’Frankenstein’-forskning i menneskevæv giver både håb og frygt

Indtil videre er der tale om hud-, tarm- eller eksempelvis hjernevæv. Ikke noget, der tilnærmelsesvist ligner maveskind, tyktarm eller en hjerne.

Det er ’organoider’ - små stykker af menneskeligt væv, fremdyrket i et laboratorie. Og som kan gøre en stor forskel i udviklingen af nye behandlinger af sygdomme, som vi allesammen helst så forsvinde.

Men er det okay at bruge organoider? Tør vi? Skal vi hellere lade være?

Dét forsøger et nyt studie, som det første af sin art, at tage temperaturen på. Forskere har spurgt helt almindelige mennesker i Danmark, Grækenland og Italien, hvad de mener om brugen af menneskeligt organvæv til forskningsbrug.

»Overordnet er folk på tværs af de tre lande positive, interesserede og håbefulde. Der er helt klart en åbenhed og velvilje. Men der er også bekymring,« lyder det fra Tine Ravn, der er en af de danske forskere bag studiet og seniorforsker ved Dansk Center for forskningsanalyse, Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet.

En anden dansk forsker, der intet har haft med studiet at gøre, har læst det med interesse. For hun bruger rent faktisk organoider i sin forskning.

»Det er interessant at høre folks opfattelse. Studiet viser med al tydelighed, at der mangler viden om, hvad vi laver,« lyder det fra lektor Sally Dabelsteen fra det sundhedsvidenskabelige fakultet, Københavns Universitet.

Hun bruger laboratoriefremstillet menneskeligt hudvæv til forskning, der skal forbedre kræftbehandling.

Et skridt på vejen ud af dyreforsøg

Organoider er organvæv, enten fra dyr eller mennesker, dyrket i et laboratorie i en petriskål. De er bittesmå og dannes af stamceller.

Stamceller er umodne celler, der ikke har specialiseret sig endnu, men kan udvikle sig til en hvilken som helst type celle, for eksempel hjerne-, muskel- og hudceller.

Forskerne kan styre stamcellerne i den retning, de ønsker, så der udvikles en forenklet version af et organ, der ikke ligner det pågældende organ, men efterligner organets struktur, funktion og biologi.

Det smarte ved dét er, at forskerne både kan lave færre forsøg på dyr og flere forsøg på menneskeligt væv, uden at det involverer dyr eller levende mennesker.

Derfor er Sally Dabelsteen meget begejstret for organoider som forskningsværktøj.

»Generelt kan man sige, at organoider er en hjælp til at undgå for mange dyrestudier,« forklarer hun og tilføjer nok så vigtigt:

»Mus og mænd er ikke ens. At det er menneskeceller, er en stor fordel. Jeg tænker, at vi mennesker gerne vil have ny behandling af sygdomme, der faktisk virker på mennesker,« pointerer hun.

Nødvendig debat

Forskere, der i det daglige arbejder med organoider, kan være nok så store fans. Men hvis folkestemningen er imod dem, er det et problem.

Tine Ravn, den danske førsteforfatter til det nye studie, forklarer, at forskningen i og brugen af organoider i forskning er i rivende udvikling. Derfor rejser der sig også etiske spørgsmål, som vil skabe debat. Med debat følger politisering og nogle gange lovgivning.

Med andre ord er det ikke ligegyldigt, hvad helt almindelige mennesker mener om organoider. Både forskere, etiske videnskabskomitéer og politikere er nødt til at have indblik i, hvor skoen eventuelt trykker hos den almindelige borger.

»Når nye teknologier som denne her rykker så stærkt frem, er man nødt til at have en offentlig debat om det. Ellers kan man ikke få befolkningens accept,« forklarer Tine Ravn.

En slags levende?

Konklusionen er, at der er bred opbakning til organoid-teknologier blandt hr og fru Danmark, Grækenland og Italien. Men også, at der er en række bekymringer, især af etisk karakter.

I studiet citeres danske deltagere for deres bekymringer:

»Vil det blive lig med noget levende? Mennesker, der ligger og ikke kan meget mere end at trække vejret? Der er noget ved vores grundlæggende opfattelse af menneskelivet, som er vigtigt at tænke på i dette,« siger en dansk kvinde.

»Hvis det kan bidrage til for eksempel at stoppe en sygdom eller begrænse en sygdom, så er forskningen i orden,« siger en anden dansk kvinde, men tilføjer sin usikkerhed. Hvis hendes ægtefælle fik Alzheimer og fik ændret noget i hjernen ved hjælp af organoid-teknologi:

»Hvordan ville du så få din mand tilbage? Ville han være den samme, eller ville hans personlighed være anderledes?« siger hun.

Ikke et monster

Men det er helt urealistiske skræmmebilleder, mener forsker Sally Dabelsteen, der ærgrer sig over, at organoider ofte bliver kaldt ’mini-organer’, endda 'mini-hjerner'.

»Folk tænker Frankensteins monster, men vi er på ingen måde dét sted, at der ligger en færdig hjerne i petriskålen, som kan bruges til transplantation i et menneske,« slår hun fast og tilføjer:

»Hvis folk vidste, hvor meget der mangler i en hjerne-organoid, ville de ikke være så bekymrede.«

Men det er de nu engang, og seniorforsker Tine Ravn, der står bag det nye studie, konstaterer, at folk er bekymrede for – ikke hvad organoid-teknologien kan lige nu – men hvad den kan udvikle sig til i fremtiden. Derfor er der et stort behov for at sikre tilliden til organoid-teknologien, påpeger Tine Ravn. Det er netop dét, studiet skal hjælpe med.

»Vi er nødt til at vide, hvordan vi får befolkningen med. I dette studie fortæller de os, hvad der skal til, for at de føler sig trygge ved, at forskning med organoider bedrives på en etisk ansvarlig måde,« lyder det fra seniorforsker Tine Ravn.

Strenge krav

Bekymringerne bruger forskerne til sammen med deltagerne at lave en række anbefalinger, som skal informere forskere, etiske komitéer og politikere om, hvad der skal til af kommunikation, regler og guidelines, hvis offentligheden skal føle sig tryg ved brugen af organoider.

Det har resulteret i identificeringen af otte overordnede fokusområder, som blandt andet tæller:

• At der skal sikres grundige samtykkeprocedurer
• Streng datasikkerhed
• Fokus på forbedring af livskvalitet og ikke at søge udødelighed.

De første punkter er der i forvejen god tradition for i Danmark, påpeger forsker Sally Dabelsteen, men medgiver, at det måske ikke er så udbredt alle steder i verden.

Det sidste med, at brugen af organoider ikke må handle om jagten på evigt liv, er hun direkte uenig i.

»Why not?,« siger hun og forklarer, at det evige liv slet ikke er på tale, men at meget forskning handler om at holde os så friske og sunde som muligt, så længe som muligt. Derfor bruger man organoider i for eksempel cancerforskningen, så man kan prøve ny behandling af på menneskelige celler.

»Det er da mega smart og en kæmpe samfundsmæssig fordel, hvis vi kan spare sundhedsvæsenet for en masse penge, fordi vi gør vejen til bedre behandlinger kortere i en tid, hvor vi bliver stadigt ældre og derfor får mere kræft,« mener Sally Dabelsteen.