Pres og regelbrud blandt ph.d.-studerende: Forskere vil have kulturændring

Prøv at se på denne liste over forfattere til en videnskabelig artikel:

T Krarup, T W Schwartz, J Hilsted, S Madsbad, O Verlaege, L Sestoft

Et navn stikker ud på artiklen, offentliggjort i det ansete tidsskrift British Medical Journal: O Verlaege. Ifølge den videnskabelige artikel er han tilknyttet universitetet i Utrecht i Holland.

I virkeligheden er han dog det pure opspind, sprunget ud af hovedet på Thue W. Schwartz, der i dag er professor på Københavns Universitet.

Tilbage i 1979 følte han sig som ung forsker trynet af mere rutinerede kræfter, der ville møve sig ind på de fineste placeringer på artiklens forfatterliste: Helt i starten og helt til sidst.

Som et lille oprør tilføjede Thue W. Schwartz O Verlaege til forfatterlisten, lige inden han sendte den endelige version af den videnskabelige artikel af sted til tryk i BMJ.

»Dengang fik jeg bare at vide, at overlægen skulle med på artiklen og stå sidst på forfatterlisten. Det syntes jeg var urimeligt. Så jeg tænkte, at jeg kunne få hævn ved at tage O Verlaege med som næstsidsteforfatter,« forklarer Thue W. Schwartz, der i dag er professor og gruppeleder på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research.

Thue W. Schwartz fik stor personlig tilfredsstillelse ud af at lave en »unik practical joke« ud af situationen, men den er endt som meget mere end en ‘lille’ protest mod de lokale seniorforskere.

Joken gik ifølge Thue W. Schwartz så viralt, som noget kunne gå i 1979, og var på den måde med til at kaste lys på problemet med medforfattere og samtidig udbrede den vigtige forskning i nervesystemet hos patienter med diabetes.

\ Læs mere

Hvordan skal æren for videnskabelige publikationer fordeles?

Professoren har siden høstet mange grin på grund af O Verlaege, også fra redaktøren af BMJ. Men i takt med, at han er kommet længere hen i sin forskerkarriere, har han også fået indsigt i, hvad der nok egentlig foregik, da han følte sig trynet af de ældre forskere.

Historien spiller på den måde ind i et meget aktuelt problem, der for nylig blev afdækket i et studie fra Københavns Universitet:

Hver tredje ph.d.-studerende oplever at føle sig presset til at sætte folk på forfatterlisten, som de ellers føler ikke har bidraget væsentligt til arbejdet. Det kan du læse meget mere om i en anden artikel på Videnskab.dk.

Når Thue W. Schwartz ser tilbage på historien fra sin nuværende position som seniorforsker, tænker han tingene anderledes, end han gjorde for over 40 år siden som ph.d.-studerende.

»Dengang så jeg det ikke fra overlægens side,« fortæller Thue W. Schwartz til Videnskab.dk.

»Overlægen havde jo været involveret i den oprindelige undersøgelse, så det var sikkert helt ok, at han skulle være medforfatter – men ikke sidsteforfatter. Målingerne i BMJ var jo ikke planlagt i det oprindelige forsøg.«

»Hvis vi dengang havde mødtes, og jeg havde fået at vide, hvorfor han skulle på, er der slet ingen tvivl om, at det var endt på en anden måde. Medforfatterskaber kan, skal og bør man diskutere,« lyder det fra Thue W. Schwartz.

Du kan læse flere detaljer om O Verlaege-historien på Ugeskriftet.dk.

Angiv forfatterskaber før projektet går i gang

En lang række forskere, Videnskab.dk har talt med, ser det på samme måde som Thue W. Schwartz:

Det cirka tre år lange ph.d.-forløb ville sandsynligvis styre uden om en masse konflikter – herunder, at ph.d.-studerende føler sig tvunget til at sætte fremmede navne på som medforfattere – hvis ph.d.-studerende og deres vejledere fra start taler grundigt sammen.

Samtalen bør handle om forventninger til samarbejdet og til forskningen, men også hvordan man har tænkt sig at udføre projektet og udarbejde de videnskabelige artikler. Og selvfølgelig, hvordan man vil håndtere forfatterskaber.

På Twitter har lektor Andreas Lundh bemærket, at man inden for flere videnskabelige discipliner har en ide om, hvem der skal lave hvad, allerede før et projekt går i gang. Det kunne forskerne skrive direkte ind i beskrivelsen af forskningen, der skal laves; i det, man kalder en protokol.

Andreas Lundh uddyber til Videnskab.dk, at det ikke i sig selv løser alle problemer at skrive forventede forfatterbidrag ind i protokollen.

»Men modellen sikrer mod, at der pludselig kommer en ekstra forfatter på den videnskabelige artikel langt inde i skrivefasen,« mener Andreas Lundh, lektor på Center for Evidensbaseret Medicin Odense (CEBMO) og Cochrane Danmark ved Syddansk Universitet.

I tidsskriftet BMJ Evidence-Based Medicine har forskere set på mulige løsninger på problemet med ‘gæsteforfatterskaber’. De lægger sig på linje med Andreas Lundhs forslag.

Læs mere om det nye arbejde i boksen under artiklen.

Snak er ikke nok – kulturen skal ændres

Universiteterne afholder allerede kurser, der underviser ph.d.-studerende i etiske og praktiske overvejelser i forskning og giver de ph.d.-studerende råd til samarbejdet med deres vejleder.

Kurserne er rigtigt gode, men de er ikke nok i sig selv, mener Lone Bredahl, der selv underviser ph.d.-studerende i etik og ansvarlig forskningspraksis på Syddansk Universitet.

»Man kan afværge mange problemer med kurser og en tidlig forventningsafstemning med vejleder. Men der er også en kultur og nogle normer, der skal arbejdes mere med ude på fakulteterne,« mener Lone Bredahl, forskningsbibliotekar fra Afdeling for Undervisning og Formidling på SDU’s bibliotek og lektor på SDU’s Institut for Teknologi og Innovation.

Lone Bredahl var for nylig medforfatter på et studie, der viste, at knap halvdelen af de deltagende ph.d.-studerende inden for medicin har brudt de etablerede internationale retningslinjer for forfatterskab, der bliver kaldt Vancouver- eller ICMJE-anbefalingerne.

Ældre forskere ser færre problemer

Et helt grundlæggende problem – som O Verlaege-sagen illustrerer så fint – er, at yngre ph.d.-studerende oplever noget som et alvorligt problem, som af ældre seniorforskere og ledelserne på universiteterne bliver anset for at være en bagatel.

»Jo højere op i hierarkiet du spørger om det her, des mindre ser man. Det viser en række studier, hvor man har spurgt til forekomsten af gæsteforfatterskaber,« bemærker Peter Sandøe, professor i bioetik ved Københavns Universitet, over for Videnskab.dk.

Peter Sandøe er én af forskerne bag det nye studie fra Københavns Universitet.

I studiet anbefaler han og medforfatterne, at man også underviser seniorforskere i god videnskabelig praksis for at skubbe til kulturen på fakulteterne. Desuden bør man lære både yngre og ældre forskere at navigere i dilemmaer om medforfatterskaber.

Studiet viser i øvrigt, at medicin er det område, hvor påtvungne medforfatterskaber ser ud til at være mest udbredt.

Dilemmaspil skal nedbryde grænser

Videnskab.dk søger derfor mod Aarhus Universitets sundhedsvidenskabelige fakultet, som huser det medicinske område.

Her gør ledelsen en aktiv indsats for at nedbryde barrierer og forebygge konflikter ved netop at inddrage både yngre og ældre forskere i dilemmaer.

De seneste to år har ph.d.-studerende, deres vejledere og resten af personalet på Institut for Klinisk Medicin sammen spillet et etisk dilemmaspil.

Spillet er lavet med inspiration fra Erasmus University Rotterdam i Holland, som også har inspireret Syddansk Universitet til at gøre noget lignende.

Det giver forskere og andet personale indsigt i hinandens roller og styrker ved at sætte dem i dilemmaer om ansvarlig forskningspraksis. For eksempel:

Hvad siger du til en forsker, der er blevet tilbudt at blive medforfatter på en kollegas videnskabelige artikel, hvis hun til gengæld putter kollegaens navn på én af sine egne artikler?

I disse uger er man i Aarhus ved at lave et nyt dilemmaspil med inspiration fra en succes på University of Oxford kaldet »bystander intervention«.

Det går i bund og grund ud på at se på et problem udefra og tage stilling til, hvordan man vi hjælpe personen i fokus med at handle inden for områder som forskelsbehandling og uønsket seksuel opmærksomhed.

Spillet er blandt andet inspireret af problemet med tvungne medforfatterskaber som skildret på Videnskab.dk og vil indeholde spørgsmål som:

• Hvad gør du, hvis du hører en kvindelig ph.d.-studerende fortælle, at en professor vil være sidsteforfatter på en artikel, som hun mener at have skrevet helt selv?

Ekstremt vigtige diskussioner skal ændre kultur

»Spillenes formål er at give forskergrupperne et redskab til at få hul på en fælles snak om noget af det, der er svært – hvor sandheden afhænger af øjnene, der ser. Det skal skabe et trygt rum til at tage nogle ekstremt vigtige diskussioner,« fortæller Anne-Mette Hvas, dekan og professor på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, ved Aarhus Universitet.

»Målet er ikke at finde ’det rigtige svar’ eller udnævne ofre og bødler. Vejen til den gode løsning er altid brolagt med dialog, og dilemmaer er jo kendetegnet ved, at alle handlemuligheder er forbundet med både fordele og ulemper.«

»Problemet er megakomplekst, og vi bliver simpelthen nødt til at mødes på denne arena og arbejde sammen, ph.d.-studerende og seniorforskere, om at ændre dét, der skal ændres, herunder kultur og normer,« mener Anne-Mette Hvas.

Dekanen melder, at det er for tidligt at konkludere, hvad dilemmaspillet har haft af konkrete effekter.

\ Læs mere

En ph.d.-studerendes bekendelser: De første forskermøder

Tidligere ph.d.-studerende: Straf er nødvendig

Tidligere ph.d.-studerende Maria Toft har stået i spidsen for #pleasedontstealmywork, hvor 107 forskere anonymt har indberettet 120 historier om det, de oplever som magtmisbrug på danske universiteter.

Maria Toft er glad for, at problemerne efter #pleasedontstealmywork-kampagnen i 2022 ser ud til at blive diskuteret mere åbent end før. Det kan måske gøre, at seniorforskere rundt omkring lige tænker sig om en ekstra gang, før de prøver at tvinge et medforfatterskab igennem.

Men hun mener samtidig, at alle klagesager bør vurderes af en uvildig instans og ikke af udvalgte personer på universitetet.

Hun mener også, at den uvildige instans skal kunne give regelbryderne en reel straf.

»Der skal simpelthen nogle fyringer til. Så længe der ikke er hårdere konsekvenser ved tydelige brud på forskningsintegritet og magtmisbrug, ville denne her kultur formentlig blive ved med at eksistere.«

»Vi bliver nødt til at erkende, at der findes folk på universitet, der arbejder efter devisen ’går den, så går den. Og går den ikke, så går den nok alligevel’. Det skaber en negativ spiral og dårlige incitamentsstrukturer for andre forskere, hvis man ser gennem fingre med den type freeridere,« siger Maria Toft til Videnskab.dk.

\ Læs mere

Hvordan står det til med forskningsfriheden i Danmark?

Forskere: Kommunikation bedre end straf

Anne-Mette Hvas er uenig.

Dekanen mener, at langt de fleste klager ligger i en gråzone, hvor god kommunikation er vejen frem. Fokuserer man på straf eller ikke-straf, risikerer man at gå glip af den konstruktive samtale mellem partnerne, som er nødvendig for at rykke kulturen, lyder det.

Dekanen får opbakning af forskerne bag studiet fra Københavns Universitet.

I studiet nævner de, at de mest oplagte løsninger på problemet med tvungne medforfatterskaber for det første er at styre forskningsverdenen væk fra det store fokus på at publicere så meget som muligt. Det kan du læse mere om i en senere artikel på Videnskab.dk.

For det andet skal kulturen ændres på de hårdest ramte fakulteter, herunder medicin, men uden at indføre straf, fordi:

»Den type initiativer risikerer at individualisere et systemisk problem og gøre sårbare forskere til genstand for bebrejdelse i stedet for at give dem den støtte, de har brug for,« skriver forskerne i tidsskriftet Plos One.

Dekanen og forskerne fra Københavns Universitet får opbakning af Det Unge Akademi, der består af forskere, der har været gennem ph.d.-forløbet. Læs mere om det i boksen under artiklen.

Den ultimative løsning?

Thue W. Schwartz ser en anden, langt mere simpel løsning på problemet med tvungne medforfatterskaber:

Lav standardiserede regler for, hvordan man angiver præcist, hvad hver enkelt forsker har lavet i den videnskabelige artikel – og tjek efter, om forfatterne virkelig har bidraget med det, de oplyser.

»Det kunne løse problemet i sig selv, for det er jo i virkeligheden det, det handler om: Hvis du ikke har lavet noget vigtigt, skal du ikke stå som medforfatter. Punktum.«

En anden løsning er ifølge en række forskere at fjerne noget af det kæmpe pres, forskere er under for at publicere så mange videnskabelige artikler som muligt.

Du kan læse mere om det i artiklen »Perverst« publiceringsræs fremavler tvungne medforfatterskaber – sådan kan vi bremse det.