under Trump er uden sidestykke og den hurtigste udvikling mod autokrati i USA i moderne tid.
Ved, hvordan demokratiet bør fungere i USA
»Men jeg tror ikke, det vil gå så langt, at der for eksempel ikke bliver afholdt valg,« siger Carl Henrik Knutsen.
»USA har en fri presse og et etableret civilsamfund. Der er mange modkræfter og korrigerende mekanismer, som kan holde Trump i skak i USA.«
Carl Henrik Knutsen minder om, at mange i USA ved, hvordan valg bør afholdes. Mange ved, hvordan domstolene bør forholde sig. Derfor bliver det tydeligt, hvis Trump forsøger at ændre dette.
»Også i det Republikanske Parti er der sikkert mange, der nu ser, hvad Trump gør, og er bekymrede, selvom de endnu ikke protesterer højlydt,« mener Carl Henrik Knutsen.
Professoren i statskundskab er dog slet ikke i tvivl om, at Trump har autoritære ambitioner.
Diktatorer er misinformerede
Jacob Nyrup er lektor i statskundskab ved Universitetet i Oslo. Han arbejder på et projekt om, hvordan autoritære regimer opstår, overlever og falder.
»Det er svært at være en personalistisk diktator,« siger Jacob Nyrup.
»Prøv at forestille dig, at du har Putin som din chef. Du har nok ikke lyst til at fortælle ham, at krigen i Ukraine går dårligt. Du er meget mere villig til at fortælle ham, at krigen går godt.«
\ Læs også
Personalistiske diktatorer – som for eksempel Putin – kæmper med, at de konstant modtager forkerte oplysninger. Så træffer de beslutninger på et forkert grundlag.
Putin troede for eksempel, at han nemt kunne vinde krigen i Ukraine. Han modtog ukorrekte oplysninger fra både FSB og andre russiske efterretningstjenester.
»Putin kan også begå fejl med økonomien, der får den til at kollapse. Men i Rusland lyver man så meget om økonomiske tal, at det er svært at sige noget med sikkerhed.«
Den største menneskeskabte katastrofe i historien
Jacob Nyrup fremhæver et andet eksempel:
»Mao Zedong grundlagde Folkerepublikken Kina i 1949 og ledede landet indtil sin død i 1976. Mao er måske det bedste eksempel på, hvor katastrofale fejl en personalistisk diktator kan begå.«
'Det Store Spring Fremad' var en kinesisk kampagne for accelereret økonomisk udvikling samt social og politisk omformning af landet fra 1958 til 1961, der havde til formål at gøre Kina til en økonomisk og militær supermagt.
Mao krævede, at folk smeltede deres landbrugsredskaber og skovle om for at lave stål til industrialiseringen af Kina.
Resultatet var historiens største menneskeskabte hungersnød i fredstid med mellem 15 og 45 millioner dødsfald.
»Den mest bizarre kampagne var, da Mao erklærede krig mod spurvene, som han mente spiste kornet,« siger Jacob Nyrup.
»Flere hundrede millioner kinesere blev sendt ud for at dræbe spurve.«
»Hvad Mao ikke vidste eller tænkte på var, at spurve også spiste insekter. Da spurvene forsvandt, eksploderede antallet af insekter, især græshopper. Det bidrog yderligere til et dramatisk fald i fødevareproduktionen.«
Endnu et eksempel på en dårligt informeret diktator er den brutale general Augusto Pinochet, der ledede militærdiktaturet i Chile fra 1973 til 1990.
Pinochet mente, at han var populær blandt folket. I 1988 organiserede han derfor en folkeafstemning om, hvorvidt han skulle fortsætte ved magten.
Trods censur af medierne led Pinochet et knusende nederlag og måtte træde tilbage som diktator.
Ikke så optagede af demokrati
På Universitetet i Oslo undersøger forskere nu en teori om, at arbejderklassen lettere ‘køber’ autoritære regimer.
»De forskelle, vi har fundet mellem folk fra arbejderklassen og folk fra middelklassen, er små,« siger Carl Henrik Knutsen.
\ Læs også
De ser en lidt større forskel mellem personer med kort og lang uddannelse, men den er lille, når de ser på flere lande under et.
Men forskerne ser noget andet: Mange er ikke særlig interesserede i demokrati. Især ikke når det måles i forhold til andre vigtige sociale problemstillinger.
»Hvis folk får den indvandringspolitik, klima- og miljøpolitik eller udligningen af økonomisk ulighed i samfundet, som de ønsker, så er de villige til at se gennem fingrene med ret meget. Også demokratiet,« siger Carl Henrik Knutsen, som slutter:
»Dette gælder for ret mange i vores samfund.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
