For 700.000 år siden løb et arktisk jordegern rundt i det nordvestlige Canada.
Nu kan dens efterladenskaber fortælle en unik historie om fortidens dyre- og planteliv.
Forskerne har nemlig undersøgt frosne egernlorte fra arktiske jordegern fundet under feltarbejde i Yukon-området i Canada.
»Du får et øjebliksbillede af de her gnavere, der har suset rundt i landskabet for 700.000 år siden,« siger Eline Lorenzen, der er professor i molekylær naturhistorie på Københavns Universitet.
»Det vil sige 400.000 år, før mennesket opstod. Det er sgu da vanvittigt.«
Men hvordan så landskabet ud? Hvad spiste egernet? Og hvordan har arten overlevet de barske klimaforhold?
Det afslører et nyt studie fra Københavns Universitet udgivet i tidsskriftet Nature Communications.
Professor Eline Lorenzen er ikke selv involveret i studiet, men er svært begejstret over forskernes fund.
»Det er altså ikke let at få så meget DNA ud af frosne lorteprøver, der er så gamle. Det er virkelig inspirerende.«
Egernene var ikke kræsne
Forskerne har rekonstrueret hele det arktiske jordegerns genom ud fra lorten fundet i lag af permafrost.
»Enhver lort, uanset om den er fra mennesker eller dyr, vil indeholde DNA-spor, der kan fortælle os, hvad det enkelte individ har spist, og hvordan dets tarmmikrobiom og gener så ud,« forklarer Nicola Alexandra Vogel, der er postdoc i geogenetik på KU og en af forskerne bag studiet.
»Det samme gælder det arktiske jordegern.«
Forskernes DNA-analyse afslører blandt andet, at egernene har spist græshopper, edderkopper, myrer og rester af døde dyr.
Derudover har de også guffet græs, siv, smørblomster, gæslinge- og kornblomster i maverne, før de er gået i vinterhi og sovet i deres jordhuler i cirka seks måneder.
»Vi var overraskede over den store diversitet i plante- og dyre-rester fundet i lorteprøverne,« siger førsteforfatter Hendrik Poinar, der er evolutionsbiolog på McMaster University i Canada.
»De her små dyr var altædende. Nok fordi de går i hi og har brug for mange kalorier.«
Mammutter og sabeltigre
Udover at få indsigt i egernets ‘indkøbskurv’, som Eline Lorenzen fra KU kalder det, giver studiet en unik viden om, hvilke andre dyr egernene levede sammen med for 700.000 år siden.
Lorteprøverne har nemlig afsløret 18 genomer og DNA-rester fra både mammutter, sabeltigre, bisoner, heste, snesko-harer og tonsvis af gnavere.
»Nu ved vi, at de her dyr har levet på præcis samme tid for omkring 700.000 år siden. Vi har altså et levende aftryk af arterne og ved, at de individer har galoperet, løbet og bræget på samme tid.«
»Det er så vildt,« siger Eline Lorenzen.
Forskerne viser også, at landskabet, der i dag er dækket af skov, dengang har været domineret af græs og steppe.
»Det var et rigt landskab med steppe, hvor dyr græssede og levede sammen med løver, sabeltigere og tonsvis af interessante gnavere,« siger Hendrik Poinar til Videnskab.dk.
»Et dynamisk landskab fuldt af liv.«
Måske unik egern-art?
Men hvad blev der egentlig af det arktiske jordegern? Lever arten stadig i dag?
Hendrik Poinar gætter på, at det arktiske jordegern har været meget modstandsdygtigt over for det skiftende klima, der har været domineret af lange perioder med istid og derefter varmere temperaturer.
Dog kan han og forskerholdet ikke med sikkerhed sige, at de jordegern, der lever i dag, er direkte beslægtede med det arktiske jordegern, der levede for 700.000 år siden.
Dér er forskellen i genomerne på datidens egern og nutidens for store.
Man kan tolke dataen på forskellige måder, forklarer Nicola Alexandra Vogel.
»Måske har vi fundet en art i jordegernfamilien, der ikke har været beskrevet før,« siger hun.
En anden mulighed er, at de beskrivelser, der allerede findes af det arktiske jordegerns gener, er mangelfulde.
»Det gør, at vores kortlagte genom ikke passer, og man kan komme til at tro, at det er en anden art. Men det kan også bare være fordi, der ikke er præcis nok data at sammenligne med,« uddyber Nicola Alexandra Vogel.
Det nye studie kan måske gøre os klogere på, hvilke arter, der kan overleve klimaforandringer, påpeger Hendrik Poinar i en pressemeddelelse.
Èn ting er dog sikkert:
Velbevaret DNA, som dét forskerne har fundet, kan give os viden om, hvordan dyre- og plantelivet så ud i fortiden, mener Eline Lorenzen.
»Mange af vores nulevende gnavere gemmer deres forråd, og viden om, hvad de har spist, er en skattekiste fra fortiden. De fleste forskere går et helt liv uden at få adgang til sådan en skat. Så det her forskerhold har været ekstremt heldige.«
