Tidligere på året fløj en række NASA-forskere over det nordvestlige Grønlands isdække.
Cirka 150 kilometer øst for Pituffik Space Base, tidligere kendt som Thulebasen, opsnappede forsker Chad Greene et billede fra flyvinduet.
Det var her, at radaren opdagede et levn fra den kolde krig, som var begravet under indlandsisen, skriver NASA i en pressemeddelelse.
Forskerne var nemlig stødt på Camp Century, en videnskabelig militærlejr, som blev bygget af USA i 1959, og dengang skabte ‘panik i Udenrigsministeriet’.
»Vi ledte efter isens bund, og pludselig sprang Camp Century frem,« siger projektleder Alex Gardner i pressemeddelelsen.
I forbindelse med militærlejren udarbejdede den amerikanske hær ‘Projekt Iceworm’ med formålet at bygge et netværk af tunneler med atommissiler. Missilerne nåede dog aldrig til lejren, som blev efterladt i 1967 og dækket af Grønlands sne.

Da NASA i april fløj over militærbasen, var flyet udstyret med radarinstrumentet UAVSAR. Det estimeres, at Camp Century er cirka 30 meter under isen, så NASA’s radar kunne opfange billederne.
Der har tidligere været luftbårne undersøgelser over Camp Century, som har vist tegn på basen. Men billederne fra i år er de hidtil bedste:
»I de nye data er den hemmelige bys individuelle strukturer synlige på en måde, som de aldrig har været før,« siger Chad Greene, der forsker ved Jet Propulsion Laboratory, i pressemeddelelsen.
I takt med den globale opvarmning er det dog muligt, at militærbasen vil springe frem fra isen.
Et studie fra 2016 viste, at indlandsisen ovenpå Camp Century kan forsvinde inden for de næste 75 år, og isens smeltning vil føre til, at kemisk, biologisk og radioaktivt affald fra basen vil blive eksponeret og bevæge sig mod kysten. Forskerne antydede, at det potentielt kan blive et geopolitisk problem mellem den danske regering og USA.
Derfor forskes der fortsat i indlandsisens tykkelse, så man kan se, hvad der vil ske med isen, når havene opvarmes.

































