Hvad er et krigstraume? Historien begynder med et granatchok

Hvordan bliver soldaters psyke påvirket af at være i krig? Spørgsmålet er ikke et simpelt ét at svare på.

Vores opfattelse af, hvad et ’krigstraume’ egentlig er, har nemlig forandret sig for hver gang, Vesten har været involveret i en ny, stor krig – for eksempel Første og Anden Verdenskrig, Vietnam-krigen og senest de danske soldaters udsendelse til Balkan, Irak og Afghanistan.

Jeg lægger ud med Første Verdenskrig og fortællingen om, hvordan begrebet granatchok opstod, og hvordan man i begyndelsen så dette som et udtrykt for en svag moralsk karakter.

For at forstå det skal vi ret præcist 110 år tilbage i tiden og ned i en skyttegrav i Tyskland under Første Verdenskrig.

Det første granatchok

31. oktober 1914 løber en ung, britisk soldat henover en mark og kaster sig ned for at undgå de tyske granater. De springer hele veje rundt om ham - én af dem så tæt på ham, at eksplosionen river hans tornyster af.

Men utroligt nok bliver han ikke såret. Hans kammerater redder ham op og får ham væk fra frontlinjen, hvor soldaten begynder at skrige, at hans syn er forsvundet.

Kammeraterne får fragtet soldaten til felthospitalet, hvor han bliver tilset af den britisk feltlæge Charles Myers.

Myers undersøger ham, mens soldaten fortæller, at han har mistet både lugte- og smagssans, at hans syn er sløret, og at han ikke kan rejse sig op. Men Myers kan ikke finde nogle fysiske skader på den unge soldat.

Soldatens historie bliver af Myers omtalt som den første 'case' i den videnskabelige artikel, som lægen nogle år senere udgiver i det prestigefulde medicinske tidsskrift The Lancet under titlen ’A contribution to the study of shell shock’.

Det er første gang udtrykket granatchok, der ellers kun blev brugt af soldater ved frontlinjen, sniger sig ind i en videnskabelig udgivelse.

Men Myers' artikel skulle blive startskuddet på en stadig vedvarende diskussion i videnskabelige kredse om, hvordan man præcist skal forstå de psykologiske eftervirkninger af krig.

Viden bliver glemt igen

Historien om, hvordan 'krigstraumer' blev et område for videnskabelige studier, skulle imidlertid vise sig ikke at være en lige vej ud af mørket og op i det videnskabelige lys.

Det er nærmere en historie om, hvordan fremskridt og fund bliver glemt igen under den næste krig, og hvordan videnskabelige spørgsmål, der allerede er blevet afklaret én gang, synes at vende tilbage igen i nye klæder.

Tag for eksempel det første centrale spørgsmål om granatchok, som datidens militærpsykiatere diskuterede:

Var granatchok en effekt af mikroskopiske læsioner i hjernen og nervesystemet fra det slag, som eksplosioner giver? Var det et udtryk for en følelsesmæssig reaktion som konsekvens af den enkeltes historie og personlighed? Eller var det simpelthen manglen på karakterstyrke?

Kort sagt: Var det et spørgsmål om biologi, om psykologi eller endda om moral?

De spørgsmål er vandret op igennem krigstraumernes forskningshistorie og diskuteres stadig i dag.

Der var også krigstraumer i de ældste tekster

Der er også beskrivelser i litteraturen, som går meget længere tilbage.

Både i Iliaden, Biblen, de islandske sagaer og hos Shakespeare finder vi beskrivelser af tilstande, vi i dag ville kalde posttraumatisk stresslidelse (PTSD).

Der findes også notater fra feltlæger fra tidligere krige om ikke-fysiske skader, som gik under betegnelserne 'nostalgi' (Europa, 1600-tallet), 'cardio-respiratorisk neurose' (den franske revolution) eller 'soldaterhjerte' (USA, 1800-tallet).

Men det er omkring Første Verdenskrig, at systematiske videnskabelige studier og diskussioner om emnet så småt begynder at dukke op, og granatchok blev den første videnskabelige beskrivelse af fænomenet.

Soldater med fraværende, stirrende øjne

Beskrivelserne af granatchok lød på, at patienter blev stumme, fik lammelser, begyndte at stamme og få tics og blev efterladt med fraværende, stirrende øjne.

I første omgang blev symptomerne tilskrevet skader på nervesystemet fra granatsprængninger (deraf udtrykket) - en idé, der trækker på ældre observationer af patienter, som kom til skade i forbindelse med jernbanearbejde.

Den tyske psykiater Robert Gaupp skrev i 1917 følgende:

»Efter de store artillerislag i december 1914 blev vores hospitaler fyldt med soldater, uskadte fra kamp, men med mentale forstyrrelser. Fra den dag af kom der kun flere […] de er stumme, døve, har rystelser, kramper og gangbesvær […] årsagerne er angst for fjendens granater og bomber, og fra at se døde og lemlæstede kammerater.«

Den franske militærpsykiater Emmanuel Régis skrev lignende i 1915, nemlig at »emotionelle chok og synet af lemlæstede kammerater må være en central faktor.«

Elektrochok som nødvendig behandling

Der var også fagfolk, der mente, at reaktionerne kunne skyldes konflikten mellem trangen til at redde sit eget liv og pligten til at kæmpe ved sine kammeraters side.

Andre igen hævdede, at reaktionerne var udtryk for en 'svag moralsk karakter' – og at den kunne behandles med elektrochokterapi.

Blandt den sidste gruppe var den britiske læge Edgar Adrian, som påstod, at selve smerten ved elektrochokterapi (uden bedøvelse) var nødvendig for at teste, om det var et tilfælde af ’kujoneri’.

Smerten ved elektrochokterapien var endda ikke den endelige ’behandling’, eftersom ’kujoneri’ i England blev straffet med døden. Over 300 britiske soldater blev henrettet for dette under Første Verdenskrig.

Det britiske granatchok, det tyske krigsneurose og det franske krigshysteri dækker ganske vidst ikke helt de samme erfaringer, og tilstandene beskrives med forskellige eksempler.

Men alle tre er et udtryk for de første forsøg på videnskabeligt at beskrive og diskutere, hvordan vi skal forstå den måde, hvorpå oplevelser fra krig påvirker soldater.

Videnskabeligt farvel til begrebet granatchok

Selvom udtrykket granatchok i dag er et ord, som er almindeligt kendt, forsvandt det faktisk ret hurtigt fra den videnskabelige litteratur

Allerede i 1917 havde der bredt sig en utilfredshed med udtrykket granatchok, især i de øverste militære kredse. Det skyldtes blandt andet frygten for et dårligt ry i pressen, og der blev lagt pres på for ikke at bruge begrebet i behandlingssammenhæng.

Som den britiske kaptajn Leonard Gameson udtrykte det: »Afhold jer fra at bruge diagnosen. Jo færre tilfælde, jo bedre, nemmere og billigere.«

I England begyndte man herefter at brugte det mere uspecifikke akronym NYDN (Not Yet Diagnosed Nervous) for at indikere , at der ikke var tale om en egentlig permanent nerveskade, men nærmere en midlertidig, 'nervøs' reaktion.

Charles Myers, som oprindeligt havde beskrevet begrebet granatchok, blev ansporet til ikke at skrive mere om det, og lægen blev forflyttet fra frontlinjen tilbage til England.

Herefter forsvandt ’granatchok’ lige så stille ud af den videnskabelige litteratur.

Behandling ved frontlinjen

Myers anstrengelser som behandler ved frontlinjen skulle dog få betydning senere hen, da han havde været med til at etablere en såkaldt ’frontlinje-psykiatri’.

Det betød, at soldater, som brød sammen, blev behandlet i hospitalslejre tæt på frontlinjen – primært med mad og hvile – i stedet for at blive sendt tilbage til England.

Frontlinje-psykiatrien, som dette tiltag blev kaldt, viste gode resultater, og blev også taget op i USA af Thomas Salmon, den ledende militærpsykiater for de oversøiske tropper.

Der skulle dog ikke gå lang tid, før det blev nedprioriteret til fordel for nye typer af psykologiske tests. Om de hjalp soldaterne med at undgå krigstraumer, kan du læse mere om i seriens næste artikel.