Ethvert ph.d.-studie har selve forskningsprojektet som sit naturlige omdrejningspunkt. Men de ph.d.-studerende laver også meget andet – for eksempel underviser de på bachelor- og kandidatniveau.
Det er der i princippet ikke noget galt med.
De ph.d.-studerende skal ikke bare lære at forske, men de skal også lære at formidle deres forskning, og det kan fint ske gennem undervisning. Men hvis undervisningen tager overhånd, bliver der ikke tid nok til forskning, og så opstår der et problem.
Det er desværre tilfældet i dag, hvor de ph.d.-studerende i stor stil udnyttes som billig arbejdskraft på universiteterne.
\ Historien kort
- I de fleste europæiske lande, vi sammenligner os med, har de ph.d.-studerende fire år til at gennemføre ph.d.-studiet. I Danmark har de kun tre.
- Alligevel går op mod et halvt år af tiden med pligtundervisning, som ingen betydning har for deres forskningsprojekt. Det sker især for at dække huller i universiteternes økonomi.
- Hvis vi skal uddanne fremragende forskere, er vi nødt til at gentænke, hvor meget de skal undervise i løbet af ph.d.-projektet.
Modstridende regler for de ph.d.-studerende
Ph.d.-uddannelsen handler ikke bare at uddanne sig teoretisk til forsker, men også om at tilvejebringe nye forskningsresultater af høj kvalitet, som kan publiceres i afhandlinger og gode internationale tidsskrifter.
Det er i sidste ende det, vi måler de ph.d.-studerende på, og de får kun tildelt ph.d.-graden, hvis et bedømmerpanel af fagkyndige uafhængige forskere siger god for den forskning, som er præsteret under studiet.
Ph.d.-studerende, som ansættes på et dansk universitet, er ifølge deres overenskomst forpligtet til at deltage i uddannelsen af bachelor og kandidatstuderende. Pligtundervisningen omfatter op til 840 arbejdstimer (fordelt over de tre år, ph.d.-uddannelsen varer).
Det fremgår af Moderniseringsstyrelsens cirkulære om overenskomst for akademikere i staten.
Pligtundervisningen udspringer altså af den overenskomst, som regulerer ansættelsesforholdet mellem de ph.d.-studerende og universitetsinstitutterne, hvor de er ansat.
Den har derimod ingen hjemmel i ph.d.-bekendtgørelsen, som definerer uddannelsens indhold.
Ph.d.-bekendtgørelsen nævner intet om pligtundervisning eller timetal, men den anfører blot, at den ph.d.-studerende skal opnå erfaring med undervisningsvirksomhed eller anden form for videnformidling inden for sit fagområde.
\ Læs mere
Det kunne til nød forsvares, dengang universiteterne selv finansierede de ph.d.-studerendes løn i alle tre studieår, men i dag kommer en stigende del af lønmidlerne fra eksterne kilder og tilvejebringes af forskerne selv.
Alligevel håndhæver mange institutter med ondt i økonomien i stigende omfang 840-timersreglen, så de kan spare på lønkontoen til faste lærere.
Pligtundervisningen håndhæves forskelligt fra institut til institut. Nogle udnytter rammen helt ud, andre i mindre omfang. Der sker på den måde en forskelsbehandling af de ph.d.-studerende, og det giver ordningen et skær af vilkårlighed.
\ Læs mere
Pligtundervisning spilder kostbar studietid
Der er altså en indbygget interessekonflikt i den måde, vi administrerer ph.d.-uddannelsen på i dag. På den ene side stiller ph.d.-bekendtgørelsen krav om en uddannelse på internationalt niveau, hvilket kræver både volumen og kvalitet i forskningsprojekterne.
\ Hvordan er ansvaret fordelt på ph.d.-studiet?
Et ph.d.-studie tager tre år. Ph.d-skolen har ansvaret for at sikre, at studiet gennemføres i overensstemmelse med bekendtgørelsen. Universitetsinstituttet har det personaleadministrative og praktiske ansvar for, at studiet gennemføres som planlagt. Læs mere nederst i artiklen.
På den anden side lægger den ansættende institution beslag på op til et halvt år af de studerendes knapt afmålte tid til pligtundervisning, som i de fleste tilfælde ikke har emnemæssig relation til deres ph.d.-projekt.
Set fra ph.d.-skolens side er det ikke en hensigtsmæssig måde at anvende de studerendes tid på.
Naturligvis skal de lære at undervise, men det kan ske på en brøkdel af den tid, pligtundervisningen lægger op til. Og der findes jo også andre måder at lære at formidle på.
Nok så vigtigt for ph.d.-studiet er, at de studerende præsenterer deres forskningsresultater ved foredrag og posterpræsentationer på videnskabelige kongresser. Det øger kvaliteten af deres forskning, hvad pligtundervisning ikke gør.
Hårdt presset på tid
Længden af den danske ph.d.-uddannelse er i den lave ende, når vi sammenligner med andre lande i EU, hvor normen er fire snarere end tre år. Der er meget, som de danske ph.d.-studerende skal nå på den knapt afmålte studietid. Et halvt år er båndlagt til kurser, og der skal også skaffes tid til ophold ved en anden forskergruppe – gerne i udlandet.
Hvis man dertil lægger et halvt års pligtundervisning, bliver der mindre end to år til selve forskningsprojektet, og heri er endda indregnet et halvt år til sammenskrivning af resultaterne. Tilbage bliver reelt kun halvandet år til indsamling og analyse af forskningsresultater, hvilket er meget lidt.
Danske ph.d.-studerende er derfor hårdt presset på tid, og valget kommer let til at stå mellem at give køb på omfanget og kvaliteten af forskningen eller at søge studieforlængelse. Begge dele er dårlige valg – ikke bare for den ph.d.-studerende, men også for samfundet.
Det er derfor afgørende, at den kort afmålte studietid anvendes så målrettet som muligt. Pligtundervisningen er i den sammenhæng en tidsrøver, som ikke er fagligt velbegrundet.
En rigtig god forretning
Nogen vil måske indvende, at ph.d.-studerende er en privilegeret gruppe, og at det kun er rimeligt, at de tilbagebetaler lidt af deres 'gæld' til samfundet med pligtundervisning.
Det argument holder bare ikke, for der er ingen gæld at tilbagebetale.
Samfundsøkonomiske beregninger viser tværtimod, at uddannelsen stort set hviler i sig selv, og at samfundet får forskningsresultaterne som en næsten gratis bonus oven i. Ph.d.-uddannelsen er med andre ord en rigtig god forretning for det danske samfund – pligtundervisning eller ej.
\ Læs mere
Mere og andet end billig arbejdskraft
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Tiden er inde til at gøre op med den anakronistiske 840 timers regel. Den stjæler kostbar tid fra selve forskningsprojektet, som er ph.d.-uddannelsens kerne, og legitimiteten kan efterhånden ligge på et lille sted.
Dermed er ikke sagt, at de ph.d.-studerende ikke skal undervise. Det er naturligt, at de fortsat deltager i undervisningen i de akademiske miljøer, hvor de gennemfører deres forskning, men omfanget og emnerne skal vurderes kritisk.
De skal ikke først og fremmest bruges som billig arbejdskraft til at dække huller i undervisningsbudgetterne på universiteternes bachelor- og kandidatuddannelser.
\ Kilder
\ Sådan foregår et ph.d.-studie
Ph.d.-studiet er en treårig forskeruddannelse, som uddanner folk til at varetage forsknings- og udviklingsopgaver i den offentlige og private sektor. Uddannelsens indhold er defineret i en ministeriel bekendtgørelse, som følger internationale retningslinjer.
De ph.d.-studerende er indskrevet ved én af universiteternes ph.d.-skoler, mens de i reglen er ansat ved et universitetsinstitut, hvor de er tilknyttet en lokal forskergruppe.
Ph.d.-skolen har ansvaret for at sikre, at studiet gennemføres i overensstemmelse med bekendtgørelsen. Universitetsinstituttet har det personaleadministrative og praktiske ansvar for, at studiet gennemføres som planlagt.
Under studiet gennemfører den ph.d.-studerende under vejledning et forskningsprojekt, der er godkendt på forhånd. Resultaterne sammenskrives i en afhandling, som bedømmes af et fagkyndigt udvalg af danske og internationale forskere.
