Zen og tantra, ayurveda og yoga, mindfulness, nirvana, mandala, reiki, feng shui, kundalini, karma og reinkarnation.
Begreber, produkter og praksisser fra østlige religioner er blevet hotte og hitter i Vesten – for det er godt, sundt og cool.
Som sådan er østlig spiritualitet udtryk for en generel ‘østliggørelse’, der sætter Vestens triumferende favntag på globaliseringen i et andet perspektiv.
Mere end tegneserier og Bollywood
Asiens ‘soft power’ er mere end japanske tegneserier, indiske Bollywod-film, koreansk cuisine og kinesiske Konfucius-institutter. Det er også bløde værdier og religiøs praksis, der som spiritualitet giver åndeligt afkast og symbolsk kapital i Vesten.
Som produkter på markedet har det fået del af den materielle velstands udviklingskage, og alene yoga og mindfulness er blevet globale milliardindustrier.
Nu er den østlige spiritualitet vendt tilbage til Østen efter en globaliseret transformation i Vesten.
En sådan bevægelse er udtryk for en generel sandhed, der i moderne tid har skruet op for volumen:
Religion og kultur er dynamiske størrelser, der ikke sidder i nationale gener.
Vestens opdagelse af østlig religion
Det er længe siden, Østen blev del af Vesten. Det skete længe før globaliseringen, og dengang det faktisk gav mening at skelne mellem ‘Øst’ og ‘Vest’.
Der har været spekuleret i, om græske filosoffer og hellenistiske vismænd skulle have været i kontakt med buddhistmunke eller hinduistiske guruer, og historier om Jesu vandring østpå er stadig del af visse new age-miljøer.
\ Ny bog om spiritualitet i øst og vest
Jørn Borup er sammen med Marianne Q. Fibiger redaktør på bogen ‘Eastspirit. Transnational Spirituality and Religious Circulation in East and West. Brill’, 2017.
Bogen omhandler Østens spiritualitet og transkulturelle vandringer mellem øst og vest, har 14 kapitler om yoga, meditation, guruer m.v. og er resultatet af et forskningsprojekt og en international workshop på Aarhus Universitet. Læs mere om bogen her.
Det meste er dog spekulation, og vi skal ind i Oplysningen og Romantikken for at finde spor til den ’Orientalske renaissance’, der for alvor satte Østen i centrum.
Udover den politiske gevinst med kolonialiseringen blev også Asiens religioner kapret ved beskrivelser og analyser.
Østens mystik blev for intellektuelle et marked for egen selverkendelse og et middel til religions- og kulturkritik hjemme i Europa.
Rosseau, Voltaire, Leibniz, Schopenhauer, Nietzsche, Heidegger var blandt de mange, der blev inspireret eller lånte fra Østens skatkammer til at producere egne tanker, og teosoffer og esoterikere lånte lystigt herfra til at skabe egne traditioner.
\ Læs mere
Spiritualitet er blevet sekulariseret
I nyere tid er trenden blevet forstærket, men nu for de mange, og med nye udtryk.
Yoga var ligesom tantra oprindelig en naturlig del af hinduismens mange former for rituel praksis. Med kropsøvelser og åndedrætsteknikker var det en del af vejen for den søgende, der ville nå den ultimative udstigning fra denne verden.
Buddhistisk meditation var integreret i den strenge klostertilværelse, hvor studier, recitation af hellige tekster, ofringer og almisseindsamling fyldte livet for de unge munke.
På samme måde har ayurveda, tai chi, zen og tanker om karma og reinkarnation været dele af gamle praksisformer og verdensanskuelser i Østens religioner.
I vestlige reklamer er disse stadig eksotiske. Men de er også blevet domesticeret på vejen til Vesten.
Kollektiv østlig religion er blevet individualiseret spiritualitet, og nogle gange endda helt sekulariseret som kropslige og mentale teknikker uden religion.
Der er vesterlændinge, der køber hele yoga-pakken med hinduistisk gods, ligesom der er mindfulness-udøvere, der bruger meditation til buddhistisk eller spirituel udvikling.
Men for mange er religiøse ritualer fra Østen blevet afmytologiseret, psykologiseret, terapeutiseret, og sundhedsliggjort.
Det er helt i tråd med tiden; klassisk asiatisk kampkunst er også blevet til performance-sport, yoga er også blevet fitness, og mindfulness er nu også en stressreduktionsteknik.
\ Læs mere
Østens spiritualitet tilbage til Østen
Mange asiater føler sig hjemme i en global verden. Og en del af dem har indoptaget den globaliserede individ-spiritualitet.
Nutidige indere dyrker også yoga som ren sundhedsgymnastik, ganske som det var idealet for danskeren Niels Bukh, der faktisk var med til at forme moderne yoga.
Global Dalai Lama-buddhisme er blevet in for unge buddhister, og indiske guruer fra vestlige nyreligiøse grupper eller det brede new age-miljø er blevet populære tilbage i Indien.
I Taiwan og de kinesiske storbyer er taiji og qigong via vestliggørelse og Hongkong-filmindustrien blevet ‘nye’ former for spirituel sundhed, og ‘spiritualitet’ som begreb har fået antydninger af positiv psykologi og selvoptimering.
I Thailand er også lokale thaier begyndt at gå til de buddhistiske meditations-retræter, der ellers før mest var for søgende vesterlændinge.
I Sydkorea og Vietnam er den vestlige forståelse af zen blevet populær, og mindfulness som teknik til stressreduktion er begyndt også at hitte hos terapeuter i asiatiske storbyer og endda på nogle af de gamle buddhist-templer.
Den japanske healing-teknik reiki er kommet tilbage til Japan i ny form, ligesom ‘spiritualitet’ har fået sin helt egen lokale betegnelse (supirichuaritei) med elementer af traditionel religion og amerikaniseret new age.
Uigenkendelige nye former
Det er dog ikke alle asiater, der kan nikke genkendende til den moderne, globaliserede udgave af asiatisk spiritualitet.
For de fleste japanere er både zen og buddhisme mest udtryk for ritualer i forbindelse med dødsfald, og meditation som lykkefrembringende teknik eller karma som positivt begreb lyder for de fleste buddhister sært.
Bogtitler som ’Peter Plys og hans Tao’, ’Zen og kunsten at…’ eller ’Mindfulness og dit-og-dat…’ giver da også kun mening for meget få asiater.
\ Læs mere
Cirkulær kultur – eller kulturtyveri?
Er det kulturelt tyveri? Neo-liberal kommercialisering?
’Giv os yoga tilbage’, anmodede amerikanske hinduer, der var trætte af at se deres religion brugt af husmødre uden indsigt i traditionen.
Buddhister har harceleret over McMindfulness-industrien og måden hvorpå, den hvide middelklasse har tilranet sig religionen i en for dem fremmedgjort facon.
Ligesom indfødte folk har følt sig misbrugt af kulturimperialisme og markedskræfternes brutalitet, taler unge identitetsbevidste amerikansk-asiater om, at ‘deres’ spiritualitet er blevet stjålet og forvansket.
Det er dog ikke kun Vesten, der har koloniseret og transformeret Østens religion og spiritualitet. Asiater syslede med moderne versioner af de gamle traditioner, allerede før vesterlændinge fik nys herom.
Global kultur er heller ikke bare en vestlig eksport, der bliver copy-pasted i et passivt Asien.
\ ForskerZonen
Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.
Svært at give copyright til kultur
Spiritualitet var allerede i det 19. århundrede del af asiaters postkoloniale opgør med Vesten.
I nutidens Indien bruger højrefløjen den religiøse tradition til politiske kampagner, hvor man med revisionistisk (retninger inden for socialistiske og kommunistiske bevægelser, red.) historieskrivning vil ’hinduisere’ den indiske nationalfortælling, ganske ligesom kristendommen italesættes som indbegrebet af vestlig kultur i europæisk politik.
Global kultur er heller ikke bare en vestlig eksport, der bliver ‘copy pasted’ i et passivt Asien.
Religion og kultur er altid under forandring. Ideer og ritualer bliver tilpasset og forhandlet, nye traditioner bliver opfundet.
Transkulturel cirkulation har altid været der, men er blevet yderligere forstærket af globaliseringen.
Det kan være svært at give copyright til kultur. Men når Østens religion kommer til Vesten og cirkulerer frem og tilbage som individuel spiritualitet, siger det noget om moderne transformationer.
Og at Vesten ikke har monopol på at være verdens centrum i en global verden.
\ Hvad betyder spiritualitet?
‘Jeg er spirituel, men ikke religiøs’ er et moderne mantra i Vesten.
Spiritualitet forbinder mange med selvudvikling og erkendelse af en indre kerne eller en universel energi, der er mere autentisk end traditionel og ’ydre’ religion.
At være spirituel, men ikke religiøs, passer til nutidens individuelle valg, hvor snærende dogmer og rigide kasser synes uforenelige med en privat religiøsitet.
Megen new age-spiritualitet passer hermed, hvor erfaring og følelser er kodeord for selv-transformation.
’Jeg er spirituel og religiøs’ kan være et andet udtryk for samme, men med pointen, at spiritualitet kan være en del af den institutionaliserede religion.
Pilgrimsfærd på Santiago-ruten eller retræter med kristen bøn og meditation er for nogle helt forenelige med medlemskab af kirken som ’kulturkristen’.
For begge gælder det, at spiritualitet ses som noget mere autentisk, højere og dybere.
Spiritualitet er blevet in
Ligesom munkene i klostrene og dybsindige poeter i naturen kunne erklære sig opløftede af den mystiske oplevelse, er spiritualitet som demokratiseret praksis blevet en værdi for de mange.
Endda i sådan en grad, at spiritualiteten også er kommet ud i andre af samfundets domæner, helt uden om den traditionelle religion.
Spiritualitet ses i dag lige så ofte praktiseret og markedsført blandt psykologer og terapeuter, i sundheds- og uddannelsessektoren, i medierne og i reklamerne.
Spiritualitet er blevet in, og nogle forskere mener endda, at den er ved at overtage den traditionelle religions rolle og funktion.
Andre mener, at ‘spiritualitet’ er så fyldt med luftigt indhold, at det ikke kan bruges til noget.
Uanset hvad er det i hvert fald en kendsgerning, at spiritualitet ofte forbindes med ’noget fra Østen’, og at østlig spiritualitet har gået sin sejrsgang i Vesten.
