»Fantastisk« denisova-fossil fundet: Menneskets forhistoriske fætter boede i et af verdens mest ekstreme miljøer

Da en buddhistisk munk i 1980 gik op i en kinesisk bjerggrotte for at bede, gjorde han et spektakulært fund, som danske og kinesiske forskere i dag jubler over.

På grottens klippegulv lå højre halvdel af en underkæbe. Den så menneskelig ud, men var langt større – intet nutidsmenneske ville have så stort et kæbeparti – så det gik straks op for munken, at her var tale om et levn fra et forhistorisk menneske.

Munken bragte kæbefossilet til et lokalt kloster i den kinesiske Gansu-provins, hvor det længe har ligget gemt.

I dag kan et forskerhold fra blandt andet Lanzhou Universitet i Kina og Københavns Universitet i et nyt Nature-studie afsløre, at kæben stammer fra en denisova, en af menneskets forhistoriske og meget ukendte forfædre, der for 160.000 år siden beboede den kinesiske grotte i den nordlige del af Himalaya-bjergene.

Grotten er kun det andet sted i verden, der nogensinde er fundet et denisova-fossil, og det er til og med klart det største af de to, der er blevet fundet.

»De mest afgørende spørgsmål, arkæologer har haft om denisovaer, er, hvordan de så ud, samt hvor udbredte de var. For første gang nogensinde har vi mere end et fossil, som viser netop det,« siger Frido Welker, postdoc ved Statens Naturhistoriske Museum på Københavns Universitet, som er en af forskerne bag det nye studie, til Videnskab.dk.

Fossilet er blevet artsbestemt udelukkende ved hjælp af proteinanalyse – mere om det i boksen under artiklen.

Homo sapiens’ gådefulde fætter

Det var pokkers heldigt, at den buddhistiske munk fandt denisova-kæben i 1980, for arkæologerne har hidtil vidst ufatteligt lidt om denisova-mennesket.

»Det er jo fantastisk det her, for indtil nu har vi kun haft bittesmå knogler og enkelte tænder fra denisovaerne,« siger Mikkel Heide Schierup, professor fra Center for Bioinformatik på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk. Han har ikke selv deltaget i studiet.

Felix Riede, der er professor ved Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier, Aarhus Universitet, og som heller ikke har været involveret i studiet, istemmer:

»Det nye fund er grundlæggende helt fantastisk og længe ventet, for det oprindelige denisova-fund åbnede i sin tid op for en gåde, et decideret mysterium, om en art, der primært kunne spores gennem genetik,« siger han.

Det første denisova-fossil blev fundet i en grotte i Sibirien i 2010.

Her fandt forskere resterne af en fingerknogle fra en ung fortidskvinde, der blev døbt X-woman. Analyserne af DNA’et viste, at X-woman adskilte sig genetisk fra både neandertalere og homo sapiens, men repræsenterede en ukendt slags menneske.

Siden er der også blevet fundet tænder fra nogle enkelte andre denisovaer i den sibiriske grotte, men de hidtidige fund er så begrænsede, at forskerne ikke har kunnet bruge dem til at sige så meget om denisovaernes udseende.

»Genetikken giver et perspektiv på denisovaens evolutionære historie, levevis og tilpasning til forskellige miljøer. Kæber og tænder giver et andet, og de skal helst kombineres,« fortæller Felix Riede.

Kæber og tænder kan for eksempel vise, hvad folk har spist, og hvordan de har set ud.

LÆS OGSÅ: Ukendt menneskeart fundet i Sibirien

Nyt fund opklarer denisovaens genetiske gåde

Det har længe været en gåde for forskerne, hvorfor denisovaerne i den sibiriske grotte besidder en særlig genetisk variant, der ruster kroppen til at overkomme hypoksi, en tilstand af iltmangel, der kan opstå i stigende højder.

Denisova-grotten i Sibirien ligger kun 700 meter over havniveau, så de russiske fortidsmennesker har næppe haft brug for evnen til at modstå højdesyge.

Men med fundet af kæbefossilet giver denisovaernes højdetilpasning pludselig rigtig god mening.

Det er nemlig fundet i Baishiya Karst-grotten beliggende 3.280 meter over havniveau i Det Tibetanske Plateau, omgivet af Himalayabjergene mod syd og Kunlunbjergkæden mod nord.

Når denisovaerne skulle overleve der, har det været en livsbetingelse at være særlig rustet til at kunne håndtere ekstreme højder.

»Man kan forestille sig, at denisova-menneskets primære tilpasning har været til højder, så det sibirske miljø, de første denisovaer blev fundet i, slet ikke minder om det miljø, som denisovaer oprindeligt har udviklet sig i,« siger Felix Riede.

Denisova-kæben fra Kina er omkring 120.000 år ældre end fossilerne fra Sibirien, så det peger på, at denisova-mennesket kunne have boet i de kinesiske bjerge og udviklet deres særlige højdetilpasning i en årrække, før de vandrede til Sibirien.

Boede i et af verdens mest ekstreme miljøer

Traditionelt er forhistoriske mennesker som neandertalere og denisovaer ikke blevet regnet som nær så tilpasningsdygtige som nutidsmennesker, fortæller Frido Welker fra KU.

Men ifølge ham understøtter det nye denisova-fund, at denisovaer faktisk var utroligt tilpasningsdygtige.

Det har nemlig krævet en overlevelsesevne udover det sædvanlige at klare sig i den kinesiske grotte, hvor kæbe-fossilet er blevet fundet.

»Det mest slående ved fundet er, at denisovaerne boede på Det Tibetanske Plateau. Det er et område med knaphed af ilt og store svingninger mellem dag- og nattetemperaturer. Man har troet, at kun moderne mennesker kunne klare sig der, så vores fund sætter den teori i et helt nyt perspektiv,« siger Frido Welker fra KU.

Som om det ikke var nok, at denisovaerne skulle kæmpe mod kulde og iltmangel, viser forskernes datering også, at ejermanden af kæbefossilet boede i grotten under den næstsidste istid, som begyndte for 194.000 år siden og ophørte igen for 135.000 år siden.

»Så ressourcerne har været meget begrænsede med meget lidt vegetation,« siger Frido Welker.

LÆS OGSÅ: Forskere finder første barn af to forskellige menneskearter

Forhistorisk sex forklarer nutidsmenneskers genetik

Selvom kæbefossilet nu giver os de første håndfaste beviser for, at der har levet denisovaer udenfor Sibirien, har teorien om, at denisovaer beboede et område, der rækker langt udover den sibiriske grotte, hvor X-woman blev fundet, længe eksisteret.

Rester af denisova-mennesket spøger nemlig stadig i arvemassen i nulevende mennesker fra Asien og vidner om, at denisovaer og homo sapiens tydeligvis ikke holdt sig tilbage for at have sex med hinanden.

Fortidens sex på tværs af mennesketyper betyder, at nogle befolkninger i dag bærer på en genetisk variant i EPAS1-genet. Den øger kroppens iltoptag, når man befinder sig ved lavt ilttryk, der findes ved over 3.000 meters højde.

»Det tyder på, at denisovaerne har givet genvarianten til sherpaernes forfædre for længe siden, og at sherpaerne så for nyligt har givet det til tibetanerne. Dette genbrug af en genetisk tilpasning har givet tibetanerne en stor fordel i forhold til at leve i højderne,« siger Mikkel Heide Schierup fra Aarhus Universitet.

Forskere har også fundet, at mellem tre og seks procent af DNA’et hos beboerne i Melanesien, blandt de oprindelige folk i Ny Guinea og blandt aboriginals i Australien stammer fra denisovaer.

LÆS OGSÅ: Vores forfædre havde sex med mystisk menneskeart

Startskuddet på mere Denisova-forskning

Da den buddhistiske munk samlede denisova-kæben op fra grottegulvet i 1980, forestillede han sig næppe, at knogleresten rummede så store mængder genetisk og anatomisk viden om et fortidsmenneske, der døde for 160.000 år siden.

Fundet kan måske føre til nye erkendelser om, hvordan menneskearten har udviklet sig.

»Man kan se, at der er overlap mellem denisova-kæben og andre forhistoriske mennesker både fra Europa og fra Kina. Nogle af dem anses normalt for at være homo erectus, imens det er blevet foreslået, at andre kan være denisovaer,« siger Felix Riede.

Det nye fund kan være med til at afsløre, om nogle af de tidligerefaktisk kan være endnu flere denisovaer. For eksempel har flere arkæologer troet, at Penghu-kæben fundet i Taiwan, stammede fra en homo erectus, men nu viser det sig, at den robuste kæbe ligner den nyfundne Denisova-kæbe.

»Fundet giver os en klar kobling mellem genetik og anatomi, og det betyder, at vi kan lave en revurdering af de fossiler, der allerede er fundet,« fortsætter Felix Riede.

Denisovaer får mere spotlys

Mikkel Heide Schierup er enig i, at vi langt fra har hørt det sidste til denisovaerne.

»Jeg er sikker på, at forskere kigger alle homonine (menneskelige, red.) knogler, de nogensinde har fundet, igennem. For hvor mange af dem er i virkeligheden denisovaer? Det her er ikke det sidste eksempel – der kommer mange flere,« siger Mikkel Heide Schierup og fortsætter:

»I løbet af de næste år går vi ind i en æra, hvor denisovaer bliver mere spændende end neandertalere, fordi de ser ud til at have været meget mere udbredte.«

Traditionelt er der blevet forsket meget i neandertalere, fordi de var mest udbredt i Europa, og der er fundet mange velbevarede neandertal-knogler. Derfor er de er langt mere velbeskrevne i forskningen end denisovaer, »men der er også fundet masser af knoglerester i Kina, som venter på at blive undersøgt,« fortsætter AU-professoren.

»Det her rykker feltet til at fokusere mere på Østasien, hvor denisovaer allerede er repræsenteret i de fossile optegnelser,« istemmer Frido Welker.

LÆS OGSÅ: Neandertal-gener gennemsyrer os – undtagen i hjernen og testiklerne

LÆS OGSÅ: Dyrkede sex med fortids-mennesker: Derfor bliver tibetanere ikke højdesyge