Hvis en forsker vil til tops, skal der publiceres. Meget. En forsker bliver konstant bedømt på, hvor mange videnskabelige artikler vedkommende har på sit CV.
»Vi bliver målt på, hvor meget vi sprøjter ud. Det er en pølsefabrik,« siger Rasmus Nyholm Jørgensen, der er seniorforsker på Aarhus Universitets Institut for Ingeniørvidenskab til Videnskab.dk.
Rasmus Nyholm Jørgensen er en af mindst 100 danske forskere, der ifølge en kortlægning fra Ingeniøren har publiceret i såkaldte fuptidsskrifter udgivet af de to pseudovidenskabelige forlag, 'OMICS International' og 'World Academy of Science, Engineering and Technology' (WASET).
De to forlag er i en årrække blevet kritiseret for ikke at leve op til vigtige videnskabelige standarder.
For eksempel har forlagenes tidsskrifter mangelfuld eller slet ingen kvalitetssikring - kaldet fagfællebedømmelse eller peer review - som anerkendte tidsskrifter bruger til at kontrollere, at den forskning, der bliver publiceret, er ordentlig.
Alligevel har over 400.000 forskere fra Danmark og udlandet publiceret forskning i tidsskrifter fra de 2 forlag, viser en stor, international undersøgelse - her er den omtalt i Ingeniøren.
Publicér, publicér, publicér
Rasmus Nyholm Jørgensen og kollegernes forskning i præcisionslandbrug var ifølge dem selv lødig og gennemarbejdet.
Forskerne var ikke klar over, at Journal of Agricultural and Biosystems Engineering, som de endte med at publicere i, var et fuptidsskrift, siger de.
\ Fuptidsskrifter
Kaldes også 'rovtidsskrifter', 'Predatory publishers' eller 'scam journals' .
Tidsskrifterne slår sig op, som om de er videnskabelige, men de er kendetegnet ved, at de - mod betaling - publicerer forskning med mangelfuld eller slet ingen peer review-proces.
I en peer review-proces bedømmer uafhængige og anonyme fagfæller forskningen, før den bliver publiceret.
Anerkendte tidsskrifter bruger peer review til at kvalitetssikre forskning, før den kan publiceres.
»I bagklogskabens kloge lys kunne vi godt have undersøgt bedre, om kvaliteten af tidsskriftet var i orden. Men dengang faldt det os ikke ind,« siger Rasmus Nyholm Jørgensen.
Rasmus Nyholm Jørgensen og hans kolleger er ligesom de fleste andre forskere underlagt et publiceringspres: De bliver i høj grad bedømt på, hvor meget de publicerer.
Deres tværfaglige forskningsprojekt, som handlede om at reducere landbrugets brug af pesticider blandt andet med robotteknologi, droner og machine learning, var afsluttet.
Men da forskerne prøvede at få deres resultater udgivet i et anerkendt tidsskrift, løb de panden mod en mur, for tidsskriftet havde ikke en kvalificeret reviewer til at vurdere et tværvidenskabeligt projekt.
Hvis resultaterne ikke kom ud i et videnskabeligt tidsskrift, ville forskernes arbejde være spildt.
»Vi ville dele vores viden med andre forskere og havde brug for en artikel at referere til,« siger Rasmus Nyholm Jørgensen.
Uden en publikation ville forskernes resultater ikke komme andre til gavn, og de ville ikke tælle særlig meget, hverken på forskernes CV eller i deres fremtidige ansøgninger om fondsmidler. Derfor valgte forskerne at betale for at få deres artikel udgivet i et tidsskrift, som de ikke kendte til på forhånd. Mere om det senere.
Systemet giver uheldigt incitament
Først får du forklaringen på, at forskere kan føle sig nødsaget til at udgive deres forskning i underlødige tidsskrift.
Ifølge flere forskere, Videnskab.dk har talt med, skyldes det, at forskere er underlagt en kultur, hvor antallet af publikationer betyder alt, hvis man vil fremad og have finanser til sin forskning.
»I forskningsverdenen hænger forfremmelse og forskningsbevillinger tæt sammen med mængden af publikationer,« siger Henrik Dimke, der er lektor på Syddansk Universitets Institut for Molekylær Medicin og formand for Forskningspolitisk Udvalg ved Det Unge Akademi.
Jo mere en forsker publicerer, desto bedre er det for CV’et.
»Antallet af publikationer er afgørende. Når man ansøger om penge til sin forskning, og når man søger et job som forsker, kigger ansættelsesudvalget på, hvor meget man har publiceret, og hvor god man er til at hive bevillinger hjem,« fortsætter han.
I de seneste 10-15 år er publiceringspresset steget markant, vurderer Henrik Dimke, som ikke selv har publiceret i et fuptidsskrift. Han kender heller ikke til kollegaer, der har benyttet sig af den udvej, men han forstår godt, at nogle forskere kan ende i en situation, hvor de bliver fristet.
I fuptidsskrifter kan forskere få hvad som helst publiceret, hvis de betaler for det, for tidsskrifterne bruger ikke fagfællebedømmelse og stiller altså ikke krav til, at forskningen skal leve op til de kriterier, der normalt kræves.
»Hård konkurrence og publiceringspres giver et uheldigt incitament til at publicere i den slags tidsskrifter,« siger Henrik Dimke.
Flere forskere har tidligere kritiseret publiceringsræset for eksempel i Videnskab.dk-artiklerne ‘Salamiforskning: Forskere publicerer for meget’ og ‘Fører høj kvantitet til høj kvalitet i forskningen?’
Tidsskrifter undergraver systemet
Ikke alle, der publicerer i de såkaldte fuptidsskrifter, er klar over, at tidsskrifternes kvalitetssikring ikke er i orden, tilføjer Henrik Dimke. For tidsskrifterne slår sig op på at være lødige og have peer review.
Forskere publicerer også god forskning i tidsskrifterne. Problemet er, at de nødvendige kontrolsystemer til at fange den mindre gode forskning mangler.
Man bør være påpasselig, for det kan skade karrieren, mere end det gavner, hvis man publicerer sin forskning i et fuptidsskrift, advarer Henrik Dimke:
»Den slags tidsskrifter er ikke velansete i det videnskabelige samfund, for de undergraver hele systemet. Men nogle kan måske føle sig presset til at vælge at publicere i dem, hvis de ikke kan få deres forskning ud andre steder.«
Især yngre forskere og forskningsledere er under pres, fordi de er i starten af deres forskningskarriere og derfor har brug for at få noget på CV’et, tilføjer han.
\ Læs mere
Fuptidsskrifter publicerer hurtigt
Normalt kan det være en omstændig affære at få sin forskning publiceret i et videnskabeligt tidsskrift, fordi artiklen skal igennem peer review-processen for at blive godkendt til publicering.
Hos de anerkendte tidsskrifter får forskerne som regel besked på, at de skal lave noget om i artiklen, for eksempel redegøre bedre for metodevalg eller databehandling. Det kan tage mange måneder, fra man sender en artikel ind til et tidsskrift, til den enten bliver godkendt eller afvist.
»Nogle gange kan der gå op til et år, fra man sender en artikel ind, til man overhovedet hører noget,« siger Mikkel W. Johansen, der er lektor på Københavns Universitets Institut for Naturfagenens Didaktik.
Hvis man sender sin artikel ind til et forlag, som mod betaling publicerer udenom en peer review-proces, kan man lynhurtigt få sin forskning ud. Men der er risiko for, at artiklen har fejl og mangler, fordi den ikke er bliver gransket af fagfæller, før den bliver publiceret.
»Fupforlagene slår sig op på, at det går meget hurtigt. Hvis der overhovedet er en review-proces, tager det måske en uge, hvilket er meget kort tid i forhold til de etablerede tidsskrifter,« siger Mikkel W. Johansen.
Der er risiko for at træde i en lort
Det er ikke altid nemt at gennemskue, om et tidsskrift er lødigt eller ej. I 2016 lavede Mikkel W. Johansen en gennemgang, som viste, at 17 af de tidsskrifter, der dengang var på Uddannelses- og Forskningsministeriets autoritetsliste over anerkendte tidsskrifter, havde karakter af det rene fup. (Fuptidsskrifterne er efterfølgende blevet fjernet fra listen, oplyser ministeriet, men der er ingen garanti for, at der ikke er sluppet nye ulødige tidsskrifter igennem hos de faggrupper, der opdaterer autorisationslisten - den såkaldte BFI-liste.)
Fuptidsskrifterne overlever, fordi der er et marked for dem, vurderer Mikkel W. Johansen:
»Forskere bliver i høj grad belønnet for at udgive artikler, og fuptidsskrifterne lover hurtig publikation.«
Når forskere søger bevillinger til projekter, forfremmelse eller fastansættelse, tæller længden på deres liste over publikationer.
Ansættelsesudvalgene går ikke i detaljer med at tjekke de enkelte tidsskrifter. Derfor kan en forsker sagtens slippe afsted med at have et fuptidsskrift på publikationslisten.
Rasmus Nyholm Jørgensen og hans kolleger, der ved et uheld publicerede deres forskning i et fuptidsskrift, havde brugt halvandet år på at forsøge at få deres resultater publiceret i det anerkendte tidsskrift Precision Agriculture, men det var ikke lykkedes.
»Artiklen var vildt gennemarbejdet, men redaktøren på tidsskriftet havde en anden holdning. Da projektet var afsluttet, kiggede vi os om efter et andet tidsskrift, så vi kunne få vores forskning ud,« siger Rasmus Nyholm Jørgensen.
I dag fortryder de, at de ikke tjekkede tidsskriftet bedre.
»Vi har lært noget af det. Når man er ude at lede efter noget nyt, er der en risiko for, at man træder i en lort,« siger Rasmus Nyholm Jørgensen.
