Rigsfællesskabet knager. En af grundene er, at Grønland og Færøerne insisterer på lighed, mens Danmark har meget svært ved at vænne sig til dén tanke. Med selvstyreloven fra 2009 er Grønlands ret til selvstændighed indiskutabel.
Og ønsket om selvstændighed blev senest bekræftet, da en ny grønlandsk regering i denne uge præsenterede sin koalitionsaftale.
Men grønlandske og færøske krav om formel lighed inden for rigsfællesskabet giver problemer. For kan man have mere end én grundlov og stadig være én stat? Og hvad er det for yderligere friheder, Grønland og Færøerne ønsker, når de kræver 'fri association' som ramme om rigsfællesskabet?
\ Læs mere
På vej mod uafhængighed
Den måde, Grønland opfatter sig på som nation, er formuleret i direkte opposition til kolonimagten Danmark. Men samtidig har Grønland mere eller mindre ufordøjet overtaget Danmarks selvopfattelse (et kulturelt homogent folk i besiddelse af egen stat) som ideal for, hvordan man kan være en nation.
Tilsammen giver det grønlandsk politisk identitet karakter af at være på vej: Selvom Grønland blev formelt afkoloniseret i 1953 ved at blive gjort til en del af Danmark og mere substantielt ved indførelse af hjemmestyre og selvstyre, er selvforståelsen, at man fortsat er på vej mod uafhængighed.
\ Ny bog om Grønland
Artiklen er et redigeret uddrag af Ulrik Pram Gads nye bog ‘National Identity Politics and Postcolonial Sovereignty Games: Greenland, Denmark, and the European Union’.
Bogen om Grønland, EU og rigsfællesskabets fremtid udkom 7. oktober på Museum Tusculanum Forlag.
Næste skridt er økonomisk uafhængighed
Rigsfællesskabet er så rammen om Grønlands vej mod selvstændighed. Men selvbilledet, udviklet på en gang som spejl- og modbillede til Danmark, at grønlændere udgør en nation, som burde have sin egen stat ligesom danskerne, passer skidt med, at den formelle suverænitet ligger i København.
En afgørende faktor for at opretholde fællesskabet bliver derfor, om alle parter har den fornødne evne og vilje til at finde kreative måder at gøre fællesskabet ligeværdigt.
Siden selvstyret blev indført i 2009, har danske politikere lært at udvise stor forsigtighed med at beskrive forholdet mellem Danmark og Grønland hierarkisk. Et 'ligeværdigt partnerskab' er første del af den foretrukne formel, anden del hedder 'Grønland bestemmer selv, om man vil være selvstændig', altid efterfulgt af 'men jeg håber, I bliver'.
Omvendt har grønlandske politikere, trods forskelle i retorik, faktisk været konsekvente siden 2009: Næste skridt er at komme tættere på en selvbærende økonomi, så man kan erklære sig Grønland uafhængig.
\ Læs mere
Hvad betyder ligestilling?
Af og til følger så nogle uklare bemærkninger om, at man dermed vil være i stand til at indgå i et ligeværdigt samarbejde med Danmark, i en revideret udgave af rigsfællesskabet. Men hvordan man forestiller sig, at et sådant 'ligeværdigt samarbejde' kunne se ud, bliver sjældent diskuteret i detaljer.
Sagen er, at det er blevet meget vanskeligt at kræve flere hjemtagelser på vejen mod selvstændighed. Især fordi Grønland efter selvstyreloven, i modsætning til hjemmestyreloven, selv skal prioritere midler til hver ny hjemtagelse.
Som et skridt mod ligeværdighed, lægger Landstinget nu igen op til at formulere en separat grønlandsk grundlov. Det vil kræve, at grønlandske politikere bliver mere nuancerede og præcise, når de beskriver karakteren af det forhold til Danmark, de foretrækker efter formel grønlandsk selvstændighed.
Den udbredte genbrug af overskriften 'Free Association', hentet fra FN’s rammer for afkolonisering, forbliver netop det: en overskrift, der ikke har fået megen substans hidtil.
\ Læs mere
Danmark ønsker, at Grønland bliver
Vil Danmark forlænge udløbsdatoen for rigsfællesskabet, er én måde at acceptere den fortælling, som blev etableret med selvstyreloven. Her anerkender Danmark udtrykkeligt, at Grønland og Danmark er ligeværdige medlemmer i én vigtig forstand:
Grønland har ret til ensidigt at erklære sin uafhængighed (selv om visse detaljer skal forhandles og juridiske procedurer kan forsinke proceduren).
Alle grønlandske og danske politikere er i dag enige om, at Grønland skal arbejde hen imod en selvbærende økonomi. Men når man forestiller sig, hvad der skal ske efter dén dag, selvbårenhed indtræffer, skilles vejene:
- Grønlandske politikere stiller i udsigt, at man straks vil gå videre til at erklære uafhængighed.
- Danske politikere afslutter altid med en sætning, der forsikrer, at selv om det er Grønlands egen beslutning, håber de, at Grønland vælger at blive.
\ Læs mere
Rigsfællesskabet – ligestilling eller dansk overlegenhed?
Alternativt kunne Danmark udtrykkeligt omfavne grønlandsk uafhængighed som et fælles mål og acceptere, at det er nært forestående. Frem for mere og mere selvbårenhed ville det fælles mål være en suveræn grønlandsk stat.
Et sådan mål ville give grønlænderne mindre næring til konspirationsteorier om Danmarks sande hensigter. Og færre lejligheder for Grønland til at snuble ud i selvstændighed som en reaktion på uoverlagte danske hentydninger til, at permanent protektoratsstatus er uundgåelig.
Men det lader til at være meget vanskeligt for danske politikere at nå frem til det paradoksale resultat, at fællesskabet bedst opretholdes ved at rette det imod en fuldstændig annullering af det koloniale magtforhold.
Gør Grønland alvor af tankerne om en ny grundlov, får Danmark en ny chance for at demonstrere, at rigsfællesskabet ikke er baseret på dansk overlegenhed, men på ligestilling. Inatsisartut og Lagtinget har i flere omgange besluttet at vedtage egne grundlove for henholdsvis Grønland og Færøerne.
Færøerne havde allerede et fuldt udkast i 2011, som endda blev støttet af også de partier, der støtter fortsat tilknytning til Danmark. Men Lagtinget undlod at skride til vedtagelse, da den danske statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) overdrog kronjuristernes budskab om, at det var uklart, om den foreslåede færøske grundlov var i overensstemmelse med den danske grundlov.
\ Læs mere
Skal vi ændre den danske grundlov?
Men hvad vinder Danmark ved at stille sig i vejen for, at Færøerne og Grønland vedtager deres egne grundlove?
Hvis Danmark ønsker at fortsætte rigsfællesskabet, ville det juridisk ordentlige svar naturligvis være en revision af den danske grundlov, så den kunne beskrive sin relation til de to nye grundlove. Eller bare en eksplicit nyfortolkning af den danske grundlov.
Udviklingen af rigsfællesskabet er fuld af eksempler på, hvordan decentralisering, som var anset som grundlovsstridigt, pludselig alligevel ikke længere var det.
Hvis selv en eksplicit omtolkning af Grundloven er for meget, er 'konstruktiv uenighed' tilstrækkelig: Den dag, der foreligger en grønlandsk (eller færøsk) grundlov, vedtaget af parlamentet i Nuuk (eller Tórshavn), vil rigsfællesskabet formentlig fortsætte uanfægtet; bloktilskudschecken vil fortsat blive udskrevet.
Kolonitiden er ovre: Grønlands tilknytning til Danmark er frivillig, og Danmark kan ikke bruge magt åbenlyst uden at gøre sig selv til kolonimagt. Kanonbåde eller udsendte embedsmænd, der blander sig i en parlamentarisk beslutningsproces eller i folkeafstemninger, vil ikke redde rigsfællesskabet. De vil afslutte det.
\ Læs mere
En stadig løsere union
På den måde ligner rigsfællesskabet en anden union i bevægelse. Det er blevet fremført, at EU er nødt til at bevare sin bevægelse mod »en stadig snævrere union. EU skal fortsat integrere sig for ikke at falde fra hinanden. Ligesom når man cykler: Står man stille, vælter man. Rigsfællesskabet er omvendt en cykel i bakgear: Set fra Nuuk er rigsfællesskabet nødt til at bevæge sig imod sin opløsning, »en stadig løsere union«, for at være legitim.
Man kunne tro, at Danmark kunne udskyde rigsfællesskabets udløbsdato ved at formalisere dét, der allerede er den praktiske virkelighed:
Rigsfællesskabet er en frivillig sammenslutning af ligeværdige enheder, ikke lige i størrelse eller styrke, men ligestillede i den forstand, at alle er enige om, at Grønland og Færøerne er frie til at sige farvel.
\ Læs mere
Hvis man ønsker, at rigsfællesskabet skal fortsætte, hvorfor så ikke bare acceptere særskilte grundlove for Grønland og Færøerne?
Og hvorfor ikke acceptere at formalisere rigsfællesskabet som en »fri association« af selvbestemmende stater efter den formel, FN beskrev under efterkrigstidens afkolonisering?
Måske fordi et paradoks står tilbage: Hvad nu, hvis cyklen når sit mål? Hvad hvis der ikke er mere at hjemtage? Ikke flere formaliteter at protestere over? Vil cyklen så falde?
Eller med andre ord: Vil Grønland ikke have skrevet sig selv op i et hjørne, hvor man er nødt til at kræve suverænitet, når der ikke er noget andet tilbage at kræve?
Er forestillingen om at være på vej fra kolonial underkastelse til uafhængighed blevet så indgroet i grønlandsk identitet, at Grønland ikke kan finde hvile inden for rigsfællesskabet?
Det er svært at spå, især om fremtiden, men ser man ud over Nordatlanten, peger erfaringer fra nabolandene i dén retning.
\ Læs mere
Postdanske nationer og uafhængighed
En suveræn grønlandsk nationalstat vil være postkolonial; et resultat af frigørelse fra kolonitiden. Men den vil også være udpræget postdansk.
Grønland er én af en serie af nordatlantiske, postdanske nationer. Norge, Island, Færøerne og Grønland er postdanske nationer på to måder:
- For det første blev de tænkt og grundlagt i oprør mod Danmark som kolonimagt.
- For det andet er de formet efter et dansk ideal; de deler de samme ideer om, hvad der udgør en nation, og hvilken rolle en stat bør have i den forbindelse.
Denne dobbelteffekt af disse 'danske' ideer om, hvordan man kan være en nation, skaber udfordringer for en fortsættelse af rigsfællesskabet, selv som erklæret »stadigt løsere union«. Vanskelighederne opstår helt grundlæggende, fordi det danske ideal indebærer, at suveræniteten i sidste ende tilhører et kulturelt homogent folk og omvendt; at sådan et kulturelt homogent folk bør have sin egen stat.
Virkeliggørelsen af dette ideal har været drivkraften bag alle uafhængighedsbevægelserne mod Danmark.
I Norge er denne kamp for suverænitet blevet videreført mod EU. Heller ikke i Island endte kampen for uafhængighed med uafhængighed. Kampen er blevet videreført i forhold til de tidligere metropoler (Norge, Danmark), og i forhold til naboer (Storbritannien) og overnationale organisationer, som kunne ligne imperier (EU).
I forlængelse af erfaringerne fra de postdanske naboer kan man formode, at Grønland vil fortsætte sin kamp for suverænitet også efter formel uafhængighed.
\ Læs mere
Hvad ville Machiavelli have sagt?
Lad os nu forestille os, at en gammel pragmatiker som den italienske samfundsteoretiker Machiavelli var blevet indkaldt som rådgiver for den danske regering. Eller for den sags skyld for grønlændere, som foretrækker at blive i rigsfællesskabet.
I den situation jeg har opridset ovenfor, forestiller jeg mig, at han ville foreslå, at fortsætte cykelturen (baglæns) i lavest mulige hastighed.
Rigsfællesskabet skal være under stadig opløsning, men imødekommer man grønlandske og færøske krav om anerkendelse og hjemtagelse i det langsomst mulige tempo, trækkes opløsningen mest muligt i langdrag.
Et sådant ræsonnement kunne sådan set allerede ligge bag den officielle danske tilgang til rigsfællesskabet. Det ville det forklare den dynamiske (men kun i slowmotion) fortolkning af, hvilke typer anerkendelse og decentralisering som er i overensstemmelse med den danske grundlov.
Faktisk kan Grønland få lige præcis, hvad de måtte ønske af lighed og selvstyre, men Grønland vil kun få det efter, skal vi sige, 20 års forsøg, analyser, protest, fordybelse og forhandling. Tidslinjen hidtil passer pænt:
- Formel ligestilling gennem integration i 1953.
- Anerkendelse som særlig og derfor hjemmestyre i 1979.
- Formel delegation af beføjelser til at indgå (nogle) internationale aftaler 2005.
- Anerkendelse som kvalificeret til selvbestemmelse og derfor 'opgraderet' til Selvstyre i 2009.
Fremskrevet ud i fremtiden kunne processen fortsætte:
- Grønlandsk grundlov i 2021.
- Anerkendelse af den grønlandske grundlov som ligestillet med den danske i 2053.
- Og måske FN-anerkendt 'fri association' i 2079.
Der mangler klarere spilleregler
Men selv for enden af den tidslinje udestår et spørgsmål: Hvis fællesskabet skal være en 'fri association, og forbindelsen skal være 'fri' for begge parter, skal betingelserne være acceptable for begge parter.
Hvis Grønland erklærer sig suveræn, hjemtager man hele pakken. Hvad nu, hvis Danmark ikke har lyst til at påtage sig de opgaver, som Grønland umiddelbart efter vil overlade til Danmark, på de betingelser, man forestiller sig?
Hvad nu hvis Danmark ikke køber Grønlands 'sale and lease back'-koncept?
Og hvad er det egentlig for opgaver, et 'frit associeret' Grønland har lyst til at få varetaget?
Grønlandske politikere har siden 2009 koncentreret sig om at få gang i økonomien. Fair nok. Men hvis man skal videre ad vejen fra selvstyre til selvstændighed, bliver det også nødvendigt med langt mere præcise idéer om, hvordan rettigheder og pligter konkret skal omfordeles på den anden side.
Langt mere præcise idéer om, hvad endemålet for rigsfællesskabet er, langt mere præcise end overskriften 'fri association'.
\ Læs mere
