Den 12. august 1917 var en fatal dag for den 28-årige soldat Frank Hopkinson. Han var soldat for den engelske hær under Første Verdenskrig og blev ramt af en bombe under et slag netop den dag.
Nu ændrede hans liv sig. For bomben ødelagde Franks ben så uigenkaldeligt, at det måtte amputeres. Det blev starten på et liv med fantomsmerter: En type smerte, du kan opleve, når du har ondt i en legemsdel, du har mistet.
Frank havde altså ondt 'i det ben', han havde fået amputeret, men lægerne anede ikke, hvordan de skulle håndtere det. I tiden efter Første Verdenskrig blev kroniske smerter og fantomsmerter ofte forklaret med, at patienten var småneurotisk eller pjevset, og sådan kunne Franks journaler også tyde på, at det gik for ham.
Efter Første Verdenskrig skulle mange veteraner leve med mystiske og invaliderende smerter, men de mystiske smerter førte også noget positivt med sig.
\ Brainstorm – Videnskab.dk’s hjerneredaktion
Brainstorm dækker neurovidenskab, kognitionsvidenskab og psykologi.
Vi udkommer som podcast, i artikler og på Instagram, hvor vi serverer hjerneviden på en let og spiselig måde.
Brainstorm er støttet af Lundbeckfonden, som er den største private bidragyder til dansk offentligt udført hjerneforskning. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Hvad det var, kan du høre mere om i denne uges episode af Brainstorm, hvor værterne Anne Sophie Thingsted og Benjamin Færge D’Souza undersøger, hvilke teorier om smerte og smertebehandlinger man havde i 1900-tallet og op til i dag.
I denne sidste episode af Brainstorms sommerserie om smertens historie, har værterne endnu engang allieret sig med Adam Bencard, som er lektor i medicinsk humaniora ved Medicinsk Museion på Københavns Universitet og gruppeleder i The Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research.
Hør episoden i toppen af artiklen eller i din podcast-app – bare søg efter ‘Brainstorm’. Hvis du ikke allerede har hørt episode et, to og tre i smerte-serien, kan du finde dem her.
Veteraner med smerter blev påduttet kvindelige egenskaber
‘Ligesom en gammel kvinde’ og ‘med et følsomt temperament'.
Sådan blev Frank Hopkinson beskrevet i sine journaler - med ord, der peger på, at han blev påduttet nogle - traditionelt set - kvindelige egenskaber på grund af sine smerter. Og han var ikke den eneste.
Mange veteraner, der havde fået fantomsmerter eller kroniske smerter på grund af skader fra Første Verdenskrig blev mistænkeliggjort at lægerne. Det var for eksempel ikke unormalt, at soldater rykkede med diagnosekategorier gennem årene.
I begyndelsen kunne deres smerter blive beskrevet som ‘stammende fra en fejlslagen amputation’. Senere som ‘nerveirritation’. Og til sidst - flere år senere - som ‘stammende fra 'svag personlighed’.
Hvor meget klogere på mystiske smerter som fantomsmerter og kroniske smerter - og på smerte i det hele taget - er vi blevet siden begyndelsen af 1900-tallet? Og hvad blev Franks skæbne?
Det kan du blive klogere på i denne episode af Brainstorm.
I episoden kan du også høre mere om:
- Hvorfor forskere fik øjnene op for kroniske smerter og fantomsmerter i tiden efter Første Verdenskrig.
- Hvor mange der i dagens Danmark lever med kroniske smerter.
- Hvorfor smerter kan føles vidt forskellige afhængig af din fysiske og mentale tilstand.
- Om 'det dorsale horn' er et instrument fra en fantasy-roman eller en kropsdel.

































