Elon Musk er måske verdens rigeste mand – men giver det ham ret til at blande sig i udenrigspolitik uden at være folkevalgt?
Tre amerikanske senatorer, der alle er demokrater, har den 15. september sendt forsvarsminister Lloyd Austin et brev, som måske bliver første skridt til en undersøgelse af den måde, som Elon Musk indtil nu har blandet sig i krigen i Ukraine.
Det fulde brev fra senatorerne Elisabeth Warren, Jeanne Shaheen og Tammy Duckworth kan læses her.
Elisabeth Warren har til nyhedsmediet Bloomberg i en kort kommentar opsummeret sagen således:
»Kongressen er nødt til at undersøge, hvad der er foregået her, og om vi har tilstrækkelige værktøjer til at sikre, at udenrigspolitikken føres af regeringen og ikke af en enkelt milliardær.«
Som vi skal se på her, er Ukraine ikke det eneste problem, som Elon Musk og hans firma Space X er ved at skabe for USA, men lad os begynde med Ukraine.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
Elon Musk forhindrer ukrainsk angreb
Elon Musk er beskyldt for at styre Ukraines brug af Starlink-systemet på en måde, der griber så meget ind i krigens gang, at det svarer til, at Elon Musk fører sin egen udenrigspolitik. Og det er ikke lovligt.
Starlink er et civilt system, der har til formål at skabe en global adgang til internettet, men i Ukraine har det fået en meget stor militær betydning. Starlink anvendes således til at styre droner, der gør Ukraine i stand til at angribe Rusland.
I en biografi om Musk fremgår det, at han i september 2022 slukkede for Starlink-dækningen over Sortehavet for at forhindre et ukrainsk angreb på den russiske flåde, der lå i havnen i Sevastopol på Krim.
Elon Musk har bekræftet historien med den ændring, at der slet ikke var Starlink-dækning over Sevastopol. Han har dermed ikke slukket for dækningen, men indrømmer, at han trods et ukrainsk ønske ikke tændte for den.
Dermed kunne det planlagte droneangreb ikke gennemføres på grund af en politisk handling gennemført af en ikke folkevalgt forretningsmand.
Som begrundelse for sin handling har Musk anført, at hvis han havde åbnet for dækningen, ville hans firma SpaceX have været medskyldig i en eskalering af konflikten, og det ønskede han ikke.
Det er naturligvis et legitimt - men politisk - synspunkt.
Det, senatorerne ønsker, er at sikre, at udenrigspolitikken føres af regeringen og ikke af en enkelt milliardær, og at sagen derfor bør blive taget op til diskussion.
Starlinks historie
Starlink er i dag med 5.000 satellitter verdens største satellitsystem.
Næsten hver uge opsender SpaceX et betydeligt antal satellitter. Således blev der den 15. september opsendt ikke mindre end 22 Starlink-satellitter med en enkelt Falcon 9 raket.
September-opsendelsen var den 64. opsendelse i år af en Falcon-raket til en bane om Jorden. Godt halvdelen af disse opsendelser er gået til Starlink, men SpaceX er nu blevet en helt central spiller inden for alle dele af rumfarten.
Selv Europa har købt opsendelser hos SpaceX, der er enevældigt ledet af den noget uforudsigelige Elon Musk.
Da Rusland ved invasionen i februar 2022 ødelagde Ukraines mulighed for at bruge Viasat-systemet til kommunikation, var der kun ét firma, der hurtigt kunne hjælpe Ukraine, nemlig SpaceX.
Og det skete bare to dage efter Ukraines minister for digital omstilling Mykhailo Fedorov, havde sendt Elon Musk dette Tweet:
Eller på dansk:
»@elonmusk, mens du forsøger at kolonisere Mars — prøver Rusland at besætte Ukraine! Mens dine raketter lander med succes fra rummet - angriber russiske raketter ukrainske civile mennesker! Vi beder dig om at forsyne Ukraine med Starlink-stationer og få fornuftige russere til at stille op (mod krigen)’«
Og henvendelsen virkede.
Meget hurtigt kom lastvogne fulde af små terminaler, der kunne sende og modtage signaler fra Starlink, udstyret med antenner kun på størrelse med en pizza. De er lette at transportere ud i felten, og kan forsynes med strøm fra et bil-batteri.
De oprindelige få tusinde terminaler er nu blevet til mere end 42.000, og de bruges nu af alle dele af Ukraines militær.
Terminalerne er små, fordi det er ret let at komme i kontakt med en satellit kun 550 kilometer oppe, og det betyder, at de er lette at transportere og sætte op – noget, der har enorm betydning for soldater i felten i Ukraine. Og der er så mange satellitter, at man altid er sikret kontakt.
Derefter gik det meget hurtigt. Allerede i maj 2022 var der 150.000 brugere, og mere og mere af den militære kommunikation gik via Starlink.
Som et enkelt eksempel kan nævnes, at da Ukraine befriede byen Kherson blev både internet og telefonsystem genetableret i løbet af få dage ved hjælp af Starlink.
Starlink ændrer krigen
En moderne krig kræver to ting: Våben og viden.
Det, man har brug for at vide, er, hvor, hvornår og hvordan man skal anvende sine våben, og hvordan man bedst koordinerer indsatsen af våben.
Det er i stadig højere grad blevet satellitter, der indsamler og koordinerer de mange data og desuden sørger for en lynhurtig kommunikation mellem tropperne i felten og de officerer, som træffer afgørelserne.
En lynhurtig kommunikation er også nødvendig, hvis man skal have mulighed for at styre våben såsom droner fra rummet.
Uden adgang til satellitter er et land meget dårligt stillet i en moderne krig. Det vidste russerne godt, da de invaderede Ukraine i februar 2022.
Dengang brugte Ukraine de såkaldte Viasat-satellitter i den geostationære bane 36.000 kilometer over ækvator. Bare en time før Rusland invaderede landet, forsøgte russiske hackere at deaktivere tusindvis af modemmer forbundet med de terminaler, som gav adgang til VIASAT.
Det lykkedes - i hvert fald delvist - og var et hårdt slag for Ukraine.
Men med Starlink fik de hurtigt en meget bedre løsning, der i høj grad har haft betydning for, hvordan krigen er gået.
Starlink er grundlæggende et civilt system, der er bygget til at sikre en global adgang til internettet.
Der er stadig mange lande og områder, hvor det enten er besværligt eller umuligt at få kontakt til nettet, og her så Elon Musk så en enestående mulighed for at blive den første, som kunne sikre denne adgang.
Det kræver en teknik, der gør, at Starlink også kan anvendes militært i et omfang, som ikke var så tydelig før krigen i Ukraine.
Vi har allerede nævnt de små terminaler, som jo skulle være så små og billige, at civile brugere havde råd til at købe dem, men også på to andre punkter har Starlink egenskaber, der gør systemet militært anvendeligt.
Det drejer sig kort sagt om en lille latenstid og en høj båndbredde.
Hvad brugerne kan mærke er, at Starlink kan levere den lynhurtige kommunikation, hvor der på meget kort tid kan overføres mange data.
Det er der brug for, når man i felten opsender billeder taget af droner til Starlink, som straks videresender dem til et kommandocenter, hvor officerer så udpeger de mål, man skal angribe, og om man skal bruge artilleri eller droner.
Denne våbenindsats skal koordineres, og der skal være mulighed for at styre dronerne – noget, der virkelig kræver en meget hurtig dataoverførsel.
Uden Starlink vil Ukraine stå meget svagere, så alene af den grund er man nok ikke så glade for, hvor meget Musk kan bestemme. Til gengæld har de den trøst, at så vidt vi ved, har russerne ikke haft held til at hacke Starlink i større omfang.
Med 5.000 satellitter er Starlink ret robust, og i hvert fald meget mere end en enkelt eller to Viasat-satellitter.
\ Latenstid og båndbredde - To begreber af afgørende betydning
Når vi taler om Starlink og Ukraine, så er der to vigtige begreber: Latenstid og båndbredde. Begge dele har nemlig en afgørende militær betydning
Latenstiden er årsagen til, at Starlink kredser i baner omkring 550 kilometer over Jorden og ikke oppe i den geostationære bane 36.000 km over ækvator, hvor man i mange år har anbragt næsten alle verdens kommunikationssatellitter.
Latenstiden er et mål for, hvor lang tid der går, fra man sender et signal op til en satellit, og den reagerer på signalet ved at sende et svar tilbage. For at få en kort latenstid er det nødvendigt med lave baner. Da radiobølger bevæger sig med 300.000 kilometer i sekundet, er det let at regne ud, at latenstiden for en Starlink-satellit er under 5 millisekunder, mens latenstiden for en geostationær satellit kan være op til 250 millisekunder.
Starlink er oprindelig beregnet til at skaffe adgang til internettet, og det kræver en meget kort latenstid - derfor de lave baner
Det andet begreb er båndbredde, der normalt måles i bit pr. sekund. Båndbredden er altså et mål for, hvor hurtigt data kan overføres. Hver satellit har en vis båndbredde, og hvis der er mange brugere, så bliver der ikke så mange bit pr. sekund til hver bruger. Det er et problem for de geostationære satellitter, der dækker en stor del af Jordens overflade, og derfor typisk har mange brugere, som bruger satellitten på en gang.
Starlink-satellitter dækker kun et lille område af Jorden, og vil derfor ikke have så mange brugere som en geostationær satellit, så derfor er der en større båndbredde pr. bruger til rådighed.
Man kan sammenligne båndbredde med diameteren på et vandrør, der afgør, hvor mange liter vand der kan løbe gennem røret på et sekund, mens latenstiden angiver den tid, der går, fra vandet forlader vandværket, til det løber ud af vandhanen.
Satellitter er nødvendige for at vinde en krig, men de kan ikke stå alene. Der vil stadig være brug for våben og soldater på Jorden.
Hvad satellitter kan gøre, er at give et overblik over slagmarken og gøre det muligt hurtigt at koordinere både angreb og forsvar. I det militære sprog taler man om et begreb, der kaldes 'C4ISR', og som er blevet stadig vigtigere i den militære planlægning.
C4ISR er en forkortelse for command, control, communications, computers, intelligence, surveillance and reconnaissance, eller på dansk Kommando, kontrol, kommunikation, computere, efterretninger, overvågning og rekognoscering.
Har man adgang til alle disse tjenester, der hovedsageligt leveres af satellitter, så står man stærkt. Starlink kan ikke levere det hele, da satellitterne ikke er indrettet til at tage billeder af Jorden og slagmarken.
Sådanne satellitter har Ukraine skaffet på anden måde i form af blandt andet de såkalde 'ICEEYE-satellitter' købt i Finland.
Satellitter er måske krigens mere skjulte side, men erfaringen fra Ukraine viser, at C4ISR er et begreb, som vil komme til at spille en stor rolle i fremtidige konflikter. Et af fremtidens store spørgsmål bliver derfor, hvordan man får adgang til disse tjenester. Skal de kunne købes på det frie og uregulerede marked, eller vil der komme en eller anden form for kontrol? Tiden vil vise det.
Konsekvenserne venter
Nu er så debatten om den enorme indflydelse, som Elon Musk og SpaceX har, kommet frem i lyset. Hvad den vil føre til, er lige nu ikke til at sige.
Det mest sandsynlige er, at regeringen på en eller anden måde vil forhindre Elon Musk i at drive sin egen udenrigspolitik. For set fra regeringens synspunkt er situationen uholdbar.
Musk har således spurgt den russiske ambassadør, hvordan de ville reagere, hvis han bare gav Ukraine, hvad de ønskede sig – og sådanne samtaler er noget, der i en krigssituation skal føres med regeringen.
Desuden har Musk fremsat en fredsplan for Ukraine, der vil føre til, at Rusland beholder nogle af de besatte områder.
Igen et legitimt synspunkt, men hvis han gennem sit monopol på Starlink lader sine synspunkter påvirke anvendelsen af satellitterne på en måde, der er imod den amerikanske regerings politik, har regeringen (og demokratiet) et problem.
Der har været flere afbrydelser af Ukraines brug af Starlink på afgørende tidspunkter. Måske har disse udfald været forklaringen på, at forsvarsminister Lloyd Austin i juni forhandlede om at købe 400-500 nye Starlink-terminaler, som forsvarsministeriet direkte ville kontrollere til brug for ukrainske styrker.
\ Læs også
Hvad amerikanerne nok ser som et problem, der på sigt kan blive mere alvorligt, er Taiwan og Kina.
Musk har betydelige økonomiske interesser i Kina, der producerer en stor del af Tesla-bilerne. Og han har udtalt, at ’Taiwan er en integreret del af Kina’ og sammenlignet Taiwan med Hawaii.
Det har bestemt ikke gjort ham populær i Taiwan, som har reageret skarpt. Men hvis der kommer en konflikt, vil SpaceX så hjælpe Taiwan med Starlink på samme måde, som de har hjulpet Ukraine? Og hvilke politiske konsekvenser vil en sådan hjælp få?
Det er helt givet, at der her er afgørelser, som ikke kan overlades til Elon Musk, som i øvrigt i oktober sidste år fortalte til Financial Times, at Kina allerede havde presset ham om Starlink og søgt ’forsikringer' om, at han ikke vil give satellit-internet til kinesiske borgere. Han gjorde det ikke klart i interviewet, hvordan han reagerede, men Starlink er stadig utilgængelig i Kina.
SpaceX er, under navnet Starshield, ved at udvikle en militær version af Starlink. Vi ved meget lidt om dette projekt, og det er derfor ganske uklart, om Starshield på en eller anden måde kan bidrage til en løsning på de problemer, som er rejst.
Man kan også søge løsninger, hvor man støtter andre store firmaer til at kunne klare opgaven med et alternativ til Starlink. Der findes allerede sådanne projekter, men de går noget langsomt, da det er meget få firmaer, som kan levere det nødvendige, meget store antal opsendelser.
Det eneste, som er sikkert, er, at krigen i Ukraine har sat fokus på en udvikling inden for rumfarten, som nok bør komme under en vis regeringskontrol. Man skal bare tænke på en situation, hvor i hvert fald dele af Starlink bliver sat ud af spillet i en konflikt.
Er et angreb på et privatejet civilt system det samme som et angreb på USA? Hvor langt og på hvilken måde skal man reagere for at forsvare Starlink? Hvor meget ansvar kan regeringen tage for beslutninger med vidtrækkende politiske konsekvenser, som er taget af en enkelt mand?
Der er allerede nu mange problemer at tage stilling til, og om nogle år vil Starlink skabe flere problemer.
Antallet af Starlink satellitter vokser nemlig meget hurtigt, og inden 2030 vil der være ikke bare tusinder, men titusinder af disse satellitter ude i rummet. Det kan øge risikoen for sammenstød så meget, at den internationale rumfart får problemer – ikke mindst fordi sammenstød skaber rumskrot, der igen skaber nye sammenstød.
Dette problem er internationalt, men spørgsmålet erm om FN er i stand til at løse problemet.
Det kan godt være at ideen om at skabe en global adgang til internettet er god, men det virker ikke som om konsekvenserne af dette, verdens hidtil største rumprojekt, har været helt gennemtænkt.
