Forholdet mellem Danmark og Grønland har været som et parforhold ude af sync

»Som dansker kan du gå et helt liv uden at tænke på Grønland«.

Sådan lyder det fra Ulrik Gad Pram, der er seniorforsker og blandt andet forsker i Grønlands sikkerhedspolitik og relation til Danmark på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

Han præciserer:

»I hvert fald ind til for nylig«.

For der er sket en vild bevægelse fra, at et fåtal af danskere har interesseret sig for relationen mellem vores to lande til, at emnet nu er hot.

Alle følger med i det nært forestående grønlandske valg.

For i princippet kan grønlænderne lade sig skille fra Danmark og i stedet gå hånd i hånd med amerikanerne. Og acceptere Trumps tilbud om alliance og handel.

Men hvordan er vi kommet hertil?

Hvad er Danmarks og Grønlands relation idag?

Og hvilke historiske begivenheder har gjort, at man kan sammenligne vores to lande med et parforhold, der mildest talt har været præget af gnidninger og misforståelser?

Det dykker Videnskab.dk ned i her i vores 6. kapitel om Grønlands og Danmarks historie.

Mere end et frilandsmuseum

Siden danskerne begyndte koloniseringen af Grønland i 1700-tallet, har Danmark ønsket at dominere handlen og økonomien i Grønland.

Omkring 1921 blev Grønland officielt anerkendt som en del af det danske kongerige af verdenssamfundet (på nær i Norge, der først accepterede Grønlands status som dansk i 1933).

»På det her tidspunkt er grønlænderne trætte af at blive kigget på som et frilandsmuseum,« lyder det fra Kirsten Thisted, der er lektor i minoritetsstudier med stor viden om danske og grønlandske relationer på Københavns Universitet.

De bliver set på som et slags vindue ind til fortiden, uddyber hun.

»I Danmark så man det som en mulighed for at forstå, hvordan man levede i stenalderen, når man kiggede på Grønland«.

Velfærd i Grønland bliver til social fattigdom

Men grønlænderne kæmper videre for at blive accepteret som en ligeværdig og værdifuld partner for Danmark.

Og efter Anden Verdenskrig blæser verdens vinde på en måde, der giver grønlænderne mulighed for at filtre sig lidt mere ud af kolonitidens spændetrøje.

FN fordømmer kolonimagter, og det presser Danmark ud i en grundlovsændring i 1953. Grønlænderne bliver danske statsborgere med samme rettigheder som etniske danskere.

»Det myldrede op med danske sygeplejersker, håndværkere og lærere, der skulle gøre Grønland til et velfærdsland,« fortæller Ulrik Gad Pram.

Danmark var fast besluttet på at vise FN, at vi tog budskabet alvorligt. Grønland skulle have flere veje og større byer med skoler, hvor man kunne lære dansk.

Det traditionelle fiskeri og hvalfangsten skulle gøres moderne og afvikles på fabrikker i større byer. Og der skulle være hospitaler med dygtige sygeplejersker og læger.

»Alle de her danskere fortalte grønlænderne, at de ikke længere var en koloni. Men det ironiske er, at de i de kommende år, skulle føle sig mere koloniserede end nogensinde,« beretter Ulrik Gad Pram videre.

Ude af sync

For inden 1953 havde grønlænderne ønsket at vise Danmark, at de var ligesom danskerne, lyder det fra Kirsten Thisted, der laver samme pointe i et studie fra 2022.

»De ønskede de samme betingelser som os, så de kunne bevise, at de kunne præcis lige så meget som os i forhold til at skabe et moderne velfungerende samfund,« forklarer hun.

Det danske blik var i stedet med udgangspunkt i et fugleperspektiv. Ovenfra og ned.

»For danskerne var det mere: ’årh stakkels naturfolk. I er jo helt forskellige fra os og kan ikke klare jer selv. Lad Moder Danmark hjælpe’,« lyder det fra Kirsten Thisted.

Og ligesom i parforholdet, hvor man kan se tingene på helt forskellige måder, fortsatte Danmark og Grønland med at være ude af sync i tiden efter 1953, hvor grønlænderne blev danske statsborgere.

Danmark begyndte at dyrke lighederne og referere til Grønland som en del af Danmark, og grønlænderne begyndte i stedet at mærke forskellene på det at være dansk og grønlænder.

Det var nemlig ikke let at have boet i små bygder med flere hundrede kilometers afstand og så pludselig skulle være moderne fisker i en større by. Identiteten blev udfordret hos flere grønlændere.

»Så grønlænderne begyndte at dyrke forskellene og deres særlige traditioner og kultur,« siger Kirsten Thisted.

Der var blandt andet efter 1950’erne øget fokus på Grønlands særegne musik, hvalfangerkultur og mundtlige fortælletraditioner.

Hjemmestyre

Utilfredsheden med den danske indflydelse i Grønland stiger gennem 1950’erne og 1960’erne.

»Grønlænderne oplevede at blive diskrimineret i deres eget land« lyder det fra Kirsten Thisted.

Et eksempel er de 22 grønlandske børn, der blev tvunget til at flytte fra deres familier til Danmark for at starte et skoleeksperiment i 1950’erne.

Et andet er Spiralsagen, hvor grønlandske piger og kvinder i 50’er og 60’erne blev tvunget til at få lagt spiraler op af den danske stat for at regulere en stigende befolkningstilvækst i Grønland.

I 1970’erne er der et udtalt ønske om mere selvstændighed og løsrivelse fra Danmark, forklarer Kirsten Thisted.

»For selvom der er grønlændere med i nogle af de organer, der træffer beslutninger om Grønland, går alle beslutninger stadig gennem København og Danmark, der i sidste ende bestemmer,« siger hun.

Og det harmonerer dårligt med de øvrige strømninger i Danmark og Vesten, hvor der er frihed og antikolonialisme på dagsordenen. Og grønlændernes ønske om at få lov at være danske statsborgere, samtidig med at bevare deres kultur.

»Så grønlænderne bruger det at dyrke forskellene mellem dem selv og danskerne aktivt som en forhandlingsstrategi. De ønsker at få lov at bestemme mere selv,« siger Kirsten Thisted.

I 1979 lykkes det. Grønland opnår hjemmestyre.

Mere præcist betyder det, at Grønland går fra at have et landsråd med danske og grønlandske repræsentanter, der kan sende forslag til København om ændringer, til i stedet at have et landsting, hvor grønlændere selv kan oprette love for dem selv og øens beboere.

»Så længe forslagene ikke strider mod grundloven og Danmarks forpligtelse i forhold til menneskerettigheder, så kan grønlænderne med hjemmestyret bestemme det meste selv,« forklarer Ulrik Pram Gad.

Svært at kappe båndet

Det lykkes da også grønlænderne at lave en masse reformer og definere deres egen politik.

I Grønland har man eksempelvis en helt anderledes straffelov end i Danmark, fortæller Ulrik Pram Gad.

»De har ikke fængsler, men re-integrationsanstalter. Så de gør alt for at få gerningspersoner tilbage i samfundet,« siger han.

Men alligevel er det, som om dansk lov og danske systemer puster grønlænderne i nakken.

»Man er stadig fanget i nogle danske måder at tænke og gøre ting på. Der er også stadig mange danske ledere rundt omkring i de grønlandske virksomheder,« fortæller Ulrik Pram Gad.

Som et eksempel peger han på, at fødevarevirksomheden Royal Greenland har hovedkvarter i Nordjylland.

»Det giver ikke rigtig mening, hvis det er en primært grønlandsk virksomhed«.

Og selvom mange grønlændere har et ønske om at uddanne sig, er deres muligheder stadig at gå gennem et dansk uddannelsessystem.

»Så bindingen er altså stadig meget stram,« lyder det fra Ulrik Pram Gad.

Selvstyre

Grønlænderne ønsker større reel indflydelse, end hjemmestyret kan give dem, påpeger Kirsten Thisted.

Og efter flere års utilfredshed, foreslår grønlandske politikere i 2009 en ny model: Selvstyre.

Forslaget bliver vedtaget og betyder blandt andet, at grønlænderne nu endelig bliver formelt anerkendt som et selvstændigt folk under folkeretten.

Derudover kan de nu primært selv bestemme over udnyttelsen af deres råstoffer såsom grafit, stål og litium.

Men selvstyret betyder også, at Danmark ’fastfryser’ bloktilskuddet på cirka tre millioner kroner årligt, som Grønland har modtaget fra Danmark siden 1979.

I stedet for, at tilskuddet stiger, i takt med at Grønland varetager flere og flere områder selv – det kan være politi, hospitalsvæsenet, kirke eller uddannelse – er beløbet nu fikseret.

»Det gør man, fordi man regner med, at indtægterne fra de mange råstoffer vil dække de her udgifter. Men det gjorde de blandt andet ikke på grund af finanskrisen, og fordi de globale råstofpriser faldt,« siger Ulrik Gad Pram.

Trumps tilbud minder om kolonitiden

Derfor er Grønland stadig dybt afhængig af dansk økonomi.

»Så selvom det på papiret ville være pærelet at blive skilt fra Danmark, er virkeligheden mere kompliceret,« mener Ulrik Pram Gad.

Grønland er afhængige af at samarbejde med andre lande, lyder det blandt andet i et studie fra 2021. Og USA har som bekendt meldt sig klar til at underskrive en ægtepagt.

»Jeg tror ikke, der er en overvægt af grønlændere, der tror på, at Donald Trump kan give dem en bedre fremtid. Men vi må se, hvad der sker efter valget,« siger Ulrik Gad Pram.

Trumps tilbud har rystet både danskere og grønlændere, mener Kirsten Thisted.

»Grønlænderne er blevet slået tilbage til kolonitidens ubehagelige følelser af Trumps tilbud. Som om, de bare er nogen, man kan købe og sælge,« siger hun og slutter:

»Måske det kan være et oplæg til en ny begyndelse for Danmark og Grønland. Men vi står alle sammen med åben mund og tænker: 'Hvad sker der her'«.