Kæmpede en 'romersk' hær fra Norge i Jylland for 1.800 år siden?
I omkring år 205 var nordmændene på vej til Romerriget som lejesoldater, men de nåede ikke så langt, da danskerne nedkæmpede dem, vurderer norsk arkæolog.

I omkring år 205 var nordmændene på vej til Romerriget som lejesoldater, men de nåede ikke så langt, da danskerne nedkæmpede dem, vurderer norsk arkæolog.
I omkring år 205 var nordmændene på vej til Romerriget som lejesoldater, men de nåede ikke så langt, da danskerne nedkæmpede dem, vurderer norsk arkæolog.
Slaget i Jylland ved Illerup Ådal uden for Skanderborg er ét af de største jernalderslag, som vi har konkrete beviser for. Og der findes beviser i store mængder.
I alt er der udgravet over 15.000 genstande efter den hær, som tabte slaget. En hær, der kan være kommet med over 50 skibe fra Norge.
Der ligger formentlig stadig mindst 20.000 genstande under jorden.

Skandinavien blev aldrig erobret af romerne, men i dag ved arkæologer, at Norge var langt tættere knyttet til Romerriget, end vi tidligere har forestillet os.
Romerske sværd, skjolde, spyd, lanser, bælter, knive, hesteudstyr og mange personlige genstande er fundet i mosen i Østjylland.
Særegne kamme, lavet af horn fra rensdyr og elg, har fået en del forskere til at mene, at den store hær kan være rejst over havet fra Norge.

Soldaternes karakteristiske norske ildstål, som er en slags 'lightere' fra for 2.000 år siden, peger i samme retning.
På nogle af genstandene står der runer, som er blandt de allerældste runer, vi kender. Formentlig fortæller de os navnet på ejeren. Soldaterne havde navne som Lagutewaz (Sømand), Gaups, Nithijo og Swarta (Sorte).
Dagfinn Skre er professor i arkæologi ved Universitetet i Oslo og har de seneste år boet i Danmark. Han er ekspert i Norge og Skandinavien i romertiden.
Dagfinn Skre konkluderer i en ny bog, at noget ændrede sig dramatisk i Norge omkring år 180.
Fra omkring år 160 og frem havde de romerske kejsere nemlig brug for store forstærkninger af germanske lejesoldater – auxiliaries – for at kunne forsvare imperiets nordlige ydergrænse langs Donau.
Fra Sydskandinavien strømmede tusindvis af mænd ned over kontinentet for at tjene en romersk årsløn – et stipendium.
Holdt de ud som soldater i 25 år, ventede der desuden en stor præmie. Soldaterne, der kom nordfra, var overraskende velorganiserede.

Når krigsførelserne var forbi, drog soldaterne hjem igen.
De hjemvendte krigere ændrede det norske samfund helt grundlæggende, mener Dagfinn Skre.
Sporene kan følges helt frem til vikingetiden – 600 til 800 år senere. Både dengang og faktisk helt ind i den norske middelalder tusind år senere fortsatte nordmænd med at rejse sydpå som lejesoldater.
I vikingetiden og den norske middelalder solgte de deres krigerkundskaber til romernes efterkommere i Det østromerske Rige (eller Det byzantinske Rige, som det også kaldes).
Store mængder våben og andet krigerudstyr – måske yderligere 20.000 genstande – kan altså ligge skjult i det jyske moselandskab.
Alt det, den slagne hær havde med sig til slaget, som Dagfinn Skre daterer til omkring år 205 – herunder romerske mønter og andre værdigenstande – kastede de lokale sejrherrer i en lille sø som offer og tak til guderne for sejren.
Denne sø blev i de efterfølgende århundreder til en mose.
»Hæren bestod formentlig af omkring 1.000 mand. Alle de sværd og mønter, de havde med sig, var romerske,« fortæller Dagfinn Skre.
»Meget tyder på, at de var på vej sydpå for at gøre tjeneste som lejesoldater for romerne,« mener han.

Dagfinn Skres teori bygger delvist på fundene og den danske arkæolog Jørgen Ilkjærs teori. Han ledede en stor del af arbejdet med udgravningerne i Illerup Ådal og var også den første til at pege på Norge som muligt oprindelsessted for den slagne hær.
Ikke alle forskere er dog overbeviste om disse teorier, blandt andet på baggrund af strontium-analyser. Det vender vi tilbage til længere nede i artiklen.
Dagfinn Skre forestiller sig, at norske rangspersoner kan have organiseret og udrustet hæren til tjeneste i Romerriget. På dette tidspunkt fandtes der endnu ikke kongeriger i Norge.
»Omkring år 180 sker der et tydeligt brud i samfundene i Skandinavien. Fra denne periode finder vi krigergrave og store gravhøje med våben.«
»Der bliver opført nye, store bygninger. Der produceres også langt mere jern i Norge.«
Handelen langs Norvegr, et norrønt navn, som, betyder vejen mod nord, og som er kystruten fra Rogaland og langt op i Nordnorge – tager voldsomt til. En stor del af handelen var muligvis med pelsværk købt fra samer.
Ligesom varer fra Kina og Indien nåede til Rom, kan romerne have modtaget skind, uld og slaver fra Nordeuropa.

Entusiaster, der søger med metaldetektorer, har i de senere år fundet stadigt flere romerske mønter – denarer – i Norge og Danmark.
Især mønter fra årene 180 til 200 har vist sig at have en værdi, der svarer til lønudbetalingen til en soldat i en romersk hær.
«Der er også fundet hundredvis af sværd smedet af dygtige romerske smede i Skandinavien fra denne periode.«
Når arkæologer ser nærmere på fund fra norske krigergrave fra de første århundreder e.v.t., finder de ofte, at den døde delvist er udrustet som en soldat i en romersk enhed.

I sin nye bog har Dagfinn Skre amlet den viden, vi har om den sidste del af romertiden i Skandinavien.
Han fremsætter en teori om, at små grupper af elitekrigere gik i gang med grundlæggende at forandre lokalsamfundene i Norge i denne periode.
Der blev opført store haller af træ i Norge inspireret af tilsvarende romerske bygningsværker, kaldet basilikaer. Basilikaerne har nordmændene med stor sandsynlighed stiftet bekendtskab med i militærlejre i Romerrigets nordlige provinser.
Men en del kan også have været endnu længere væk. Lejesoldater fra nord gjorde tjeneste så langt sydpå som i den romerske provins Egypten.
»Omkring år 200 kan det nuværende Norge have bestået af mange mindre samfund, præget af en stærk militarisering,« siger Dagfinn Skre.
»Det var samfund, hvor mange mænd muligvis havde en identitet som krigere.«
Både Dagfinn Skre og flere andre arkæologer er optaget af at gøre op med forestillingen om, at Norge for knap 2.000 år siden var den yderste periferi det romerske Europa.
»I Norge har vi flere romerske fund end i mange andre dele af datidens Germania, et område, romerne ofte også kaldte Barbaricum.«
»Mange her havde formentlig tæt kontakt med Romerriget.«
De mange voldsteder i Norge fra denne tid vidner om et højt konfliktniveau. De blev muligvis opført som beskyttelse mod slavehandlere.
Først i 400-tallet indtræder en ny tid med større kongedømmer, som bidrager til, at folk oftere oplever fred.
Samtidig er romertiden en periode, hvor store rigdomme strømmer til fra syd.

De første spektakulære fund efter den store slagne hær i Jylland blev gjort allerede i slutningen af 1950’erne.
Våbnene, som i høj grad bærer præg af kontakten med Romerriget, er blevet rituelt ødelagt. Derefter blev de kastet ud i en lille sø, som efterhånden blev til en mose med gode bevaringsforhold.
Mange af de 15.000 genstande fra Jylland holder en høj kvalitet. Meget fremstår standardiseret til en større militær styrke. Omkring 300 næsten helt ens bælter er fundet.
Sværdene viser helt klare forbindelser til romerske værksteder.
Ifølge Dagfinn Skre peger det på en mere organiseret og professionel militær styrke, end forskere tidligere har ment fandtes i Skandinavien så tidligt, i den første del af jernalderen.
Det er især de personlige genstande, soldaterne havde med sig – som kamme og ildstål – som forskere som Jørgen Ilkjær og Dagfinn Skre mener peger i retning af Norge.
Sådanne genstande så nemlig forskellige ud, afhængigt af hvor i Norden folk kom fra.
Det er mængden af genstande, der får forskere til at vurdere, at hæren kan have bestået af omkring tusind mand.
Kom alle disse soldater fra Norge, må de være blevet transporteret over til Danmark på det, der ifølge Dagfinn Skre må have været mindst 50 skibe.
Fra Østjylland var der 65 mil, hvilket svarer til omkring 30 dages march for soldaterne, til de romerske forsvarslinjer, limes, langs Rhinen.
Måske var det ikke hensigten at havne i et slag med jyderne, men en så stor hær på vej sydpå havde brug for enorme forsyninger. Ifølge Dagfinn Skre var der sandsynligvis brug for over tusind kilo korn – hver eneste dag. Hæren må have plyndret for at skaffe al denne mad, mener han.
Det er næppe tilfældigt, at det tidlige germanske verbum for at plyndre – harjon – stammer fra ordet harja, som betyder hær.
Da jyderne så skibene nærme sig kysten, tændte de formentlig varselbål og samlede hæren. Det lykkedes dem sandsynligvis at samle en endnu stærkere styrke.
Nederlaget må have været katastrofalt for soldaterne, som måske kom fra Norge – og for de samfund, de kom fra.
Det landområde, vi i dag kalder Norge, var i omkring år 200 ikke opdelt i territorier, men organiseret i stammer, såsom raumar (Romerige), egdir (Agder), hardar (Hordaland), rygir (Rogaland) og finnar længst mod nord.
Der kan også have eksisteret forbund af stammer, som igen var knyttet sammen gennem personlige alliancer indgået mellem stammernes ledere.

Fundet i Illerup Ådal blev først gjort i maj 1950, og udgravningerne begyndte i 1950’erne og fortsatte siden i 1970’erne og 1980’erne. Det var først da, man for alvor fik en fornemmelse af, hvor ufatteligt stort dette fund ville vise sig at være.
Meget er hentet op, men 60 procent ligger formentlig stadig tilbage i dele af mosen, som endnu ikke er udgravet.
Illerup Ådal-fundet er unikt, fordi det er så stort, men det er ikke enestående: Der er gjort knap 50 lignende fund i moser i Skandinavien – flest i Østjylland i Danmark. Endnu ingen i Norge. Arkæologerne kalder dem krigsbytteofringer.

Der er ikke fundet rester af mennesker i mosen i Illerup Ådal i Jylland. Havde man fundet skeletrester, ville det i dag have været muligt at bruge strontium-analyse til at sige noget om, hvor soldaterne i hæren kom fra. Eller mere præcist: med en vis grad af sikkerhed at udelukke områder, de ikke kom fra.
Hvis forskerne vil på sporet af, hvor noget stammer fra, er en oplagt metode at sammenligne kemiske analyser af fundene med kemiske analyser fra det sted, man mistænker.
Forskere er nemlig enige om, at hvis en person drikker vand og spiser mad fra et givent område, vil personen få det kemiske aftryk fra lige præcis det område mejslet ind i sin krop.
Det kemiske aftryk består af blandt andet grundstoffet strontium, der stammer fra geologien i undergrunden, og som gennem planter, korn, slagtet dyrekød og vand lagrer sig i blandt andet vores knogler og tænder.
Der er dog fundet skeletter og tænder fra fire heste.
Strontium-analyser af hestene viser indtil videre, at de havde forskellig geografisk oprindelse. Intet peger entydigt mod Norge. Analyserne peger snarere i retning af det nuværende Danmark, Skåne i Sydsverige eller muligvis Nordtyskland.
En del arkæologer påpeger dog, at hestene kan være blevet handlet, byttet eller taget som krigsbytte af krigerne før slaget.
»Det vurderer jeg ikke som sandsynligt,« siger den danske forsker Andres Minos Dobat fra Arkæologisk Afdeling ved Aarhus Universitet.
I et studie, som Andres Minos Dobat og kolleger har gennemført netop af disse heste, argumenterer de for, at hestene blev brugt i kamp.
»Det var specialiserede heste, og de blev redet med højt specialiseret udstyr – udstyr til kamp.«
»Sådanne heste handler eller plyndrer man ikke bare med sig i forbifarten. Når strontiumværdierne i hestene derfor gør en norsk oprindelse mindre sandsynlig, har det konsekvenser for vurderingen af hele hærens oprindelse,« siger Andres Minos Dobat.
»Teorien om Norge var især en tolkning af de fund, som Jørgen Ilkjær gjorde. Når vi ser på det i dag, fremstår hans Norge-teori mindre sandsynlig,« mener arkæologen ved Aarhus Universitet.

Frans-Arne Stylegar er også arkæolog og har kortlagt krigergrave i Norge fra romertiden.
»Jørgen Ilkjærs vigtigste pointe har nok været, at mange af de kamme, som blev fundet efter soldaterne, var lavet af elghorn og kunne pege i retning af Norge.«
»Jeg tænker selv på den rige gravhøj ved Avaldsnes kirke på Karmøy, kaldet Flagghaugen. Den stammer fra første halvdel af 200-tallet og indeholdt eksklusive våben og andre genstande, som kan pege i retning af en mand svarende til hærføreren fra Illerup Ådal.«
Det, der ofte omtales som Avaldsnesfundet, regnes for Norges rigeste gravhøjfund fra romertiden. Det er også en af de rigeste grave i hele Nordeuropa fra denne periode.
I graven lå en mand fuldt udrustet med våben. Omkring ham lå der flere genstande, som vidner om kontakten med Romerriget. Ved siden af ham lå der desuden en halsring af rent guld, der vejede 590 gram.

Frans-Arne Stylegar fremhæver også, at Illerup Ådal-hæren åbenlyst var velorganiseret og må have haft forbindelse til Romerriget.
»Jeg er selv særligt fascineret af fundet af en sarmatisk amulet i bronze, som en af soldaterne bar med sig. Da jeg nævnte dette for en ungarsk forskerkollega, mente han, at det måtte være det eneste fund af en sådan amulet uden for Ungarn.«
»Jeg mener, at det fortæller os noget om, hvordan hele det europæiske kontinent i den sidste del af romertiden var en smeltedigel af dimensioner.«
»Ting skete hurtigt og ændrede sig meget hurtigt. Mennesker bevægede sig over store afstande. Ideer bevægede sig næsten endnu hurtigere.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.