Kun til pynt? Vikingerne havde måske andre formål med små guder og valkyrier

Et smykke, båret af en kvinde som tegn på rigdom.

Sådan har arkæologer traditionelt set på de mange små metalfigurer, som er fundet i Skandinavien og dateret tilbage til vikingetiden.

Figurernes mytiske og guddommelige motiver er blevet studeret igen og igen, men figurernes funktion for ejeren har sjældent været i forskernes søgelys.

Nu har et forskerhold taget ikoniske vikingefigurer, fundet i Sverige, op til revision og kastet et kritisk blik på antagelsen om, at de er smykker.

»Vi forsøger at flytte forskningens fokus til en anden del af vikingetiden, hverdagslivet. Hvordan figurerne rent faktisk blev brugt,« siger Marianne Hem Eriksen, der er professor på Nationalmuseet og hovedforfatter til studiet, som er del af et større forskningsprojekt om fortidens syn på kroppen.

»Vikingetiden er en romantiseret historisk tid, og vores opfattelse af vikingerne og deres forhold til samfundsstruktur, køn og kroppe er farvet af vores nutidige opfattelse af for eksempel individualitet eller køn.«

Vikingerne brugte måske ikke kun de små figurer af mænd, valkyrier og guder til at smykke sig med, viser studiet, der netop er udgivet i tidsskriftet Antiquity.

Gennem avancerede fototeknologiske analyser og ved at analysere slid gennem et mikroskop har forskerne bag det nye studie undersøgt i detaljer, hvor og hvordan 10 små figurer er blevet slidt, formet eller poleret gennem tiden.

Fundet i en mands grav

Figurerne er oftest blevet anset for at være smykker, som kvinder har båret.

Men Marianne Hem Eriksen og hendes kolleger peger på, at figurerne er fundet i forskellige kontekster og i grave, hvor der ikke direkte er fundet rester af kvinder.

Figuren med tilnavnet Damen i Tuna er fundet i en grav med beviselige rester af en begravet mand.

»Det er ulogisk, at vedhængene, hvoraf flere forestiller valkyrier, skulle være særligt henvendt til kvinder,« siger Marianne Hem Eriksen og nævner, at man måske automatisk har kædet smykker sammen med kvinder, fordi man senere har set smykker som kønnede genstande.

»Valkyrierne i den nordiske mytologi er godt nok kvindelige væsener, men de er udsendt af Odin til at hente krigere, som antageligt oftest var mænd, til Valhal.«

Gemt til en særlig anledning

Nogle af figurerne er ikke synderligt slidte, for eksempel valkyrien fra Tuna.

Det viser ifølge forskerne, at de kan være fremstillet lige inden, de blev lagt ned i en grav. Så måske har de aldrig været taget i brug som halskæde.

To af figurerne har så afrundede kanter, at de kan have været indpakket i stof eller opbevaret i poser i længere tid.

Omvendt er andre af figurerne så slidte, at Marianne Hem Eriksen og forskerkollegerne mener, at de kan være brugt som gaver eller arvestykker og cirkuleret mellem mennesker.

Hængt op på fast materiale

En af figurerne viser heller ikke tegn på at have hængt i en snor, men derimod op mod hårde genstande. En figur, som menes at forestille enten gudinden Freja eller guden Frej, viste sig at have vinkelrette ridser gennem løkken på bagsiden.

»Den kunne være hængt op i eksempelvis en pæl og viser dermed, at der kan være flere funktioner blandt disse figurer, end vi før har troet,« siger Marianne Hem Eriksen.

Den gravide kvinde

Figurerne kan sige os noget om, hvordan vikingerne så på kroppen, mener forskerne bag studiet, som også er del af det større projekt Body-Politics.

Én af vikingefigurerne forestiller en gravid kvinde og er en af de eneste afbildninger af gravide, som findes fra den tid.

Men den gravide bærer også en hjelm. Særligt det er interessant, siger Marianne Hem Eriksen.

»Det er ingen grund til at tro at vikingekvinder var passive. Der findes materiale, som tyder på, at nogle kvinder også har været involveret i vold og krig,« fortæller hun.

Der er så stort slid på maven af den gravide, at forskerne også har undersøgt en hypotese om, at det kan have været en rituel handling at gnubbe figurens mave, eksempelvis i forbindelse med fertilitet eller fødsel.

Det har forskerne dog ikke fundet andre tegn på, så den hypotese måtte de opgive.

Den halshuggede mand

En af figurerne er et hoved. Mikroslidsanalysen viser, at hovedet er blevet skåret af en større figur.

»Det virker som et ekko af vikingernes måde at håndtere menneskekroppen. Det understreger eksempelvis, at vikingerne ikke havde en idé om, at kroppen skulle være intakt for at få et efterliv,« siger Marianne Hem Eriksen.

Selvom studiet er interessant, er 10 figurer alt for få til at sige noget generelt om, hvordan vikingerne brugte de små figurer, siger professor Else Roesdahl fra Aarhus Universitets Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier.

»Hvis man skal videre i forskningen, må man også rejse spørgsmål,« siger hun.

Hun har skrevet flere bøger om vikingetiden, og kender udmærket de 10 svenske figurer.

»Problemet er, at materialet er for lille til at trække store konklusioner. Det er nærmere, hvad jeg ville kalde et pilotstudie, hvor man kan pege på nogle aspekter, som man kunne kigge nærmere på i videre studier,« pointerer hun.

»Den ene af de 10 figurer er en tredimensionel figur, som ikke umiddelbart hører til i en kategori af vedhæng. Så jeg kunne godt ønske mig et studie med et endnu større og mere sammenhængende materiale.«

Hovedforfatteren bag studiet, Marianne Hem Eriksen, er helt enig i, at materialet ikke er repræsentativt for alle lignende figurer, og siger, at det allerede er en del af overvejelserne i den videnskabelige artikel.

Selvom studiet ikke kan give konklusioner om de 10 undersøgte genstande, er det alligevel vigtigt at rejse spørgsmålene, siger hun.

»Pointen med dette studie er at åbne for spørgsmål, så vi kan blive klogere, i stedet for at holde fast i forudindtagede idéer om fortiden. Vi håber netop på, at andre forskere vil tage nye metoder i brug for at undersøge endnu flere genstande.«