Buddha var måske en supermand. Men han var også et produkt af sin tid. Eller rettere: Den indiske fortælling om Buddha var mulig at fortælle, fordi tiden var åben for det.
Gautama Buddha var en såkaldt 'hjuldrejer', for han satte den buddhistiske lære i gang ved at dreje på dharmahjulet.
Men han var også én blandt andre hjuldrejere på tværs af kulturer i den idehistoriske og praksisomvæltende reformperiode, som i dag bliver kaldt 'aksetiden'.
Den tyske filosof Karl Jaspers brugte allerede begrebet i 1949 om den kulturhistoriske periode fra 800 f.v.t. til 200 e.v.t., hvor nye tanker fremført af nogle af datidens tænkere og prædikanter skulle få kolossal betydning helt frem til i dag.
Græske tænkere, kinesiske filosoffer, jødiske profeter, indiske asketer og senere også Jesus var nogle af dem, der ændrede historiens gang med nye indsigter og nye krav til mennesket.
\ Tænkepauser
Jørn Borup har skrevet bogen ‘Tænkepauser – Bud’, som denne artikel bygger på.
Tænkepauser er en bogserie fra Aarhus Universitetsforlag. I Tænkepauser formidler forskere deres viden på kun 60 sider i et sprog, hvor alle kan være med.
‘Buddha’ er nummer 85 i serien og udkom 4. januar 2021.
Læs mere om bogen hér.
Buddha var prototypen på en aksetidstænker
Den amerikanske religionssociolog Robert N. Bellah tog i værket 'Religion in Human Evolution' fra 2011 tråden op fra Jaspers med sine ambitiøse tanker om religion som del af kulturel evolution.
Ifølge ham var Buddha prototypen på en aksetidstænker. For han kritiserede traditionen og tvang mennesker til at reflektere over sig selv på nye måder.
Han gik imod præsterne og deres offerkult og opfordrede i stedet til sindelagsetik (at man forsøger at gøre det rette) og det indre offer.
Buddha og de andre aksetidstænkere var med til at skabe en ny slags religion, der krævede mere af det enkelte menneske.
Det kunne de, fordi der rundt omkring dem var skabt nye civilisationer med bedre landbrug og udnyttelse af jorden, tilflytning til byerne med markedsorienteret handel og endnu mere migration af mennesker.
\ Læs mere
En ny måde at se verden på
»Den, der ser mig, ser dharmaen«, sagde Buddha til munken Vakkali. Hans pointe var, at indsigt i religiøse dybsindigheder er vigtigere end at helliggøre en person.
For nok var han som aksetidsdrejer et fyrtårn, men den nye religion med fokus på individuel selvindsigt i kollektive klosterrammer lægger også op til at være mere universel.
Buddha ville ikke have en efterfølger, for læren skulle i sig selv være det vigtige, og klostersamfundet skulle danne rammerne for det. Den tyske sociolog Max Weber kaldte den form for transformation af en leders autoritet til en religiøs institution for 'rutinisering af karisma'.
For selv om de første munke levede i isolerede parallelsamfund i by- og landklostrene, og selv om Buddha sikkert ikke så sig selv som en social reformator, gav hans lære faktisk mennesket mulighed for at se verden på en ny måde.
Når alt hænger sammen, og intet har essens, kan også egoisme, racisme og nationalisme afsløres som luftkasteller. Alle har uanset deres baggrund principielt lige adgang til frelse og indsigt.
Medfølelse for alle levende væsener er da også en anden buddhistisk kerneværdi, der ideelt følger indsigt.
At kastesystemet, køn og etnicitet i virkelighedens verden alligevel har spillet og stadig spiller en væsentlig social og religiøs rolle er en anden sag.
Mere end bare 'peace, love and harmony'
Buddhismen er i modsætning til, hvad mange i Vesten tror, meget mere end en 'happy go lucky peace love and harmony'-religion. Buddha var selv fra krigerklassen og kendte til benhård militaristisk disciplin.
Klostrene har igennem historien lagt op til underkastelse, og nogle har endda haft deres egne hære til at afskærme templerne fra ydre trusler.
Selv om andre verdensreligioner, såsom kristendom og islam, har langt mere vold på samvittigheden, har også buddhismen sit bagkatalog af interne, sekteriske stridigheder og aggressive udfald mod andre.
Da Buddha lagde i kakkelovnen til en global religion, såede det også potentialer for spidse albuer og utallige udlægninger af læren.
\ Læs mere
Var den globale religion også for kvinder?
Men hvor globalt gyldig er buddhismen egentlig? Kvinders status i den tidlige buddhisme var ambivalent.
På den ene side accepterede Gautama Buddha, at kvinder kunne være del af klosterfællesskabet, og han roste både nonner og lægkvinder som eksemplariske.
Oplyste kvinder hører da også til den buddhistiske selvfortælling, og især i Tibet har kvindelige guddomme haft en vis indflydelse. Feministiske forskere som amerikanske Rita Gross har undersøgt netop den slags vinkler på buddhismen.
På den anden side har kvinder haft en laverestående position. De er portrætteret som forhindringer på munkenes vej til oplysning, og i ’Bahudhatuka-sutta’ betvivlede Buddha selv, at kvinder kunne blive fuldt oplyste.
Det er måske ganske typisk, at ligestilling primært har været på banen i moderne tid hos buddhister i Vesten.
På samme måde gælder det også andre hierarkier. Bønderne, vaskekonerne og dem, der ikke kan læse eller sidde i skrædderstilling, har ikke haft samme adgang til læren og den klosterpraksis, der var designet til asketiske munke.
De må vente til et efterfølgende liv, hvor de selv kan nyde frugterne af klostertilværelsen, selv om de godt kan lade sig beskinne af Buddhas stråleglans i dette.
Hvordan undgår man at blive genfødt som en gris?
I Asien er det ikke usædvanligt at se buddhister, der bukkende og med hænderne foldet ydmygt foran en buddhastatue, ofrer røgelse, blomster og frugt.
Blandt thaier er det helt almindeligt at bære en beskyttende buddhaamulet om halsen. For Buddha er for dem en magtfuld healer og godgører.
De lokale guder og ånder kan altså hjælpe til i et besjælet univers, hvor alt hænger sammen. Men, vil mange lærde munke sige, den rette vej ud af det hele må man finde inspiration hos Buddha til selv at følge.
Et kompromis for de fleste buddhister er derfor, at man lige venter og ser tiden an nogle tusinde genfødsler.
I mellemtiden er man en god buddhist ved at overholde de fem forskrifter fra Pali-kanon, der opfordrer til ikke at dræbe, stjæle, lyve, begå hor og drikke alt for meget alkohol.
Kikser det helt, kan man ende i en anden eksistensform i det næste liv som for eksempel en gris eller høne eller bare et blomsterblad.
Man kan også være så uheldig at havne i et af de grufulde helveder, man kan se afbildet i kunstfærdige figurer på lokale templer i Thailand: i en gryde med kogende vand eller med knive i brystet.
\ Læs mere
En blanding af det elitære og folkelige
Den tidligste vestlige forskning så ned på folkebuddhismen som udtryk for degenereret pøbelreligion.
Måske fordi mange buddhister ikke forbinder religionen med dybsindige filosofier eller årelang meditativ træning, men med magiske ritualer og hengivenhed til Buddha og de andre guddommelige væsener.
Men for at forstå buddhismen som en religion bliver man nødt til at se på begge typer buddhisme, både den folkelige og klosterreligionen. Den amerikanske religionshistoriker Hans Penner mente endog, at der har været alt for stort et fokus på Buddha.
For ham var Buddha en litterær syntese mellem den religiøse specialist og den lokale familiefader, og buddhisme kan kun forstås som en blanding af de to.
\ Læs mere
En langtidsholdbar, universel religion
Relationen mellem kloster og samfund er baseret på gaveudveksling. Det kan man se i Thailand, Myanmar eller Laos, når de barfodede landsbymunke i morgendisen går deres daglige runder med tiggerskåle for at samle almisser i form af penge, mad og medicin.
Landsbyledere og rigmænd giver klostrene penge og magt til gengæld for himmelsk beskyttelse, da egen opsparet karma og lange udsigter til buddhastatus ikke er nok i den levede religion.
De buddhistiske klostre har haft lige så stor betydning for udviklingen af kulturer og samfund i Asien, som den kristne kirke har i Europa.
En aksetidsreligion kan nemlig ikke overleve som elitær form for religion. De abstrakte tanker fra elfenbenstårnet må omsættes, så de er relevante for samfundet.
Klostrenes parallelsamfund er nok forskellige fra, men har del i verden.
Buddha er derfor af eftertiden også blevet anset for at være en mand i og af verden. Aksetidsreligionen viste sig nemlig også at være en universel religion for eftertiden.
