I ph.d.-uddannelsen har det i en årrække været muligt at vælge mellem to forskellige afhandlingsformater: Den artikelbaserede afhandling, som består af en række enkeltstående videnskabelige artikler om samme emne omfattet af en kappe, og monografien, som er et samlet værk med kapitler.
Disse to valgmuligheder fremstilles i ph.d.-bekendtgørelsen som lige. Ikke desto mindre ses i dag en stigende præference for det artikelbaserede format inden for humaniora og samfundsvidenskab på bekostning af monografi-formatet.
I min ph.d.-afhandling, hvor jeg har interviewet ph.d.-studerende og –vejledere fra humaniora og samfundsvidenskab, giver jeg et bud på, hvorfor vi ser denne udvikling: Intellektuelle begrundelser for valg af format har ikke samme værdi eller overbevisningskraft som instrumentelle argumentationsformer.
Og i denne tankegang fremstilles artikelformatet som det mest rigtige valg, og monografien som mindre relevant.
'Bare skriv en masse artikler, så finder vi den røde tråd bagefter'
En ph.d.-studerende, der skriver en artikelbaseret afhandling, fortæller:
»Min vejleder har anbefalet, at man bare skal tage og lave alle de artikler, man overhovedet kan nå, og så kan man ligesom håndtere den røde tråd bagefter (…), så vælger man ligesom de fire ud, som har mest med hinanden at gøre.«
I dette citat fortæller den ph.d.-studerende om sin afhandlingsskrivning, ikke med reference til indhold eller mening (»den røde tråd«), det er noget man »håndterer« bagefter, men med henvisning til antal, produktivitet og effektivitet.
\ Hvad er en ph.d.?
Den akademiske grad ph.d. er en forskeruddannelse, der typisk afsluttes med en længere afhandling eller en større samling af videnskabelige artikler efter tre års forskning.
Du kan læse mere om den danske ph.d.-grad i 'Bekendtgørelse om ph.d.-uddannelsen ved universiteterne'. Her hedder det blandt andet:
»Ph.d.-uddannelsen er en forskeruddannelse, der på internationalt niveau kvalificerer den ph.d.-studerende til selvstændigt at varetage forsknings-, udviklings- og undervisningsopgaver i den private og offentlige sektor, hvor der forudsættes et bredt kendskab til forskning.«
At det i dette citat netop er det artikelbaserede format, der bliver italesat på denne måde, er en vigtig pointe fra mit materiale, fordi artikelformatet ofte bliver nævnt sammen med kvantitative hensyn og 'outcome' af de ph.d.-studerende. Inden for et sådant meningsunivers fremstår monografien som et mindre relevant valg.
Men derudover, uanset format, er det svært for både vejledere og studerende at legitimere valg af format uden at trække på instrumentelle argumentationsformer. Mine interviews viser, at de intellektuelle argumenter ganske enkelt ikke overbeviser.
Ikke at intellektuelle værdier ikke også er i spil, når vejledere og ph.d.-studerende taler om formatvalget – disse værdier viser sig bare ikke at være stærke nok, når man for alvor og i sidste ende skal begrunde sit valg.
Forskning og fodbold
Når ph.d.-vejledere og -studerende taler inden for et instrumentelt univers, taler de om forskningsskrivning som et middel til at opnå noget andet, for eksempel status, publikationer, karriere, excellence, et højt internationalt niveau, et godt cv, kompetence, gennemførelse, etc.
Det er hverken en ny eller fremmed ambition inden for forskningsverdenen også at have en mere instrumentel tilgang til sin forskningsskrivning med et fokus på, hvad man gerne vil opnå.
Det bemærkelsesværdige er, når denne måde at tale om forskning på sker afkoblet fra den specifikke praksis, som forskning er.
\ Serie: Det moderne universitet
Dette er den første artikel i en miniserie på tre artikler, hvor forskellige forskere kaster et kritisk blik på markedsliggørelsen af universitetet og forskningen.
Ifølge forskerne er viden blevet til en vare, og det moderne universitet styrer i højere og højere grad efter de samme værdier som enhver anden virksomhed: Effektivitet, optimering, konkurrence og profit.
Også fodboldspillere taler om deres praksis ud fra ord og udtryk som resultater, karriere, et godt cv, internationalt niveau, status, etc. Men disse værdier siger bare ikke noget om, hvad fodbold (eller forskning) er.
I denne måde at tale på er spørgsmålet om, hvad det er, man gør – den specifikke handling som forskellig fra andre handlinger – fraværende.
Det er dette, jeg kalder en instrumentel tilgang; en tilgang, som er svær at komme uden om for ph.d.-vejledere og -studerende, fordi de er en del af bredere diskurser om ph.d.-uddannelsen og ph.d.-forskning.
Fordele og ulemper
Men der er også andre måder at tale om ph.d.-forskningsskrivningen på end den instrumentelle.
Både ph.d.-vejledere og -studerende taler om de to afhandlingsformater som kvalitativt forskellige måder at forske på og knytter dermed spørgsmålet om format til nogle erkendelsesmæssige hensyn. For eksempel siger en ph.d.-vejleder om forskellen mellem de to formater:
»Der er både fordele og ulemper. Artikelafhandlingen giver en anden frihed til at være eksperimenterende og til at gå med det, man har lært (…) tillade sig at fordybe sig i det og gå med det i en artikel. Og det kan man ikke, når man sidder med en hel afhandling, der skal hænge sammen (…) Jeg synes, der er en anden forpligtigelse i det videnskabelige arbejde, når man laver en monografiafhandling i forhold til hele tiden at forholde sig til alle de andre dele af afhandlingen«.
'Return of investment' – men med et tab for forskningen
Men trods det at ph.d.-vejlederne og de ph.d.-studerende taler om de to forskellige formater forbundet med erkendelsesprocesser, så rækker de intellektuelle synspunkter ikke, når der i sidste ende skal argumenteres for valget af afhandlingsformat.
Eksempelvis fremhæves artikelafhandlingen af en ph.d.-studerende som den mest rigtige ud fra argumentet om, at den bedst opfylder forskerens formidlingsforpligtigelse, forstået som en forpligtigelse til return of investment, en forpligtigelse som monografien altså ikke lever op til.
Denne ph.d.-studerende siger i sin begrundelse af sit valg af artikelafhandlingen følgende, idet han indleder med at tale om en anden ph.d.-studerendes materiale:
»Groft sagt synes jeg, at det ville være synd at proppe (ph.d.-materialet) ind i artikelformatet. Det synes jeg også nogen gange, at det er med mit eget, men der satser jeg jo så på den bredere formidling, det her med at resultatet også får et liv udenfor. Jeg synes, at hvis man skal retfærdiggøre at bruge en farlig masse penge på at sende os igennem de her systemer, så mener jeg sådan set også, at der er en grund til, at vi har en formidlingsforpligtigelse«.
Forskerens formidlingsforpligtigelse er her italesat sammen med resultater, umiddelbar nytte og tilbagebetalingspligt, og det gøres altså til det afgørende argument for artikelformatet. Men ikke uden en følelse af tab for materialet/for forskningen, noget der er »synd«.
En anden ph.d.-studerende argumenterer for sit valg af artikelafhandlingen ud fra, at den er bedst, hvis man gerne vil have en postdoc, og at den bidrager til ens instituts »statistikker på, hvor mange artikler der er udgivet her og der«.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
Dybde som kompetence
Også når der skal argumenteres for valget af monografien, viser de intellektuelle rationaler sig i sidste ende ikke at have nok værdi.
I stedet trækker en vejleder her på instrumentelle rationaler med henvisning til 'dybde' som en vigtig kompetence og en kompetence, som ansættelsesudvalg gerne vil se i forhold til, om ansøgeren har potentiale for udgivelser på de store forlag:
»Det er enormt stærkt også at kunne vise, at man kan fordybelsen. Hvis man har lavet en artikelbaseret afhandling, og man kun har produceret artikler, så kan man også spørge; kan du så det mere dybdegående?«
Og tilsvarende når en anden ph.d.-vejleder argumenterer for monografien af karrierehensyn og fortæller, at de ph.d.-studerende er bange for, at de, hvis de skriver en artikelbaseret afhandling, »får graden, men at de får den på en måde, der ikke er karrierefremmende«.
Monografien har det svært
De intellektuelle begrundelser for valg af skriveformater er med andre ord trængte, og særligt monografiformatet viser sig at være trængt i et instrumentelt univers, hvor måden, man skaber sin viden på, ikke indgår i fortællingerne om forskning.
En vejleder fortæller her om sin egen forskningsskrivning, hvor det lange format, bogformatet, kun kan legitimeres ved samtidig også at henvise til produktivitet og til artikelpublicering:
»Og det næste jeg laver, er at jeg skriver, jeg skriver selvfølgelig mange, jeg skriver artikler hele tiden, men jeg arbejder henimod en bog til, og er ret langt med den.«
Tilsvarende når en ph.d.-studerende, der vælger monografien som format, ender med at måtte henvise til sig selv – til 'sådan som hun er' – i fraværet af tilstrækkeligt overbevisende intellektuelle grunde:
»Og så til sidst, så nåede jeg bare et punkt, hvor jeg tænkte; nej, altså, det skal være ordentlig kvalitet, og jeg ved ud fra den måde, jeg selv arbejder på, at jeg bruger lang tid på at være forvirret og så få produceret et supergodt resultat i sidste ende, fordi jeg selv giver mig lov til at have den fase der«.
Vi har brug for en diskussion om formålet med ph.d.-uddannelsen
For at forstå hvordan ph.d.-uddannelsen forandrer sig i disse år, er det vigtigt at diskutere valget af afhandlingsformat.
Det er et valg, som er blevet indført og formaliseret løbende i uddannelsen, men som i min undersøgelse viser sig ikke at blive diskuteret kollektivt eller systematisk – til trods for at det betyder noget for, hvordan vi grundlæggende forstår ph.d.-uddannelsen.
Ikke alene muliggør formaterne forskellige forskningsspørgsmål, forskningsprocesser og vidensformer. Men den måde, man ofte retfærdiggør sit formatvalg på, peger desuden på en forståelsesramme omkring ph.d.-forskningsskrivning, hvor karriere, produktivitet og synlighed er afgørende.
I den kontekst bliver monografien trængt som forskningstilgang, og begge afhandlingsformater tales om og begrundes instrumentelt.
Når spørgsmålet om hvornår det giver mening at skrive en artikelbaseret afhandling, og hvornår det giver mening at skrive en monografi, i høj grad besvares med hensyn til at performe, eksekvere, levere eller gøre sig selv attraktiv, fortrænges mere substantielle overvejelser over hvad ph.d.-skrivningen er og skal.
Uden diskussioner af dette på et mere overordnet uddannelses- og forskningspolitisk niveau sker en instrumentalisering af den måde, man taler om og forstår ph.d.-skrivningen på, som bliver overladt til den enkelte ph.d.-studerende og -vejleder at manøvrere i.
