Gravide vikingekvinder har været barske og handlekraftige, vidner sagaerne om

Gravide kvinder med sværd i hånden og krigshjelme på hovedet. Fostre der skulle hævne deres fædre – og en barsk verden, hvor ikke alle nyfødte blev født frie eller endda begravet.

Det er en del af den virkelighed, som det første tværfaglige studie med fokus på graviditet i vikingetiden har afdækket.

Jeg har udført studiet sammen med Kate Olley, Brad Marshall og Emma Tollefsen som en del af et projekt kaldet BODY-POLITICS.

Selvom graviditet spiller en helt central rolle i menneskehedens historie, er den ofte overset i arkæologien – mest fordi den sjældent efterlader sig håndgribelige spor.

Dybt politiske spørgsmål – i dag som dengang

Graviditet er måske især blevet overset i perioder, som vi primært forbinder med krigere, konger, fejder, kamp og slag. For eksempel under den stærkt romantiserede vikingetid (cirka år 800 til 1050 efter vor tidsregning).

Spørgsmål som graviditet og fødsel er traditionelt blevet set som 'kvindeanliggender', der hører til i den 'naturlige' eller 'private' sfære, men vi mener, at spørgsmål som: 'hvor er grænsen for livets begyndelse?' hverken er naturlige eller private, men dybt politiske – i dag som dengang.

I vores nye studie forsøger mine medforfattere og jeg at samle forskellige former for vidnesbyrd og spor, for at forstå hvordan man opfattede graviditet og den gravide krop i vikingetiden.

Ved at undersøge for eksempel 'livmoder-politik' kan vi få ny og vigtig viden om køn, krop og seksualpolitik i vikingetiden og længere frem i historien.

Hvad står der i sagaerne?

Først undersøgte vi ord og fortællinger om graviditet i oldnordiske kilder.

Selvom de stammer fra tiden efter vikingetiden, indeholder sagaer og lovtekster beskrivelser og fortællinger om graviditet og fødsel, som vikingernes efterkommere brugte og delte med hinanden.

Vi fandt, at graviditet blandt andet blev beskrevet som 'mavefuld', 'uden lys' og 'ikke hel'.

Vi fik også indblik i en mulig tro på fostrets personlighed: »En kvinde, der ikke går alene«

Netværk af slægtskab, alliancer, fejder og forpligtelser

En beretning i én af de sagaer, vi har undersøgt, støtter idéen om, at ufødte børn – i hvert fald børn af høj status – muligvis allerede var en del af et komplekst netværk af slægtskab, alliancer, fejder og forpligtelser.

Beretningen fortæller historien om en anspændt konfrontation mellem den gravide Guðrún Ósvífrsdóttir, som er én af hovedpersonerne i Laxdæla saga, og hendes mands drabsmand, Helgi Harðbeinsson.

Som en provokation tørrer Helgi sit blodige spyd af i Guðrúns tøj og hen over hendes mave. Han siger: »Jeg tror, at min egen død bor under et hjørne af sjalet«.

Helgis forudsigelse viser sig at holde stik – fostret vokser op og hævner sin far.

Gravid kvinde med krigshjelm

Et andet eksempel fra Erik den Rødes saga fokuserer mere på moderens handlekraft.

Den højgravide Freydís Eiríksdóttir bliver fanget i et angreb af skrællingerne, som var nordboernes navn for de oprindelige folk i Grønland og Canada.

Da hun ikke kan flygte på grund af sin graviditet, griber Freydís ifølge sagaen et sværd, blotter sit bryst og slår sværdets æg mod det. På denne måde skræmmer hun angriberne væk.

Selvom videnskabsfolk nogle gange betragter denne beretning som en lidt obskur litterær episode, har den måske en parallel i det andet spor af evidens, vi undersøgte i vores studie: en lille figur af en gravid kvinde.

Vedhænget, som blev fundet i en kvindegrav fra 900-tallet i Aska i Sverige, er den eneste kendte, overbevisende afbildning af graviditet fra vikingetiden.

Figuren bærer kvindedragt og holder armene om en tydeligt svulmende mave - måske som et tegn på tilknytning til det barn, der er på vej.

Men det er krigshjelmen, som den gravide kvinde har på, der især gør figuren interessant.

Tilsammen viser det, at gravide kvinder – i hvert fald i kunst og fortællinger – kunne være indblandet i vold og våben og ikke bare var passive kroppe.

Sammen med nyere fund af vikingekvinder begravet som krigere giver det stof til eftertanke om, hvordan vi forestiller os kønsrollerne i vikingetidens samfund, som vi ofte opfatter som meget maskuline.

Forsvundne børn og graviditet som fysisk defekt

Det sidste spor, vi undersøgte, var tegn på dødsfald i forbindelse med graviditet og fødsel i vikingetidens gravfund.

Vi antager som regel, at dødeligheden blandt mødre og spædbørn var meget høj i de fleste førindustrielle samfund, men vi fandt kun 14 mulige mor-barn-begravelser blandt tusindvis af grave fra vikingetiden.

Vi foreslår derfor, at gravide kvinder, der døde, ikke rutinemæssigt blev begravet sammen med deres ufødte barn – og at mor og barn måske ikke blev mindet som en samlet, symbiotisk enhed i vikingesamfundet.

Vi fandt også nyfødte begravet sammen med voksne mænd og ældre kvinder, hvor der måske er tale om familiegravlæggelser, men det kan også være noget helt andet.

Spædbørn som 'gravgave'

Vi kan ikke udelukke, at spædbørn – som generelt er stærkt underrepræsenteret i begravelsesritualerne – blev begravet på anden vis.

Når spædbørn er lagt i grave sammen med andre, er det muligt, at de er blevet lagt i graven som en slags 'gravgave' (altså genstande, der følger den døde i graven) til en person i graven.

Det er en klar påmindelse om, at en graviditet og spædbarnsalderen kan være sårbare, farefulde overgange i livet.

Dette peger et sidste bevis på mere end noget andet: For nogle, som Guðrúns lille dreng (ham, der hævnede sin fars morder, red.), var graviditet og fødsel en flertrinsproces mod at blive et frit og socialt anerkendt menneske.

Men for dem længere nede på den sociale rangstige så det helt anderledes ud. En af de lovtekster, vi undersøgte, konstaterer tørt, at graviditet blev betragtet som en fysisk 'defekt' hos trælkvinder (slavekvinder), som kunne påvirke hendes værdi, når hun skulle sælges.

Graviditet var et dybt politisk anliggende med vidt forskellig signifikans alt efter social status i vikingetiden.

Den var både formet af – og med til at forme – forestillinger om status, slægtskab og menneskelig værdi.

Vores studie viser, at graviditet hverken var usynlig eller privat, men derimod central for, hvordan vikingetidens samfund forstod liv, social identitet og magt.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.