»Miljøministeriet er historiens største eksempel på cancel culture«

Indskrænker krænkelses-bevidstheden forskningsfriheden?

Sådan lød ét af flere hovedspørgsmål, der skulle debatteres til dette års symposium hos Udvalget Til Beskyttelse Af Videnskabeligt Arbejde (UBVA), der blev afholdt 4. november i år.

Helt fra morgenstunden var der lagt i ovnen til en saftig debat.

»Emnerne til årets symposium er af en sådan art, at det måske er bedst overhovedet ikke at diskutere dem,« lød det i et velkomstoplæg fra UBVA-formand Morten Rosenmeier fra scenen i Ingeniørforeningens konferencesal.

De godt 200 tilskuere i salen - som formanden rammende karakteriserede som »modne personager. Boomers, som gammelfar her« - kvitterede med et grin. Ordene blev da også leveret med en ironi, der snart slog over i alvor:

»Den holdning (at det er bedst ikke at diskutere emnerne, red.) er farlig,« advarede Morten Rosenmeier, der er professor i jura på Københavns Universitet.

Racisme var kun for sjov

Jura-professoren kridtede derefter banen op: Siden 1970’erne og frem var racismen overalt - i godnathistorier, vitser og teateret. Men det var kun for sjov.

»Det var vores undskyldning, at de generationer, der kom før, var endnu værre. Og vi mente det ikke racistisk, men det gjorde generationen før os,« sagde han.

Men nu sker der ‘noget’. Meninger, der før var stuerene, er pludselig blevet tabu. Og det rammer forskningsverden, forklarede Morten Rosenmeier og oplistede en række eksempler:

• I 2018 følte en CBS-underviser sig krænket over sangen ‘Den danske sang er en ung blond pige’.
• I 2019 blev det beskrevet, at en it-supporter på SDU havde følt sig krænket over, hvad han troede var børnepornografiske billeder på en arbejdscomputer hos en professor.
• Også i 2019 blev en biologi-professor kritiseret af en gruppe krænkede studerende for at undervise i statistikker, der delte køn op i mænd og kvinder.

»Indskrænker den moralske revolution forskningsfriheden?« spurgte Morten Rosenmeier endelig.

»Jeg skal ikke tage parti i debatten, men jeg tror, at den er relevant. Løsningen er i hvert fald ikke at bagatellisere den,« sagde han, inden han afsluttede med oplæg til diskussion:

»Lad os nu tale om det hele, for hvis vi ikke kan tale om tingene, er der noget galt.«

\ Læs mere

Tre måder, vi taler forbi hinanden i 'krænkelsesdebatterne'

Forskere ‘krænkes’ af politikere og anonyme trusler

Talt blev der gjort. Den gennemgående debat afslørede dog mest af alt, at et ord som ‘krænkelse’ kan forstås på så mange måder, at krænkelsesdebatten stak i øst og vest.

Professor emeritus i sociologi Heine Andersen tog hul på ‘den svære snak’, der blev præsenteret under temaet ‘Forskningsfrihed og krænkelsesbevidsthed’.

Heine Andersen, der forsker ved Københavns Universitet og blandt andet i en årrække har forsket i og skrevet en lang række publikationer om netop forskningsfrihed, indledte dog med at vende debatten på hovedet.

De alvorlige krænkelser af forskningsfriheden kommer ikke fra den antiracistiske og ‘woke’ identitetspolitik, men fra det politiske system, der ikke respekterer armslængdeprincippet og eksempelvis giver forskere mundkurv på, lød pointen fra Heine Andersen:

»Miljøministeriet er historisk set det største eksempel på ‘cancel culture’,« fastslog Heine Andersen med henvisning til den såkaldte gylle-gate fra 2016, hvor en række forskere fra Aarhus Universitet bidrog til en miljørapport forud for en landbrugspakke.

AU-forskernes resultater blev fordrejet i sådan en grad, at forskerne ikke kunne stå inde for dem. Samtidig blev forskerne pålagt en tavshedspligt, så de først kunne kommentere sagen - og fejlene - en måned efter, at landbrugspakken var aftalt. Sagen endte med at koste daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministerposten.

»Forskerne skulle holde kæft eller tage det med sig i graven. Det har noget med krænkelseskultur at gøre, omend på en anden made, end det de fleste tænker på. Krænkelserne kommer ovenfra og ned og rammer forskningen,« lød det fra Heine Andersen.

\ Læs mere

Ministerier har i årevis brugt ulovlige mundkurve som i ’Gyllegate’

»Identitetspolitikken fylder ikke meget, og det (identitetspolitik, red.) kan ikke være et stort problem,« lød vurderingen til gengæld fra Heine Andersen, der hellere ville fremhæve anonyme trusler, som flere forskere modtager, som et problem i en krænkelses-debat.

»Hvis vi vender sagen lidt på hovedet, så er det ofte forskerne, der bliver krænket. De forskere, der forsker i de udskældte områder som køn, racisme, migration og religion, krænker jo ikke nogen, men bliver selv krænket af krænkere, der sidder bag deres anonymitet og truer dem på nettet. Det gør de i en sådan grad af, at nogle skal have hemmelige adresser og må sygemeldes. Det er fuldstændig grotesk.«

Problemet var også nærværende ved dagens symposium, hvor én forsker havde aflyst sit oplæg, fordi hun var blevet personligt forfulgt og chikaneret på sin bopæl.

\ Læs mere

Professor emeritus: Universiteterne har svigtet chikanerede forskere

Ditlev Tamm og de krænkede modstandsfolk

Næste bidrag til debatten om krænkelser og forskningsfrihed kom fra professor emeritus i retshistorie på Københavns Universitet Ditlev Tamm. Professoren var dog forhindret i at deltage og var derfor blevet interviewet på video i sit hjem.

Ditlev Tamm har som forsker selv haft ‘krænkelsesbevidstheden’ tæt ind på livet, da han med sin forskning og bog ‘Retsopgøret efter besættelsen’ helt tilbage fra 1985 konfronterede os med skyggesiderne af vores modstandsbevægelse og det efterfølgende retsopgør.

Han har så at sige ‘krænket’ modstandsbevægelsen, konstaterede den selvudnævnte boomer Morten Rosenmeier, der stod for interviewet med Ditlev Tamm.

\ Læs mere

Efter euforien: Hævntørst, drab og kampe i tiden efter Danmarks befrielse

Ditlev Tamm bidrog dog ikke til at bekræfte idéen om, at en nyopstået ‘krænkelsesbevidsthed’ skulle true forskningsfriheden synderligt.

»Skal forskere, der siger krænkende ting, have mundkurv på?« spurgte Morten Rosenmeier:

»Det får de jo egentlig også. Det særlige ved forskningen er, at ens bidrag bør være særligt begrundet og argumenteret,« svarede Ditlev Tamm og fulgte op med et eksempel:

»Holocaustbenægtere får eksempelvis mundkurv på. Det bunder i, at det er dårlig forskning, der strider mod det forskningsbillede, der generelt er tegnet. Hvis man siger, at holocaust ikke fandt sted, er man en dårlig forsker, fordi man tilsidesætter evidens, og det er svært at forestille sig, at man på universitet kan have sådan en forsker ansat.«

Morten Rosenmeier: »Indskrænker tidens fokus på at at undgå krænkelser forskningsfriheden?«

»Ikke nødvendigvis. Det hører til den civilisatorisk udvikling, at man bliver bedre til at respektere hinanden,« lød svaret fra Ditlev Tamm.

\ Læs mere

Humanistisk kønsforskning er politikeres nye skydeskive

Kan man forske i pædofili uden at krænke?

Efter video-interviewet blev der endelig åbnet for paneldebat under spørgsmålet: 'Indskrænker krænkelses-bevidstheden forskningsfriheden?'

»Findes der noget, der er så illegitimt, at man ikke kan forske i det? Hvor støder forskningsfriheden på en grænse?« spurgte dagens ordstyrer, journalist Line Gertsen.

Her tog lektor i retsfilosofi på Københavns Universitet Jakob v. H. Holtermann - en af fire forskere i panelet - ordet som den første.

»Som udgangspunkt er jeg dogmatisk tilhænger af total forskningsfrihed. Der er ingen grænser. Når jeg tænker over det, er det svært at finde ting, man principielt ikke må undersøge,« lød det fra Jakob v. H. Holtermann.

»Men,« tilføjede lektoren, »der er eksempler på forskningsfelter, der er så betændte, at man bliver nødt til at tage hensyn til, om det kan virke krænkende for nogle.«

Han nævnte forskning i pædofili og særligt i pædofile gerningsmænd som et eksempel. Det kan være svært ikke at krænke nogen, når man forsker i mennesker med en seksuel afvigelse som pædofili, der er så tabuiseret, og som - hvis den udleves - kan medføre traumatiserede og utilgivende ofre.

»Der kan det være nødvendigt at gøre sig tanker om, hvordan man skulle forsvare, både over for de direkte ofre og over for en større offentlighed, at man forsker i pædofili,« forklarede Jakob v. H. Holtermann.

»Så det er et eksempel på noget, hvor der findes et grænseland med forskningsfriheden, men hvor jeg videnskabeligt synes, at man bør går ind i emnet med åbne øjne og fuld nysgerrighed,« tilføjede han.

\ Læs mere

Forskere, der udtaler sig om coronavirus, får hadefulde beskeder og trusler

Lektor blev ‘cancelled’ i Firenze

»Er forskningsfriheden absolut, eller er der grænser?« spurgte ordstyrer Line Gertsen igen. Denne gang rettet mod filosof og lektor Thomas Brudholm, der forsker i had og folkedrab ved Københavns Universitet.

»Jaaaaaa,« lød den tøvende indgangsreplik fra Thomas Brudholm, »man bliver lidt nervøs, når man bliver bedt om at svare på, om noget er absolut.«

»Så jeg vil gerne tage diskussionen hen i et konkret eksempel,« sagde Thomas Brudholm og begav sig ud i en anekdote, der for første gang spejlede den krænkelsesbevidsthed og ‘cancel culture’, der er blevet skrevet flittigt om i medierne.

I en drøftelse af en forskningsantologi om forsoning deltog Thomas Brudholm som en af få europæere på et australsk universitets konference nær Firenze. Blandt forskerne var der bred enighed om, at alle antologiens kapitler skulle forholde sig til race.

En overenstemmelse, som Thomas Brudholm stillede spørgsmål ved:

»Reaktionen på det var, at jeg blev persona non grata til resten af konferencen. Der blev fnyset og sagt, at jeg ikke anerkender deres levede erfaring. Bare ved at stille et spørgsmål, var jeg en, man ikke kunne tale med,« huskede Thomas Brudholm.

»Det, synes jeg, er problematisk, fordi det er en form for nultolerance, der alt for hurtigt bliver mobiliseret,« tilføjede han.

\ Læs mere

Hvorfor må man ikke sige neger?

Har undervist i krænkelser i 4 år og aldrig fået en klage

Thomas Brudholm blev med andre ord ‘cancelled’.

Pudsigt nok havde Thomas Brudholm som den eneste forsker i dagens debat også et bud på en potentiel antidot (modgift) til den samtale-saboterende ‘cancel culture’.

Som underviser på Institut for Tværkulturelle og regionale studier på Københavns Universitet har Thomas Brudholm gennem flere år beskæftiget sig med, hvordan man kan løfte og kvalificere debatten om krænkelser fagligt, senest med et kursus med titlen ‘Ytringsetik og minoritetspolitik’.

»I undervisningen har vi undersøgt forskellige normer for, hvor grænserne går for, hvem der kan sige hvad til hvem. Der er blevet vist Holocaust-fotografier og Muhammed-tegninger, og jeg sagt ting, jeg ikke må sige, og jeg har i fire år aldrig fået nogle klager for det. Det, tror jeg, bunder i, at vi taler om tingene, på en måde hvor det er super-sagligt og forskningsbaseret,« fortalte Thomas Brudholm.

»Faktisk oplever jeg, at studerende bliver hængende, fordi det er så intenst. Nogle bliver krænket, og den krænkelse diskuterer vi så. Jeg tror, at vi kan gøre den her debat sindssygt meget mere interessant, hvis bare man kan bruge 5 minutter på forstå hinanden,« uddyber han.

Thomas Brudholms fag kan dermed måske stå som eksempel på, at dialogen - i symposiets bedste ånd - er vejen frem i en tid, hvor der hersker stor forvirring om, hvordan vi taler om tingene.

\ Læs mere

Formand for Rektorkollegiet: Folketingets nye erklæring er et angreb på forskningsfriheden

\ Læs mere

Har vi brug for feminister?

\ Læs mere

Finske undersøgelser: Hårdt debatklima får forskere til at trække sig