Giver det mening at redde landdistrikterne? 

Hvis du besøger en landsby, eller kører en tur ad de danske landeveje, har du sikkert oplevet at landområderne kan se lidt søvnige ud.

I de større, gamle handelsbyer er butiksvinduerne lukkede og slukkede til fordel for store butikscentre ved byernes indfaldsveje.

Længere ude i de mindre landsbyer er der ofte slet ingen butikker tilbage – eller skoler for den sags skyld.

Uden skole, handelsliv og så videre er det alene et sted, man bor. Man står op, kører ind til den nærmeste eller næste handelsby og går på arbejde, handler ind og kører hjem igen.

For nogle kan det være drømmen, men færre og færre mennesker vælger at bo der.

Og det er netop omdrejningspunktet i min forskning, hvor jeg har analyseret 17 års registerdata for affolkning og flyttemønstre i en dansk kommune syd for Sjælland.

Jeg har også set på flyttemønstrene for hele landet, og i denne artikel præsenterer jeg resultaterne af begge analyser for dig.

Hvis du har en forkærlighed for forestillingen om, at vi vender tilbage til landsbyerne, den friske luft og plads mellem husene, skal du måske tage en ekstra dyb indånding – den drøm bakker tallene ikke op.

Et stik i et nordjysk hjerte

Som nævnt har jeg arbejdet tæt sammen med en kommune undervejs i undersøgelsen.

Formålet med mine analyser er at finde en måde, hvor data om affolkning og flyttemønstre kan hjælpe kommunen med at træffe beslutninger om, hvordan de vil udvikle deres landområder.

Kommunen og jeg skal helt generelt blive klogere på, hvem der bor der, flytter dertil og derfra og med den viden komme med et bud på, hvordan kommunen kan gribe problemet med, at folk flytter væk, an.

En 'datadrevet politisk beslutningsmodel for udvikling af landdistrikter' er det mundrette navn for den 'ting', min forskning omsættes til i praksis.

Efter snart to et halvt års dedikeret analysearbejde har jeg fået justeret mit perspektiv på landdistrikternes tilstand, om end det stikker lidt i mit nordjyske hjerte:

Vi ér allerede for få til at udfylde landdistrikterne, og vi bliver med al sandsynlighed ikke flere.

Det er ikke længere et spørgsmål om at vende udviklingen, men om at tilpasse sig den i stedet. Det vender vi tilbage til – først skal vi se lidt på et par konkrete eksempler rundt omkring i landet.

Fra land til by, og fra by til tæt på by

Inden vi zoomer ind på kommunen syd for Sjælland, må vi gøre os nogle generelle betragtninger om flyttemønstre i Danmark.

Figuren herunder viser den samlede nettotilflytning (tilflytning minus fraflytning) for Aarhus Kommune fra 2010 til 2023.

De grønne kommuner viser, i hvor høj grad der kommer flere tilflyttere end fraflyttere mellem Aarhus og den pågældende kommune, mens de røde kommuner viser det modsatte.

Aarhus har eksempelvis ’vundet’ 3.656 tilflyttere fra Herning, uden at lige så mange er flyttet fra Aarhus til Herning. Omvendt har Aarhus ’tabt’ 13.950 fraflyttere til København.

Der er her et tydeligt mønster i, at Aarhus suger tilflyttere til sig fra det meste af Jylland, men selv taber fraflyttere til sine nabokommuner og København.

At flytte fra by til land er langt fra normen

Der er desværre ikke plads til 98 figurer i artiklen her, én for hver kommune, men det er en tendens, der ses ved alle de store bykommuner, når man ser på flyttedata hos Danmarks Statistik:

Vi flytter fra land til by og fra by til tæt på by.

Flytninger fra by til land – såkaldt ’modurbanisering’– er fortsat et nichefænomen, som jeg har svært ved at se skulle blive landkommunernes redning på den lange bane.

Ser vi på, hvordan befolkningen er vokset i Danmarks 98 kommuner fra 2007 til 2023, viser tallene fra Danmarks Statistik, at i gennemsnit har:

• 39 kommuner haft flere fødsler end dødsfald,
• 54 kommuner haft flere tilflyttere end fraflyttere,
• Alle 98 kommuner oplevet tilflytning af indvandrere.

Kun i fem kommuner – København, Frederiksberg, Egedal, Skanderborg og Aarhus – har fødselsoverskuddet været større end antallet af nye indvandrere i perioden.

På kommuneniveau landet over er det altså indvandring, der udgør det største bidrag til befolkningstilvæksten, ikke nettotilflytning. Men indvandring alene er ikke nok.

Nykøbing Falster er en magnet på Lolland-Falster

Nu retter vi blikket mod kommunen syd for Sjælland, nemlig Guldborgsund Kommune, og zoomer yderligere ind fra kommuneniveau til sogneniveau.

Figuren herunder viser den samlede interne nettotilflytning (tilflytning minus fraflytning fra andre sogne i kommunen) for Nykøbing Falster sogn fra 2007 til 2023.

Ligesom Aarhus Kommune og Aarhus by virker som en magnet for det jyske opland, gør Nykøbing Falster Sogn med kommunens hovedby, Nykøbing Falster, det samme med sognene i Guldborgsund Kommune.

Her er mønsteret også, at der generelt er en større strøm mod hovedbyen end væk fra den; og den største strøm væk er til nabosognet Toreby (E), hvor Sundby ligger, som af de fleste udefrakommende nok ville blive betragtet som en del af Nykøbing Falster.

Også her flytter man altså fra land til by og fra by til tæt på by.

Mønsteret gentager sig

Det der sker mellem kommuner på landsplan, sker også mellem sogne på kommuneniveau. Mønstrene gentager sig på tværs af rumlige niveauer.

Dobbelturbanisering kaldes det også, når både større og mindre byer vokser, mens landdistrikterne stadig skrumper, som det også observeres i Guldborgsund.

Men niveauerne går også den anden vej, for det er ikke kun i Danmark, at landdistrikterne affolkes, og befolkningen klumper sig sammen i byerne.

Det sker i store dele af verden, og er en del af et globalt fænomen, hvor især vestlige lande, men også eksempelvis Japan, oplever stadig større demografiske forskelle mellem land og by.

Dødsspiraler, københavneri og privilegieblindhed

Tendensen med skrumpende befolkningstal og stadig større skævheder mellem ung og gammel er med til at fastholde, at folk flytter fra landet i et selvforstærkende loop.

Her er meningerne splittet, og debatten ofte følelsesbetonet: Nogle taler om velfærdssammenbrud og ’dødsspiraler’ i yderområderne, mens taler andre om ’civiliseret afvikling’, fordi landbruget samlet set ikke beskæftiger ret mange mennesker længere.

Ikke overraskende er der også politisk uenighed om, hvordan denne samfundsudfordring bør håndteres.

Beskyldninger om ’Københavneri’ og ’privilegieblindhed’ partierne imellem er blot ét eksempel på, at denne debat kæmper med at finde fælles fodslag mellem fakta og følelser.

Aktiv afvikling kan være en fornuftig løsning

Landbruget, som er en central aktør i landdistrikternes udvikling, har tidligere selv påpeget, at der med fordel kunne udpeges områder til ’aktiv afvikling’, som Landbrug & Fødevarer foreslog i deres udspil ’Mere liv uden for de store byer’ fra 2016.

Her skulle man aktivt fravælge at opretholde udviklingen af affolkende byer på landet til fordel for eksempelvis natur, erhverv og produktion.

Sådan lød det også i en anbefaling til en tidligere regering: »Samtidig er der behov for en realistisk tilgang og en accept af, at ikke alle landsbyer i landet kan bestå i den nuværende form.«

Hvis en lille by eller et landområde ikke er levedygtigt, bør man altså overveje at bruge det til noget andet i stedet.

Det er dermed ikke alene ’københavnerne’, der taler for en gentænkning af vores landområder, men også de, der lever og arbejder i landområderne selv.

Vi tager selv beslutningerne

Guldborgsund Kommune har et ønske om i endnu højere grad at informere deres planlægningsarbejde med data, de allerede har adgang til.

Hvem der bor hvor, hvor i livet de er, og hvor de flytter hen, er viden, der giver os en vigtig indsigt i, hvor realistisk det overhovedet er at ’genoplive’ landdistrikterne.

Datainformerede beslutningsmodeller, som den jeg arbejder på til Guldborgsund Kommune, er ikke spåkugler, og skal heller ikke være det.

Tal er hverken følelseskolde eller kyniske, men derimod et metodisk redskab til at adskille fakta og følelser i svære diskussioner.

Tallene alene skal selvfølgelig ikke bestemme, hvad vi gør – men det skal følelserne heller ikke.

Og så længe tilflytning ét sted sker på bekostning af fraflytning et andet sted, er land og by hinandens nulsumsspil, hvor noget må forgå, så andet kan bestå.

Steder som Guldborgsund Kommune og andre land-, oplands- og provinskommuner er formet i en tid, hvor skellet mellem små og store byer var mindre.

Ud over en skole var der måske også en slagter, en bager og en smed, men sådan er det ikke længere.

Det giver ingen mening at holde landsbyernes levedygtighed op imod et romantisk ideal, for ved at gøre det forhindrer vi dem faktisk i at tilpasse sig en anden virkelighed.

En virkelighed, som et blik tilbage i registrene kan gøre os i stand til selv at forme.