Færre og færre bor de steder, hvor danskerne er mest lykkelige
Mange små landsbyer kæmper for livet, men andre er i rivende udvikling. Her er fællesskab og sammenhold en del af hverdagen, og det er på landet, danskerne er gladest.
\ Automatisk oplæsning
Mange små landsbyer kæmper for livet, men andre er i rivende udvikling. Her er fællesskab og sammenhold en del af hverdagen, og det er på landet, danskerne er gladest.
Da Emma og Tim flyttede til Agger i Sydthy for at drive den lokale købmand, tænkte de ikke på, at stedet lå så langt fra alt, man næsten kunne komme.
»Agger blev et fristed for os, hvor vi kunne være os selv. Vi søgte det tætte, og det betød alt, at vi kunne være med til at præge et lokalsamfund,« fortæller Emma Lund Kristensen.
Senere rykkede de videre til Hald ved Skive for at overtage endnu en butik. Det var en drøm, der krævede tålmodighed:
»Det tog os halvandet år at få lov til at låne. Vi talte med 16 banker, som alle havde læst de samme statistikker om landsbyernes fremtid,« siger Emma.
Men til sidst lykkedes det, og 22-årige Emma Lund Kristensen og 27-årige Tim Lybæk Vestergaard er sikre på, at de har truffet en god beslutning.
Der er babyboom i Hald, som de siger. Unge mennesker flytter til, og der er et stærkt sammenhold og en tro på fremtiden.
Selvom optimismen spirer i Hald, er det langtfra alle landsbyer, der er i vækst.
Generelt falder antallet af danskere, der bor i en landsby eller et landdistrikt, markant.
Til gengæld vokser landets største byer samt byer med mellem 5.000 og 10.000 indbyggere, viser tal fra Danmarks Statistik.
Det har fået en organisation som Landbrug & Fødevarer, der er en central aktør i landområderne, og forskere til at foreslå 'aktiv afvikling' og en accept af, at ikke alle landsbyer kan bestå.
Henrik Vejre forsker i landskabsarkitektur og planlægning ved Københavns Universitet og mener, at vi bør tage konsekvensen af udviklingen:
»I virkelighedens rationelle verden ville det mest bæredygtige være at lukke en tredjedel af landsbyerne. Men det er der ingen politikere, der tør. Så landsbyer dør langsomt ud i stedet,« siger Henrik Vejre, der er professor ved Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.
Ifølge Henrik Vejre sker det allerede, når kommunerne gradvist skærer i service og kalder de stærkeste lokalsamfund for ‘prioriteringslandsbyer’.
Annonce:
\ Her bor vi
Tal fra Danmarks Statistik viser, at:
- 32 procent af indbyggerne i Danmark bor i storbyområderne København, Aarhus, Odense og Aalborg.
- 27 procent bor i mellemstore byer (10.000-100.000 indbyggere).
- 41 procent bor i små byer og landdistrikter.
Siden 2007 er befolkningen vokset i hele landet - undtagen i landkommuner med under 30.000 indbyggere.
Hvorfor er vi lykkeligst i landsbyen?
Bag statistikkerne om affolkning gemmer der sig anekdoter om tilfredshed og tilhørsforhold i Hald og andre landsbysamfund.
Nyere forskning kan også dokumentere, at vi er lykkeligst og oplever størst mening, hvis vi bor på landet.
I marts 2025 viste en opsigtsvækkende analyse fra Syddansk Universitet, at danskere i mindre landsbyer scorer højest på lykke og oplevet mening.
I 2022 kom et større forskningsprojekt også frem til, at 82 procent af danskerne på landet oplever en »høj livskvalitet«. Blandt københavnerne er det 74,7 procent, der selv synes, at deres livskvalitet er høj.
Forklaringen ligger ifølge forskerne i nærhed, natur, fællesskab og et opgør med storbyens flokmentalitet.
Anders Nørregaard Nielsen, som flyttede fra Aarhus tilbage til Hald, genkender følelsen:
»Vi flyttede væk fra Aarhus for at få mere resonans. Min opgave blev at vise min kone, at min hjemstavn ikke kun er røde pølser og kogt spaghetti. Vi er et velfungerende landsbysamfund, vi ligger tæt på vandet, og vi har et meget aktivt foreningsliv. Jeg tror, der er mange unge par, der efterspørger den slags.«
Anders arbejder i forsvaret. Hans kone, der er fra København, er sygeplejerske på et plejehjem. Derudover er hun blevet frivillig i menighedsrådet. Det var det bedste alternativ til fodbold. Som Anders siger:
»Man bruger meget krudt herude på at tænke over, hvordan man kan lokke folk hjem igen. Og det er vigtigt, at man indretter de små lokalsamfund, så de er gode at lande i som tilflytter - man skal kunne undvære surdejsbrød og cortado fra storbyen, så der skal være et stærkt alternativ.«
Ved årets julemarked står familen og en række venner for at servere hjemmebagte surdejsboller for gæsterne.
\ En myte, at mange flytter ud på landet
Myten om ‘byfolk, der flytter på landet’, er overdrevet.
Der har de senere år været en fortælling om en 'modurbanisering', hvor højtuddannede fra København får nok af de høje boligpriser og flytter på landet. Dansk forskning kan i brede træk punktere denne fortælling.
Selvom det er rigtigt, at flere og flere højtuddannede flytter ud af Københavns og Frederiksberg Kommune, så viser registerdata fra Danmarks Statistik, at der fra 2006 til 2020 i langt overvejende grad ikke blev kørt så langt med flyttebilen - folk flytter primært fra midten af storbyen og ud i forstæderne.
En grundig gennemgang foretaget af Roskilde Universitet af tilflytninger til Guldborgsund Kommune på Falster har for eksempel kunnet dokumentere, at kun 0,05 procent af tilflytterne siden 2007 kom fra København, og at langt størstedelen kom fra nabokommunen Lolland. Læs mere om det studie her.
Hvad skal der til, for at en landsby overlever?
Hanne Tanvig, der er nyligt pensioneret landdistriktsforsker med over 50 års erfaring, har i sin karriere undersøgt landsbyers overlevelsesevne, blandt andet ved at studere lokale købmænd i 18 landsbyer.
Tilstedeværelsen af en købmandsbutik er afgørende for en landsby, siger hun, men for at den kan overleve, kræver det ildsjæle med viden og netværk, og som tør tage ansvar:
Annonce:
»Det er ikke kompetencer, der bare hænger på træerne. Det var typisk tilflyttere, der var dukket op og havde slået sig ned og havde viden og forudsætninger og netværk udadtil, der skulle til, for at det kunne lanceres.«
»Vi er allesammen blevet fortalt, at samfundene ville blive afviklet, så folk har slukket deres evne til at skabe nyt. Det er en kulturting. Men det var fedt at kunne vise med statistik, at det ikke er tilfældet - at man kan skabe nyt,« siger Hanne Tanvig, der de seneste årtier forskede ved Københavns Universitet.
I butikslokalet i Spar-butikken hos Tim Lybæk Vestergaard og Emma Lund Kristensen garanterer popbandet Rocazino denne søndag formiddag den gode stemning. ‘Dine øjne er så blå’ er stadig en banger i Hald, og snakken går i købmandsbutikken.
For Tim og Emma var det en no-brainer at flytte til Hald og blive Spar-købmænd.
Også selvom de arbejder syv dage om ugen, istandsætter den gamle købmandsbolig ved siden af arbejdstiden og tit tænker over, »hvad fuck de har rodet sig ud i«.
Hanne Tanvigs kæphest er den måde, der tales om landområder på. I de mange årtier, hvor hun har beskæftiget sig med området, har hun set, hvor meget det betyder, hvilke fortællinger der kommer derfra. Hun nævner populære Klitmøller og Sydfyn som eksempler.
Som hun siger, er det ikke en naturlov, at alting bare skal falde sammen i provinsen.
»Der har førhen været dødslister over små landsbyer. Hvis man ser på de lister i dag, så kan man jo bare sige, at det passer jo ikke - nogle er genopstået fra de døde. Det bevæger sig i bølger - og hvis nogen tager fat og får fat i de rigtige forbindelser, så kan det lade sig gøre at vende udviklingen.«
Generationer holder liv i lokalsamfundet
Udover lokal opbakning så handler landsbyers overlevelse også om alder. At sikre, at der bor unge mennesker.
Her er der måske håb at hente i statistikkerne, der viser, at andelen af 35-årige, der bor i samme type kommune, som da de var 15, er langt større i landkommuner end i resten af landet - og den har været stigende de seneste tre år.
Annonce:
En af de store familier, der holder liv i Hald, er familien Skovgård. Her ses bedsteforældrene øverst, deres tre børn og to svigerbørn samt fem børnebørn, der alle bor i landsbyen.
Dagplejer Joan Skovgård, der ses i den sorte bluse midt på trappen, har boet i Hald siden 1993 sammen med sin mand Brian (i den grønne polo), der er tømrer.
»Her er alt, hvad vi skal bruge. Vi har idræt, dagpleje, skole, plejehjem, dagligvarebutik, skov, vand og natur lige uden for døren.«
»Der er jo af og til nogle, der kommer op i vores aldersgruppe, der flytter til Skive i en lejlighed, så de ikke skal slå græs, og så de kan rejse og sådan. Men jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skulle sidde i en lejlighed i Skive og lave. Jeg ville hurtigt blive træt af at sidde og læse krimier,« siger Joan.
Deres fire børn bor stadig i byen. Joan og Brian gør sig mange tanker om, hvordan de kan holde på børnene.
Nøglen er at vise dem, hvor vigtige de er for lokalsamfundet.
Familien Skovgård er dybt engageret i den lokale idrætsforening, Ørslevkloster IF.
»Vi har hver især været fodboldtrænere, min mand har været badmintontræner, og jeg sidder i fodboldudvalget og hovedbestyrelsen nu. Vi forsøger at lade det gå videre til vores børn. Vores datter Anne på 22 sidder også i fodboldudvalget og er badmintontræner - og vores søn Martin på 25 sidder i baneudvalget og kridter baner op,« siger Joan.
Det er vigtigt for Joan og Brian at lære deres børn, at tingene ikke kommer af sig selv. Det er nødvendigt at involvere sig i et lokalsamfund, siger de, for intet kommer ud af det blå. Og så skal man finde et arbejde, man er glad for.
Brian overtog sin far Jørgens tømrervirksomhed, og sønnen Martin er også uddannet tømrer.
Men det var ikke familievirksomheden, Martin skulle fortsætte i. I hvert fald ikke på sin fars side. I stedet er han nemlig nu blevet dagplejevikar - og arbejder sammen med sin mor:
»Det er aldrig sket i Skive Kommune, at mor og søn gør det - måske aldrig på landsplan. Det fungerer supergodt for os. Det er megahyggeligt, og Martin er skidegod til de store børn, mens jeg kan tage de små, der i starten søger mest mod mig,« siger Joan.
Den tidligere tømrer Jørgen, som ses på billedet, er nu 80 år gammel, men kan stadig svinge en sav.
Jørgen Skovgård skærer storke i træ og sætter dem ud ved hver ny fødsel i byen.
Selvom Hanne Tanvig i sin forskning har haft fokus på, hvordan små lokalsamfund kan overleve, så understreger hun, at der selvfølgelig også er landsbyer, der er dødsdømte.
»Hvor herligheden er totalt forsvundet, fordi der er marker, fordi det stinker, og jeg ved ikke hvad. Her er det selvfølgelig svært at forestille sig, at folk flytter til og vil give den en skalle.«
Mens nogle landsbyer altså uundgåeligt ender i forfald, så viser steder som Hald, at andre kan blomstre, når fællesskab og initiativ går hånd i hånd.
Denne artikel er den tredje af tre artikler om byer i serien 'Kampen om Danmarks areal'. De andre handler om den kompakte storby og parcelhuslivet i mellemstore byer. Du kan læse mere om Danmarks byer på denne introduktionsside.
Om serien 'Kampen om Danmarks areal'
Danmark er under stor forandring i denne tid:
Kyster bygges til, marker lægges om, skove får lov at gro vildt, og byerne breder sig på bekostning af det åbne land, alt imens vi forsøger at finde balancen mellem natur, klima og vækst.
I denne artikelserie dykker vi ned i de virkeligheder og dilemmaer, der former fremtidens Danmark – gennem forskningen, politiske beslutninger og menneskene, der lever midt i forandringen.
Du kan navigere mellem seriens artikler ved at trykke på prikkerne i nedenstående danmarkskort.
Bag serien
Tekst og foto: Jens Renner Christensen og Marius Renner Christensen
Redigering: Ditte Holst Svane-Knudsen, Jonas Salomonsen og Jon Mathorne
Serien er støttet økonomisk af Carlsbergfondet. Videnskab.dk har redaktionel frihed i forhold til indholdet.
Fotografier og fortællinger fra serien udgør også den omrejsende fotoudstilling 'Det formede land', der indtil videre har besøgt Middelfart, Thisted, Aarhus og København.
