Helgi Harðbeinsson har netop dræbt den gravide Guðrún Ósvífrsdóttirs mand. Han tørrer sit blodige spyd af i Guðrúns tøj og stryger det hen over hendes mave.
Så siger han: »Jeg tror, at min egen død bor under et hjørne af sjalet«.
Helgis forudsigelse viser sig at holde stik – fostret vokser op og hævner sin far. Fortællingen fra Laxdæla sagaen er én af ganske få historier om gravide kvinder i vikingetiden, som Marianne Hem Eriksen har formået at opspore.
Den gennemsnitlige levealder på dette tidspunkt var 40 år.
»Forskere mener, at de fleste kvinder var gravide eller ammede det meste af deres liv. Det var jo ikke noget, man kunne styre på samme måde som i dag,« siger Marianne Hem Eriksen.
Alligevel er der få gravide i kilderne.
Overvægt af mænd – og enkelte elitekvinder
Marianne Hem Eriksens forskerhold har ledt efter gravide vikinger tre steder: i litteraturen (sagaer og lovtekster), i gravfund og i kunsten.
Resultaterne er netop publiceret i Cambridge Archaeological Journal.
I kunsten, blandt tusindvis af menneskefremstillinger, fandt de kun én mulig gravid krop. Aska-vedhænget, som blev fundet i en kvindegrav fra 900-tallet i Aska i Sverige, viser en figur i kvindedragt og armene om en tydeligt gravid, svulmende mave.
»Sådanne genstande, der viser mennesker, bliver ofte tolket som amuletter eller gudeskikkelser. De er ikke en dokumentation af samtiden,« påpeger Marianne Hem Eriksen.
Ifølge arkæologen har de fleste mennesker, der levede i denne periode, sandsynligvis aldrig set en menneskefremstilling, der lignede dem selv.
»Der er en klar overvægt af mænd i disse menneskefremstillinger, og kvinderne, der vises, er elitekvinder. Måske er de gudinder, måske mytologiske skabninger. Det er en meget snæver billedverden,« siger hun.
Altså en billedverden, der ikke var særlig optaget af gravide kvinder.
Nogle fostre er personer, andre er defekter
Også i sagalitteraturen er gravide stort set usynlige, ifølge studiet. De optræder af og til i baggrunden, men sjældent som hovedpersoner.
De ord, der bruges om dem, har ofte en negativ klang. Den gravide beskrives som syg, ufuldstændig, uvel og tung.
Historien om Guðrún er ifølge arkæologen interessant, fordi den tydeliggør sociale strukturer.
»Her fremstår fosteret som en social person allerede inden fødslen. Barnet er en del af alliancer og blodfejder, politik og hævn, mens det stadig ligger i maven,« siger Marianne Hem Eriksen.
Et foster i maven på en trælkvinde (slavekvinde) betragtes derimod i lovteksterne som en defekt i en krop, der er til salg.
Freydís med blottet bryst og sværd
I en anden fortælling fra Erik den Rødes saga bliver Freydís Eiríksdóttir fanget i et angreb.
»Det er en slags amazone-fortælling,« siger Marianne Hem Eriksen, med henvisning til de mytiske græske kvindelige krigere.
Freydís Eiríksdóttir er alene og kan ikke flygte på grund af sin graviditet, men hun griber ifølge sagaen et sværd, blotter sit bryst og slår sværdets æg mod det. På denne måde skræmmer hun angriberne væk.
Marianne Hem Eriksen ser en forbindelse til vedhænget med den gravide. Hun bærer nemlig noget, der ligner en hjelm med en kløverformet næseskærm.
»Gravide kvinder var ikke bare passive. I hvert fald i kunsten og litteraturen var det muligt for en gravid kvinde også at være kriger eller associeret med våbenudrustning,« siger hun.
Ikke begravet med spædbarn
Gravene var det sidste sted, forskergruppen ledte efter gravide. De har gennemgået alle større kataloger over vikingetidsgrave, udgravet fra 1800-tallet og frem til i dag.
Her har de specifikt ledt efter kvinder i den reproduktive alder med nyfødte børn; kvinder, der kan være døde sent i graviditeten eller i løbet af en fødsel.
Ud af tusindvis af grave fandt de kun 14 mulige eksempler.
»Det er meget få. Selvom vi ved, at dokumentationskvaliteten varierer, og at ikke alle har været opmærksomme på levn efter spædbørn, er det et slående lavt antal. Især når man tager i betragtning, at mødredødeligheden under graviditet og fødsel var meget høj i førindustrielle samfund,« siger Marianne Hem Eriksen.
Spædbørn i stolpehuller
Måske hænger det sammen med noget, Eriksen tidligere har forsket i – nemlig jernalderens og vikingetidens hjem.
Her fandt hun spædbørn og nyfødte, som i stedet for at få en traditionel begravelse, var blevet gravlagt i stolpehuller, inde i husene, i brønde og i gruber.
»Børn er faktisk underrepræsenterede i gravmaterialet gennem hele perioden. De blev formentlig ikke gravlagt på samme måde som voksne,« siger Marianna Hem Eriksen.
Under alle omstændigheder er der altså ingen spor af, at vikingerne havde tradition for at gravlægge mor og spædbarn sammen.
»Ud fra de få fund, vi har gjort, tyder det ikke på, at det var vigtigt for dem at holde mor og barn sammen i døden. Det er interessant i sig selv. Det ser ud til, at børnene tages væk, og at der sker noget andet med dem.«
I andre tidsperioder har det ellers været almindeligt at begrave mor og spædbarn sammen. I de angelsaksiske samfund i England – omtrent samtidig med vikingetiden – var det almindeligt, fortæller Marianne Hem Eriksen.
Det var også mere almindeligt med såkaldte 'kistefødsler': Når højgravide blev begravet, finder man ofte fosteret mellem benene, fordi processer i kroppen efter døden presser fosteret ud. Det ser Marianne Hem Eriksen dog heller ikke mange tegn på i vikingernes grave.
Det personlige var også politisk dengang
Arkæologien har traditionelt haft lidt fokus på kvinder og kvinders liv, ifølge Marianne Hem Eriksen.
»Vikingetiden er så ekstremt romantiseret og populær, og der findes så mange stereotyper, som stadig præger forskningen og de spørgsmål, vi stiller,« siger hun.
Samtidig viser det sig, at også folk i vikingetiden havde begrænset fokus, i hvert fald på denne del af kvinders liv, hvilket i sig selv er et fund.
»Reproduktion er helt fundamentalt vigtigt for samfundet på alle tænkelige måder. Og samtidig er det dybt politisk. Det ser vi både i det sparsomme materiale, vi har, og i det manglende fokus på kvinders liv i sagalitteraturen,« siger Marianne Hem Eriksen.
»I dag anerkender vi, at spørgsmål om, hvornår et foster bliver en social person, eller retten til kontrol over egen reproduktive sundhed, er politiske. Men når vi ser på fortiden, opfatter vi det sjældent som politik. Der er politik noget, der handler om lovtekster eller historiske begivenheder med stort H – som slag på slagmarker eller indsættelser af konger.«
Stiller spørgsmål andre ikke har tænkt på
»Dette studie føjer sig til rækken af det spændende arbejde, Eriksen har lavet de seneste år,« siger Lisbeth Skogstrand.
Hun er lektor i arkæologi ved Universitetet i Bergen og har især forsket i køn i bronzealderen og den ældre jernalder.
»Eriksen er nyskabende og tør stille spørgsmål, som andre knap nok har overvejet før,« siger hun.
»Ingen af os ville eksistere uden graviditet. Det er så centralt, så vigtigt og udgør en enorm del af rigtig mange kvinders liv.
»Vi skal ikke længere tilbage end vores oldeforældres generation – der havde mange familier 10–12 børn,« påpeger Lisbeth Skogstrand.
»Enten var du gravid, eller også ammede du. Det er et kæmpe paradoks, at det ikke får mere opmærksomhed.«
Overlagt, at de gravide mangler
Lisbeth Skogstrand mener, at Marianne Hem Eriksen og hendes kolleger har gjort et imponerende stykke arbejde i forsøget på at finde spor af graviditet i det arkæologiske materiale.
»14 grave med formodet mor og nyfødt eller ufødt barn. Det er jo helt ude af proportioner i forhold til, hvad man kunne forvente,« siger hun.
»Og så kun ét vedhæng. De gravide kvinder mangler fuldstændig i ikonografien.«
Og det er et interessant fund i sig selv, mener også Lisbeth Skogstrand.
\ Læs også
»Det er også en bevidst handling. Det er ikke sådan, at man bare, hov, lige kom til at glemme, at nogle af os bliver gravide. Fraværet i sig selv har betydning.«
Vikingetiden bliver ofte fremstillet som hypermaskulin.
»Dele af vikingetidens kultur var stærkt fokuseret på det maskuline,« siger Lisbeth Skogstrand.
»Og det maskuline i vikingetiden får opmærksomhed, fordi det er så tydeligt i de skriftlige kilder og i det arkæologiske materiale. Eriksen leder efter dét, der netop ikke er tydeligt i materialet. Hun er ikke ude efter de nemme svar, men udfordrer både sig selv og os andre.«
©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.
