Lad os stille tiden præcis fem år tilbage. Det er 12. juni 2021. Åbningskampen til EM mellem Danmark og Finland kører på 42. minut.
Hele Danmark ser med, mens Christian Eriksen løber frem for at modtage bolden. Glæden i stuerne får dog en brat ende, da den unge fodboldspiller uden varsel synker sammen i græsset, tilsyneladende bevidstløs. Hans hjerte er stoppet med at slå.
En dramatisk episode, som næsten genudspillede sig for få dage siden, da Christian Eriksen igen faldt om under en landskamp. Heldigvis sørgede en pacemaker for, at hans hjerte ikke stoppede, og han kunne selv gå fra banen.
Men faktisk er hjertestop en af de hyppigste dødsårsager i Danmark. Hvert år rammes 5.000 mennesker af hjertestop uden for hospitalerne – det svarer til 14 mennesker dagligt.
Statistisk vil kun omkring to af de 14 ramte overleve. Og det på trods af, at overlevelseschancerne i Danmark er blandt de højeste i verden – ikke mindst fordi vi har et rigtig godt beredskab, når ulykken rammer.
Tid er afgørende
Chancen for at overleve afhænger af, hvor hurtigt der bliver opstartet genoplivningsforsøg. For hvert minut der går fra hjertet stopper, til hjertemassagen påbegyndes, mindskes chancen for at hjertet kan komme i gang med cirka 10 procent.
Forskning viser da også, at udøvelse af hjertemassage, og kvaliteten af den, er det, der har den største positive effekt på overlevelseschancen hos et menneske med hjertestop.
Desværre kan traditionel hjertemassage fra selv de bedst uddannede fagpersoner kun genskabe op til 40 procent af den blodgennemstrømning, som vores hjerter normalt yder. Derfor vil der ofte opstå akut iltmangel i de livsvigtige organer, hvor særligt hjernen og hjertet kan tage skade.
Overlevende efter et hjertestop vil derfor i mange tilfælde få følgeskader som nedsat funktion af hjertet og/eller skader i hjernen, og deraf følgende handicap og nedsat livskvalitet.
Danmark er blandt de bedste i Verden
Det kan virke som en nedslående historie. Men historien om hjertemassage er også historien om, hvordan vi som mennesker fik den nødvendige viden, som gør os i stand til at hjælpe mennesker tilbage fra dødens greb.
Lad os tage tilbage til Parken den 12. juni 2021. I 12 lange minutter ligger Christian Eriksen livløs på plænen, en hel nation holder vejret, imens holdkammeraterne slutter ring om ham og skærmer for kameraer og tilskuere. På jorden udkæmpes en anden kamp. Læger gør, hvad de kan for at få det stillestående hjerte til at slå. Det er en kamp mellem liv og død.
Historisk set blev døden defineret ved ophør af hjertets pumpefunktion og vejrtrækning, og ud fra denne beskrivelse var den blot 27-årige fodboldspiller kortvarigt død på denne dag, da hans hjerte pludselig stoppede med at slå.
\ Hvornår er man død?
Da vi mennesker lærte genoplivning, blev synet på døden ændret. Hvor den før blev set som en endegyldighed, blev døden i stedet en akut livstruende tilstand, der kunne bekæmpes, hvis der blev handlet tilstrækkeligt hurtigt og effektivt.
Derfor måtte døden som begreb genopfindes:
- Klinisk død bliver brugt til at definere tilstanden med et samtidigt ophør af hjerteaktivitet og vejrtrækning.
- Hjernedød beskriver tilstanden, hvor hjernen har taget skade i en grad, hvor al hjerneaktivitet er ophørt.
- Biologisk død beskriver en uigenkaldelig tilstand, hvor kroppens celler har taget skade i en grad der er uforenelig med liv, og døden derfor er endelig.
Med hjertet i hånden
Der ligger mange års forskning bag den genoplivende behandling, som Christian Eriksen modtog i Parken.
Faktisk kan forskning i genoplivning af døde dateres tilbage til 1700-tallet. Her forsøgtes genoplivning på forskellig vis – blandt andet ved at puste røg i den afdødes endetarm.
Fra denne tid foreligger de første beretninger om succesfuld genoplivning efter drukning ved indblæsning af luft i den druknedes mund. Denne praksis blev i Paris i 1740 den første officielle anbefaling for genoplivningsforsøg rettet mod druknede.
Lidt mere dramatisk begyndte man i 1700-tallet også at eksperimentere brug af elektricitet til at genoplive døde dyr, og angiveligt skulle det i slutningen af 1700 være lykkedes at genoplive en lille pige ved brug af strøm.
De første forsøg med massage af hjertet blev udført på dyr i 1874, hvor man åbnede ind til brysthulen for med hænderne at trykke hjertet sammen. Denne praksis blev første gang anvendt med succes på et menneske i 1901.
Denne åben-bryst-massage til behandling af hjertestop, blev herefter brugt frem til år 1960, hvor W. B. Kouwenhoven sammen med kolleger udgav den første artikel, der beskrev vellykket udførelse af lukket-bryst-massage. Artiklen beskrev fem cases, hvor de ved hjælp af tryk mod brystkassen havde genoprettet hjerterytmen hos patienter med hjertestop.
Denne praksis blev hurtigt anerkendt, og udviklede sig, i kombination med indblæsninger i munden, til den metode vi i dag kalder hjerte-lunge-redning. Allerede 20 år efter kunne helt almindelige mennesker i Danmark få undervisning i hjertelungeredning.
Samme opskrift - nye tiltag
Metoden til udførelse af hjertemassage er nærmest forblevet uændret, siden den blev taget i brug tilbage i 1960. Der er blevet ændret på frekvensen af, hvor meget man skal trykke og puste – men teknikken til hjertemassage er den samme.
Til gengæld har det øgede fokus på at undervise borgere i hjertelungeredning, samt opsætning af offentligt tilgængelige hjertestartere siden 2007, haft en markant effekt.
\ Hvis du ser et hjertestop
Hvis du ser et hjertestop, skal du straks ringe 1-1-2 eller få en anden til at gøre det. Når 1-1-2 modtager dit opkald, sender de hjælp afsted med det samme og vejleder dig i, hvordan du starter hjertelungeredning, indtil ambulancen når frem.
Start hjertelungeredning med 30 hårde tryk i på brystkassen og to indblæsninger mund-til-mund. Sæt dig ned ved siden af personens brystkasse, placer dine hænder foldet på personens brystkasse og giv 30 hårde tryk efterfulgt af to indblæsninger mund-til mund. Gentag dette indtil hjælpen er fremme. Hvis der er flere til stede, kan I skiftes til at trykke på brystkassen. Se hvordan du giver hjertelungeredning.
Brug en hjertestarter, hvis der er en til stede. Alle kan bruge en hjertestarter. Du skal bare tænde den og følge vejledningen.
Kilde: Dansk Råd for Genoplivning
Det kan ses ved, at det i år 2000 kun var cirka 20 procent af dem med hjertestop, som modtog førstehjælp, hvor der i år 2020 blev ydet førstehjælp til cirka 80 procent. Dertil hænger der i dag cirka 26.000 tilgængelige hjertestartere i Danmark.
Denne indsats har betydet, at overlevelseschancerne ved hjertestop i Danmark i dag er blandt de højeste i verden. På 10 år skete der en tredobling, fra cirka 4 procent i år 2007 til cirka 13 procent i 2017.
Det er da også netop en af disse hjertestartere, der 12 minutter efter Christian Eriksens hjertestop afgiver et stød mod landsholdsspillerens hjerte. Det genstarter den livsnødvendige rytmiske sammentrækning af hjertet, der er ansvarlig for at blod og ilt, der indåndes, kan komme ud i kroppen og opretholde livet.
Det næste skridt
Men når hjertemassage er vores vigtigste værktøj ved hjertestop, hvorfor er metoden så nærmest ikke blevet udviklet, siden den blev indført for 66 år siden?
Svaret skal findes i vanskeligheden ved forskning på området. Man må benytte sig af dyreforsøg, og sammenspil mellem blodgennemstrømning og eventuelle justeringer i udførelsen af massagen er svær at belyse.
Dertil kommer, at enhver ændring af hjertelungeredning potentielt kan koste menneskeliv. Den velafprøvede metode er derfor fortsat det sikreste valg.
At det er vanskeligt at forske på området betyder også, at den underliggende mekanisme, som driver blodet rundt, når der ydes hjertemassage, endnu ikke er klarlagt. Vi ved ikke, om det er sammenpresningen af hjertet eller sammenpresningen af brystkassen, der virker.
Videnskaben mangler med andre ord forståelse for at kunne forbedre.
På Aarhus Universitet iværksættes derfor i disse måneder et projekt, hvor et nyudviklet mekanisk apparatur kan udføre ensartet mekanisk hjertemassage inde i en MR-skanner.
Projektet, som jeg vil fortælle mere om i en senere artikel, skal belyse den hidtil utilgængelige fundamentale viden og forhåbentlig danne ramme for udvikling af en metode, der giver øget adgang til forskning på området.
Det er vores håb, at vi kan få adgang til den viden, vi mangler, og som kan være med til at hjælpe de 14 danskere, der i gennemsnit rammes af hjertestop hver dag.
































