Bog afslører USA’s forsøg på at få kontrol over Grønland

I takt med at spændingerne mellem USA og Sovjetunionen spidsede til efter 2. Verdenskrig, blev Danmark klemt mellem de to supermagters koldkrigsambitioner.

Fem års tysk besættelse var slut, og Danmark var opsat på at gøre brug af landets position på verdensscenen og den videnskabelige suverænitet over Grønland, der under Den Kolde Krig var af høj strategisk betydning for de to supermagter USA og Sovjetunionen.

Hele historien om tophemmelige, diplomatiske stridigheder, militære operationer, forskning og forkludrede mediecoverups bliver skildret i bogen 'Exploring Greenland: Cold War Science and Technology on Ice'.

»Historien skorter bestemt ikke på intriger,« fortæller lektor og videnskabshistoriker Kristine Harper fra Florida State University, der desuden er forhenværende meteorolog og oceanograf.

Kristine Harper var seniorforsker på Exploring Greenland-projektet, der sluttede i 2013 og medredaktør på bogen, der blev publiceret i 2016.

Fortrolige dokumenter afslører politiske magtkampe

Bogen afslører den fulde udstrækning af den amerikanske regerings og militærs forsøg på at opnå territorial kontrol over Grønland, og den nærmest David mod Goliat-agtige politiske situation, der fulgte, og som involverede Danmark, Grønland og USA.

»Vi ved allerede, at USA var meget interesseret i Grønland under Den Kolde Krig. Men vi kender ikke den fulde udstrækning af deres forskningsprogrammer,« fortæller Ron Doel, der er lektor i historie ved Florida State University og en af seniorforskerne på 'Exploring Greenland'-projektet.

Fortrolige dokumenter, der nu er blevet frigivet, afslører hidtil ukendte detaljer om USA's interesse i Grønland, og at Danmark havde mere indflydelse på de amerikanske aktiviteter end tidligere antaget, forklarer Ron Doel.

Forskerne finkæmmede nationale og private arkiver på begge sider af Atlanten for at få ny indsigt i datidens danske og amerikanske perspektiv.

Grønland havde stor strategisk betydning for USA

Den amerikanske regering fattede i første omgang interesse for Grønland under 2. Verdenskrig, mens Danmark var besat af Tyskland.

Grønlands strategiske beliggenhed, lige midt imellem USA og det krigsramte Europa, betød, at det var af afgørende betydning for de allierede, at Grønland ikke faldt i fjendehænder.

Grønland var en vigtig mellemlandingsstation for allierede fly på vej over Atlanten, og vejrstationer rundt omkring i Grønland leverede data til udviklingen af nøjagtige europæiske vejrmeldinger, der var altafgørende for de allierede styrkers succes.

»De allierede var nødt til at okkupere Grønland, fordi de under ingen omstændigheder ville have, at Tyskland nåede at gøre det først,« udtaler Kristine Harper.

1941: USA tager over i Grønland

Den samme dag, som tyske tropper marcherede over grænsen til Danmark, indvilligede USA i at levere varer og overtage forsvaret af Grønland.

Da USA tråde ind i krigen i 1941, tillod den danske gesandt i Washington, Henrik von Kauffmann, at amerikanerne byggede militærbaser til gengæld for anerkendelse af dansk suverænitet.

Amerikanerne gik i gang med det samme. De anlagde start- og landingsbaner, byggede militærbaser og installerede forskningsstationer. De uddannede cirka 7.000 meteorologer og udsendte en del af dem til vejrstationer beliggende i den arktiske region.

I 1944 bestod det amerikanske mandskab i Grønland af 5.795 militærpersoner og civile, hvilket var knap 25 procent af hele befolkningen (21.412).

Henimod krigens slutning havde US Army Weather Service installeret 14 vejrstationer, samtidig med at de betjente 13 danskejede stationer, der var opført før krigen.

De havde endda gjort krav på adskillige hemmelige tyske vejrstationer beliggende på Grønlands svært tilgængelige østkyst.

Grønland - verden største hangarskib

Selv efter krigen var Grønland mindst lige så strategisk afgørende for USA. Grønland lå lige midt imellem USA og den fremspirende sovjetiske trussel.

Mange i den amerikanske regering så Grønland og den arktiske region som det næste brændpunkt, og det varmere og isfrie Arktiske Ocean som sovjetstyrets mulige passage i forbindelse med en invasion af USA.

»Grønland spillede en helt afgørende rolle i forsvaret af Nordamerika,« fortæller Ron Doel, der tilføjer:

»I en artikel i Time Magazine fra januar 1947 beskriver en Pentagon-embedsmand Grønland som verdens største hangarskib. Det opsummerer holdningen ganske udmærket. Det var deres militære kampagnebase.«

Men det var ikke længere nok at have tilladelse til at foretage operationer i Grønland. Den Kolde Krig var i sigte, og den amerikanske regering ville eje Grønland.

Danmark: Grønland er ikke til salg!

»Den danske udenrigsminister, Gustav Rasmussen, besøgte USA i 1946, og den amerikanske regering tilbød lige med det samme at købe Grønland,« fortæller 'Exploring Greenland'-projektets hovedforsker Matthias Heymann, der er lektor ved Institut for Matematik ved Aarhus Universitet og medredaktør på den nye bog.

»Det var den danske udenrigsminister overhovedet ikke forberedt på. Han var taget til USA for at informere sine amerikanske kollegaer om, at USA's militærstyrker skulle forlade Grønland.«

»Den danske regering var helt uforberedt på den amerikanske interesse i Grønland. De var ikke beviste om de amerikanske styrkers enorme interesse i Grønland.«

Den amerikanske regering tilbød at købe Grønland for 100 millioner dollar; et meget fristende tilbud i krigens økonomiske efterspil. Den danske regerings svar var et blankt afslag.

»Danmark er et lille land, der indtil for nylig var besat af Tyskland; en stærk militærmagt under 2. verdenskrig. Det var absolut ikke noget, de havde lyst til at opleve igen,« Matthias Heymann.

På samme tid var situationen tilspidset mellem Danmark og Sovjetunionen, der først forlod Bornholm 5. april 1946.

Ved at afstå den amerikanske regerings tilbud, havde Danmark kridtet banen op: Grønland var ikke til salg.

Vejrstationerne blev et stridspunkt

Danmark hævdede efterfølgende suverænitet over Grønland ved at genvinde kontrol over de vigtigste videnskabelige institutioner og forskningsfaciliteter.

De gik med det samme i gang med at finansiere den geologiske kortlægning, olie- og mineralefterforskning samt vandkraft- og is-studier, og Grønlands Geologiske Undersøgelse (GGU) blev oprettet i 1946.

Der gik ikke lang tid, før vejrstationerne blev et stridspunkt.

»De arktiske vejrstationer, der var blevet etableret under den kolde krig, er afgørende for suveræniteten,« udtaler Ron Doel.

»Hvis man nu etablerer en vejrstation i det nordlige Canada, der bliver betjent af amerikanske forskerne, betyder det så, at USA har suverænitet over denne del af Canada, fordi amerikanerne passer vejrstationerne? Det var noget, der var årsag til bekymring hos canadierne, og det var også grunden til, at danskerne ville have kontrollen over vejrstationerne i Grønland,« forklarer han.

Virkeligheden bider sig fast, og USA tager over

Det danske udenrigsministerium var ivrig efter at overtage kontrollen over vejrstationerne, men der var lige et enkelt problem:

»De var ikke i stand til at gøre det,« fortæller Matthias Heymann, der fortsætter:

»De blev ved med at love at sende personale og underskrev endda kontrakter, der fastlagde, hvor meget personale der var behov for, men i de følgende år kunne de ikke efterleve løfterne.«

»De videnskabelige institutioner i Danmark - eksempelvis Danmarks Meteorologiske Institut - var mere realistiske. De sagde; ‘det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Vi har ikke nok personale. Det er ikke muligt’. Men udenrigsministeriet svarede; ‘vi skal efterleve reglerne, hvis vi vil forsvare vores suverænitet. I skal få det til at fungere’. Det stod på i en årrække mellem 1940 og 1950,« forklarer Matthias Heymann.

Fordi Danmark ikke var i stand til at skaffe nok uddannede meteorologer, fortsatte USA med at betjene de fleste vejrstationer.

»Det er kun en lille bid af historien, men det er interessant, fordi det viser det danske udenrigsministeriums kolossale interesse i at overtage den fulde kontrol,« påpeger Matthias Heymann.

Resignation over for de ressourcestærke amerikanere skulle vise sig at blive et tilbagevendende tema i de efterfølgende år.

Suveræniteten bliver afgjort, men konflikterne fortsætter

I 1951 indgik Danmark og USA en aftale, som gav amerikanerne lov til militært at slå sig ned i Grønland, og som fastlagde nye grundregler for amerikansk forskningsarbejde i Grønland.

Danmark fik fuld suverænitet over øen, og det amerikanske militær fik lov til at bibeholde militærbaserne i meget strengt udstukne områder.

Alt forskningsarbejde og alle militære aktiviteter uden for disse afmærkede områder skulle sanktioneres af Danmark.

»Nu var de danske myndigheder meget mere afslappede, fordi suverænitetsspørgsmålet var afgjort én gang for alle. Men i løbet af 1950’erne begyndte man igen at blive bekymrede. Den danske regering blev ustandseligt overraskede over omfanget af de amerikanske aktiviteter,« fortæller Matthias Heymann og fortsætter:

»Thulebasen kom til at spille en vigtig rolle i det nordvestlige Grønland. Thule var den største flyvestation uden for amerikansk territorium, hvilket viser, hvor vigtig den var. Thule var også centrum for alle mulige forskellige forskningsaktiviteter.«

USA's Camp Century: »Byen under is«

Konstruktionen af Thulebasen begyndte i 1951. I 1954 etablerede USA den videnskabelige lejr Camp Tuto (Thule take off, red.), som blev anlagt 25 kilometer sydøst for basen helt op til Indlandsisens rand, hvor der var gode muligheder for direkte adgang ind på isen.

I 1958 påbegyndte amerikanerne arbejdet på Camp Century. Den arktiske base blev anlagt godt 200 km øst for Thulebasen, 8 meter nedenunder indlandsisens overflade og med en udstrækning på 55 hektar.

I en 1963-propagandafilm om Camp Century fra den amerikanske hær beskrives basen som »byen under is« med alle moderne bekvemmeligheder, lægeklinik, kapel og så videre. Varme og el blev fremstillet af et transportabelt atomkraftværk.

Arbejdet på Camp Century blev påbegyndt uden for de afmærkede militære områder og uden dansk tilladelse.

Suveræniteten blev udfordret ved et cocktailparty

Et uformelt brev i 1959 var den amerikanske regerings første anmodning om lov til at påbegynde etableringen af Camp Century. Af frygt for den sovjetiske reaktion afslog Danmark den amerikanske anmodning.

»Men i august 1959 orienterede den amerikanske ambassadør den danske udenrigsminister om, at amerikanerne allerede var begyndt at bygge Camp Century på indlandsisen. Det skete ganske uformelt ved et cocktailparty,« fortæller Matthias Heymann.

Den chokerede minister indkaldte straks til et hastemøde for at drøfte den danske regerings respons. Men i sidste ende var der ikke meget, de kunne gøre.

»De følte sig ilde til mode, men måtte indrømme, at USA havde hævdet de facto militær suverænitet; Danmark kunne ikke stoppe de amerikanske styrker,« udtaler Matthias Heymann.

Danmarks mediecensur slår fejl

I sidste ende fik projektet lov til at fortsætte, og den danske udenrigsminister insisterede på en total mediemørklægning.

Men det var for sent. Et par dage tidligere publicerede et amerikansk tidsskrift 'The Sunday Star' en stor artikel om lejren; helt uden de danske myndigheders vidende. Historien var sluppet ud af skammekrogen.

Det eneste, den danske regering nu kunne gøre, var at overbevise Folketinget og den danske befolkning om, at projektet var i civilt øjemed og så kontrollere og begrænse mediernes adgang til lejren.

Den danske ambassade i Washington var allerede begyndt at censurere journalisternes rapporteringer om de amerikanske aktiviteter i Grønland ved at fjerne alle politiske sensitive emner og ved en omskrivning, så det i stedet drejede sig om civil forskning.

Amerikanske styrker var et problem for Danmark

Den officielle linje, som både den danske og den amerikanske offentlighed blev fodret med, var, at Camp Century var en civil base, bygget til at 'muliggøre målinger af vejr og sne hele året rundt i et meget strategisk vigtigt område', ifølge dokumenter indsamlet i forbindelse med projektet.

Men Camp Century var så meget mere. Her studerede amerikanerne geofysikkens vigtige discipliner: Seismologi, meteorologi, klimatologi, glaciologi, geomagnetisme og isens og sneens egenskaber.

Men det endelige mål for militæret var at bruge basen og den indsamlede viden til 'Project Iceworm', som skulle omfatte 600 mellemdistance a-bomber, der skulle placeres i et 4.000 kilometer langt tunnelsystem 10 meter under indlandsisen.

Hvert år ville der blive boret nye tunneller, så missilerne hele tiden kunne skifte position. Hele komplekset skulle dække 140.000 km², og det ville kræve 11.000 mand til at betjene systemet.

Den danske regering var uvidende om planlægningen af 'Project Iceworm'. Kun den danske statsminister havde kendskab til mulige atomare aktiviteter i Grønland (se faktaboks).

Projektet kom første gang til offentlighedens kendskab, da Dansk Udenrigspolitisk Institut (DUPI) i 1997 på Folketingets foranledning udgav en stor rapport om amerikanske overflyvninger af Grønland med atomvåben-bevæbnede fly, og Thulebasens rolle heri.

Grønland blev mindre strategisk vigtig

Mod slutningen af 1960'erne var USAs militære interesse i Grønland begyndt at stilne af. Ny teknologi betød, at Grønland var knapt så strategisk afgørende.

Vellykkede prøvesprængninger af strategiske og langtrækkende ballistiske missiler affyret fra ubåde og udstyret med atomsprænghoveder samt fremskridt inden for luftfarten betød, at amerikanerne ikke længere var afhængige af Grønland.

Camp Century lukkede i 1967. Ingeniørerne havde opdaget, at isen forandrede sig mere, end de havde regnet med, og allerede i 1962 begyndte de at notere sammentrykning af tunneltaget, fordi den overliggende sne og is bevægede sig uventet meget.

Thule Air Base, der engang var den største flyvestation på amerikansk territorium, blev slanket kraftigt. I 1968 bestod mandskabet af kun 1.189 personer.

Selv spørgsmålet om, hvem der skulle vedligeholde og betjene vejrstationerne, blev mindre ømtåleligt; stationerne var i stigende grad blevet automatiseret.

USA i Grønland er stadig et omstridt emne

Men USA forlod ikke Grønland helt, og det er stadig et politisk ømtåleligt emne i dag.

»Grønland er stadigvæk en sikkerhedszone ved overflyvninger, og det er stadig et sted, hvor de amerikanske styrker lytter med og iagttager. Der er kæmpe installationer i Grønland, og det er ikke noget, de har lyst til at opgive inden for den nærmeste fremtid,« udtaler Kristine Harper.

Et studie har afdækket, at klimaændringerne er skyld i endnu et politisk ømtåleligt emne

Efterladenskaberne fra Camp Century under isen kan komme til at befinde sig i en afsmeltningszone og ikke i den arktiske is, der skulle have holdt affaldet sikkert isoleret fra det arktiske miljø.

Så nu er spørgsmålet, hvem er ansvarlig for oprydningen - Danmark, USA eller Grønland?

Grønlænderne blev kørt ud på sidelinjen

I dag lægger teknologien, udviklet gennem de militære forskningsaktiviteter, grundlaget for klimaforskere fra hele verden, når de udborer iskerner både i Grønland og Antarktis.

Det var danske, amerikanske og schweiziske forskere, der etablerede det første borekerneprojekt med det mål at udbore en iskerne.

I dag rejser forskere fra hele verden hvert år til Grønland for at studere den foranderlige is og oceanerne.

Datasættene har gjort forskerne i stand til at udvikle arbejdsmodeller over havcirkulationen og den atmosfæriske cirkulation, afsløre flere århundreders klimaforandringer og bekræfte eksistensen af menneskeskabte effekter på klimaet og de sensitive arktiske økosystemer.

Men kampen for forskningsmæssig suverænitet er endnu ikke ovre.

»Det er en mærkværdig historie, for det handler alt sammen om Grønland, men i hænderne på USA og Danmark. Den grønlandske befolkning havde intet at skulle have sagt,« påpeger Matthias Heymann.

Grønland har i dag egen forskningsdagsorden

Grundlaget for Grønlands Hjemmestyre trådte i kraft 1. maj 1979. Den 21. juni 2009 afløstes hjemmestyret af Grønlands Selvstyre, som placerede Grønland inden for rammerne af det dansk-færøsk-grønlandske rigsfællesskab.

Grønland har i dag sin egen ekspanderende, selvstyrende og uafhængige forskningsdagsorden.

Institutioner som Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, og Asiaq, Grønlands Forundersøgelser, former stadig i samarbejde med både danske og internationale forskningsinstitutioner de videnskabelige forskningsaktiviteters fremtid i Grønland.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos ScienceNordic. Oversat af Stephanie Lammers-Clark.