Må Rihanna klæde sig ud som pave?
Er det okay som hvid at sidde i buddhistisk meditationsstilling eller rulle sin yoga-madras ud til et hundestræk?
Kan ateister vandre på camino’en, og kan feminister iklæde sig hijab som symbol på søstersolidaritet?
Eller vil det være en form for religiøs appropriation?
Begrebet kulturel appropriation er blevet et modeord i den amerikanske kulturkrig, og debatten har også nået vores hjemlige breddegrader. Religiøs appropriation er til gengæld et felt, der for mange synes specielt følsomt og betændt, men sjældent udfoldet.
Det er også et begreb til selvrefleksion inden for den brede vifte af kritiske afkoloniseringstiltag, som både underholdningsindustrien og forskningsverdenen må tage alvorlig.
I denne artikel vil jeg give eksempler på religiøs appropriation. Men jeg vil også beskrive, hvorfor en tilsyneladende oplagt afsløring af hvid, vestlig og kapitalistisk udnyttelse af autentiske religiøsitet kan være temmelig problematisk.
Lån eller tyvekoster?
At appropriere betyder at stjæle eller tilegne sig noget for at gøre det til sit eget.
Det kan være materielle genstande, tyvstjålet fra kolonier og udstillet på museer som symbol på Vestens velmagt. Det kan også være beklædningsgenstande, frisurer og symboler taget fra minoritetskulturer, som bliver solgt eller tivoliseret på det kommercielle marked.
Men hvad er problemet egentlig med, at man for eksempel klæder sig ud som bredhattet mexicaner til en introfest på Københavns Universitet?
Problemets kerne er det skæve magtforhold, hvor lån og påskønnelse (’appreciation’) bliver til tyveri og tilegnelse (’appropriation’).
Fra fascination til løftede pegefingre
Når en dominerende gruppe tilegner sig symboler eller varer fra en marginaliseret gruppe, er det appropriation, mens den modsatte trafik bliver til assimilation.
Især i USA har mange taget kampen op som en politisk ideologi, hvor uretmæssig magtbrug bliver set som typisk for den hvide mands kolonialistiske tankegang.
Hvide geishaklædte kunstnere og dudes med eksotiske dreadlocks bliver i dag ikke mødt med fascination for kreativ selvudfoldelse, men med moralsk løftede pegefingre.
Det bliver i dag set som kulturel appropriation.
Men hvad så med yogarejser og ayahuasca-trips?
Religiøs appropriation er et aspekt af kulturel appropriation. Det er heller ikke tilfældigt, at det netop er den amerikanske cocktail af identitetstænkning og religiøse følelser, der gør USA til arnested for den debat.
I den amerikanske kulturkrig er identitetspolitik et brændvarmt emne. Køn, race og seksualitet er blevet kamppladser for opdelte grupper, der dyrker identitetsmarkører som en eksklusiv fetich.
Religion er en anden, og ofte sprængfarlig identitet.
Hvid, amerikansk mainstream-kristendom har altid været den dominerende tradition. Men minoriteternes symboler og religiøse praksis er de seneste år begyndt at blevet taget alvorligt, også globalt.
Spirituel turisme såsom yogaretreats eller vandreture til minoriteters helligsteder kan ses som appropriation og kommerciel udnyttelse religiøse traditioner.
Det samme gælder for new age-guruer i den påtagede rolle som indsigtsfulde åndemanere med autoritet til at vejlede i ayahuasca-trips.
\ Læs også
Hvidvaskning af andres ideer
Religiøs appropriation kobles ofte til ’hvidvaskning’ og ’kolonisering’ af oprindelige ideer og praksisformer.
’Spirituel, ikke religiøs’ er en hel kategori af moderne vesterlændinge, der ikke mener religion er noget for dem, men derimod anser spiritualitet som autentisk og universel.
Oprindelige folks religioner bliver brugt som reservoir til spirituel praksis for søgende vesterlændinge.
Men også Østens religioner har i Vesten været både spiritualiseret og sekulariseret, med flere lag af de traditionelle religioner skrællet bort. Yoga og meditation er typiske eksempler, der i USA desuden er blevet varer i en milliardindustri.
Og hvad er så problemet med det, spørger du måske? Det kan den amerikanske religionsprofessor Lis Bucar hjælpe os med at sætte ord på.
\ Afkolonisering af forskningen
Jørn Borup er ved at færdiggøre et forskningsprojekt støttet af Carlsberg Fondet, der kritisk undersøger afkolonisering af buddhisme- og religionsforskningen, hvori også spørgsmålet om religiøs appropriation indgår.
Du kan læse mere om projektet her.
Søstersolidaritet eller selviscenesættelse?
I Lis Bucars bog ’Stealing my religion’ fra 2022 beskriver hun religiøs appropriation som det forhold, at individer adopterer en religiøs praksis fra andre uden at føle en forpligtelse til den.
Hun diskuterer, om det for eksempel er moralsk i orden for sangeren Rihanna at klæde sig ud som pave? Eller for ateister at benytte pilgrimsruten Camino i Spanien til oplevelse og motion?
Og med eksemplet om hvide feminister, der bærer hijab for at støtte muslimer udsat for islamofobi, peger hun på et dilemma:
Er det retfærdig søstersolidaritet, eller dybest set selviscenesættende dyds-signalering og en provokation mod majoriteten af muslimske kvinder, der ikke selv bærer hijab?
Religiøs crossdressing
En anden amerikansk forsker, Sophia Rose Arjana, problematiserer i bogen ‘Buying Buddha, Selling Rumi fra 2020, når yoga bliver til fitness og meditation til wellness, og når islamisk sufi-dans bliver til underholdning og jødisk kaballah-mystik til new age-business.
Med vanlig amerikansk sans for racialisering, ser hun et eksempel med en kendt hvid islam-konvertit som udtryk for falsk ’religiøs crossdressing’ og hvidvask af en ’ikke-hvid religion’.
Til gengæld er det ikke ’blackwashing’ af islam og buddhisme, når sorte bliver muslimer eller går til mindfulness-meditation.
Fokusset er igen magtforhold, der ofte bliver tilskrevet en verden opdelt i hvid og ikke-hvid.
\ Læs også
Vi skal være mere bevidste
Arjana, Bucar og en lang række andre (primært amerikanske) forskere opfordrer i disse år til, at vi bliver mere bevidste om religiøs og kulturel appropriation.
Med inspiration fra postkoloniale studier – hvilket kort sagt er det perspektiv, at al viden skal ses i forhold til de skæve magtbalancer, der blev skabt i kolonitiden – og øget bevidsthed om race tilskynder de samtidig andre forskere til at undersøge deres egen deltagelse i en sådan appropriation.
Det gælder den ’hvide’ og ’vestlige’ bias i eksporten af vestlige ideer iklædt universalisme. Altså som noget almengyldigt, der gælder for alle.
Religionsbegrebet er her et ofte udskældt eksempel, for det har rod i en kristen og europæisk kontekst, og det lader sig ikke helt overføre til andre kulturer.
Overhovedet det at analysere ’de andre’ ved hjælp af analyseredskaber fra en vestlig kultur, ser nogle forskere som udtryk for nutidig kolonialisme.
Men det gælder også den modsatte vej, i forhold til importen af de andre religioners tanker og begreber. Magi, mana og tabu hører lige så lidt til i Vesten, som begrebet ’religion’ gør i ikke-vesten, er argumentet.
For brug af andre folks ideer og begreber i en vestlig og hvid ramme er i et sådan perspektiv udtryk for samme form for appropriation, som når religioner bliver brugt til forretning eller underholdning.
Debatten er relevant – men også meget politisk
Problematikken omkring appropriation er helt relevant. I en skæv verden er det oplagt at råbe vagt i gevær, når minoriteter bliver udnyttet.
I en forskningsverden er det helt naturligt at være opmærksom på ens egne filtre og ståsteder.
Når jeg som forsker for eksempel undersøger religion i andre kulturer, er det let at falde i en letkøbt ide om, at vores verden er den ’naturlige’, og at de andres er afvigende afarter.
Men appropriationsdebatten er også meget amerikansk, stærkt politiseret og kan i visse udgaver selv forekomme som en moderne form for kolonialisme.
For ideen om rene og autentiske kulturer og religioner er dybest et en ideologisk konstruktion.
Religioner har altid vandret i tid og rum, optaget lokale skikke og ideer. Religioner transformerer kulturer og tilpasser sig samme.
Nutidig nordisk eller afrikansk kristendom er lige så eksotisk for kristne på Jesu tid, som amerikansk buddhisme er for klosterbuddhister i Indien for et par tusind år siden.
I Japan og Nepal er religionerne blandet sammen, så mange ikke helt kan skelne deres eventuelle forskelle, ganske som de gamle romere og grækere ikke så megen ide i adskilte traditioner.
Religiøs crossdressing er ganske naturligt, og ikke alle ’oprindelige kulturer’ er lige oprindelige. Hvor stammer egentlig dreadlocks og meditation fra? Hvem har retten til at sige noget herom?
Identitetspolitisk performance
Amerikansk identitetspolitik koblet med moderne dyrkelse af det autentiske individ lægger op til, at kun ’insiders’ må repræsentere sig selv.
Kun sorte må recitere digte af andre sorte forfattere, kun transpersoner må spille roller som transpersoner roller i film. Kun religiøse kan forstå og må repræsentere religion indefra.
Men ingen person eller institution kan påtage sig rollen som vogter for en hel kultur eller religion.
Når hindunationalister påtager sig rollen som forsvarere af indisk kultur ved at tage patent på yoga og afkolonisere ’hvid appropriation’ er det også udtryk for strategisk politisering.
Ikke mindst fordi yoga, som vi kender den i dag, også er et moderne skabt fænomen, skabt blandt andet under indflydelse af skandinavisk gymnastik.
Når religiøse postulerer egen religiøsitet som den eneste garant for autentisk viden (’jeg er, altså ved jeg’) er det, snarere end et relevant argument for anti-kolonistisk lærdom, i lige så høj grad udtryk for identitetspolitisk performance.
Viden er vejen frem
Som både Lis Bucar og Sophia Rose Arjana lægger op til, er det opbyggelige budskab om viden den bedste måde at komme omkring problematikken med religiøs appropriation.
Viden om religioner er lige så essentielt, som opmærksomhed på egne filtre og skæve magtpositioner.
Hvis vi vil undgå at være kolonialistiske religionsrøvere, skal vi altså vide mere om yoga, før vi ruller måtten ud, frem for at lade være med at dyrke yoga. For det er typisk den bevidstløse, kapitalistiske, respektløse brug, der anklages som tyveri og appropriation.
I Danmark kan en sådan diskussion forekomme besynderlig. Blandt andet fordi vi har god og kritisk religionsundervisning på universiteter og gymnasier, der ikke er underlagt religiøse interesser.
Men i en globaliseret verden, hvor flere lægger stemme til kritik af vestlig dominans, vil både kulturel og religiøs appropriation givetvis fortsætte med at være følsomme emner, der kræver kritisk opmærksomhed.
