»Perverst« publiceringsræs fremavler tvungne medforfatterskaber – sådan kan vi bremse det

Hvis du vil være en rigtig succesrig forsker, der trækker masser af penge og opmærksomhed til, skal du udgive så mange videnskabelige artikler som muligt. Så kommer du til at ligge højt på fine ranglister.

Sådan er logikken i den internationale forskerverden.

Men systemet belønner de forkerte forskere og skaber en skævvredet kultur, som er decideret pervers, lyder det fra flere sider.

Kulturen er for eksempel med til at få seniorforskere til at presse yngre forskere til at skrive forfattere på deres videnskabelige artikler, selvom personen ikke har bidraget med noget særligt, siger forskere til Videnskab.dk.

De letkøbte medforfatterskaber er et klokkeklart brud på internationale retningslinjer og herhjemme også på det danske kodeks for god forskningspraksis.

»Tælleriet er med til at skabe en meget usund kultur,« mener Peter Sandøe, professor ved Københavns Universitet – den danske forsker inden for bioetik med det højeste antal publikationer i internationale videnskabelige tidsskrifter.

Hans kollega på Københavns Universitet Mads Paludan Goddiksen supplerer:

»Når vi taler om, hvad skal der til, før jeg kan blive lektor, er det første spørgsmål, jeg får: ’Hvor mange publikationer er det nu, du har?’«

»Selvom man som universitetslektor også skal undervise, rådgive og formidle, er det publikationerne, der tæller mest. De er målet. Det er det samme, når du laver fondsansøgninger. Så sender du altid din publikationsliste,« forklarer Mads Paludan Goddiksen, postdoc på Sektion for Forbrug, Bioetik og Regulering.

Mads Paludan Goddiksen og Peter Sandøe stod for nylig bag en videnskabelig artikel, hvor hver tredje medvirkende ph.d.-studerende gav udtryk for at have været med til at give et medforfatterskab i strid med internationale retningslinjer, kaldet IMCJE- eller Vancouver-anbefalingerne.

Tit sker det, fordi det ’bare er noget, man gør’ – eller fordi de ph.d.-studerende føler sig tvunget af en mere rutineret forsker til at give et medforfatterskab væk.

Spørgsmålet er, hvad man kan gøre konkret for at tvinge systemet væk fra det store fokus på antallet af publikationer?

Forslag: Se kun på de bedste publikationer

Peter Sandøe er ansvarlig for undervisningen i god videnskabelig praksis af samtlige ph.d.-studerende på de sundheds- og naturvidenskabelige fakulteter på Københavns Universitet.

Han føler sig overbevist om, at det kræver et opgør på mange planer, men man kunne starte med at sætte sig helt konkrete, nye mål for, hvad man belønner forskere for.

»Man burde have en dogmeregel om, at man ikke bruger publikationslisternes længde som grundlag for tildeling af forskningsmidler. Hvis man i bedømmelsen af forskningsansøgninger for eksempel kun ser på de fem bedste publikationer, ville der pludselig ikke være den samme gevinst ved at stå som forfatter på en masse artikler,« foreslår Peter Sandøe.

I et nyt studie i tidsskriftet BMJ Evidence-Based Medicine konkluderer to amerikanske forskere på linje med Peter Sandøe, at:

»Anvendelsen af udregnede målinger som antal publikationer, ‘h-indeks’ og ‘i10-indeks’ giver perverse incitamenter til gæsteforfatterskab og bør erstattes med en mere helhedsorienteret tilgang, der anerkender forskellige former for bidrag (…).«

Samme forslag blev for nylig luftet i en anden artikel på Videnskab.dk: Pres og regelbrud blandt ph.d.-studerende: Forskere vil have kulturændring.

Anonyme ansøgninger vækker glæde

Herhjemme er der faktisk tegn på, at fonde så småt uddeler penge ved at se på andre typer kvalitet end primært antallet af publikationer.

Villum Fonden har skabt en bevilling, som forskere skal søge anonymt »for at skærpe fokus på forskningsidéen«.

Forskerens CV, h-indeks og lignende målinger er på den måde sat helt ud af spillet.

Et foreløbigt arbejde af forskere fra Aarhus Universitet indikerer, at det såkaldte »Villum Experiment« skaber en særlig begejstring blandt forskere, der får bevillingen. En begejstring, man med fordel kunne lære at udnytte mange andre steder, lyder det.

»For dem er mainstream-funding kendetegnet ved konservatisme, kontrol og fastlagte veje at gå, hvorimod Villum Experiment skaber kreativitet, fleksibilitet og videnskabelig glæde,« skriver Aarhus-forskerne i deres arbejdspapir, der bygger på interview med 24 modtagere af bevillingen.

»Interview-personerne fortæller, at Villum Experiment skaber både en anderledes forskningsoplevelse og det, som oprindeligt gjorde, at de blev forskere: legesyge, udforskning og lidenskab.«

»Derfor foreslår vi, at bevillingsgivere begynder at tage forskernes følelser mere seriøst, for de følelser, betingelserne for bevillingerne fremkalder i forskerne, former sandsynligvis forskningen, de bedriver, og som følge deraf udviklingen af videnskab,« skriver postdocs Andreas Kjær Stage og Ea Høg Utoft i arbejdspapiret, der blev lagt online på SocArXiv i 2022.

Du kan læse forskernes mere populært formidlede ord om projektet på engelsk hos EuroScientist.

Fond: Vi skal have bredere syn på ‘god forskning’

Danmarks Frie Forskningsfond (DFF) overvejer noget lignende.

Fonden har for nylig tilsluttet sig et sæt internationale målsætninger om at bedømme forskning mere bredt, end det sker i dag.

En årsag er, at fonden netop gerne vil væk fra det insisterende fokus på at få et højt antal publikationer og undgå at lægge for meget vægt på mål, der kan give et misvisende billede af, hvor dygtig en forsker er.

Det gælder for eksempel det såkaldte h-indeks.

H-indekset er et tal, der bruges som mål for en forskers kvalitet ved at tage højde for, hvor mange gange hendes publikationer er blevet citeret af andre forskere.

Brugen af h-indekset er blevet hidsigt kritiseret fra forskellige sider for blandt andet at belønne forskere, der publicerer meget for at få mange citationer, i stedet for at belønne forskere, der for eksempel er gode til at sprede viden til for eksempel offentligheden eller i andre relevante fagmiljøer.

»Forskningsarbejdet består af mange elementer, som fortjener kredit. Man kan ikke bare sige, at nogen er en god forsker ved alene at citere deres h-indeks,« siger Maja Horst, professor ved Danmarks Tekniske Universitet og bestyrelsesformand i DFF, til Videnskab.dk.

Maja Horst bemærker, at ræset efter at få publiceret så mange artikler som muligt og få sit arbejde citeret af så mange som muligt blandt andet kan få forskere til at dele resultater fra et forskningsprojekt op i små dele, som bliver publiceret i forskellige tidsskrifter i stedet for at fortælle hele historien samlet.

Manøvren kaldes for ’salamiforskning’ eller ’slicing’. Den er beskrevet grundigt i en anden artikel på Videnskab.dk: Salamiforskning: Forskerne publicerer for meget.

»Vi skal begynde at se bredere på det og lave nogle ændringer, så forskningsverdenen fungerer bedre. Vi har set, at antallet af publikationer og impact factor har ført til uhensigtsmæssigheder, hvor man for eksempel får ’slicing’ – men også, at det kan skabe de her ’gæsteforfatterskaber’. Det skal vi i gang med at diskutere,« siger Maja Horst til Videnskab.dk.

\ Læs mere

Hvad er ‘impact factor’, og hvorfor er det så kontroversielt?

International bevægelse i gang

Fondens arbejde er en del af en større international bevægelse, som er nødvendig, hvis der reelt skal komme et opgør med det ensidige, globale fokus på mål som h-indekset.

Forskning og bedømmelse af den foregår meget tit på tværs af landegrænser.

Én af hovedpersonerne i det internationale arbejde er Dr. Elizabeth Gadd fra engelske Loughborough University. Hun arbejder indædt på at finde frem til, hvordan vi bedst evaluerer forskning.

Elizabeth Gadd er enig i, at vi helt grundlæggende skal ændre vores måde at belønne forskere på, fortæller hun til Videnskab.dk.

»Der ville ikke være noget incitament til at give et ’gaveforfatterskab’ væk, hvis vi bevægede os væk fra de nuværende evalueringsformer over mod andre,« skriver Elizabeth Gadd i en mail til Videnskab.dk.

Du får konkrete eksempler på, hvad ordene dækker over, lige om lidt.

Beløn forskere for at engagere befolkningen

Først skal du lige vide, at Elizabeth Gadd er værd at lytte til.

Hun er både forkvinde for den internationale forskningsevalueringsgruppe iNorms. Efter års arbejde har iNorms sammensat en manual til, hvordan man kan lave bedre forskningsevaluering.

Elizabeth Gadd er også vice-leder i evalueringsgruppen CoARA; en international sammenslutning under EU med et væld af europæiske og danske institutioner i ryggen, herunder Danmarks Frie Forskningsfond.

CoARA er i fuld gang med at finde frem til anbefalinger for flere og bedre måder at evaluere forskning på – mere helhedsorienteret, som studiet i BMJ Evidence-Based Medicine anbefaler.

Du kan få indtryk af CoARA’s tanker om evaluering ved at skimte deres 10 nedslagspunkter.

De nævner blandt andet, at man bør stoppe »upassende brug« af h-indekset, og at man skal lade være med at bruge ranglister over forskningsinstitutioner, når man skal vurdere forskning.

Ifølge Elizabeth Gadd kunne man mere konkret belønne forskeren, der er enormt god til at engagere befolkningen eller sine studerende i videnskab i stedet for ham, der kun publicerer meget.

Det kunne være med til at åbne øjnene for, at mange flere faktorer end antallet af publikationer gavner samfundet og bidrager til udviklingen af videnskab.

Man kunne også gøre peer review-processen mere åben og prioritere god og grundig feedback fra tidsskrifternes side, blandt andet ved at belønne forskere for at bruge tid på god peer review. På den måde kunne feedbacken i sig selv være den belønning, man fik for sit arbejde frem for et højere tal til h-indekset.

Det kunne være med til at dreje fokus over mod kvalitet i stedet for kvantitet.

Kultur er defineret af den værste, tolererede opførsel

I bund og grund handler det om, at ledelser på universiteter skal være modige nok til at smide de gamle mål ud, definere nye værdier og belønne dem, der efterlever dem, lyder det fra Elizabeth Gadd.

»En forskningskultur er defineret af den værste opførsel, du som leder er klar til at tolerere. Hvis vi lader folks evne til at hive bevillinger hjem undskylde deres giftige opførsel, er vores værdier ikke det papir værd, de bliver nedskrevet på,« siger Elizabeth Gadd i et oplæg på University of Strathclyde i Skotland.

Du kan se oplægget i sin helhed på YouTube. Det begynder 59 minutter inde i optagelsen.

»Vi er nødt til at have nye typer evalueringer, som søger at forbedre forskning i stedet for blot at bedømme den. Vi bør måle på færre parametre og kun se på det, der er nødvendigt for at skabe en god forskningskultur,« mener Elizabeth Gadd.

iNorms har samlet fem konkrete råd til, hvordan ledelser kan evaluere forskning mere ansvarligt.

»Vi har det med at indføre nye måder at måle på i håbet om, at de skyller de gamle metoder væk og på magisk vis skaber en ny forskningskultur. Det kommer ikke til at ske,« konstaterer Elizabeth Gadd.

»Vi har allerede en forskningskultur, og hvis du ikke aktivt erstatter gamle mål eller i det mindste vægter de nye mål op mod dem, vil det ikke gøre nogen forskel. De nye mål skal bruges som parametre til at skaffe bevillinger,« uddyber Elizabeth Gadd i oplægget.

\ Læs mere

Forskere advarer: Grundforskningsboblen er på bristepunktet

Alle deltagere i samarbejdet CoARA forpligter sig til inden for fem år at have arbejdet med alle principper for bedre evaluering af forskning. Danmarks Frie Forskningsfond skal for eksempel være færdig i 2027.

CoARA opfordrer alle til at dele erfaringer og data undervejs, så andre kan lære af eller endda forske i forsøget på at ændre kulturen.

Postdoc Yensi Flores Bueso, medlem af styregruppen bag CoARA, oplyser til Videnskab.dk, at gæsteforfatterskaber ikke isoleret set er en årsag til, at CoARA skal reformere forskningsevaluering.

»Men vi mener, at de er en konsekvens af de praksisser og den kultur, som CoARA har som mål at ændre,« skriver hun i en mail til Videnskab.dk.

»Enormt positiv« bevægelse

På Syddansk Universitet har lektor Lone Bredahl efterlyst grundlæggende ændringer af systemet for at hjælpe de ph.d.-studerende, der føler sig presset til at afgive medforfatterskaber.

Hun glæder sig over de mange skibe, der bliver sat i søen både herhjemme og internationalt.

»Det er enormt positivt, at alt det er i gang for at evaluere forskning på en bredere og mere alsidig måde.«

»Der er helt sikkert brug for, at der kommer en bevægelse oppefra og ned, for man kan ikke overlade det til de ph.d.-studerende selv at sige fra over for medforfatterskaber med det pres, de er under. Det er strukturerne, der skal ændres,« siger Lone Bredahl til Videnskab.dk.

I en anden artikel på Videnskab.dk giver en række forskere bud på, hvordan man kan sætte gang i en kulturændring på fakulteter, hvor tvungne medforfatterskaber er mest udbredt.

\ Læs mere

Grundforskningskrise: Resultater kan ikke genskabes

\ Læs mere

Forskere: Hver tredje ph.d.-studerende bryder bevidst regler for publicering, tit under tvang

\ Læs mere

Hvor meget forskning bliver publiceret?