Pokkers kvinder med økser – et fokus på fortidens kønsroller kan skabe ny arkæologisk viden

For nylig demonstrerede den norske arkæolog Marianne Moen overbevisende, hvordan et fokus på kønsroller kan skabe ny arkæologisk viden i Videnskab.dk-artiklen 'Vikingemænd havde også køkkenudstyr med i graven'.

I dansk arkæologi er studiet af kønsroller ikke ret udbredt. Heldigvis får flere og flere øjnene op for de mange kvaliteter ved et fokus på kønsroller (se f.eks. her, her og her).

Med denne artikel ønsker vi at præsentere kvaliteterne ved studiet af kønsroller i den arkæologiske forskning ud fra et afsluttet ph.d.-studie, en ny artikel kaldet 'Pokkers Køn' og et igangværende ph.d.-studie.

De bevæbnede kvinders oprør

Kvinder i forhistorien spillede en væsentlig rolle i datidens samfund. Forhistoriens kvinder og mænd havde hver deres roller og identiteter, der i fællesskab udgjorde samfundets kerne.

Arkæologi som videnskab opstod i løbet af 1800-tallet, hvor der var en generel tendens til at betragte kvinder som passive husmødre og mænd som aktive skabere af samfundet.

Dette narrativ bliver stadig i høj grad genfortalt i den arkæologiske forskning – på trods af at vi udmærket ved, at kvinder spillede en lige så væsentlig rolle som mænd.

Dette understreger flere nyere studier, der arbejder med kvindernes roller i datidens samfund fra studier over bronzealderens berejste kvinder, yngre jernalders husfruer og vikingetidens krigerkvinder.

Forhistoriens kvinder var berejste, kvinder var ledere, kvinder havde ansvar for husholdningen og var bestemt ikke passive.

Det giver sig selv, at forhistoriens samfund bestod af børn, mænd og kvinder. Derfor kan vi ikke forstå forhistorien ud fra hverken et enkelt individ eller for den sags skyld et enkelt køn.

Her kommer kønsrollerne ind i billedet, da de hjælper os til at forstå forhistoriens komplekse samfund mere nuanceret.

Her tænker vi især på de mekanismer bag konstruktionen af kønsroller, og hvad der udløste muligheden for at forandre etablerede kønsroller.

Komplekse og dynamiske kønsroller i fortid og nutid

Genderarkæologi - eller kønsarkæologi - er studiet af både det biologiske og det sociale køn. Det biologiske køn består af de fysiske træk, der adskiller kvinder og mænd. Det sociale køn er de roller og identiteter, et samfund tilskriver dets kvinder og mænd.

Der er stor forskel på forhistoriens sociale kønsroller og dem, vi kender i dag.

I Danmark forbinder mange arkæologer desværre genderarkæologi med skræmmende feminister, der rasende afbrænder bh’er i opgøret med et mandschauvinistisk tyranni.

Som vi ser det, handler genderarkæologi ikke om at fremhæve kvinder på mænds bekostning, men derimod om at udvide spektret og blive endnu bedre til at forstå alle forhistoriens mennesker så nuanceret som muligt.

Forhistoriens mennesker var lige så komplekse og dynamiske, som vi er i dag.

Derfor kan vi selvfølgelig kun forstå de forhistoriske samfund med et kritisk blik på arkæologisk vidensdannelse og tendenser fra forskernes samtid, der påvirker den arkæologiske forskning og de narrativer, som stadig bliver genfortalt i dag.

Her kommer genderarkæologien ind i billedet, fordi den kan skabe en mere nuanceret forståelse for de forhistoriske samfund. Vi kan endda bruge genderarkæologien til at perspektivere vores eget samfund.

I dag er der stor interesse for vikingetidens kvindelige krigere. Vi ser disse bevæbnede skjoldmøer i utallige film og tv-serier, men der findes også arkæologiske fund, der bestyrker dette.

Det væsentlige er at forstå de mekanismer og miljøer i et samfund, der muliggjorde springet fra husfruer til krigerkvinder og i lige så høj grad, hvorfor det berører os så meget i dag.

LÆS OGSÅ: Hvor mange køn findes der?

Gentænkning af et oldgammelt narrativ om kvinder og mænd

Fortalt på en meget firkantet måde udfører vi en arkæologisk kønsbestemmelse ud fra bestemte genstande i gravmaterialet.

Det vil sige, at grave med smykker som dragtspænder, perler og håndtene bliver tolket som kvindegrave, mens grave med våben som sværd, økser og store knive bliver tolket som mandsgrave.

De to kønskasser er lige så gamle som den arkæologiske forskning – og vi bruger dem stadig i dag. Flere nye studier viser behov for at sprænge kasserne, for der kan være grave, der ikke passer ind med et indhold af genstande, der både kan blive opfattet som kvinde- og mandsgenstande.

Desuden er der rigtig mange grave med et neutralt indhold, der bliver givet med til både kvinder og mænd.

Dermed bliver den arkæologiske kønsbestemmelse udfordret, så det kan ofte være en fordel at kombinere den arkæologiske kønsbestemmelse med en kønsbestemmelse ud fra skelettet.

LÆS OGSÅ: Vikingemænd havde også køkkenudstyr med i graven

Bronzealderens skeletter er svære at kønsbestemme

Når det kommer til grave fra bronzealderens ældre periode, er skeletmaterialet sjældent bevaret, hvilket vanskeliggør en biologisk kønsbestemmelse.

Derfor forsøger forskere at sandsynliggøre brugbarheden af social kønsbestemmelse på baggrund af genstande – eller rettere kombinationen af genstande.

Metoden vil selvfølgelig altid være forbundet med en vis usikkerhed, så længe skeletmaterialet mangler, men forskning baseret på kombinationsanalyser på grave fra ældre bronzealder viser dog overbevisende to overordnede grupper, der repræsenterer sociale mands- og kvindegrave.

I studiet af bronzealderens (sociale) kvindegrave kan man se et skift af de interne grupperinger over tid. Dette indikerer et skift i de sociale roller og identiteter, der er udtrykt og i spil hos bronzealderens kvinder.

Metoden kan altså bruges til at se ændringer i sociale strukturer, og udpege områder, der skal undersøges nærmere i deres rette arkæologiske kontekst.

Yngre jernalders kvinder havde mange identiteter

Et andet ph.d.-studie om dynamiske identiteter i en begyndende kystkultur i århundrederne før vikingetiden understreger, at den sociale kønsbestemmelse ofte er valid.

Analyser af 3.369 grave fra Danmark, Tyskland og Holland viser nu også, at der findes mange forskellige former for identiteter, og at det i lige så høj grad er kontekst som en ensartet sammensætning af genstande, der er væsentlig.

Husfruen er en typisk kvindeidentitet fra yngre jernalder, men hun kan ikke nødvendigvis genkendes på en ensartet genstandssammensætning. Det er langt fra alle gravpladser, hvor kvindegravene indeholder nøgler, tenvægte og drikkeglas, der ofte bliver brugt til at genkende netop husfruen.

Det betyder ikke, at husfruens identitet kun er til stede i de allerrigeste grave på få gravpladser, men derimod at kvinder i yngre jernalder kunne udtrykke denne vigtige rolle på mange forskellige måder.

Den store udfordring er at slippe den sikre kassetænkning og søge efter husfrueidentiteter på alle yngre jernalders gravpladser med skyldig hensyntagen til konteksten, som gravpladserne har indgået i.

At konteksten er altafgørende for, hvordan identiteter udtrykkes, gælder for både forhistoriens kvinder, mænd og børn.

Vikingetidens kvinder

Og så er der kvinderne fra den tid, som fascinerer så mange og diskuteres så flittigt i disse år: vikingetiden.

I forskningen omkring kvinderoller og mandsroller i vikingetiden, kan man læne sig op ad de skriftlige kilder, det arkæologiske materiale samt runestenenes vidnesbyrd.

Især de skriftlige kilder og de arkæologske fund giver meget. I det følgende kan vi se nogle eksempler på danske kvindegrave med et usædvanligt udstyr.

Der er to kvindegrave med våben, som kan kønsbestemmes med rimelig sikkerhed: en kvindegrav fra Bogøvej på Langeland med en østbaltisk økse samt en dobbeltgrav fra Gerdrup ved Roskilde med en mand og en kvinde, hvor kvinden var gravlagt med et spyd, en kniv og en nåleæske.

Det skal dog bemærkes, at en senere undersøgelse af knoglerne fra graven ved Bogøvej har sået tvivl om den ellers sikre kønsbestemmelse.

En tredje interessant grav blev fundet i Oens ved Horsens, hvor en kammergrav med en vognfading blev udgravet. Da grave med vognfadinger oftest er pragtgrave for kvinder, som kan sidestilles med ryttergrave, var gravudstyret en overraskelse.

Der lå nemlig en økse, en kniv, sporer og beslag, hvæssesten og benkam samt spor efter organisk materiale. Desværre var knoglematerialet ikke bevaret.

LÆS OGSÅ: Forsker: Vikingetiden begyndte i jernalderen

Kvindekrigeren fra Birka

Den mest kendte ’kvindekriger’ stammer fra grav Bj 581 fra den berømte svenske vikingehandelsplads Birka på Björkö lidt vest for Stockholm, hvor der foreligger et antropologisk bestemt skeletmateriale fra en kvinde i en kammergrav med fuldt våbenudstyr samt to heste i fodenden.

Kammergraven lå på en forhøjet terrasse med tilknytning til Birkas garnison. Forståelsen af disse graves indhold skal nok ses i lyset af samfundsudviklingen i vikingetiden med flere specialiserede miljøer, som for eksempel de tidlige urbane miljøer.

I disse miljøer har kønsroller nok været mindre fasttømrede, så grave og genstande herfra vil være et godt udgangspunkt for et mere nuanceret narrativ om vikingetidens kønsroller.

LÆS OGSÅ: Arkæologer om kvindelig vikingekriger: Slå koldt vand i blodet!

Derfor skal vi fokusere på forhistoriske kønsroller

På mange måder ville det være nemmere at gå tilbage til de to fast definerede kasser med kvinder defineret med smykker og tenvægte, mens mænd blev defineret med våben.

Desværre er de kasser alt for små til at rumme forhistoriens komplekse samfund og mangfoldige mennesker. Mange passer ind i kasserne, men i dag har vi så mange nye metoder og teorier tilgængelige, at vi kan nuancere de gængse narrativer om både forhistoriens kvinder, mænd og børn.

Desværre gør denne forståelse det ikke nemmere for arkæologer at afkode genstandes symbolik i relation til kønsidentitet.

Men netop derfor har vi brug for genderarkæologien, der gør os bedre til at være kritiske i forhold til narrativer omkring forhistoriens mennesker og samfund.

Den gør os også bedre til at stille nye spørgsmål til det arkæologiske kildemateriale, fordi vi bliver dygtigere til at forstå de små nuancer.

Måske er det ganske enkelt på tide, at vi bruger det arkæologiske materiale til at fortælle mere nuancerede narrativer om forhistoriens kvinder, mænd og børn i samspil med hinanden.

Om det så drejer sig om bronzealderens mobile kvinde (og mand), yngre jernalders husfrue (og husbond) eller vikingetidens kvinde (og mand) i en brydningstid, vil vi gerne slå et slag for at bruge genderarkæologien til at fortælle denne anderledes historie.

LÆS OGSÅ: Vikingemænd havde også køkkenudstyr med i graven

LÆS OGSÅ: Din lejr på Roskilde Festival minder om et jernalderhus

LÆS OGSÅ: Jernaldermandens største statussymbol var en gås