Fra Nero til Putin: Sådan slipper aspirerende diktatorer af sted med tyranni

I år 66 e.v.t. bestemte kejser Nero sig for, at senatoren Thrasea Paetus skulle ryddes af vejen.

Paetus, der var populær blandt folket og respekteret i senatet, havde for nylig trukket sig tilbage fra det politiske liv, og det kunne Nero ikke acceptere.

Alle senatorer skulle demonstrere deres loyalitet overfor kejseren ved aktivt at deltage i administrationen af hans rige.

Paetus blev indkaldt til senatet. Udenfor stod soldater. Indenfor ventede anklagerne. Nero selv turde ikke være til stede, men fik en af sine embedsmænd til at åbne mødet.

På trods af at der ingen tvivl var om, at Paetus’ skæbne allerede var beseglet, og at processen ville være et spil for galleriet, havde anklagerne et retorisk problem:

Paetus’ forbrydelse var jo netop, at han ikke havde gjort noget. Hvordan kunne de bygge en anklage fra – intet?

Eprius Marcellus indtog senatsgulvet og lod sin »skarpe veltalenhed« – sådan skriver historikeren Tacitus – få frie tøjler.

»Paetus’ pjækkeri,« sagde han ifølge Tacitus' annaler, »er intet andet end en tavs fordømmelse af alt, hvad kejseren har opnået. Lad ham hellere komme til senatet og fortælle, hvad han er utilfreds med!«

»Mon det er den verdensomspændende fred eller de sejre, der er blevet vundet uden tab af romerske soldaters liv, han ikke kan holde ud? Hvorfor skulle han ellers sørge over nationens lykke? Hvorfor viser han en sådan foragt overfor de nye forum [torve], teatre og templer, der pryder Rom og Italien? Der er blot én mulighed: Paetus er en forræder.«

Præsident Trump anvendte samme retorik

Vi bevæger os (næsten) 2000 år frem i tid og over Atlanterhavet – til USA en uge efter Donald Trumps 2018 ’State of the Union’-tale.

Præsidenten er på hjemmebane. Han taler til sine egne. Stemningen er god. Han praler over sine præstationer, ikke mindst den udmærkede – ifølge ham selv – tale han holdt forleden for hele nationen.

Der er kun én ting, han er sur over: Manglen på entusiasme fra demokraternes side over, at Trump – ifølge Trump selv – har sørget for den laveste arbejdsløshed blandt afroamerikanere nogensinde.

Vi giver ordet til Trump:

»Så det betyder, at de hellere vil se Trump klare sig skidt, ok, end vores land klare sig godt? (…) Det er meget egoistisk (…) Uamerikansk. Nogle kaldte det forræderisk.«

»Jeg mener, ja, jeg tænker, hvorfor ikke? Kan vi kalde det forræderi? Hvorfor ikke? Jeg mener, de virkede i hvert fald ikke til at elske vores land særlig højt.«

Trump ligestillede manglen på applaus med forræderi. Om han var klar over implikationerne af, hvad han sagde, kan man diskutere, men at han var ved at brolægge vejen til autokrati, er der ingen tvivl om.

Historien rimer

Sammenligninger mellem antikken og vores tid vækker altid en vis uro blandt forskere. Der er sjældent, eller aldrig, et 1-til-1 sammenfald mellem det gamle og det nye.

Verden er mere kompleks end som så. Faren for at lave fordummende forenklinger er stor.

Når det er sagt, skal man ikke undervurdere, hvor nyttigt det kan være at kigge på, hvad der sker i verden i dag med fortidens briller.

»Historien gentager ikke sig selv,« skal Mark Twain have sagt, »men den rimer ofte.«

Vi havde måske ikke set en politiker som Trump inden Trump, men vi havde set mange politikere, der ligner ham – mange politikere, der anvendte retoriske teknikker, der minder om dem, han anvendte – op gennem historien.

Én af dem var således Eprius Marcellus, da han talte kejser Neros sag mod stakkels Thrasea Paetus. Både Trump og Marcellus anvendte et af autokraternes favoritargumenter:

Manglende forherligelse af herskeren og hans præstationer er ensbetydende med forræderi.

Trump ville have medlemmerne af det demokratiske parti til at applaudere ham for den angiveligt historisk lave arbejdsledighed blandt afroamerikanere.

Marcellus ville have Paetus til at lovprise kejseren for at have sikret fred og stabilitet i riget.

Nero gav Paetus lov til at tage sit eget liv, hvilket han gjorde efter at have tilkaldt sine nære og kære og talt med dem om sjælens natur.

Neros styre tumlede sammen omkring ham blot to år senere. Han fik sin personlige sekretær til at give ham nådestødet, da fjendens arméer nærmede sig, og han selv manglede modet.

Friheden er på tilbagetog i verden

Trump tabte mod Joe Biden, da han stillede op til genvalg i 2020. Hans vej mod autokrati blev stoppet, i hvert fald indtil videre, af en uhørt vælgermobilisering.

Næsten 30 millioner amerikanere flere kastede en stemme ved præsidentvalget i 2020, end da Trump besejrede Hillary Clinton i 2016.

Men ikke alle lande har magtet at stå imod den autokratiske retorik. Udviklingen i USA er faktisk en undtagelse. Som Jakob Tolstrup viste her på Videnskab.dk's Forskerzonen for et lille års tid siden, så lever diktaturer i bedste velgående.

År 2021 var såmænd det 16. år i træk med nedgang i den globale frihed. Det er i hvert fald den dom, som Freedom in the World, flagskibstidsskriftet for ngo’en ’Freedom House’, har afsagt.

I stedet for at høste de demokratiske gevinster, der var forventet efter Sovjetunionens fald, det arabiske forår, og EU’s udvidelse mod øst, befinder vi os midt i en genopblomstring af autokrati – en genopblomstring, hvis ødelæggende konsekvenser vi i øjeblikket er vidner til i Ukraine.

Den pludselige, dramatiske eksponering af autokrati i form af Putins invasion bør dog ikke få os til at glemme, at den nuværende fremvækst af autokrati er et verdensomspændende fænomen.

Autokraterne vinder frem

Overalt i verden ser vi autokrater bruge samme retorik:

Demokratiske institutioner er ’for svage’ og ’for ineffektive’ til at håndtere en krise, og kun en stærk leder, der ikke er bundet af forfatningsmæssige begrænsninger, kan garantere fred og sikkerhed.

I Tyrkiet nærmer Recep Erdoğan sig 20 år ved magten. I Kina kan Xi Jinping fejre 10-års jubilæum som præsident til næste år.

Og i Brasilien kaprede Jair Bolsonaro, en mand der ikke har lagt skjul på sine autoritære ambitioner, magten i 2019.

Men vi behøver ikke at forlade Europa for at finde aspirerende autokrater: Viktor Orbán, der blev valgt som statsminister i Ungarn i 2010, leder en stadig mere autoritær regering i Centraleuropa.

Og selv i tilsyneladende veletablerede demokratier som Italien og Frankrig er fremtrædende, højreekstreme politikere begyndt at spilde på de samme retoriske strenge og endog udtrykke beundring for den autokrat, der for tiden optager vores opmærksomhed: Vladimir Putin.

Autokraternes favoritargument: Fred og stabilitet

Eprius Marcellus’ tale kaster også lys over et andet tilbagevendende legitimationsargument for autokrater: at kun den enevældige hersker kan sikre fred og stabilitet, hvilket også er en af Putins favoritargumenter

Som vi så ovenfor, hævdede Marcellus, at kejser Nero havde sikret fred, både inde i Romerriget og langs med dets grænser.

Det var et argument, der gik igen helt fra etableringen af kejsermagten i Rom. For Rom havde nemlig ikke altid været autokrati.

Fra 509 (sådan cirka) til 31 f.v.t. var romerne stolte republikanere: Magten var delt mellem senatet, folket, og de to konsuler, der valgtes for et år ad gangen.

Men efter en række borgerkrige i det sidste århundrede f.v.t. blev magten samlet i hænderne på én mand: kejser Augustus, hvis dynasti skulle vare helt til Neros selvmord i 68 e.v.t.

Augustus legitimerede sin uhørte magtkoncentration med nødvendigheden af at undgå et tilbagefald til borgerkrig og anarki.

Hans modstandere blev portrætteret som fjender af fred og stabilitet; som folk, der var villige til at risikere statens velfærd for deres egne egoistiske ambitioner.

»Alligevel var der nogle,« skrev den regimevenlige historiker Velleius Paterculus, »der ikke brød sig om denne lykkelige tilstand.«

Putins oprindelige legitimationsstrategi byggede på den samme præmis:

At han havde reddet det russiske folk fra det politiske og økonomiske anarki, der hærgede Rusland efter Sovjetunionens sammenbrud og 1990’ernes eksperiment med ukontrolleret kapitalisme.

Da denne kilde til legitimation begyndte at løbe tør i kølvandet af finanskrisen i 2008 og demonstrationerne mod valgfusk i 2011, havde Putin brug for en ny legitimationsstrategi. Han valgte modstand mod Vesten.

Putins skydeskiver: Vesten og femtekolonnen

Den russiske nation er, ifølge Putin, truet af NATO’s ekspansion østpå og af den vestlige verdens dekadence. Kun et samlet Rusland med Putin i spidsen og værdierne i orden kan modstå denne dobbelte trussel, hævder han.

Da Putin talte til et fuldsat Luzhniki Arena i Moskva i forbindelse med sin genvalgskampagne i 2012, advarede han om »udenlandsk indblanding« og opfordrede sine tilhørere til at indtage rollen som »fædrelandets beskyttere« – ved at stemme på ham, selvfølgelig.

Efter annekteringen af Krim i 2014 blev retorikken endnu hårdere: I en tale i parlamentet snakkede Putin om »landsforrædere« dirigeret af »vestlige politikere«.

Året efter blev oppositionspolitikeren Boris Nemtsov, der hyppigt udpegedes som fædrelandsforræder, skudt og dræbt på åben gade i Moskva.

Lige for tiden er det korruptionsjægeren (og YouTube-sensationen) Victor Navalny, der føler Putins vrede:

Efter at et forgiftningsforsøg mislykkedes i 2020 blev Navalny i februar 2022 dømt for at have fornærmet en krigsveteran og måneden efter for bedrageri og foragt for retten. Nu venter 13 års fængsel.

Nero ville have været imponeret over Putins anvendelse af domstolene til at bagvaske og komme af med sin modstander.

Og blot et år inden invasionen af Ukraine, i forbindelse med en folkeafstemning om en række grundlovsændringer – deriblandt bortskaffelsen af den klausul, der forhindrede Putin fra at igen beklæde præsidentembedet – rettede han i en videokampagne skytset mod vestlige værdier i form af homofiles rettigheder.

»Uden Putin findes Rusland ikke«

Når herskeren er det eneste, der står mellem stabilitet og anarki, varer det ikke længe, inden han bliver et symbol på staten, ja, endog uadskillelig fra staten.

Den romerske filosof Seneca den Yngre (4 – 65 e.v.t.), der sjovt nok også blev tvunget af Nero til at begå selvmord, skrev i sit værk ’Om mildhed’, at kejseren har:

»… identificeret sig så grundigt med staten, at ingen af dem kan trækkes tilbage, uden at begge går til grunde: Situationen er den, at Cæsar (Cæsar betyder ’kejser’, red.) har brug for magt, og staten har brug for et hoved.«

Vyacheslav Volodin, den nuværende formand for det russiske parlament, sammenlignede i 2014 et angreb på Putin med et angreb på hele landet, med den begrundelse, at »uden Putin findes Rusland ikke.«

Selv om det er notorisk svært at bedømme præcis, hvor populære autokrater som Putin egentlig er, tyder tallene fra det uafhængige og velrenommerede Levada forskningsinstitut på, at han nyder en betydelig støtte blandt det russiske folk.

Den autokratiske retorik virker.

Hvis vi ønsker at beskytte vores samfund mod autokrati, må vi først undersøge den retorik, der bruges til at legitimere det.

Aske Damtoft Poulsens forskningsprojekt er finansieret af Carlsbergfondet.