Hvad skete der egentlig efter vikingetiden? 

Danmark var i voldsom forandring i de dramatiske århundreder fra sen vikingetid til omkring år 1200.

Riget blev kristnet, ny teknologi blev indført, den politiske selvstændighed blev fastholdt, og der foregik et voldsomt kulturskifte: fra en nordisk til en europæisk kultur med danske særtræk.

Dét Danmark, vi kender, blev grundlagt i disse århundreder.

Vikingetiden er blevet udforsket i masser af bøger, film, udstillinger og andre medier. Derimod har interessen for de følgende århundreder, hvor nogle af danmarkshistoriens vigtigste begivenheder fandt sted, været moderat.

Men hvad skete der egentlig her?

Vikingetidens slutning – fokus på Danmark, på udland og igen på Danmark

Det udforsker jeg i min nye bog ’Fra Vikingetid til Valdemarstid. Danmark 950-1200’.

Den giver en indtrængende skildring af det daværende Danmark (altså inklusive Sydslesvig og Skåne) i tiden fra Harald Blåtand og rigets officielle kristning indtil Valdemar Sejrs tid, hvor Danmark efter mange omskiftelser og op- og nedture igen var en politisk, militær og kulturel stormagt.

Vikingetidens slutning var på mange måder storslået set fra dansk side. Harald Blåtand reorganiserede Danmark med store forsvarsværker, mindesmærker, et effektivt møntsystem og en ny officiel religion.

Han blev dræbt cirka år 987 i et oprør ledet af sønnen Svend Tveskæg. Svends politiske fokus lå udenlands, på givtige plyndringer i England, og i året 1013 erobrede han hele landet.

Han døde i 1014, og hæren måtte drage hjem. Men året efter sejlede hans søn Knud (den Store) mod England med en stor flåde, og snart var England generobret. Lidt senere blev han også dansk konge.

Han blev en succesrig konge i begge riger og døde i 1035. Hans søn Hardeknud var også konge i begge riger et par år, men med hans død i 1042 var det danske herredømme i England slut.

En uklar og kaotisk tid

Mange nordiske mænd havde i disse år tjent enorme summer i England, først ved plyndring og siden gennem indbringende embeder.

Meget sølv var endt i Danmark sammen med mange påvirkninger derovre fra: kirkelige, økonomiske, teknologiske, kulturelle og så videre.

Men snart efter Hardeknuds død blev en stor og vellønnet nordisk militærenhed opløst og mændene sendt hjem.

Ændringerne må have givet chokbølger, og desuden var magtforholdene i Danmark uklare og til tider kaotiske.

For den norske konge Magnus blev også konge af Danmark, men blev bekæmpet af en dansk tronkræver, Svend Estridsen. Han var søn af Knud den Stores søster Estrid.

Svend Estridsen – en organisator i nye tider

Med Magnus’ død i 1047 blev Svend omsider dansk konge (1047-1074/76). I de første år blev han bekriget af Magnus’ onkel Harald Hårderåde, men han blev dræbt i 1066 under forsøget på at erobre England.

Fra da af var der fred mellem Danmark og Norge, og Svends store indsats ligger i en tilsyneladende systematisk modernisering af Danmark.

Mere og mere peger på store forandringer i Danmark i hans tid og sandsynligvis på hans initiativ. Formentlig indså han, at den indbringende og prestigefyldte magt over England var fortid og handlede nu efter devisen, ’hvad udad tabes skal indad vindes’.

Man har længe vidst, at Svend omkring år 1060 indførte en ny kirkelig struktur med de otte bispedømmer, som kom til at fungere i århundreder frem, og at han politisk arbejdede for oprettelsen af et dansk ærkebispedømme.

Det sidste lykkede dog først knap 30 år efter hans død. I Svends tid lå hele den danske kirke under det tyske ærkebispesæde Hamburg-Bremen.

Nye kirker og nye byer

Men de nye bispedømmer er sandsynligvis baggrund for den bølge af kirkebyggeri ud over landet, som fandt sted samtidig.

Før var der vistnok kun kirker i byer og på særlige steder, så i den ældste kristne tid må mange ’gudstjenester’ have fundet sted ude på gårdene ligesom i hedensk tid.

Disse kirker var af træ, en af dem er rekonstrueret i fuld størrelse ved Moesgaard Museum. Fra sidst i århundredet og frem blev de gradvis erstattet med kirker af sten eller tegl.

Ribe flyttede over åen

De senere års mange byudgravninger har også vist, at vigtige byer som Hedeby (lige syd for den nuværende dansk-tyske grænse), Ribe, Lund (i Skåne) og sandsynligvis Viborg fik en ny struktur i Svend Estridsens tid.

Hedeby flyttede således til det nuværende Slesvig, efter at der var udført store byggemodninger.

Og Ribe flyttede tværs over åen til dens sydside, hvor Domkirken allerede lå. Endvidere har møntstudier påvist, at en modernisering, så kun danske mønter var tilladt i riget, blev indført i Svends tid og ikke under hans søn Harald Hén, som man før mente.

Før blev der brugt masser af udenlandske mønter ved siden af danske. Det nye system gav møntherren, kongen, en solid ekstraindtægt.

Magtkampe, moderniseringer og europæisering

Svend Estridsens moderniseringer var markante skridt i den voldsomme udvikling i tiden 950-1200. Det hele fandt sted i en tid med jævnlige trusler fra og konfrontationer med Det Tyske Rige.

Dertil kom store regionale forskelle i riget, og i perioder indædte magtkampe mellem kongeslægtens mænd, der hver især søgte at få det eftertragtede embede.

Seks konger blev dræbt i denne tid. Bedst kendt er nok kampene mellem Svend, Knud og Valdemar (den Store) mellem 1146 og 1157.

Med kristendommen som Danmarks officielle religion satte dens bygninger og institutioner med kirker og klostre efterhånden deres stærke præg på landskabet.

Ny europæisk kunst

Over alt i riget blev der skabt ny, storslået kunst i europæisk skikkelse, som blandt andet kirkernes stenskulpturer og kalkmalerier. Der kom en ny skriftkultur med latinske bogstaver og bøger som blandt andet Saxos store danmarkshistorie.

De nye teknologier omfattede blandt andet bygninger af sten og siden også af tegl. Hundredvis af kirker af disse materialer er stadig i brug, som eksempelvis Tamdrup Kirke ved Horsens og kongegravkirken St. Bendt i Ringsted.

Også boligkomforten blev markant forbedret, for med de nye bilæggerovne fik man røgfri rum, fordi ovnene blev fyret fra et rum ved siden af.

Grundlæggelsen af de byer, vi stadig har i dag

Udviklingen og en voksende fællesdansk identitetsfølelse blev båret frem af bevidste indsatser og en gunstig økonomisk udvikling.

Den lå også bag grundlæggelsen af næsten alle nuværende danske byer, og bag den almindelige brug af mønter ved handel, frem for at bytte varer.

Samtidig steg befolkningstallet – hvilket medførte ny opdyrkning af land i store områder, som før var dækket af skov.

Masser af nye landsbyer blev grundlagt.

Det fremgår blandt andet af de mange stednavne med efterleddet -rød (rydning) i Nordsjælland, mens keramik og stednavne med bl.a. endelsen -itse (som Tillitse på Lolland) vidner om betydelig indvandring og massiv påvirkning fra områder syd for Østersøen i de østre dele af Danmark.

Indvandring var afgørende for udviklingen

Indvandrede og tilkaldte udenlandske eksperter fra sydligere egne af Europa og England var afgørende for periodens markante udvikling.

Der er flest oplysninger om Kirkens mænd: bisper, abbeder og munke; den ældste ’Danmarkshistorie’, Ælnoths Krønike fra omkring år 1112, er således skrevet af en engelsk munk.

Men der var også indvandrere i den kongelige og kirkelige administration, samt møntmestre, bygmestre og andre håndværkere, kunstnere, købmænd, militære eksperter og krigere – og næsten alle dronninger.

Fra tid til anden rejste der sig imidlertid i nogle kredse en stærk modvilje mod de ’fremmede’, som kunne blive udsat for forfølgelser og overgreb fra de lokale.

Det skete blandt andet i Roskilde i 1158, hvor alle udlændinge blev dræbt eller jaget ud af byen.

Danskeres forbindelser med udlandet

Mange danskere havde selv forbindelser med udlandet og formidlede inspirationer derfra.

Kongefællesskabet med England i 1000-årenes første halvdel medførte stor rejseaktivitet på tværs af landene, og med kristendommens voksende betydning var der jævnlige forbindelser med paven i Rom.

Der var også diplomatiske møder, megen international handel, og givetvis danske håndværkere, som rejste ud i Europa for at lære nyt.

Og fra 1100-årene studerede nogle af aristokratiets sønner i Paris og andetsteds i udlandet og grundlagde her livslange venskaber, som kom til nytte i deres senere virke i Danmark.

Det gælder blandt andet bisp Absalon og flere af hans familiemedlemmer.

UNESCOs verdensarvsliste og historiens ’helte’

Flere bygværker fra denne tid er i dag på UNESCOs Verdensarvsliste.

Det gælder grænsevolden Danevirke og Harald Blåtands unikke ringborge og hans Jellingmonumenter, mens den nuværende Roskilde Domkirke, som også er på listen, blev påbegyndt kort efter år 1200.

Adskillige af Danmarkshistoriens store ’helte’ levede og virkede i denne tid, som kong Knud den Store, der erobrede England, Valdemar den Store, der (igen) samlede Danmark og bekrigede venderne, og hans ven biskop Absalon, der grundlagde det nuværende Christiansborg.

Der er mange og somme tider lange historier om dem i skriftlige kilder, og glimtvis afsløres endda sider af deres personlighed, mens vi på museer kan beundre nogle få af de ting, de engang ejede.

Og mange af de steder, hvor de engang var, eller byggede, eller er begravet, kan vi besøge og måske mærke ’historiens vingesus’.