Det kom bag på de fleste, da Boris Jeltsin i sin nytårstale i 1999 sagde, at han ville træde tilbage fra sin post som russisk præsident.
Halvfemserne var et hårdt årti for russerne, og derfor var der brug for nye kræfter til at lede landet ind i det nye årtusind, lød begrundelsen.
Den karismatiske, men skrantende præsident overlod roret til sin højre hånd, Vladimir Putin, der dengang var en forholdsvis anonym skikkelse. Men hans ry kom snart til at ændre sig.
I de første måneder af år 2000 var Putin fungerende præsident, indtil der blev afholdt valg den 26. marts, som han kom sejrende fra med 53 procent af stemmerne.
25 år senere sidder han stadig på magten i Rusland, men det er på mange måder et forandret land. Både økonomisk, militært og ideologisk.
Årsdagen giver anledning til at spørge: Hvordan har Putin præget russernes hverdag? Hvordan har han fastholdt magten? Og er der overhovedet en ideologi bag hans politik?
Fra Jeltsin til Putin
Sovjetunionens sammenbrud i 1991 var en katastrofe for de fleste almindelige russere. Efter årtier med stabilitet og relativt velstående liv blev de kastet ud i den vilde kapitalismes kaos, præget af kriminalitet og fattigdom.
Inflationen nåede på et tidspunkt forbløffende 2.509 procent, hvilket hurtigt tærede på opsparingerne for en hel generation. Drømmene om et friere og mere demokratisk Rusland begyndte at forsvinde, da oligarkerne opkøbte medier og brugte dem til at fremme deres egne interesser.
Selv Boris Jeltsin, Ruslands første demokratisk valgte præsident, anvendte kampvogne til at bombe sine politiske modstandere i 1993.
Under sin genvalgskampagne i 1996 brugte han alle mulige metoder, sandsynligvis også direkte forfalskninger af stemmesedler, for at besejre sin rival og forblive ved magten.
Rationalet var at forhindre Gennadij Zjuganov, leder af det kommunistiske parti, i at vinde og tilbageføre Rusland til sovjettiden.
Jeltsin brugte udemokratiske midler for at redde demokratiet, men demokrati er en proces, der handler om folkestyre, ikke et instrument, der kan skelne mellem sandhed og løgn eller mellem gode og onde.
Jeltsins politik om at forhindre »de onde« i at få magten for enhver pris, viste sig at være ødelæggende. Godt tre år senere udnævnte han Vladimir Putin til premierminister.
Jeltsin forblev den første og hidtil eneste russiske præsident, der vandt valget som oppositionskandidat.
En håndbog for diktatorer
Putin har sejret i præsidentvalgene fem gange – i 2000, 2004, 2012, 2018 og 2024 – men altid som den siddende magthaver.
Autoritære ledere i dag behøver ikke at tilintetgøre millioner af modstandere for at forblive ved magten.
I stedet benytter de sig af en række foranstaltninger og målrettet undertrykkelse mod bestemte personer for at skabe ulige vilkår for deres modstandere.
Putins handlinger fungerer som en håndbog for diktatorer verden over.
Allerede under sine første to præsidentperioder underminerede han de frie medier, sendte en håndfuld af sine vigtigste rivaler i fængsel, manipulerede valgresultater og forhindrede massedemonstrationer.
Senere indførte han en række undertrykkende love, eksempelvis mod ytringsfriheden. To af Putins mest markante kritikere og politiske rivaler er forsvundet fra den politiske scene:
Boris Nemtsov blev myrdet i 2015, og Aleksej Navalnyj blev forgiftet og senere arresteret, inden han døde i fængslet i 2024.
\ Læs også
Modernisering af militæret
Ud over økonomisk depression og politisk turbulens i 1990’erne kom krigen i Tjetjenien og religiøs terrorisme.
I august 1999 invaderede militante tjetjenere naboregionen Dagestan, og samtidig bombede de tre boligblokke i Moskva og andre byer.
Stemningen i medierne var nærmest panisk, og én idé gik igen som et refræn: Det kan ikke tolereres længere, der må handles hurtigt!
Som premierminister igangsatte Putin en omfattende militæroperation i Tjetjenien, som i foråret 2000 resulterede i, at Rusland genetablerede sin kontrol over den oprørske republik.
Putin havde lært sin første lektie: Rusland måtte være en perfekt militærmaskine for at tilintetgøre sine fjender, og ledere, der ikke kunne levere sejre, havde et kort politisk liv.
Krigen i Georgien i 2008 vandt Rusland, men sejren kom med en pris. Den udløste en omfattende reform, der skulle forvandle den massive, men forældede, sovjetiske hær – skabt til at kæmpe mod hele NATO – til en mere moderne og mobil styrke, der kunne bruges effektivt i lokale konflikter.
I dag er den hårdføre og velfungerende russiske hær Putins største kort i forhandlingerne om fred i Ukraine.
‘Samler af de russiske lande’
Kort efter sejren i Tjetjenien slog Putin ned på egenrådige tendenser i Ruslands yderområder.
Putins beslutning om at oprette føderale distrikter direkte under præsidentens kontrol (2000), indstille guvernørvalg (2006-2011) og fjerne guvernører fra parlamentets overhus havde til formål at styrke 'magtens vertikal'.
I befolkningens øjne blev Putins kamp mod regionale eliter betragtet som noget positivt, som en genoprettelse af orden og legitime myndigheder efter den »forvirringsperiode« i 1990'erne, hvor Rusland var på randen af opløsning.
På samme måde bliver Sovjetunionens kollaps set som en opløsning af selve det »historiske Rusland,« og denne opfattelse kan forklare begejstringen blandt russere over annekteringen af Krim i 2014.
30. september 2022 annoncerede Putin, at fire andre ukrainske regioner var blevet en del af den russiske føderation.
Ved at gøre dette påtog han sig igen rollen som »samler af de russiske lande«. Han ser denne rolle som en, der placerer ham i samme række som storfyrsterne og zarerne af Moskva-riget, som forenede stridende fyrstedømmer til en kæmpemæssig stat.
Bedre økonomiske vilkår
Det siges, at Rusland med sine 75 billioner dollars i naturressourcer er det rigeste land i verden (dog kun i teorien).
Derfor er det ikke kun Putins egen fortjeneste, at Rusland trådte ind i det nye århundrede med imponerende økonomisk vækst. Det blev nemlig mest drevet af stigende oliepriser på de internationale markeder.
I 2002, efter et årti med kontinuerlig krise, nåede Ruslands BNP per indbygger det samme niveau som i 1991, og i 2010 var tallet fordoblet.
Under krigen i Ukraine, da Rusland blev ramt af internationale sanktioner, opstod økonomiske problemer, herunder høj inflation, stigende ulighed og en fortsat afhængighed af gas og olie.
På trods af disse udfordringer fortsætter levestandarden med at forbedres for de fleste russere. Det er takket være stigende produktion, lønstigninger på det militære område og væsentlige sociale ydelser til store befolkningsgrupper.
Ifølge Verdensbanken ligger Ruslands velstand per person i dag på niveau med Slovakiet og Ungarn.
Faktisk har de fleste russere langt bedre levevilkår under Putin end under Jeltsin, hvilket betyder, at de fortsat forbinder økonomisk fremgang med den nuværende præsident.
Opbakning skyldes ikke kun propaganda
Ifølge meningsmålinger har Putin opbakning fra mere end 80 procent af befolkningen. Det kan virke utroligt, når man tænker på hans politiske undertrykkelse og invasion af Ukraine.
Måske tænker du, at det skyldes propaganda. Men det handler ikke kun om propaganda, for de fleste russere har god adgang til internettet, hvor de kan møde en mangfoldighed af meninger.
Faktisk lå Ruslands internetbrug i 2023 lige under Tyskland og lidt over Letland.
Det siges ofte i Rusland, at kernekonflikten ligger »mellem tv-apparatet og fryseren«, altså mellem propaganda og økonomiske forhold.
Men det er højst sandsynligt ikke længere tilfældet, fordi samfundet i Rusland er nået et punkt, hvor det er blevet for komplekst at styre med blot tv-apparat og fryser. Det kræver også ideologi og overbevisning.
Til forskel fra propaganda, som »zombificerer« mennesker ved at skabe en situation, hvor alternative synspunkter er fraværende, virker ideologi anderledes: Den overbeviser rationelle individer gennem stærk argumentation.
\ Meningsmålinger fra Rusland
Når forskere bruger meningsmålinger fra et land, hvor kritikere er bange for at give udtryk for deres holdninger, er der altid diskussion om, hvorvidt tallene er pålidelige.
Den omtalte meningsmåling fra Rusland stammer fra Levada Center, som er et uafhængigt og velanset forskningsinstitut med adresse i Moskva. Deres data bruges jævnligt af forskere og medier både i Rusland og vestlige lande.
Putins ideologi
Putin forstod ideologiens kræfter relativt sent i sin 25 år lange periode ved magten i Rusland.
Efter en bølge af masseprotester i storbyerne i 2011-2012 mod hans genvalg til præsidentposten, forstod han, at et velfungerende samfund med stigende levestandard ikke var nok.
Der var behov for en ideologi, der kunne vise et ideal og overbevise folket om, at »vi, folket,« er på rette vej mod dette ideal.
\ Læs også
Siden da har Putins regime, i tæt samarbejde med den russisk-ortodokse kirke, gjort en stor indsats for at skabe en national ideologi. Først og fremmest baseret på konservatisme og et fokus på traditionelle værdier.
Denne tilgang viste sig dog ikke at være særligt effektiv, da både sovjettidens ateisme og det postsovjetiske fokus på forbrug ikke giver meget grobund for religiøsitet.
For eksempel støttede kun 25 procent af befolkningen i 2023 ideen om et forbud mod abort. I stedet for at fremstå som en styrke for staten, blev traditionelle værdier mere en byrde.
Putinismen: et alternativ til Vesten
I de senere år har Putinismen som ideologi udviklet sig i en anden retning, mod en blanding af konservatisme og elementer fra en venstreorienteret dagsorden.
Ifølge denne ideologi ser Rusland sig selv som leder for alle undertrykte lande, der kæmper mod verdensordenen og dens uretfærdigheder.
Den hævder, at alle civilisationer bør have ret til at følge deres egne traditioner og værdier uden pres fra liberale demokratier, som påstår at have et universelt værdisæt.
Ved at fremføre dette justerer Kreml sin ideologi til at være et universalsprog, der både taler til eliter fra den globale syd og til højreorienterede populistiske ledere fra Vesten, som for eksempel Donald Trump.
Ideologien giver os nøglen til at forstå og forudse, hvad Putin og hans allierede har i tankerne, og hvordan de forestiller sig Ruslands fremtid.
Militarisering, velfærd, centralisering og kontrol over oppositionen ved hjælp af teknologi. Det vil forblive de vigtigste interesseområder for Putins regime.
De ting bekymrer alle autoritære ledere sig om verden over. Lige fra Afghanistan til Yemen. Men Putins idéer rækker ud over egne grænser.
Det, der virkelig adskiller Rusland fra andre autoritære stater, er, at Putin og hans tilhængere tror på, at de arbejder for at genoprette en mere retfærdig verden, hvor Rusland repræsenterer et universelt alternativ til Vesten og dets liberale demokrati.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
