Hvorfor ser den grønlandske nationaldragt ud, som den gør?

Når grønlændere fejrer nationaldag, bryllupper eller konfirmationer, er de ofte iklædt farvestrålende dragter med tunge perlekraver, sirlige broderier og støvler af skind.

»Den grønlandske nationaldragt er virkelig smuk. Er der mon en forklaring bag, hvorfor den ser ud, som den gør?« spørger vores læser Felina, som har skrevet ind til Videnskab.dk’s læserbrevkasse, ‘Spørg Videnskaben’.

Til at svare på spørgsmålet, har Videnskab.dk rakt ud til Aviaq Reimer Olsen.

Hun er leder af skindsystuen Kittat under Kommuneqarfik Sermersooq - et levende værksted, hvor eksperter arbejder på at bevare de gamle teknikker, og hvor man udlejer hundredvis af dragter til festlige lejligheder.

Gennem hende får vi et unikt indblik i Kalaallisuut, den grønlandske nationaldragt, og den lange historie om håndværk, handel og stolthed, der gemmer sig i hvert et sting.

Kalaallisuut - som en grønlænder

Mange kender den som den grønlandske nationaldragt, men i Grønland foretrækker man betegnelsen 'Kalaallisuut', fortæller Aviaq Reimer Olsen.

Ordet betyder direkte oversat ‘på grønlandsk vis’ eller ‘som en grønlænder’ og understreger, at dragten er mere end bare et stykke tøj; det er en følelse af identitet og tilhørsforhold.

Kalaallisuute er oprindeligt skabt af skind fra sæler, rensdyr og andre fangstdyr og var først og fremmest praktisk tøj, der kunne holde kroppen varm i et barsk klima.

»Dragten var hverdagstøj. Først langt senere blev den noget, man tog på ved særlige lejligheder.«

Dragten udviklede sig gradvist over flere generationer fra almindelig beklædning tilpasset det barske arktiske klima til den moderne nationaldragt, vi ser i dag.

Ændringerne blev påvirket af kontakten med udefrakommende, blandt andet af hollandske hvalfangere, der i 1600-tallet bragte nye materialer til Grønland.

Den største udvikling skete i Vestgrønland, hvor kontakten med udefrakommende var mest intens, mens dragterne i Nord- og Østgrønland forblev tættere på de oprindelige former og materialer.

Glasperler fra europæiske handelsmænd blev et statussymbol, og stoffer samt nye syteknikker fandt vej ind i dragten. Inspirationen kom ikke mindst fra de danske kolonister.

»Mange unge grønlandske piger arbejdede som tjenestepiger - kaldet kiffat - hos danske kolonister. Her blev de inspireret af de broderede duge, puder og gardiner med blomster, som de så i hjemmene,« forklarer Aviaq Reimer Olsen.

Men kvinderne kopierede ikke bare den europæiske stil. De tilpassede den til deres egne traditioner og materialer. Resultatet blev en særlig blanding af inuit-kultur og europæisk mode.

I dag består kvindens dragt typisk af en overdel med perlekrave, korte skindbukser og skindstøvler - kaldet kamikker - dekoreret med geometriske mønstre i farvet skind.

Mandens festdragt er enklere, ofte med hvid anorak, mørke bukser og kamikker, men med mere jordfarvede toner, så beklædningen harmonerer med naturen og gør det sværere for fangstdyr at se bæreren.

Udtrykket varierer fra region til region: I Vestgrønland dominerer perler og farverige mønstre, mens dragterne i Nord- og Østgrønland er mere præget af pels og enkle former.

4 trin: Sådan skabes Kalaallisuut

At skabe en Kalaallisuut er et omfattende håndværk, hvor stort set alt syes i hånden. Den eneste undtagelse er anorakken, som sys på symaskine.

»En hel Kalaallisuut til kvinder kan tage op til to år at lave,« fortæller Aviaq Reimer Olsen.

Den lange proces kræver viden om både skindbehandling, broderi, perlearbejde og avancerede syteknikker. Derfor er dragten også meget kostbar og koster typisk omkring 40.000 kroner.

Trin 1: Arbejdet begynder med skindet, som primært stammer fra sæler.

Før det kan bruges, skal det renses, skrabes og tørres, så fedt og rester fjernes. For at opnå det karakteristiske hvide skind, der bruges til kamikkerne, skal skindet derefter behandles i hård frost.

»Sælskind kan kun behandles om vinteren, og det fungerer bedst, når det er omkring minus 18 grader.«

Kulden gør skindet både stærkt og smidigt og giver det den lyse farve, som kendetegner de traditionelle støvler. Metoden har været brugt i generationer og er direkte afhængig af naturens egne betingelser.

Klimaforandringerne har dog gjort vintrene varmere, hvilket truer den traditionelle metode. Derfor har systuerne nu måttet installere frysecontainere for at kunne efterligne naturens kulde og sikre materialerne.

Trin 2: Efter skindbehandlingen følger det mest tidskrævende arbejde: sammensyningen. Her bruges teknikken avittat, hvor bittesmå stykker farvet skind sys sammen til detaljerede, geometriske mønstre.

Trin 3: Oveni skindarbejdet kommer perlesyningen til den vestgrønlandske kvindedragt. Den store krave består af cirka 30.000 små glasperler og vejer omkring 1,5 kilo.

Trin 4: Til sidst samles dragten af de mange enkeltdele: kamikker, bukser, overdel, perlekrave og muffediser. Hver del er et selvstændigt stykke håndværk, som tilsammen bliver til en kalaallisuut, der kan holde i generationer.

Fra mor til datter

Tidligere var evnen til at sy Kalaallisuut en lærdom, der gik i arv fra mor til datter i hjemmet. Men da kvinderne i 1950'erne for alvor kom ud på arbejdsmarkedet, blev tiden til håndarbejdet i hjemmet mindre, og kæden knækkede for mange familier.

Viden om skindbehandling og de komplekse syteknikker var ved at forsvinde.

For at redde kulturarven blev der oprettet skindsystuer og en egentlig uddannelse. Vil man i dag være professionel, skal man på Nationaldragtskolen i Sisimiut. Uddannelsen varede tidligere to år, men er nu sat op til tre år for at sikre, at eleverne mestrer håndværket til fulde.

Det kræver dog mere end bare at møde op. Ifølge Aviaq Reimer Olsen er det passionen, der driver værket.

»Vi kan mærke, at interessen skal være der 100 procent. Det er interessen og motivationen, der bærer håndværket.«

Er man ikke klar til en fuld uddannelse, spiller de lokale systuer en afgørende rolle som videnscentre. Her tilbydes 'sy-aftener' i medborgerhuse, hvor uddannede syersker giver rådgivning og sparring, så folk kan sy deres egne dragter.

Ikke et kostume, men en identitet

Selvom dragten er smuk, understreger Aviaq Reimer Olsen, at den er meget mere end bare pynt.

»Når vi tager vores Kalaallisuut på, føler vi os som en del af en fælles kultur og et fælles folk,« forklarer hun.

Der er også en dyb respekt for dyrene indbygget i dragten. Hvert stykke skind repræsenterer et liv, der har haft sine egne oplevelser i den arktiske natur.

»Vores dragter handler om vores forhold til naturen og dyrene, samt om respekt for miljøet.«

Af samme grund kan det virke stødende, hvis turister lejer dragten blot for at få et sjovt billede.

For grønlænderne er det ikke en udklædning, men en hellig forbindelse til forfædrene; fra de første jægere i skindtøj til de moderne kvinder, der i dag broderer deres egne livshistorier ind i perlekraverne.

Det, der begyndte som praktisk jagttøj, er i dag blevet et stærkt symbol på identitet. Hver perle, hver farve og hvert mønster bærer spor af både fortid og nutid.

Vi siger tak til Felina for det gode spørgsmål - der er en Videnskab.dk t-shirt på vej til dig. Også tak til Aviaq Reimer Olsen for at dele et lille stykke af den grønlandske kulturarv med os.

Hvis du sidder derude med et godt spørgsmål til videnskaben, så må du endelig tippe os hos Spørg Videnskaben på sv@videnskab.dk eller via formularen på videnskab.dk/sv.