USA's præsident, Donald J. Trump, insisterer på at købe eller bruge militær magt for at få ejerskab og kontrol med Grønland »for den nationale sikkerhed og frihed i verden«.
Senest har han forklaret det med, at: »man behøver ikke engang en kikkert – man kigger bare udenfor. Der er kinesiske skibe overalt. Der er russiske skibe overalt«.
Det er en misforståelse, som roder, hvad der foregår i forskellige dele af Arktis, sammen – og det er farligt for os alle, hvis USA handler på det.
For ikke at bringe USA's nationale sikkerhed og fred på tværs af Arktis i fare, er det vigtigt at forstå, at Arktis ikke er én enkelt skueplads med hensyn til militær sikkerhed.
Alt hænger uden tvivl sammen, men Grønland er kun relevant for nogle af de ting, der foregår i magtområderne omkring, i og under overfladen af de arktiske farvande samt i luftrummet over Arktis.
Desuden er det vigtigt at forstå, hvordan krig og militære operationer kan eller ikke kan udføres i et arktisk territorium som Grønland, fordi en afsporet militarisering af Grønland vil skade snarere end gavne USA's nationale sikkerhed og regionale fred.
Min forskning fokuserer på Grønland og arktisk sikkerhed, og jeg er medforfatter til bogen ’Greenland in Arcitc Security: (De)securituzation Dynamics under Climatic Thaw and Geopolitical Freeze’.
Her følger, hvad jeg gerne vil have den amerikanske præsident til at vide og tage højde for, før han tager skridt mod at gøre Arktis mindre sikkert.
Ingen byer er forbundet af veje
Canadiske officerer elsker at forklare, hvordan en fremmed invasion af det canadiske arktiske øhav, som grænser op til Grønland, øjeblikkeligt vil forvandles til en eftersøgnings- og redningsindsats.
Når indtrængerne først er gået i land, er der ingen steder for dem at gå hen. Det samme gør sig gældende i Grønland.
Ingen grønlandske bygder er forbundet af veje. Kystlinjen er gennemskåret af dybe fjorde, gletsjere og stejle bjergkæder.
Vil man længere ind i landet, kan man se frem til flere ugers rejse på tværs af indlandsisen.
Grønlænderne, som kender deres geografi, frygter ikke en invasion. Men de er bekymret for, at den civile, kritiske infrastruktur er sårbar over for sabotage; især telekommunikationen, som på nuværende tidspunkt kun er koblet op med to søkabler til og fra Grønland.
USA kontrollerer allerede territoriet med hensyn til militær sikkerhed som formaliseret i 'Forsvarsaftale for Grønland af 1951', der blev indgået mellem Danmark og USA og fornyet i 2004 med en række tilføjelser ved Igaliku-aftalen med Grønland som selvstændig medunderskriver.
Der er ingen kinesiske investeringer eller infrastruktur i Grønland. Det er meget vanskeligt at forestille sig militære installationer eller aktiviteter, som de danske eller grønlandske myndigheder ville nægte USA, hvis USA forklarede, at det var nødvendighed.
Men for at undgå militære investeringer, der både er uhyre bekostelige som følge af forholdene i Arktis, og som kan eskalere spændingerne i Arktis uden at bidrage positivt til USA's sikkerhed, er det vigtigt at have kendskab til den sikkerhedspolitiske rolle, Grønland spiller i den arktiske region.
Der er fem forskellige skuepladser i Arktis; de står i forbindelse med hinanden, men i hver af dem opererer meget forskellige konfigurationer af fartøjer.
Kinesisk aktivitet er meget langt fra Grønland
For det første gør klimaforandringerne Sibiriens kyst mere tilgængelig.
Det har Rusland reageret på ved at renovere og genåbne militærbaser fra den kolde krig for at forsvare deres naturressourcer på land mod mulige militære fjender.
Rusland udvikler også Northern Sea Route, eller Nordøstpassagen, langs kysten. I takt med at Vestens sanktioner er trådt i kraft, er Rusland afhængig af, at Kina også følger trop: Størstedelen af aktiviteterne vedrører flydende naturgas fra Yamal-halvøen, omkring 3.000 kilometer øst for Grønland.
Så der er ganske vist flere russiske og kinesiske fartøjer i Arktis, men de er alt for langt væk til, at man kan se dem fra Grønland – både med eller uden kikkert.
For det andet har den kinesiske flåde i Fjernøsten lejlighedsvis sluttet sig til russiske kystvagtmanøvrer i Beringstrædet i nærheden af Alaska. Her er Grønland næppe relevant.
For det tredje står og falder Ruslands atomstrategi i det europæiske Arktis på forsvaret af Kolahalvøen, hvor de fleste af missilerne beregnet til USA er placeret.
I tilfælde af en konflikt indebærer det, at NATO-styrkerne skubbes tilbage på tværs af det nordlige Skandinavien og Barentshavet.
Derfor har Norge for nylig inviteret de amerikanske og britiske flådestyrker tilbage, og hvert af de skandinaviske lande har for nylig indgået aftaler med USA for at tillade mere fleksibel bevægelse og stationering af tropper.
Så selvom vi er lidt tættere på, er vi stadig ret langt fra Grønland.
Allerede plads til udvidet forsvar mod Rusland
For det fjerde er den russiske evne til at gengælde et atomangreb afhængig af, at ubåde, som er kommet ud af Murmansk, gemmer sig under polarisen og sniger sig gennem det såkaldte 'GIUK'-gap mellem Grønland, Island og Storbritannien.
Så der kan faktisk godt være russiske fartøjer i nærheden af Grønland.
USA, Storbritannien og Norge 'fisker' efter disse ubåde. Danmark kommer sandsynligvis til at spytte i kassen som følge af forhandlingerne om forsvarsudgifter, der i øjeblikket står på i Folketinget.
For det femte består Grønlands mest afgørende rolle i forsvaret af det nordamerikanske kontinent i at facilitere radarer og andre kontrolmidler til overvågning af luftrummet for at få kendskab til, hvad der flyver ind fra Eurasien.
Thule Air Base, som nu er underlagt den amerikanske rumkommando og omdøbt til Pituffik Space Base, leder efter indkommende missiler og trusler fra rummet.
I takt med Ruslands genåbning af militære baser langs den sibiriske kyst, vil USA måske forsvare disse radarer ved for eksempel at gøre basen klar til F35-jetfly.
Det giver forsvarsaftalen fra 1951 mulighed for, ligesom den også vil facilitere nye radarer på Grønlands østkyst.
Danmark har afsat midler til dette formål, og flere penge vil sandsynligvis følge efterhånden som den igangværende forhandlingsrunde i det danske folketing afsluttes.
Risiko for eskalering, som ingen ønsker
Selvom ønsket om øget overblik over, hvad der foregår i området, er både legitimt og nødvendigt, har hverken de amerikanske, danske og grønlandske myndigheder indtil videre fundet noget, der berettiger yderligere militær optrapning i Grønland.
Det er meget heldigt, når man tager højde for USA's berettigede bekymring for mulig offensiv brug af Ruslands nye defensive installationer langs Sibiriens kyst.
En fejltolkning af dynamikken på tværs af de særskilte arktiske skuepladser risikerer at sætte gang i en eskaleringsspiral, som ingen ønsker, og som vil mindske sikkerheden for os alle.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark.
Læs om brug og viderebringelse af Videnskab.dk's artikler.
