Forholdet mellem videnskab og populærkultur bliver ofte fremstillet, som om påvirkningen kun går den ene vej:
Videnskabelige opdagelser inspirerer film, tv og romaner – især inden for science fiction.
Men forholdet går i virkeligheden begge veje, og det rækker langt ud over sci-fi.
I stigende grad er populærkulturen med til at forme, hvordan videnskab bliver forestillet, diskuteret og i nogle tilfælde også udviklet.
Fra Jurassic Park til den postapokalyptiske serie The Last of Us og aktuelle diskussioner om sikkerheden ved kunstig intelligens spiller fiktive fortællinger en rolle, der rækker langt ud over ren underholdning.
De er med til at forme, hvordan publikum – herunder forskere, politikere og fonde – forstår komplekse videnskabelige idéer og videnskaben. På denne måde påvirker de også, hvad der virker muligt og sandsynligt, og hvad vi ønsker os og frygter.
Fra Jurassic Park til virkeligheden
»Dine forskere var så optagede af, om de kunne, at de ikke stoppede op og tænkte over, om de burde.«
Den berømte replik, som kaos-teoretikeren Dr. Ian Malcolm retter mod John Hammond i filmen Jurassic Park, er blevet et fast referencepunkt i diskussionerne om nye teknologier.
Tag bare genskabelsen af uddøde arter.
Da biotekvirksomheden Colossal Biosciences i 2021 annoncerede planer om at genoplive uddøde arter som uldhårede mammutter, kom sammenligningen med det samme:
Jurassic Park.
Filmen er blevet et kulturelt referencepunkt for både løfterne og faldgruberne ved at bringe uddøde arter til live igen.
Vi kan, men bør vi?
Både forskere og kommentatorer henviser til filmens berømte etiske advarsel: Spørgsmålet om, hvorvidt vi bør gøre noget, er noget andet end spørgsmålet om, hvorvidt vi kan.
Referencerne er ikke bare retoriske. De er med til at forme, hvordan forskningen bliver formidlet, diskuteret og forstået.
Ved at sætte genskabelsen af uddøde arter ind i en velkendt fortælling har Jurassic Park påvirket offentlighedens forventninger, etiske bekymringer og mediernes dækning.
Vi ser projekter blive beskrevet som »virkelighedens Jurassic Park«, debatter om, hvorvidt den slags teknologier overhovedet bør udvikles, tage afsæt i filmen, og journalister bruge den som et fast referencepunkt, når de dækker nye bioteknologier.
Integrerede aliens og svampezombier
Science fiction sætter også spor i selve forskningen.
Forskere har for eksempel kaldt de DNA-elementer, som optager fremmed genetisk materiale, for 'borgs' efter de assimilerende rumvæsener i Star Trek.
En lignende dynamik ses i reaktionerne på den anmelderroste, postapokalyptiske HBO-serie The Last of Us, der forestiller sig en global pandemi forårsaget af en parasitisk svamp, som forvandler mennesker til zombielignende væsner.
Efter seriens premiere fortalte forskere om en fornyet offentlig interesse for sygdomsfremkaldende svampe.
Seriens værst tænkelige scenario fik da også immunologer og mykologer til at undersøge, hvor biologisk plausibelt det egentlig er, at en svamp kunne tage springet til mennesker.
Temperaturen i menneskekroppen gør det ganske vist svært for de fleste svampe at overleve, og vi behøver ikke frygte de aggressive bid, som bliver skildret i fiktionen.
Men eksperter advarer om, at klimaforandringer og et overforbrug af svampemidler i landbruget får svampe til hurtigere at tilpasse sig højere temperaturer.
På den måde er The Last of Us som en alvorlig påmindelse om virkelige problemer.
I begge tilfælde afspejler populærkulturen ikke bare videnskabelig viden. Den er også med til at forme, hvordan denne viden bliver mødt, fortolket og forestillet sig.
Superintelligens der dræber
I dag er kunstig intelligens et af de mest markante eksempler på dette samspil.
Populærkulturen har længe været optaget af intelligente maskiner og har ofte fremstillet dem som en eksistentiel trussel. Det gælder alt fra forræderiske og farlige superintelligenser til menneskehedens udslettelse, som vi kender det fra Ex Machina, The Matrix og The Terminator.
Denne slags fortællinger har sat sig dybt i den kollektive bevidsthed.
I dag dukker de samme temaer op i virkelighedens diskussioner om AI-sikkerhed.
Markante stemmer i diskussionen om kunstig intelligens, som Nick Bostrom, Eliezer Yudkowsky og Geoffrey Hinton, har advaret om de potentielle risici ved avanceret AI.
Advarslerne rummer scenarier, der ligger tæt op ad tidligere fiktive forestillinger.
Det betyder ikke, at bekymringerne om AI hører hjemme i fiktionen. Det viser snarere, hvor tæt videnskabelig tænkning og kulturel forestillingsevne er forbundet.
Forstå samspillet
Populærkulturen er med til at skabe det sprog, de metaforer og de forventninger, som de nye teknologier bliver forstået igennem.
Den former, hvordan videnskabelige idéer, forestillinger om videnskab og billeder af forskere bliver formidlet uden for laboratorierne og institutionerne og dermed også, hvordan videnskab bliver forstået, værdsat og placeret i samfundet.
Samtidig bliver videnskaben ved med at sætte sit præg på populærkulturen.
Fremskridt inden for genetik, epidemiologi og kunstig intelligens giver nyt materiale til forfattere og filmskabere og er med til at forme de fremtider, der bliver forestillet på skærmen.
Resultatet er et dynamisk samspil: Videnskaben inspirerer fortællinger, og fortællingerne påvirker til gengæld, hvordan videnskaben udvikler sig.
Populærkulturens rolle bliver sjældent anerkendt
Alligevel bliver populærkulturens rolle sjældent anerkendt, når vi taler om forskningspolitik og finansiering.
Diskussionerne handler typisk om infrastruktur og tekniske muligheder, mens de kulturelle kræfter, der former offentlighedens forestillinger, ofte bliver overset.
Men netop de kræfter spiller en afgørende rolle for, hvilke videnskabelige udviklinger der overhovedet virker værd at forfølge.
Det er vigtigt, fordi den offentlige opfattelse påvirker alt fra forskningsmidler til politiske prioriteringer og regulering.
Hvis bestemte teknologier bliver opfattet som spændende, skræmmende eller uomgængelige, får det betydning for, hvordan de bliver støttet, gransket eller mødt med modstand.
Populærkulturen er en af de vigtigste sammenhænge, hvor disse forestillinger bliver skabt.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
