Det er et brud på internationale retningslinjer og officielle danske standarder at skrive folk på forfatterlisten til en videnskabelig artikel, hvis personen ikke har bidraget med noget væsentligt.
Alligevel melder hver tredje ph.d.-studerende i et nyt dansk studie, at de har skrevet en person på som medforfatter, som ikke har leveret et væsentligt bidrag til forskningen.
Det sker, fordi de ph.d.-studerende enten mener, det er forventet af dem, eller fordi de føler, en forsker højere oppe i hierarkiet har beordret dem til det.
Ifølge studiet er de etiske regelbrud særlig udbredte inden for medicin, samt de naturvidenskabelige og tekniske videnskaber (STEM).
»’Gæsteforfatterskaber’ forekommer, fordi der er en etisk betænkelig og betændt kultur på store dele af de tunge fakulteter inden for de sundheds- og naturvidenskabelige fagområder.«
»Her leverer rigtigt mange vennetjenester ved at putte hinanden på forfatterlisten,« siger professor i bioetik ved Københavns Universitet Peter Sandøe til Videnskab.dk.
Peter Sandøe er en af forskerne bag det nye studie, der er udkommet i tidsskriftet Plos One.
Et nej kan koste dyrt
Det lyder måske vildt for en udenforstående, at en tredjedel af Danmarks spirende forsker-talenter i et nyt studie fortæller, at de allerede i starten af karrieren bryder danske regler, der har rødder i internationale anbefalinger, kaldet Vancouver-retningslinjerne.
\ Vancouver-retningslinjernes fire kriterier
Fire kriterier skal være opfyldt, før man er berettiget til at kalde sig medforfatter ifølge de internationale Vancouver-anbefalinger, samt det officielle danske kodeks for integritet i forskning..
Man skal populært sagt:
- Have bidraget væsentligt til at udtænke studiet eller til at skaffe, analysere eller fortolke data
- Lave udkast til eller foretage en kritisk gennemgang af teksten
- Godkende den sidste version før publicering
- Stå inde for – og dermed være medansvarlig for – at arbejdet i studiet er gjort ordentligt
Man bør desuden kunne redegøre for, hvad andre medforfattere har lavet.
Lever man op til alle kriterierne, skal man være stå som medforfatter. Lever man ikke eller kun delvist op til kriterierne, skal man i stedet anerkendes i en takke-note.
Du kan læse Vancouver-anbefalingerne i deres helhed på ICMJE’s hjemmeside.
Men for forskerne bag det nye studie bekræfter tallet et indtryk, som er vokset ud fra tidligere forskning og ud fra deres egen erfaring med at undervise ph.d.-studerende i etik.
Det fortæller Mads Paludan Goddiksen, der er førsteforfatter på det nye studie, til Videnskab.dk.
»Når man sidder på vores felt, skal man ikke spørge langt omkring, før man hører historier om ph.d.-studerende, der er blevet bedt om at sætte deres vejleders gode ven på som forfatter til en artikel,« fortæller Mads Paludan Goddiksen.
»Det er klart, at man som ph.d.-studerende er i en sårbar position, hvor ens karriere afhænger af, om man er på god fod med sin vejleder og samarbejdspartnere rundt omkring.«
»Hvis de efterspørger et medforfatterskab, og man selv vil opnå noget inden for forskning, er der potentielt en stor pris at betale, hvis man siger nej,« forklarer Mads Paludan Goddiksen, postdoc på Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering ved Københavns Universitet.
Hver fjerde yngre medicin-forsker oplever tvang
Ser man alene på ph.d.-studerende inden for medicin i det nye studie, melder hele 27 procent, at de har givet ufortjente medforfatterskaber væk, fordi de følte sig tvunget til det fra højere sted.
Det er det højeste tal af alle i undersøgelsen. STEM-fagene følger lige efter.
»Den sidste del her er nok den mest relevante og lidt uhyggelige,« siger Mikkel Willum Johansen, lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik ved København Universitet og medforfatter til det danske studie, til Videnskab.dk.
»Den understreger, at der nok er kulturelle og strukturelle grunde til problemerne, fordi de ser ud til at knytte sig til bestemte fakulteter,« uddyber han.
Et flertal af alle ph.d.-studerende, som i studiet oplyser at have overtrådt retningslinjerne ved at skrive en person på som en vennetjeneste, melder, at de har gjort det, enten fordi har fået at vide, de skulle, eller fordi de gerne vil holde sig på god fod med en mere rutineret forsker.
Bekymret forskningsminister: Brug for undersøgelse
Konklusionerne gør indtryk på uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).
»Det er bekymrende, at så mange ph.d.-studerende ifølge studiet oplever at blive presset til at skrive mere erfarne kolleger på deres arbejde, hvis de ikke har bidraget til deres forskning.«
»De gældende principper skal selvfølgelig følges, og det forventer jeg, at universiteterne tager alvorligt. Ministeriet er ved at undersøge mulighederne for at blive klogere på denne her problemstilling og undersøge den nærmere. Det er der uden tvivl brug for,« skriver Christina Egelund i en mail til Videnskab.dk.
Anerkendt medforfatter kan hype forskning
De ufortjente medforfatterskaber er selvfølgelig et problem, fordi de viser, at unge forskere tidligt lærer at bryde reglerne for at fremme deres karriere inden for forskning.
Men medforfatterskaberne er også problematiske, fordi de kan påvirke synet på den enkelte videnskabelige artikel.
Hvis den rette forsker står som medforfatter, kan det få studiet til at glide lettere gennem systemet – og dermed give konklusionerne medvind i en grad, som arbejdet i sig selv måske ikke berettiger til.
Mads Paludan Goddiksen nævner som tænkt eksempel, at hvis Albert Einstein stadig levede og stod som medforfatter til en artikel om fysik, vil den højst sandsynligt glide lettere gennem peer review og udkomme i et mere anset tidsskrift og derfor kunne få større indflydelse på andres forskning. Den vil nok også få en del mere opmærksomhed i offentligheden.
Medforfatterskaber påvirker pengestrøm
Et endnu større problem er, at de ufortjente medforfatterskaber giver et misvisende billede af, hvilke forskere der laver mest forskning i form af artikler, der bliver publiceret i videnskabelige tidsskrifter.
Antallet af publicerede artikler er et afgørende mål for at blive fastansat som forsker – og for at få penge til projekter fra for eksempel fonde, der står for en stor del af finansieringen af forskningen på danske universiteter.
»Jo flere gæsteforfatterskaber, jeg får, des længere bliver min publikationsliste, og det giver mig en fordel i konkurrencen med andre forskere,« forklarer Mads Paludan Goddiksen.
»Men som samfund vil vi nok hellere give stillinger og forskningspenge til dem, der rent faktisk producerer forskning, ikke dem der er gode til at skaffe sig gæsteforfatterskaber ved at beordre deres ph.d.-studerende til at sætte dem på en forfatterliste,« bemærker Mads Paludan Goddiksen.
\ Tusindvis af forskere udgiver en artikel om ugen
En opgørelse offentliggjort i Nature i 2018 viste, at over 9.000 forskere på verdensplan udgiver over 72 videnskabelige artikler om året.
Det svarer til, at forskerne udgiver en artikel hyppigere end hver femte dag hele året rundt.
Peter Sandøe tilføjer, at det også kan skade forskningen, hvis ph.d.-studerende ikke får den vejledning, de har krav på, fordi deres vejledere kan forvente at komme på som medforfattere uden at gøre en reel indsats.
»Hvis man skulle yde en væsentlig indsats for at blive medforfatter, ville flere af de mere erfarne forskere engagere sig i at løfte kvaliteten på de videnskabelige artikler, som de yngre forskere står for at skrive,« uddyber Peter Sandøe.
Læs flere overvejelser om årsagen til de mange ufortjente medforfatterskaber i boksen under artiklen.
Opbakning fra et andet nyt studie
Studiet fra Københavns Universitet har sine metodiske begrænsninger.
\ 1300 ph.d.-studerende fra 5 lande med i KU-studie
En international gruppe af forskere ledet fra Københavns Universitet (KU) har sendt spørgeskemaer ud til ph.d.-studerende inden for alle store forskningsgrene i fem europæiske lande: Danmark, Irland, Portugal, Ungarn og Schweiz.
De fleste deltagere i studiet kommer fra Danmark, hvor 427 ph.d.-studerende svarede. Data blev indsamlet i 2020.
Det kom lidt bag på førsteforfatter Mads Paludan Goddiksen, at de i alt godt 1.300 svar ikke viser synderligt store forskelle på tværs af landene.
Ifølge Mads Paludan Goddiksen har det langt mindre at sige, hvilket land man kommer fra, end hvilket fakultet man er tilknyttet.
Det er for eksempel en ganske lille andel af de ph.d.-studerende, der er blevet tilbudt at svare på forskernes spørgeskema, som rent faktisk har takket ja – blot 6 procent. Det svarer til cirka 1100 ph.d.-studerende fra de fem lande, studiet er udført i.
Det kan betyde, at studiet isoleret set giver et skævvredet billede af virkeligheden, hvis det for eksempel har tiltrukket ekstra mange svar fra ph.d.-studerende, der har haft brug for at fortælle om deres dårlige oplevelser.
Men studiet fra Københavns Universitet står langt fra alene.
Et andet nyt studie fra blandt andet Syddansk Universitet (SDU) viser, at knap halvdelen af ph.d.-studerende inden for medicin har brudt de etablerede internationale retningslinjer for forfatterskab, Vancouver-anbefalingerne (se faktaboks højere oppe i artiklen).
I studiet med deltagelse af forskere fra SDU har 34 procent af de inviterede ph.d.-studerende i Danmark, Sverige og Norge svaret. Det svarer til 287.
»Voldsomt« omfang i nederste led af fødekæden
Lone Bredahl er en af forfatterne bag studiet. Hun underviser på universitetets kurser i ansvarlig forskningspraksis.
Lone Bredahl vurderer, at tallene i de to studier understøtter hinanden – og at de desværre stemmer fint overens med både tidligere studier og med hendes personlige oplevelser fra kurserne.
»Jeg synes faktisk, at omfanget er voldsomt,« lyder det fra Lone Bredahl, da Videnskab.dk fanger hende på telefon for at vende de to studier.
»Det er vigtigt at bemærke ud fra vores studie, at de medicinske ph.d.-studerende udmærket kender Vancouver-anbefalingerne, og at de synes, de er vigtige. Alligevel bliver de ikke overholdt.«
»De ph.d.-studerende er nederste led i en fødekæde og den svage part i en magtrelation i nogle strukturer, de må indordne sig under,« siger Lone Bredahl, forskningsbibliotekar fra Afdeling for Undervisning og Formidling på SDU’s bibliotek og lektor på SDU’s Institut for Teknologi og Innovation.
Trækker spor til #pleasedontstealmywork
Konklusionerne i de to studier lander mindre end et år efter, at kampagnen #pleasedontstealmywork afslørede 120 historier om især ph.d.-studerende, som følte sig tromlet af deres vejledere.
I spidsen for #pleasedontstealmywork stod ph.d.-foreningen PAND og den nu tidligere ph.d.-studerende Maria Toft.
Maria Toft melder til Videnskab.dk, at hun ser en tendens til, at flest kvinder bliver presset til at bryde Vancouver-anbefalingerne, når hun kigger på de 120 beretninger i #pleasedontstealmywork, Samme tendens anes i SDU-studiet (se faktaboks).
\ Ingen kønsforskel i KU-studie
I studiet med deltagelse af forskere fra SDU oplyser flest kvinder blandt andet, at de har mindst én videnskabelig artikel, hvor forfatterrækkefølgen ikke afspejler bidraget.
Forskerne fra Københavns Universitet har ikke fundet signifikante tegn på kønsforskelle i oplevelsen af tvungne medforfatterskaber i deres samlede materiale, altså på ph.d.-studerende fra alle lande og alle typer videnskab.
Forskerne har dog ikke set isoleret på sundheds- og naturvidenskabsfagene, bemærker Mads Paludan Goddiksen.
Du kan få en fornemmelse af indholdet i de 120 #pleasedontstealmywork-beretninger i anonymiseret form hos Science Report.
Er medforfatterskaber bare første skridt?
De fleste af sagerne meldt ind i forbindelse med #pleasedontstealmywork handler netop om afgivelse af »gæsteforfatterskaber« til forskere, som ikke har fortjent det.
Maria Toft ser de tiltvungne medforfatterskaber som det første og måske mildeste tegn på andre grænseoverskridende handlinger fra senioransatte og ledelser på danske universiteter.
I #pleasedontstealmywork omfatter ph.d.-studerendes anklager mod højere rangerende forskere både racisme, mobning og sexchikane. Maria Toft melder også at have hørt om fysiske overgreb.
»Jeg har nu mødt to, som er kommet ud af deres ph.d.-forløb med PTSD. Det er jo vanvittigt,« siger Maria Toft.
Stejlt hierarki øger presset nedad
Baseret på egne erfaringer og meldingerne i #pleasedontstealmywork vurderer Maria Toft, at jagten på både penge og videnskabelige publikationer er med til at skabe en usund kultur på visse typer fakulteter.
»Mange forskningspenge er efterhånden koncentreret på sundheds- og naturvidenskab på færre og færre mennesker, der sidder i store centre. Det gør hierarkiet stejlere.«
»Når man sidder i toppen, har man mindre tid til at forske, men der er stadig krav om, at man skal publicere for at få flere penge. Det øger presset på, at man kommer med på forfatterlister, og så får man efterhånden skabt en usund kultur, hvor man presser nedad,« mener Maria Toft.
Ufortjente medforfatterskaber er en åbenlys valuta
Ifølge Maria Toft viser materialet i #pleasedontstealmywork, at det er blevet så normalt at give medforfatterskaber til venner eller kolleger, at det dårligt bliver holdt skjult længere.
\ Brud på retningslinjer har »ingen konsekvenser«
Én af de 120 beretninger fra 107 personer i #pleasedontstealmywork lyder:
»Spøgelsesforfatterskaber eller gæsteforfatterskab har ingen konsekvenser fra ledelsesside, eftersom de seniorforskere er ledelsen. Hvis jeg nævner Vancouver guidelines, får jeg at vide, at der ALTID leves op til dem og, at jeg bare ikke forstår i hvor høj grad de [medforfattere, red.] tog del i idéudviklingen af projekterne.«
»Nogle af vidnesbyrdene beretter om, at man på ledelsesniveau, til møder eller på seminarer, taler åbent om de her gæsteforfatterskaber som en slags handelsvare, en valuta. ’Vi giver ham ét, og så giver han ét tilbage’. Det er nærmest helt ude i det åbne, man gør det her,« lyder det fra Maria Toft, som tilføjer:
»Nogle af historierne går på, at en vejleders søn eller niece, som intet har haft med studiet at gøre, skal med på forfatterlisten. Det er jo helt skørt.«
Kritisk ph.d.-studerende: Det er et retsløst system
Ifølge Maria Toft oplever flere ph.d.-studerende, at det intet nytter at klage internt på universitetet. Tit er det de anklagede i en ledelse, eller venner til den anklagede, der ender med at vurdere sagen.
Folk melder i #pleasedontstealmywork, at ledelsen enten intet gør, lægger låg på sagen eller ligefrem truer ph.d.-studerende, som fortæller om deres oplevelser.
»Jeg vil gerne understrege, at de fleste forskere er omsorgsfulde. Men der er brodne kar i enhver organisation, og vi mangler et uafhængigt klagesystem. Universitetet er lige nu et retsløst system,« mener Maria Toft.
Maria Toft har for nylig sagt sin stilling op på Københavns Universitet og planlægger en civil retssag mod universitetet efter at have haft flere af de samme oplevelser som skildret af andre i #pleasedontstealmywork.
Professor: Husk, at det er subjektive oplevelser
Mens sagen står ret tydeligt frem, når man taler med forskere, der ser det fra de ph.d.-studerendes side, fremstår den mere broget, når man ser på den fra andre vinkler.
Maja Horst er professor på Danmarks Tekniske Universitet. Hun har gennem sin karriere vejledt mange ph.d.-studerende og sidder i dag også som bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond.
Maja Horst understreger, at hun ikke underkender de oplevelser, ph.d.-studerende har af at blive kørt over af ældre forskere, og at der visse steder er en usund kultur.
»Men jeg har oplevet flere gange, at ph.d.-studerende og vejledere har haft forskellige opfattelser af, hvor en ide stammer fra. Nogle gange skal man tage med et gran salt, hvad folk husker, når de tænker tilbage. Det er ikke altid, man selv ville dele opfattelsen af en oplevelse, hvis man så situationen udefra som flue på væggen,« siger Maja Horst til Videnskab.dk.
Ph.d.-studerende kan overse bidrag udefra
Maja Horst er ikke i tvivl om, at ph.d.-studerende kan blive tvunget til at acceptere et medforfatterskab. Og at det er »dårlig videnskabelig integritet«.
\ Snyd fra gymnasieelever til forskere
Undersøgelsen af de ph.d.-studerende ligger i forlængelse af en undersøgelse af snyd blandt gymnasieelever.
Den kan du læse mere om i artiklen Derfor snyder gymnasieelever, hvor du også kan blive klogere på forskernes metode.
Studiet er gennemført som del af projektet INTEGRITY, udført under EU-kommissionens Horizon 2020-program.
Projektet har bl.a. til formål at øge integriteten blandt elever fra gymnasie- op til ph.d.-niveau.
»Men omvendt er det heller ikke altid, en ph.d.-studerende forstår, hvad vejlederens arbejde består af. Det kan godt være, vejlederen ikke skriver på en artikel, men hvis vedkommende har fået ideen, designet projektet og har været med til at formulere tanker, der ender i den videnskabelige artikel, skal vejlederen jo med som medforfatter, selvom den ph.d.-studerende måske ikke ser det sådan.«
»Jeg vil bare lige hejse et flag for, at der kan være faldgruber i det her, som man kan komme til at overse,« siger Maja Horst og understreger, at hendes egne erfaringer er høstet inden for humaniora og samfundsvidenskab.
Danske Universiteter: Mere samtale er vejen frem
Professor David Dreyer Lassen fra Københavns Universitet er formand for forskningspolitisk udvalg i universiteternes interesseorganisation, Danske Universiteter.
Han anerkender, at der i nogle miljøer »synes at være en usund kultur omkring tildeling af medforfatterskaber«, og at det er en kultur, som er svær at ændre.
Han mener dog også, at nogle af problemerne nok kan blive løst, hvis ph.d.-studerende og vejleder tidligt i forløbet får afstemt forventninger til samarbejdet.
»Hvis de ph.d.-studerende føler, at der relativt sent i processen kommer en seniorforsker på som medforfatter, som de ikke kender eller har hørt om, kan det selvfølgelig være et ’gæsteforfatterskab’ – men det kan også være, at seniorforfatteren på artiklen hele tiden har haft i tankerne, at personen leverer ekspertise ind, som det er standard at kreditere for, og at man derfor ikke sagt noget eksplicit.«
»Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager de samtaler ’up front’. Men måske skal vi også i øget omfang overveje at tilbyde kursus i Vancouver-regler og etik omkring forfatterskaber til vores seniorforskere,« siger David Dreyer Lassen, prorektor for forskning på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.
Universiteter har egne uvildige personer
David Dreyer Lassen ser ikke noget behov for en ny ekstern instans, der ser uvildigt på sagerne.
Uvildige instanser er ifølge David Dreyer Lassen allerede på plads på flere universiteter i form af personer, der er udpeget til at være uvildige i sager om god videnskabelig praksis. De bliver kaldt »Named Persons«.
Spidser sagerne yderligere til, kan forskere tage sagen til det enkelte universitets praksisudvalg, der også fungerer uden ledelsens indblanding. Kan sagen heller ikke løses dér, kan den køre videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed under Uddannelses- og Forskningsministeriet.
»Men vi prøver at sige til folk, at de skal starte med at tale med deres leder. Nogle gange viser det sig at være relativt banale misforståelser, som ikke behøver køre i et stort spor,« lyder det fra David Dreyer Lassen.
\ Læs mere
Professor: Bekymrende mangel på føling
Meldingerne fra Maja Horst og David Dreyer Lassen får professor Peter Sandøe fra Københavns Universitet til at skrue op for retorikken.
»Alt, hvad de siger, er rigtigt, men de mangler fuldstændig erkendelse af problemets omfang og karakter inden for de sundheds- og naturvidenskabelige fagområder.«
»De tal, vores gruppe og Lone Bredahls gruppe har fremlagt, parret med vores erfaringer har fra mange års undervisning i god videnskabelig praksis, viser, at det her er en etableret praksis, som ikke falder ind under det, som Maja Horst og David Dreyer Lassen taler om.«
»Det er bekymrende, at der på den måde mangler føling med, hvad der foregår,« lyder det fra Peter Sandøe, der er ansvarlig for undervisningen i god videnskabelig praksis, som hvert år bliver fulgt af omkring 1000 ph.d.-studerende fra fakulteterne Science og SUND på Københavns Universitet.
I senere artikler på Videnskab.dk kan du læse forskeres bud på, hvad man kan gøre for at løse problemet med ph.d.-studerendes dårlige oplevelser:
Pres og regelbrud blandt ph.d.-studerende: Forskere vil have kulturændring
»Perverst« publiceringsræs fremavler tvungne medforfatterskaber – sådan kan vi bremse det
\ Kilder
- “The person in power told me to”—European PhD students’ perspectives on guest authorship and good authorship practice. Plos One 2023. DOI: https://doi.org/10.1371/journal.pone.0280018
- Misuse of co-authorship in Medical PhD Theses in Scandinavia: A Questionnaire Survey. Journal of Academic Ethics (2022). DOI: https://doi.org/10.1007/s10805-022-09465-1
- Mads Paludan Goddiksens profil (KU)
- Peter Sandøes profil (KU)
- Mikkel Willum Johansens profil (KU)
- Lone Bredahls profil (SDU)
- Maria Tofts profil (KU)
- Maja Horsts profil (DTU)
- David Dreyer Lassens hjemmeside
\ Dansk studie har 16 forfattere på – er der givet gæsteforfatterskaber?
Studiet fra Københavns Universitet er udkommet i tidsskriftet Plos One med 16 forfattere på.
Er de mange navne et tegn på, at forskerne har givet ufortjente medforfatterskaber ud?
Nej, lyder det fra Peter Sandøe.
»Her er der en grund til det: Vi er fem fra Danmark, der har gjort alt det, man skal: Vi har alle designet spørgeskemaet og studiet som helhed.«
- Peter Sandøe forklarer, at han selv er leder af projektet med forstand på forskningsetik.
- Thomas Bøker Lund er som sociolog med forstand på statistik den centrale metodiske fagperson.
- Mikkel Willum Johansen og Mads Paludan Goddiksen har sammen med Marcus Tang Merit trukket læsset med at opsætte spørgeskemaer, styre data og meget andet.
- Mads Paludan Goddiksen har skrevet det meste af artiklen og er derfor førsteforfatter, mens andre har givet feedback og skrevet specifikke afsnit.
»Så har vi folk i udlandet, som har knoklet med at rekruttere i deres respektive lande med at oversætte spørgeskema, samle data og skaffe oplysninger og gennemlæse manuskriptet et par gange.«
»Ingen er med som gæsteforfattere, med mindre vores partnere har smuglet nogle ind – men det her er folk, vi har kendt og samarbejdet med i årevis om det her,« forsikrer Peter Sandøe.
Læs også: Karriere, produktivitet og synlighed afgør, hvordan ph.d.-afhandlinger kommer til at se ud
\ Flere mulige årsager til medforfatterskaber
Nogle gange bliver et ufortjent medforfatterskab givet, fordi det ifølge kilderne i denne artikel:
- giver en ekstra titel på en forskers publikationsliste,
- kan gøre det lettere at sende for instituttet at sende en forsker på ophold i et andet land, eller måske fordi
- nogen skylder en tjeneste.
Men en anden forklaring på udbredte medforfatterskaber inden for medicin, teknik og naturvidenskab er ifølge forskerne bag det nye studie fra Københavns Universitet, at der er lang tradition for større samarbejde i de fag.
Derfor er der typisk flere på forfatterlisten. Det gør det måske lidt lettere at acceptere, at man øger antallet af forfattere fra 17 til 18 end fra 1 til 2, som det ville være tilfældet på andre fakulteter på for eksempel humaniora.
Det er også normalt, at forskningsgrupper inden for de fag har én klar leder, som udtænker de store linjer, og som ph.d.-studerende og andre arbejder under. Sådan én kan komme med på en forfatterliste på en række studier af legitime årsager.
Peter Sandøe bemærker, at medicin og naturvidenskab nok også stikker ud i forhold til for eksempel humaniora, fordi humaniora lider af en sygdom med modsat fortegn: Humanister er måske lidt for ivrige efter at holde forfatterskaber meget tæt til kroppen, også selvom andre har bidraget eller kommenteret flittigt.
»Endelig skal det retfærdigvis skal det også siges, at vi mennesker har en tendens til at overvurdere vores egen indsats og undervurdere andres. Det er nok en forklaring, der også hører med til denne historie om det, de ph.d.-studerende oplever som gæsteforfatterskaber,« siger Peter Sandøe.
Peter Sandøe skynder sig dog at tilføje, at det »langt fra kan forklare alle de problemer, vi og vore kolleger har afdækket i de to omtalte artikler.«
Problemet med ufortjente medforfatterskaber lader ifølge studiet fra Københavns Universitet til at være størst i Portugal, hvor 4 ud af 10 af de deltagende ph.d.-studerende melder at have været nede ad den vej.
Danmark, Schweiz og Irland ligger i midten med omkring 3 ud af 10, der svarer bekræftende, mens Ungarn ligger nederst med 2 ud af 10, der oplyser at have givet forfatterskaber væk.
Læs også: Arne Astrup: Vi gjorde forskningen bedre
Læs også: En ph.d.-studerendes bekendelser: Hverdagslivet som forsker