Netflix’s utroligt populære nye show ‘Ancient Apocalypse’ er et decideret angreb på arkæologerne.
Jeg er arkæolog og dedikeret til at engagere offentligheden og publikum, og jeg tror fuldt og helt på, at det er relevant at studere forhistoriske mennesker. Men nu mener jeg, at et højlydt forsvar er tiltrængt og nødvendigt.
Forfatteren Graham Hancock er tilbage på skærmen, hvor han rider sin gamle traver om en avanceret global istidscivilisation, som han knytter til legenden om Atlantis i ‘Ancient Apocalypse’.
Hans argument, som er beskrevet i dette show og i flere bøger, er, at den avancerede civilisation blev ødelagt i en kataklysmisk oversvømmelse.
‘Glemt civilisation’ introducerede landbrug, arkitektur, astronomi, kunst og matematik
De overlevende fra denne store, glemte civilisation introducerede ifølge Graham Hancock landbrug, arkitektur, astronomi, kunst, matematik og viden om ‘civilisation’ til ‘simple’ jæger-samlere.
Graham Hancock påstår, at grunden til, at der eksisterer så lidt evidens, er, at det ligger under havet eller blev ødelagt af katastrofen.
»Måske hindrer den ekstremt defensive, arrogante og nedladende holdning fra den almindelige akademiske verden os fra at overveje denne mulighed,« siger Graham Hancock i første afsnit.
‘Pseudo-fisk’-forsvaret
I starten af ‘Ancient Apocalypse’ afviser Graham Hancock at blive identificeret som arkæolog eller forsker. I stedet kalder han sig journalist, der ‘studerer menneskets forhistorie’.
Et smart formulering, da titlen ‘journalist’ afværger, at Graham Hancock risikerer at blive kaldt ‘pseudo-arkæolog’ eller ‘pseudo-forsker’.
Det ville, som han selv udtrykker det i fjerde afsnit, svare til at kalde en delfin en ‘pseudo-fisk’.
Fra mit perspektiv som arkæolog mangler showet overraskende nok (eller rettere, måske ikke så overraskende) evidens, som understøtter Graham Hancocks teori om en avanceret, global istidscivilisation.
Det eneste sted, Graham Hancock besøger, som faktisk kan dateres til nær slutningen af istiden, er Göbekli Tepe i det nuværende Tyrkiet.
Graham Hancock besøger i stedet flere steder i Nordamerika, pyramider i Mexico og lokationer, der strækker sig fra Malta til Indonesien, som hjælper med at bevise hans teori – det er han i hvert fald overbevist om, at de gør.
Men alle disse lokationer er blevet gransket i detaljer af arkæologer, og et væld af evidens indikerer, at de kan dateres til flere tusinder af år efter istiden.
Graham Hancock, som hævder, at seerne »ikke bør stole på de såkaldte eksperter«, antyder, at de i stedet bør stole på hans narrativ.
Voldsomme og hyppige angreb
Hans angreb på »mainstream-arkæologer«, de »såkaldte eksperter«, der »praktiserer censur«, er voldsomme og hyppige.
Når alt kommer til alt, som han siger i afsnit seks, så har »arkæologer før taget fejl, og de kan tage fejl igen«.
Steph Halmhofer, som er ph.d.-kandidat ved University of Alberta, studerer højrefløjsgruppers brug af pseudo-arkæologi og udslettelse af oprindelige folks arv, mener, at angrebene på arkæologerne øger Graham Hancocks følelse af autoritet hos seerne.
Som Steph Halmhofer forklarer:
»Det handler om konspirationstænkning og positioneringen af Hancock som offer for en konspiration. De gentagne nedsættende bemærkninger om arkæologer og andre akademikere i hver episode af ‘Ancient Apocalypse’ er nødvendige for at minde publikum om, at den alternative fortid, der bliver foreslået, er sand, uanset manglen på afgørende evidens.«
»Fordi det er så vagt, hvem denne formodede avancerede civilisation skulle have været, kombineret med den troværdighed, en Netflix-produceret serie skaber, gør det ‘Ancient Apokalypse’ til en let formbar kilde for alle, der er interesserede i at fortælle om en fantaseret, mytisk fortid.«
\ Om Forskerzonen
Denne artikel er en del af Videnskab.dk’s Forskerzonen, hvor forskerne selv formidler deres forskning, viden og holdninger til et bredt publikum – med hjælp fra redaktionen.
Forskerzonen bliver udgivet takket være støtte fra vores partnere: Lundbeckfonden, Aalborg Universitet, Roskilde Universitet og Syddansk Universitet og Region Hovedstaden.
Forskerzonens redaktion prioriterer indholdet og styrer de redaktionelle processer, uafhængigt af partnerne. Læs mere om Forskerzonens mål, visioner og retningslinjer her.
Faren ved pseudo-arkæologi
I det seneste årti har vi set, hvordan konspirationsteorier og mistillid til eksperter påvirker verden omkring os.
Forskning har vist, hvordan pseudo-arkæologi – især når den kommer til udtryk i anti-intellektuel retorik – kan overlappe med mere farlig konspirationstænkning.
Naturligvis indrømmer vi arkæologer ofte, når vi har taget fejl. Al akademisk undervisning i arkæologi eller ansøgninger om finansiering til et nyt studie belyser, hvordan ny evidens kan opdatere vores forestilling af fortiden.
På trods af at alle videnskabelige felter opdaterer sin tankegang med ny evidens, betyder enhver omskrivning af historien ifølge Graham Hancock, at man ikke bør stole på arkæologerne; de »såkaldte eksperter«.
På trods af Graham Hancocks gentagne påstande, er der ingen arkæologer, som i dag ser stenalder-jæger-samlere eller tidlige bønder som ‘simple’ eller ‘primitive’. Vi ser dem som komplekse mennesker.
Ved at påvirke seerne til at mistro arkæologerne får Graham Hancock mulighed for at bruge cirkulær logik til at om-datere disse lokationer.
Oprindelsen af Graham Hancocks teorier
I sin bog ‘Magicians of the Gods’ hævder Graham Hancock, at fordi ‘implikationerne’ af hans teorier »endnu slet ikke er blevet taget i betragtning af historikere og arkæologer, er vi forpligtet til at overveje muligheden for, at alt, hvad vi er blevet lært om oprindelsen af civilisationen, kan være forkert.«
Men arkæologer har gentagne gange håndteret hans teorier i akademiske publikationer, på TV og i mainstream medier.
Mest påfaldende for forskere, der gransker oprindelsen af Graham Hancocks pseudo-arkæologi, er, at selvom han hævder at han »omstyrter historiens paradigme«, erkender han ikke, at hans overordnede teori faktisk ikke er ny.
Både forskere og journalister har påpeget, at Graham Hancocks idéer genbruger de for længst miskrediterede konklusioner, som blev draget af det amerikanske kongresmedlem Ignatius Donnelly i bogen ‘Atlantis: The Antediluvian World‘, udgivet i 1882.
Ignatius Donnelly troede også på en avanceret civilisation – Atlantis – der blev udslettet af en oversvømmelse for over 10.000 år siden.
Han hævdede, at de overlevende lærte oprindelige folk hemmelighederne bag landbrug og monumental arkitektur.
\ Læs mere
Fremmer idéen om et hvidt overherredømme
Ligesom mange former for pseudo-arkæologi styrker disse påstande idéerne om et hvidt overherredømme, fratager oprindelige folk deres rige arv og giver i stedet rumvæsner eller hvide mennesker al æren.
Graham Hancock citerer endda Ignatius Donnelly direkte i sin bog ‘Fingerprints of the Gods’ fra 1995, hvor han hævder: »Vejsystemet og den sofistikerede arkitektur var ‘ældgammel på inkaernes tid’, men at begge ‘var bygget af hvide mænd med kastanjebrunt hår’.«
Selvom hudfarve ikke kommer på banen i ‘Ancient Apocalypse’, gentages historien om en ‘skægget’ Quetzalcoatl (en forhistorisk mexicansk guddom) i både Ignatius Donnellys og Graham Hancocks egne fortællinger om en hvid og skægget Quetzalcoatl, der lærer indfødte mennesker om kundskaber fra denne ‘tabte civilisation’.
Graham Hancocks spejling af Ignatius Donnellys race-fokuserede ‘videnskab’ ses mere eksplicit i hans essay ‘Mysterious Strangers: New Findings About the First Americans’.
\ Læs mere
Forældet og miskrediteret ‘racevidenskab’
Ligesom Ignatius Donnelly finder Graham Hancock afbildninger af ‘kaukaside’ og ‘negroide’ mennesker i indfødt amerikansk kunst og (ofte fejlfortolket) mytologi, og han refererer endda til nogle af de nøjagtig samme skulpturer som Ignatius Donnelly gjorde.
Denne form for ‘racevidenskab’ er forældet og forlængst erklæret for usand, især i betragtning af de stærke forbindelser mellem Atlantis og ariere foreslået af flere nazi-‘arkæologer‘.
Det er grunden til, at arkæologerne fortsat vil reagere på Graham Hancock. Det er ikke fordi, vi ‘hader ham’, som han hævder. Det er simpelthen fordi, vi er overbevist om, at han tager fejl.
Hans fejlagtige tænkning insinuerer, at oprindelige folk ikke fortjener at få æren for deres kulturelle arv.
Netflix kalder ‘Ancient Apocalypse’ en dokuserie, og IMDB kalder det en dokumentar. Den er ingen af delene.
Det er en konspirationsteori i otte afsnit, der bruger dramatisk retorik mod forskere som et våben.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
