Forskere: Hver tredje ph.d.-studerende bryder bevidst regler for publicering, tit under tvang

Det er et brud på internationale retningslinjer og officielle danske standarder at skrive folk på forfatterlisten til en videnskabelig artikel, hvis personen ikke har bidraget med noget væsentligt.

Alligevel melder hver tredje ph.d.-studerende i et nyt dansk studie, at de har skrevet en person på som medforfatter, som ikke har leveret et væsentligt bidrag til forskningen.

Det sker, fordi de ph.d.-studerende enten mener, det er forventet af dem, eller fordi de føler, en forsker højere oppe i hierarkiet har beordret dem til det.

Ifølge studiet er de etiske regelbrud særlig udbredte inden for medicin, samt de naturvidenskabelige og tekniske videnskaber (STEM).

»’Gæsteforfatterskaber’ forekommer, fordi der er en etisk betænkelig og betændt kultur på store dele af de tunge fakulteter inden for de sundheds- og naturvidenskabelige fagområder.«

»Her leverer rigtigt mange vennetjenester ved at putte hinanden på forfatterlisten,« siger professor i bioetik ved Københavns Universitet Peter Sandøe til Videnskab.dk.

Peter Sandøe er en af forskerne bag det nye studie, der er udkommet i tidsskriftet Plos One.

Et nej kan koste dyrt

Det lyder måske vildt for en udenforstående, at en tredjedel af Danmarks spirende forsker-talenter i et nyt studie fortæller, at de allerede i starten af karrieren bryder danske regler, der har rødder i internationale anbefalinger, kaldet Vancouver-retningslinjerne.

Men for forskerne bag det nye studie bekræfter tallet et indtryk, som er vokset ud fra tidligere forskning og ud fra deres egen erfaring med at undervise ph.d.-studerende i etik.

Det fortæller Mads Paludan Goddiksen, der er førsteforfatter på det nye studie, til Videnskab.dk.

»Når man sidder på vores felt, skal man ikke spørge langt omkring, før man hører historier om ph.d.-studerende, der er blevet bedt om at sætte deres vejleders gode ven på som forfatter til en artikel,« fortæller Mads Paludan Goddiksen.

»Det er klart, at man som ph.d.-studerende er i en sårbar position, hvor ens karriere afhænger af, om man er på god fod med sin vejleder og samarbejdspartnere rundt omkring.«

»Hvis de efterspørger et medforfatterskab, og man selv vil opnå noget inden for forskning, er der potentielt en stor pris at betale, hvis man siger nej,« forklarer Mads Paludan Goddiksen, postdoc på Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering ved Københavns Universitet.

Hver fjerde yngre medicin-forsker oplever tvang

Ser man alene på ph.d.-studerende inden for medicin i det nye studie, melder hele 27 procent, at de har givet ufortjente medforfatterskaber væk, fordi de følte sig tvunget til det fra højere sted.

Det er det højeste tal af alle i undersøgelsen. STEM-fagene følger lige efter.

»Den sidste del her er nok den mest relevante og lidt uhyggelige,« siger Mikkel Willum Johansen, lektor på Institut for Naturfagenes Didaktik ved København Universitet og medforfatter til det danske studie, til Videnskab.dk.

»Den understreger, at der nok er kulturelle og strukturelle grunde til problemerne, fordi de ser ud til at knytte sig til bestemte fakulteter,« uddyber han.

Et flertal af alle ph.d.-studerende, som i studiet oplyser at have overtrådt retningslinjerne ved at skrive en person på som en vennetjeneste, melder, at de har gjort det, enten fordi har fået at vide, de skulle, eller fordi de gerne vil holde sig på god fod med en mere rutineret forsker.

\ Læs mere

Forsker i millionprojekt: Ledelsen forsøgte at påvirke mine resultater

Bekymret forskningsminister: Brug for undersøgelse

Konklusionerne gør indtryk på uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M).

»Det er bekymrende, at så mange ph.d.-studerende ifølge studiet oplever at blive presset til at skrive mere erfarne kolleger på deres arbejde, hvis de ikke har bidraget til deres forskning.«

»De gældende principper skal selvfølgelig følges, og det forventer jeg, at universiteterne tager alvorligt. Ministeriet er ved at undersøge mulighederne for at blive klogere på denne her problemstilling og undersøge den nærmere. Det er der uden tvivl brug for,« skriver Christina Egelund i en mail til Videnskab.dk.

Anerkendt medforfatter kan hype forskning

De ufortjente medforfatterskaber er selvfølgelig et problem, fordi de viser, at unge forskere tidligt lærer at bryde reglerne for at fremme deres karriere inden for forskning.

Men medforfatterskaberne er også problematiske, fordi de kan påvirke synet på den enkelte videnskabelige artikel.

Hvis den rette forsker står som medforfatter, kan det få studiet til at glide lettere gennem systemet – og dermed give konklusionerne medvind i en grad, som arbejdet i sig selv måske ikke berettiger til.

Mads Paludan Goddiksen nævner som tænkt eksempel, at hvis Albert Einstein stadig levede og stod som medforfatter til en artikel om fysik, vil den højst sandsynligt glide lettere gennem peer review og udkomme i et mere anset tidsskrift og derfor kunne få større indflydelse på andres forskning. Den vil nok også få en del mere opmærksomhed i offentligheden.

\ Læs mere

Danske forskere udgiver i fuptidsskrifter: Publiceringspres får skylden

Medforfatterskaber påvirker pengestrøm

Et endnu større problem er, at de ufortjente medforfatterskaber giver et misvisende billede af, hvilke forskere der laver mest forskning i form af artikler, der bliver publiceret i videnskabelige tidsskrifter.

Antallet af publicerede artikler er et afgørende mål for at blive fastansat som forsker – og for at få penge til projekter fra for eksempel fonde, der står for en stor del af finansieringen af forskningen på danske universiteter.

»Jo flere gæsteforfatterskaber, jeg får, des længere bliver min publikationsliste, og det giver mig en fordel i konkurrencen med andre forskere,« forklarer Mads Paludan Goddiksen.

»Men som samfund vil vi nok hellere give stillinger og forskningspenge til dem, der rent faktisk producerer forskning, ikke dem der er gode til at skaffe sig gæsteforfatterskaber ved at beordre deres ph.d.-studerende til at sætte dem på en forfatterliste,« bemærker Mads Paludan Goddiksen.

Peter Sandøe tilføjer, at det også kan skade forskningen, hvis ph.d.-studerende ikke får den vejledning, de har krav på, fordi deres vejledere kan forvente at komme på som medforfattere uden at gøre en reel indsats.

»Hvis man skulle yde en væsentlig indsats for at blive medforfatter, ville flere af de mere erfarne forskere engagere sig i at løfte kvaliteten på de videnskabelige artikler, som de yngre forskere står for at skrive,« uddyber Peter Sandøe.

Læs flere overvejelser om årsagen til de mange ufortjente medforfatterskaber i boksen under artiklen.

\ Læs mere

Ph.d.-studerende skal ikke udnyttes som billig arbejdskraft

Opbakning fra et andet nyt studie

Studiet fra Københavns Universitet har sine metodiske begrænsninger.

Det er for eksempel en ganske lille andel af de ph.d.-studerende, der er blevet tilbudt at svare på forskernes spørgeskema, som rent faktisk har takket ja – blot 6 procent. Det svarer til cirka 1100 ph.d.-studerende fra de fem lande, studiet er udført i.

Det kan betyde, at studiet isoleret set giver et skævvredet billede af virkeligheden, hvis det for eksempel har tiltrukket ekstra mange svar fra ph.d.-studerende, der har haft brug for at fortælle om deres dårlige oplevelser.

Men studiet fra Københavns Universitet står langt fra alene.

Et andet nyt studie fra blandt andet Syddansk Universitet (SDU) viser, at knap halvdelen af ph.d.-studerende inden for medicin har brudt de etablerede internationale retningslinjer for forfatterskab, Vancouver-anbefalingerne (se faktaboks højere oppe i artiklen).

I studiet med deltagelse af forskere fra SDU har 34 procent af de inviterede ph.d.-studerende i Danmark, Sverige og Norge svaret. Det svarer til 287.

»Voldsomt« omfang i nederste led af fødekæden

Lone Bredahl er en af forfatterne bag studiet. Hun underviser på universitetets kurser i ansvarlig forskningspraksis.

Lone Bredahl vurderer, at tallene i de to studier understøtter hinanden – og at de desværre stemmer fint overens med både tidligere studier og med hendes personlige oplevelser fra kurserne.

»Jeg synes faktisk, at omfanget er voldsomt,« lyder det fra Lone Bredahl, da Videnskab.dk fanger hende på telefon for at vende de to studier.

»Det er vigtigt at bemærke ud fra vores studie, at de medicinske ph.d.-studerende udmærket kender Vancouver-anbefalingerne, og at de synes, de er vigtige. Alligevel bliver de ikke overholdt.«

»De ph.d.-studerende er nederste led i en fødekæde og den svage part i en magtrelation i nogle strukturer, de må indordne sig under,« siger Lone Bredahl, forskningsbibliotekar fra Afdeling for Undervisning og Formidling på SDU’s bibliotek og lektor på SDU’s Institut for Teknologi og Innovation.

\ Læs mere

Hvordan skal æren for videnskabelige publikationer fordeles?

Trækker spor til #pleasedontstealmywork

Konklusionerne i de to studier lander mindre end et år efter, at kampagnen #pleasedontstealmywork afslørede 120 historier om især ph.d.-studerende, som følte sig tromlet af deres vejledere.

I spidsen for #pleasedontstealmywork stod ph.d.-foreningen PAND og den nu tidligere ph.d.-studerende Maria Toft.

Maria Toft melder til Videnskab.dk, at hun ser en tendens til, at flest kvinder bliver presset til at bryde Vancouver-anbefalingerne, når hun kigger på de 120 beretninger i #pleasedontstealmywork, Samme tendens anes i SDU-studiet (se faktaboks).

Du kan få en fornemmelse af indholdet i de 120 #pleasedontstealmywork-beretninger i anonymiseret form hos Science Report.

Er medforfatterskaber bare første skridt?

De fleste af sagerne meldt ind i forbindelse med #pleasedontstealmywork handler netop om afgivelse af »gæsteforfatterskaber« til forskere, som ikke har fortjent det.

Maria Toft ser de tiltvungne medforfatterskaber som det første og måske mildeste tegn på andre grænseoverskridende handlinger fra senioransatte og ledelser på danske universiteter.

I #pleasedontstealmywork omfatter ph.d.-studerendes anklager mod højere rangerende forskere både racisme, mobning og sexchikane. Maria Toft melder også at have hørt om fysiske overgreb.

»Jeg har nu mødt to, som er kommet ud af deres ph.d.-forløb med PTSD. Det er jo vanvittigt,« siger Maria Toft.

Stejlt hierarki øger presset nedad

Baseret på egne erfaringer og meldingerne i #pleasedontstealmywork vurderer Maria Toft, at jagten på både penge og videnskabelige publikationer er med til at skabe en usund kultur på visse typer fakulteter.

»Mange forskningspenge er efterhånden koncentreret på sundheds- og naturvidenskab på færre og færre mennesker, der sidder i store centre. Det gør hierarkiet stejlere.«

»Når man sidder i toppen, har man mindre tid til at forske, men der er stadig krav om, at man skal publicere for at få flere penge. Det øger presset på, at man kommer med på forfatterlister, og så får man efterhånden skabt en usund kultur, hvor man presser nedad,« mener Maria Toft.

Ufortjente medforfatterskaber er en åbenlys valuta

Ifølge Maria Toft viser materialet i #pleasedontstealmywork, at det er blevet så normalt at give medforfatterskaber til venner eller kolleger, at det dårligt bliver holdt skjult længere.

»Nogle af vidnesbyrdene beretter om, at man på ledelsesniveau, til møder eller på seminarer, taler åbent om de her gæsteforfatterskaber som en slags handelsvare, en valuta. ’Vi giver ham ét, og så giver han ét tilbage’. Det er nærmest helt ude i det åbne, man gør det her,« lyder det fra Maria Toft, som tilføjer:

»Nogle af historierne går på, at en vejleders søn eller niece, som intet har haft med studiet at gøre, skal med på forfatterlisten. Det er jo helt skørt.«

Kritisk ph.d.-studerende: Det er et retsløst system

Ifølge Maria Toft oplever flere ph.d.-studerende, at det intet nytter at klage internt på universitetet. Tit er det de anklagede i en ledelse, eller venner til den anklagede, der ender med at vurdere sagen.

Folk melder i #pleasedontstealmywork, at ledelsen enten intet gør, lægger låg på sagen eller ligefrem truer ph.d.-studerende, som fortæller om deres oplevelser.

»Jeg vil gerne understrege, at de fleste forskere er omsorgsfulde. Men der er brodne kar i enhver organisation, og vi mangler et uafhængigt klagesystem. Universitetet er lige nu et retsløst system,« mener Maria Toft.

Maria Toft har for nylig sagt sin stilling op på Københavns Universitet og planlægger en civil retssag mod universitetet efter at have haft flere af de samme oplevelser som skildret af andre i #pleasedontstealmywork.

Professor: Husk, at det er subjektive oplevelser

Mens sagen står ret tydeligt frem, når man taler med forskere, der ser det fra de ph.d.-studerendes side, fremstår den mere broget, når man ser på den fra andre vinkler.

Maja Horst er professor på Danmarks Tekniske Universitet. Hun har gennem sin karriere vejledt mange ph.d.-studerende og sidder i dag også som bestyrelsesformand i Danmarks Frie Forskningsfond.

Maja Horst understreger, at hun ikke underkender de oplevelser, ph.d.-studerende har af at blive kørt over af ældre forskere, og at der visse steder er en usund kultur.

»Men jeg har oplevet flere gange, at ph.d.-studerende og vejledere har haft forskellige opfattelser af, hvor en ide stammer fra. Nogle gange skal man tage med et gran salt, hvad folk husker, når de tænker tilbage. Det er ikke altid, man selv ville dele opfattelsen af en oplevelse, hvis man så situationen udefra som flue på væggen,« siger Maja Horst til Videnskab.dk.

Ph.d.-studerende kan overse bidrag udefra

Maja Horst er ikke i tvivl om, at ph.d.-studerende kan blive tvunget til at acceptere et medforfatterskab. Og at det er »dårlig videnskabelig integritet«.

»Men omvendt er det heller ikke altid, en ph.d.-studerende forstår, hvad vejlederens arbejde består af. Det kan godt være, vejlederen ikke skriver på en artikel, men hvis vedkommende har fået ideen, designet projektet og har været med til at formulere tanker, der ender i den videnskabelige artikel, skal vejlederen jo med som medforfatter, selvom den ph.d.-studerende måske ikke ser det sådan.«

»Jeg vil bare lige hejse et flag for, at der kan være faldgruber i det her, som man kan komme til at overse,« siger Maja Horst og understreger, at hendes egne erfaringer er høstet inden for humaniora og samfundsvidenskab.

Danske Universiteter: Mere samtale er vejen frem

Professor David Dreyer Lassen fra Københavns Universitet er formand for forskningspolitisk udvalg i universiteternes interesseorganisation, Danske Universiteter.

Han anerkender, at der i nogle miljøer »synes at være en usund kultur omkring tildeling af medforfatterskaber«, og at det er en kultur, som er svær at ændre.

Han mener dog også, at nogle af problemerne nok kan blive løst, hvis ph.d.-studerende og vejleder tidligt i forløbet får afstemt forventninger til samarbejdet.

»Hvis de ph.d.-studerende føler, at der relativt sent i processen kommer en seniorforsker på som medforfatter, som de ikke kender eller har hørt om, kan det selvfølgelig være et ’gæsteforfatterskab’ – men det kan også være, at seniorforfatteren på artiklen hele tiden har haft i tankerne, at personen leverer ekspertise ind, som det er standard at kreditere for, og at man derfor ikke sagt noget eksplicit.«

»Jeg tror, det er vigtigt, at vi tager de samtaler ’up front’. Men måske skal vi også i øget omfang overveje at tilbyde kursus i Vancouver-regler og etik omkring forfatterskaber til vores seniorforskere,« siger David Dreyer Lassen, prorektor for forskning på Københavns Universitet, til Videnskab.dk.

Universiteter har egne uvildige personer

David Dreyer Lassen ser ikke noget behov for en ny ekstern instans, der ser uvildigt på sagerne.

Uvildige instanser er ifølge David Dreyer Lassen allerede på plads på flere universiteter i form af personer, der er udpeget til at være uvildige i sager om god videnskabelig praksis. De bliver kaldt »Named Persons«.

Spidser sagerne yderligere til, kan forskere tage sagen til det enkelte universitets praksisudvalg, der også fungerer uden ledelsens indblanding. Kan sagen heller ikke løses dér, kan den køre videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed under Uddannelses- og Forskningsministeriet.

»Men vi prøver at sige til folk, at de skal starte med at tale med deres leder. Nogle gange viser det sig at være relativt banale misforståelser, som ikke behøver køre i et stort spor,« lyder det fra David Dreyer Lassen.

\ Læs mere

Forskere: Astrup-sag bør tages op af udvalg

Professor: Bekymrende mangel på føling

Meldingerne fra Maja Horst og David Dreyer Lassen får professor Peter Sandøe fra Københavns Universitet til at skrue op for retorikken.

»Alt, hvad de siger, er rigtigt, men de mangler fuldstændig erkendelse af problemets omfang og karakter inden for de sundheds- og naturvidenskabelige fagområder.«

»De tal, vores gruppe og Lone Bredahls gruppe har fremlagt, parret med vores erfaringer har fra mange års undervisning i god videnskabelig praksis, viser, at det her er en etableret praksis, som ikke falder ind under det, som Maja Horst og David Dreyer Lassen taler om.«

»Det er bekymrende, at der på den måde mangler føling med, hvad der foregår,« lyder det fra Peter Sandøe, der er ansvarlig for undervisningen i god videnskabelig praksis, som hvert år bliver fulgt af omkring 1000 ph.d.-studerende fra fakulteterne Science og SUND på Københavns Universitet.

I en senere artikel på Videnskab.dk kan du læse forskeres bud på, hvad man kan gøre for at løse problemet med ph.d.-studerendes dårlige oplevelser.