Er der fare for krig i rummet?

Muligheden for krig i rummet er noget, der tages alvorligt. Endnu har vi ikke haft en krig i rummet, men rummagterne opruster, og stadigt flere militære satellitter opsendes.

Der afholdes jævnligt kongresser om muligheden for krig i rummet, og sidst, det skete, var på 36th Space Symposium, der fandt sted fra 23. til 26. august i Colorado Springs, hvor også meget af USA's rumforsvar holder til.

Et centralt emne på kongressen var, hvilke scenarier der kunne føre til krig i rummet. Eksempelvis risikoen for, at et skib i Stillehavet kunne rette en kraftig laser mod en amerikansk spionsatellit. Satellittens kamera ville blive blændet, og USA ville miste en vigtig kilde til information.

General John Shaw, der er vicechef for den amerikanske rumkommando, understregede, at en sådan situation viser, at det er nødvendigt at udvikle en »space warfighting doctrine« - en laserblænding af en satellit er blot ét eksempel på de typer angreb, USA skal forberede sig på, mente Shaw.

Forsvarsministeriet skal jo potentielt meget hurtigt kunne beslutte, hvordan man vil reagere både på denne situation og på andre mulige scenarier. Det gælder således om at have flere forberedte muligheder for et passende gensvar.

Således kom det frem under kongressen, at amerikanerne har udviklet en jordbaseret 'jammer', der kan bruges som et offensivt våben mod fjendtlige satellitter. En jammer er et instrument, der kan forstyrre og potentielt afbryde signalet mellem to enheder, for eksempel en satellit og en base på Jorden. Brugen af én er derfor en oplagt mulighed for at gøre gengæld.

Cyberangreb er mere sandsynlige end militære angreb

Den mest sandsynlige start på en konflikt ville dog måske slet ikke blive et angreb på en militær satellit, men i stedet et cyberangreb mod en af de mange kommercielle satellitter, som også bruges til militære operationer.

Et sådant angreb ville være en meget specifik besked om, at man ikke trækker en grænse mellem kommercielle og militære rumaktiviteter.

En sådan handling kaldes et ’reversibelt angreb’, fordi cyberangrebet kun betyder et midlertidigt tab af en rumbaseret service og derfor stadig holder en mulighed for en fredelig løsning åben.

Carey Smith, administrerende direktør for firmaet Parsons, sagde på kongressen, at rumbaserede netværk allerede er under angreb:

»Jamming forekommer i dag; der er tydeligvis cyberangreb, der forekommer på tværs af infrastrukturen,« fortalte Smith. Og der har været mange dokumenterede forsøg på at forstyrre kommunikationssignaler i krigszoner, hvor amerikanske styrker opererer.

Men, som Shaw sagde, så er man først nu ved at forstå, hvad krig i rummet kan betyde.

En bombe satte rammerne

Kongressen fandt sted næsten 60 år efter, at et atomforsøg var med til at sætte rammerne for, hvordan man kan føre krig i rummet.

Forsøget fandt sted mindre end to år efter, at de første militære satellitter havde demonstreret, hvor vigtige militære satellitter er for magtbalancen.

Lige fra rumalderens begyndelse var det altså vigtigt, både for USA og Sovjetunionen, at undersøge muligheden for at ødelægge satellitter ude i rummet.

Mandag 9. juli 1962 begyndte som en ganske almindelig dag, også midt ude i Stillehavet. Men den kom til at ændre historien.

Det var midt under den kolde krig, og selv de, der boede på de små øer i Stillehavet, havde selvfølgelig hørt om de mange atomforsøg, der foregik både i USA og Sovjetunionen og undertiden ude i Stillehavet.

Det var i en tid, hvor der hyppigt blev afprøvet kernevåben, men Stillehavet er stort, så det var for de fleste ikke noget, man havde tæt på. Da amerikanerne så fortalte, at de under projekt Starfish (Søstjerne) ville bringe et kernevåben til eksplosion 400 kilometer ude i rummet, så blev det nærmest taget som en oplevelse – for hvad ville man dog ikke kunne se på himlen?

Det første forsøg 20. juni blev mislykket. Thor-raketten med brintbomben nåede ikke mere end 10 kilometer op, før den svigtede, med det resultat at rester af raketten og bomben faldt ned over Johnston Atollen og den nærliggende Sand Island.

Men 9. juli ville de så prøve igen, og både på Hawaii 1.500 kilometer fra eksplosionsstedet og flere små øer ude i Stillehavet blev der organiseret ’watch-the-bomb parties’, hvor man fulgte nedtællingen på radio.

En fremtid, som ikke blev: ingen atomkrig i rummet

Alt gik denne gang som beregnet, og eksplosionen skuffede bestemt ikke tilskuerne.

Det var en stor eksplosion på hele 1,4 megaton - omkring 100 gange kraftigere end Hiroshima-bomben.

Hele himlen lyste op, og en kort stund kunne man se en ny Sol på himlen, men det var ikke engang det vildeste:

Eksplosionen havde pumpet enorme mængder af elektroner og protoner ind i Jordens magnetfelt, hvor de blev indfanget og dannede strålingsbælter, som derefter skabte nordlys så langt borte som New Zealand.

På Hawaii var virkningen større. Radiostationer satte ud, sirener gik i gang, og gadebelysningen gik ud flere steder, ligesom forbindelsen til flere mindre øer blev midlertidigt afbrudt af den elektromagnetiske impuls fra eksplosionen.

Der var ikke nogen, der kom til skade, men alligevel var Starfish afgørende for, at vi aldrig har fået et atomkapløb ude i rummet.

I dagene og ugerne efter eksplosionen opdagede man nemlig den virkelige konsekvens af forsøget. Mange af de ret få satellitter, der dengang var ude i rummet, blev nemlig så beskadigede, at de holdt op med at virke på grund af de strålingsbælter, som brintbomben havde skabt.

Så kernevåben i rummet var et tveægget sværd. De kunne måske godt bruges til at ødelægge satellitter, men meget hurtigt ville ens egne satellitter også blive ødelagt. Derfor har vi aldrig haft et atomkapløb ude i rummet – den militære rumfart kom til at gå af andre veje.

Den militære rumfart ændrer verden

Allerede i rumfartens første år havde det vist sig, at den militære rumfart var ved at blive en meget vigtig del af magtbalancen mellem USA og Sovjetunionen.

Amerikanerne var ved at gå i panik over de første Sputnikker, fordi man var bange for en enorm raket-kløft, hvor Sovjet måske allerede havde et stort antal atomraketter parat til at angribe USA.

Den såkaldte ’raket-kløft’ var et afgørende emne i valgkampen mellem Kennedy og Nixon i 1960. Kennedy holdt på, at der var en stor raketkløft til russernes fordel, men da han så blev præsident, fik han vist billeder taget af spionsatellitter, som viste, at Sovjet kun havde meget få raketter.

Den viden var vigtig at have for en amerikansk præsident i de følgende meget anspændte år, hvor verden under Cubakrisen i 1962 var ubehageligt tæt på en atomkrig.

Der var helt klart et enormt behov for spionsatellitter for at undgå alvorlige fejl under en krise som Cubakrisen.

Flere år senere skulle spionsatellitter komme til at danne grundlaget for de første nedrustningsaftaler. For uden satellitter ville det jo være umuligt at overvåge, om modparten overholdt aftalerne om at nedskære antallet af raketter.

Der var også behov for elektronisk spionage, hvor man fra satellitter kunne aflytte radiokommunikation, lokalisere radaranlæg og meget andet.

Og i vore dage, hvor så meget kommunikation foregår via mobiltelefoner, er behovet større end nogensinde. Der går rygter om satellitter, som er udstyret med enorme, op mod 100 meter store antenner, som fra en højde på mange tusinde kilometer kan opfange selv de svage signaler fra mobiltelefoner.

Sådan former satellitter vores hverdag i dag

I dag er militære anvendelser af satellitter en del af forsvarsstrategien, og vi vil her bare nævne tre centrale områder, som i høj grad er med til at forme den verden, vi kender i dag:

• Varsling
• Kommunikation
• Navigation

En af de ting, der gjorde den tidlige kolde krig så ekstremt farlig, var den meget korte varslingstid på højst 10-15 minutter.

Med satellitter kan man observere den infrarøde varmestråling fra en raket, der starter. Det fordobler varslingstiden til 30 minutter, hvilket giver i hvert fald lidt mere tid til at tænke sig om, før man trykker på den røde knap og starter det helt store atom-ragnarok.

Kun ved hjælp af et netværk af kommunikationssatellitter er det muligt at lede og styre indsættelse af tropper, måske langt fra hjemlandet – bare tænk på Afghanistan. Uden satellitter havde det været helt umuligt at føre den type krig, vi har set de sidste mange år.

Men det vigtigste har nok været GPS. Nu kan man ramme præcist, og det fjerner i høj grad behovet for atomvåben. Man byggede store atombomber, fordi man dengang ikke kunne ramme et mål langt borte med en bedre nøjagtighed end et par kilometer. Hvis man ville sikre, at målet blev ødelagt, så var det nødvendigt med bomber i megatonklassen.

Med GPS kan man ramme med få meters nøjagtighed, og så behøver man normalt ikke andet end almindeligt sprængstof. Det er også GPS, der har gjort dronekrige mulige, hvor man kan gå efter enkeltpersoner – noget, der jo har været meget brugt ved terrorbekæmpelse.

Sovjet testede maskinkanoner i rummet i al hemmelighed

I kapløbet om at kunne ødelægge satellitter ude i rummet havde Starfish sammen med andre og mindre atomforsøg i rummet vist, at kernevåben ikke var vejen frem.

Næste mulighed var så at ’skyde satellitter ned’, hvilket i virkeligheden er ganske umuligt. Satellitter har jo ikke vinger, og skyder man på en satellit, så vil vragdelene bare fortsætte i bane om Jorden.

Der er dog blevet gennemført flere forsøg, som også skabte meget rumskrot. Men nu er man blevet så opmærksom på problemet, at de to sidste forsøg, foretaget af Kina i 2017 og Indien i 2019, blev voldsomt fordømt og dermed skabte politiske problemer for de to lande.

Da rumskrot kan være lige så farlig for satellitter som strålingsbælter, er det usandsynligt, at vi får det store skyderi i rummet, selv under en konflikt. Der er dog en enkelt undtagelse…

I 1974 opsendte Sovjet rumstationen Salyut 3. Officielt var den civil, men i virkeligheden var det en rent militær rumstation. Det havde amerikanerne nok gættet, men alligevel var det en overraskelse, da russerne mange år senere indrømmede, at Salyut 3 havde medført en maskinkanon, som blev afprøvet flere gange.

Det skete dog først, da de to kosmonauter havde forladt rumstationen, som derfor var ubemandet.

Forsøget blev anset for farligt, og desuden kunne rekylen fra kanonen ikke undgå at påvirke rumstationen, som så måtte bruge en del styrebrændstof for at holde sig stabil i rummet.

Frankrig vil bevæbne satellitter med skydevåben

Så vidt vi ved, sigtede man ikke efter noget, og projektilerne er bare endt i baner om Jorden.

Men hvorfor afprøve maskinkanoner i rummet? Der er sikkert flere forklaringer ud over den meget dramatiske, at man ville forhindre amerikanerne i at få adgang til stationen.

En mulighed kan være, at man har overvejet, at et par skudhuller i en satellit ville skabe meget færre vragdele, end hvis man søgte at smadre en satellit ved et direkte sammenstød.

Bedst som vi troede, at den idé var død sammen med den kolde krig, så har Frankrig officielt genoplivet tanken om at bevæbne satellitter med skydevåben.

Præsident Macron har også oprettet en ’Space Force’ ligesom USA og flere andre lande, og ved den lejlighed kom det frem i juli 2019, at Frankrig nu vil bevæbne deres militære Syracuse-satellitter, der bruges til kommunikation.

I første omgang skal Syracuse-satellitterne udstyres med kameraer, så de kan se, om de bliver ’stalket’ af de nye inspektionssatellitter, som alene er bygget til at snuse rundt i rummet for at se på de satellitter, andre lande opsender. Senere skal Syracuse-satellitterne udstyres med våben, enten i form af skydevåben eller lasere.

Andre lande gør helt sikkert noget lignende, men i det mindste er der ikke tale om at placere masseødelæggelsesvåben i bane om Jorden – hvilket i øvrigt er forbudt.

Manden, der reddede verden

Også ude i rummet er den menneskelige faktor afgørende for, om vi får krig eller fred.

Automatik og robotter vil altid spille en vigtig rolle, men det er nødvendigt, at det er mennesker og ikke robotter, der træffer de afgørende beslutninger. Det skal vi se et eksempel på.

Kogt ned til et skema, så har enhver rumstyrke fire opgaver:

1. Indsamling af oplysninger
2. Analyse af oplysninger
3. Udvælgelse af oplysninger – hvilke er vigtige?
4. Beslutte en handling – enten alene eller i samarbejde med den politiske ledelse

De to første punkter bliver sikkert de fleste steder klaret af unge ’tech-genier’ under 30 år, der sidder bag en computer i nogle få store kontrolcentre på Jorden.

De er så dygtige, at en officer har sagt: ’They've blown my socks off’, men det er afgørende, at de to sidste punkter klares af erfarne officerer, der kan vurdere oplysningerne og rådgive om, hvordan man handler på dem.

Der har faktisk været en situation, hvor det var et enkelt menneske, som forhindrede udbruddet af en atomkrig.

Episoden fandt sted i Sovjetunionen i september 1983, og manden, der kom til at redde verden, var oberstløjtnant Stanislav Petrov (1939-2017).

I september 1983 var forholdet mellem Sovjetunionen og USA anspændt, fordi et koreansk passagerfly på afveje over sovjetisk territorium var blevet skudt ned 1. september, hvor 269 personer omkom.

Sovjet havde ligesom USA et system af varslingssatellitter, og en af dem var Kosmos 1382. Da episoden fandt sted 26. september, sad Stanislav Petrov i en bunker nær Moskva for at overvåge satellitten og dens målinger.

Kosmos 1382 kredsede om Jorden i en meget aflang bane, mellem 700 og 40.000 kilometer oppe, og den var, som alle varslingssatellitter, udstyret med et infrarødt teleskop til at måle varmestrålingen fra en raketopsendelse.

Da episoden fandt sted, befandt Kosmos 1382 sig 32.000 kilometer over Europa, som da henlå i mørke, men satellitten kunne fra sin meget store højde observere USA - især Malmstrom-basen i staten Montana. Herfra kunne USA opsende Minuteman-raketter mod Sovjet.

Men netop 26. september lå der et lag af spredte og meget højtliggende skyer over Malmstrom, og Solen stod på en måde, så skyerne kom til at virke som spejle, der kastede solstrålingen ind mod det infrarøde teleskop på Kosmos 1382.

Dette blev af systemet opfattet som en raketopsendelse, og et øjeblik senere havde Stanislav Petrov fået det første tegn på, at et raketangreb mod Sovjet var begyndt. Petrov antog det først for en falsk alarm, for doktrinen var jo, at hvis man ville angribe med atomvåben, så blev alt, hvad man havde, sendt afsted på en gang.

Men så kom der yderligere fire alarmer. Stadig tøvede Petrov dog med at slå alarm. Hans vurdering var, at fem raketter heller ikke var et stort angreb.

Problemet var dog, at Sovjets radaranlæg ikke havde mulighed for at se raketterne, før de var kommet meget nærmere.

Det var et stort dilemma, for Petrov vidste, at før alarmmeldingen kom på hans skærm, så var den tjekket gennem ikke mindre end 30 filtre, som netop skulle sikre mod falske alarmer.

Han vidste også, at der ville gå flere minutter, før de jordbaserede radaranlæg kunne bekræfte et angreb.

Petrov stolede ikke helt på teknikken, som tidligere havde vist sig upålidelig, men alarmen havde også lydt i Forsvarsministeriet, som nu bare ventede på en melding fra Petrov. Han har senere forklaret sin tøven med, at han også havde en civil baggrund og måske derfor var lidt mindre tilbøjelig end mange af sine kolleger til bare blindt at følge procedurerne.

Hvis Petrov havde bekræftet alarmen, er det muligt, at Sovjet havde reageret med et massivt atomangreb på USA, som man jo havde et anspændt forhold til.

Petrov blev hverken straffet eller belønnet for sin indsats, men fik bare en reprimande for mangelfuld journalføring og derefter forflyttet til en anden post. Men i dag kaldes han med god grund ’Manden som reddede verden’

Der burde være et fotografi eller en buste af Petrov på alle militære kontrolcentre i verden.

Situationen i dag

Vi har lært, er at man skal være meget varsom med, hvad man gør i rummet.

Hvis det overhovedet skal være muligt at anvende rummet omkring Jorden, så kan vi hverken bruge atomvåben, som skaber nye og stærke strålingsbælter, eller bare skyde løs på satellitter, vi ikke bryder os om, fordi det vil skabe uoverskuelige mængder af rumskrot.

Det afgørende er derfor at kunne sætte andre landes satellitter ud af drift uden at ødelægge dem og derved skabe rumskrot. Blandt de metoder, som kan anvendes, kan nævnes:

Jamming, altså forsøg på at genere satellitterne ved hjælp af falske radiosignaler. Det kan man gøre ved at sende signaler på de samme frekvenser, som satellitterne selv anvender.

Jamming udføres normalt fra Jorden, og man skelner mellem uplink-jamming, hvor man vil generere signaler, som sendes til op fra Jorden til satellitten, og downlink-jamming, hvor man forstyrrer de signaler, der sendes fra satellitten ned til Jorden.

Hacking, hvor man forsøger at overtage kontrollen med en satellit, så den ikke længere fungerer som den skal. Hacking anses nu for et så stort problem, at også civile satellitter skal beskyttes. En organisation ved navn ISAC har siden 2019 søgt at rådgive industrien.

Sætte satellittens sensorer ud af kraft. Alle militære satellitter har sensorer til at overvåge, hvad der sker. Man kan ødelægge følsomme kameraer ved at rette en laser mod dem – eller dække måleudstyr med et lag maling, som sprøjtes på.

Idealet er naturligvis metoder, hvor modstanderen ikke er sikker på, hvad der er sket – om deres satellit har været udsat for et almindeligt uheld, eller om der er tale om et angreb.

Udviklingen har skabt en øget risiko for provokationer, som kan føre til det, som vist kaldes ’utilsigtede hændelser’.

Her tænkes på de såkaldte Inspektionssatellitter, der kan ’stalke’ et andet lands satellitter og derved give problemer.

Hvis de kommer alt for tæt på, kan det jo være, at enten satellitten selv eller jordkontrollen opfatter det som en provokation, der kræver et modsvar, med risiko for, at situationen kommer ud af kontrol.

Man kan også gøre sig mindre sårbar ved at erstatte de nuværende ret store militære satellitter med mange mindre – noget, som efterhånden er blevet teknisk muligt.

Det er nok muligt at sætte 5-10 spion- eller varslingssatellitter ud af spil, men ikke 50-100 satellitter. Meget tyder på, at det er den vej, udviklingen går.