Krigen i Ukraine ser ikke ud til at slutte foreløbig, og i stedet for forhandlinger taler man mere og mere om, at krigen kan eskalere.
Dette kommer mest tydeligt frem i bekymringen om, hvorvidt Putin vil anvende atomvåben, men der er også en anden mulighed. Nemlig at satellitter kan blive mål for angreb, især fordi det er svært at skelne mellem militære og civile satellitter.
Ukraine er stærkt afhængig af satellitter, især inden for tre områder:
- Navigation: Blandt andet det meget omtalte Himars raketsystem er baseret på anvendelse af GPS, der gør det muligt at ramme et mål 80 kilometer borte med en nøjagtighed på et par meter.
- Kommunikation: Her anvender Ukraine især Starlink, der giver adgang til internettet, selv hvis den normale adgang er blokeret. Ukraine har modtaget 20.000 terminaler, der monteres på bare 20 minutter og derfor kan anvendes af soldater i felten.
- Overvågning: Det er afgørende for Ukraine at vide, hvor de russiske styrker, ammunitionsdepoter og kommandoposter er lokaliseret. Her har Ukraine hidtil kunnet se de civile billeder, der er taget af satellitter, som ejes af firmaer som Maxar, Planet og BkackSky eller få adgang til de amerikanske spionsatellitter. Som vi skal se, er denne type satellitter så vigtige, at Ukraine nu har lejet deres egen satellit.
De to sidste opgaver, kommunikation og overvågning, varetages i vidt omfang af det, man kalder for ’dual-use’-satellitter.
Det er civile satellitter, der også kan løse militære opgaver, og det øger muligheden for, at krigen kan brede sig til rummet.
\ Om artiklens forfattere
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient'er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I snart 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De står bag bogen 'Det levende Univers' og skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet 'Stubberne'.
..
En russisk reaktion
Det er klart, at russerne følger, hvorledes Ukraine anvender rummet, men hidtil har reaktionen været ret begrænset.
Det har mest været forsøg på at jamme signalerne fra GPS og blokere for den normale adgang til internettet, men det er måske på vej til at ændre sig.
Det første direkte tegn på en ændring er en noget overset udtalelse fra Konstantin Vorontsov, der i 2021 var leder af den russiske delegation til UNODA.
UNODA er en forkortelse for ‘United Nations Office for Disarmament Affairs’ og er altså en afdeling af FN med ansvar for nedrustning.
»Vi vil gerne understrege en ekstremt farlig tendens, der går ud over den harmløse brug af teknologier i det ydre rum, der er blevet tydelig under begivenhederne i Ukraine. Nemlig USA's og dets allieredes brug af elementerne fra civil, herunder kommerciel, infrastruktur i det ydre rum til militære formål,« sagde russeren på mødet i UNODA i september i år.
»Det ser ud til, at vores kolleger ikke er klar over, at sådanne handlinger faktisk udgør indirekte involvering i militære konflikter. Kvasi-civil infrastruktur kan blive et legitimt mål for gengældelse,« afsluttede Vorontsov.
Man skal dog bemærke, at Vorontsov ikke direkte nævner hverken Starlink eller andre satellitter, men at udtalelsen er generel og en del af en større udtalelse. Man skal nærmere se Vorontsovs kommentar som en direkte følge af, at Ukraine anvender ’dual use’-satellitter, som kan løse både civile og militære opgaver.
For at se udtalelsen som en ændring i den hidtil førte politik skal man nok have yderligere udtalelser fra ministre eller andre personer på et tilsvarende niveau.
Efter krigens love (som kun sjældent bliver overholdt) må russerne kun angribe militære mål. Men både Starlink og Maxars satellitter er i høj grad ’dual-use’, så her er en gråzone, der politisk kan anvendes til retfærdiggøre angreb på satellitter, som officielt er civile.
Sandsynligvis vil den eksisterende lovgivning støtte Vorontsov. Det internationale samfund accepterer princippet om, at hvis et land, der ikke formelt deltager i en krig, direkte og bevidst bidrager til et af de krigsførende landes krigsindsats, kan landet angribes, så længe angrebet står i et rimeligt forhold til den skade, der er forvoldt.
Nylige artikler i kinesiske militæraviser har således antydet, at Starlink kunne være et gyldigt mål i en fremtidig konflikt.
GPS er en helt anden situation. Formelt er GPS et militært system, så et angreb her vil være et direkte angreb på USA. Desuden er satellitterne ikke helt nemme at ødelægge, fordi de kredser i en højde på 20.000 kilometer.
Vi er her i en situation, der minder om sabotagen af Nordstream 1 og 2. Det er sket i internationalt farvand, så der er ikke tale om et direkte militært angreb, men på den anden side er der også tale om ødelæggelse af vigtig infrastruktur.
Et angreb på ’dual use’ satellitter er måske ikke et direkte militært angreb, men beskadigelse af vigtig infrastruktur ude i rummet.
Den russiske reaktion indtil nu
Det er naturligvis en politisk beslutning, hvad der vil være en passende reaktion. Hvis den bliver for voldsom, kan det føre til en konflikt ude i rummet.
Om det er forklaringen på, at de russiske reaktioner indtil nu har været ret begrænsede, er ikke til at sige.
En anden forklaring kan være en manglende teknisk evne til at komme med et passende gensvar.
Det russiske rumprogram har i mange år haft store økonomiske og teknologiske udfordringer, og det er den almindelige vurdering, at russerne teknologisk er langt bagefter de amerikanske militære satellitter og våben, og at Rusland også er godt vej til at blive overhalet af kineserne.
I november 2021 testede Rusland et antisatellit-(ASAT)-våben ved direkte at sende en raket mod en af deres egne satellitter.
Resultatet blev en sky af vragdele og rumskrot, der truede både astronauter og satellitter fra mange nationer.
Der kan være to forklaringer på forsøget: En rent teknisk afprøvning eller en advarsel til NATO før invasionen af Ukraine om at russerne har både midler og vilje til at ødelægge satellitter.
Indtil nu har russerne holdt sig fra direkte angreb på vestlige satellitter og i stedet holdt sig til cyberkrig. Det første og største cyberangreb var på invasionens første dag, 24. februar 2022, da russerne ved brug af malware fik angrebet titusindvis af brugerterminaler på Viasat, som er et USA-baseret kommercielt netværk.
Mange rent civile brugere mistede simpelthen kontakten til satellitterne, og det blev nødvendigt med en fabriksreparation af brugerterminalerne, før de kunne fungere igen.
Det ukrainske militær brugte dengang Viasat til mange opgaver, deriblandt til at koordinere artilleriet på en måde, som gjorde modangreb vanskelige.
Angrebet på Viasat var et stort problem for Ukraine lige i begyndelsen af konflikten, men heldigvis stillede Elon Musk meget hurtigt både terminaler og satellitter til rådighed, så Ukraine hurtigt kunne anvende Starlink.
SpaceX-ledere rapporterer, at Rusland også har angrebet Starlink, dog indtil videre uden held.
Angrebet på Viasat er et eksempel på den moderne hybride krigsførelse, hvor man anvender mange andre værktøjer end kanoner og bomber til at skaffe sig militær overlegenhed.
Der er mange grunde til at antage, at cyberangreb og elektronisk jamming også fremover vil være mere sandsynligt end fysiske angreb, hvor man direkte søger at ødelægge en satellit med en raket opsendt fra Jorden.
Nogle af dem kunne være følgende:
- Cyberangreb skaber ikke affald ude i rummet, hvor det også kan genere egne satellitter.
- Det er muligt at benægte cyberangreb, og en usikkerhed om, hvem der står bag angrebet, vil antageligvis nedsætte sandsynligheden for en væbnet gengældelse.
- Med vore dages store konstellationer på op til mange tusinde satellitter, der samarbejder om at løse en opgave, er det simpelthen umuligt at ødelægge tilstrækkeligt mange af dem til at ødelægge konstellationens evne til at fungere - således kan Starlink fint fungere, også selv om nogle få bliver ødelagt.
Succesen med Ruslands angreb på Viasat viser dog, at selv konstellationer af satellitter er sårbare, hvis cyberangreb kan ødelægge systemets jordbaserede kontrolsystemer og forhindre brugeradgang.
Det kan derfor undre, at russerne ikke – så vidt vi ved - har forsøgt flere store cyberangreb på de satellitter, Ukraine anvender.
Den ukrainske satellit
Ukraine har nu omsider fået – eller i hvert fald lejet - en satellit, som kan lokalisere russiske styrker. Det er også en ’dual-use’-satellit, som oprindelig blev udviklet til at holde øje med isforekomster i havene.
Det hele begyndte med, at en ukrainsk kunstner tog initiativ til en indsamling til køb af tre tyrkiske droner. Det endte med, at det tyrkiske firma forærede dronerne til Ukraine, og så kunne man jo anvende de indsamlede midler på nogle millioner euro til noget andet.
Og her fik man så den idé at henvende sig til – af alle lande – Finland for at leje sin helt egen satellit.
For at forstå det må vi gå tilbage til 2014, hvor firmaet ICEYE blev oprettet i netop Finland. Formålet var at bygge en flåde på 18 små satellitter, der med radar kunne holde øje med forekomster af is overalt i verden - noget, der jo kunne være til stor nytte for skibsfarten.
For at opfylde deres mål skulle satellitterne udstyres med en meget moderne form for radar kaldet synthetic-aperture radar (SAR), hvor man udnytter satellittens bevægelse på en måde, hvor man selv med en lille radar-antenne kan opnå en opløsningsevne på omkring en meter.
Ukraine kan også få billeder på andre måder, således bare ved at bruge de helt civile (!) billeder taget af Maxar-firmaets satellitter. Her atomkraftværket i Zaporizhzhia, som heldigvis ikke viser nogle større skader på værket.
Med SAR kan ICEYE tage særdeles skarpe radarbilleder både i overskyet vejr og om natten, og det selv om der er tale om små satellitter med en vægt på kun omkring 85 kilo, der flyver i en højde på omkring 560 kilometer.
Med penge fra både EU og den finske regering kunne man så allerede i januar 2018 opsende den første ICEYE-satellit. Den virkede godt, og nu er man godt på vej til det endelige mål med 18 satellitter.
De øvrige bruges til deres oprindelige formål, nemlig at observere is, men der er også ved at komme andre kunder. Således har det brasilianske luftvåben købt to satellitter.
Gode radarbilleder var lige, hvad Ukraine havde brug for, så man brugte de indsamlede midler til at leje en ICEYE-satellit. For selv om amerikanerne godt vil hjælpe, er det utvivlsomt meget hurtigere at kunne gå uden om al bureaukratiet og selv vælge, hvor og hvornår man vil tage radarbilleder.
\ Læs mere
En rapport fra forsvarsministeren
29. september gav den ukrainske forsvarsminister, Oleksii Reznikov, på netmediet Ukrinform.net en rapport over betydningen af ICEYE.
»I løbet af de første to dage af satellittens operation opdagede vi flere end 60 enheder af militært udstyr, som fjenden forsøgte at skjule i skovstriber og bag forskellige forhindringer. Det blev opdaget, fordi ICEYE-satellitter indsamler information ved hjælp af SAR-teknologien. Dette udstyr ville være meget svært eller umuligt at få øje på ved hjælp af optiske satellitter,« sagde ministeren blandt andet.
Han bemærkede, at koordinaterne hurtigt blev overført til Ukraines styrker, så de kunne ramme de udpegede mål, især i området Khreshchenivka og Ukrainka i Kherson-regionen, såvel som nær Novoselivka i Donetsk-regionen.
Reznikov fortsatte:
»Faktisk mistede fjenden på bare disse to dage pansrede køretøjer, der er mere værd end prisen på hele 'satellitprojektet'. Men det vigtigste er, at det hjælper med at redde vores soldaters liv, som er uvurderlige.«
Blandt fordelene ved ICEYE-satellitter nævnte Oleksii Reznikov muligheden for at kombinere data fra partneres optiske satellitter (han mener sikkert de amerikanske spionsatellitter) og SAR-data fra ICEYE.
»For det første er satellitter med SAR-teknologi særligt relevante i efterårs- og vinterperioden, når vejret er dårligt, overskyet eller snedækket. Der er ingen forskel for dem - om det er dag eller nat,« listede Reznikov op.
»For det andet er det vores militær, der bestemmer, hvor og hvornår de skal modtage de nødvendige data. I øjeblikket overvåges de vigtigste fjendtlige områder i syd og øst systematisk.«
»For det tredje flyder information meget hurtigt fra analytikere til kampenheder. Det bliver sværere for de russiske besættere at skjule deres hensigter, hvilket vil komplicere deres logistik yderligere,« afsluttede forsvarsministeren.
Endelig takkede ministeren alle, der havde bidraget til, at Ukraine nu anvender ICEYE-satellitter.
For en ordens skyld må vi bemærke, at Ukrinform.net er et officielt ukrainsk medie, der naturligvis dækker krigen, og at vi naturligvis ikke har nogen mulighed for at verificere ministerens rapport ved brug af andre kilder.
En ny vej for rumfarten
Den vigtigste tendens for rumfarten, som vi kan aflæse fra Ukraine-krigen, er altså den rolle, privatejede ’dual use’-satellitter spiller.
Her har vi både Starlink og ICEYE, og den udvikling har en simpel forklaring:
Privatejede satellitter er ofte små og opsendes i stort antal. Det gælder især Starlink, der nu har flere end 3.000 satellitter i rummet, og selv det meget mere beskedne ICEYE-projekt sigter mod 18 satellitter.
Derfor er det teknisk ikke så problematisk at udleje eller udlåne nogle få af disse satellitter til militære formål.
Selv om et par stykker skulle blive ødelagt som følge af direkte angreb, vil selve konstellationen af de mange satellitter ikke tage stor skade.
Krigen i Ukraine viser, at det, der betyder noget, er at have adgang til produkter fra rumsystemer, ikke at eje satellitterne.
Alle de store kommercielle firmaer, som opsender satellitter, er vestlige. De er meget langt fremme med teknologi og kun i begrænset omfang underlagt formelle og uformelle begrænsninger for de kunder, som de sælger data til.
Der er dog grænser, og en af dem er, at hverken Iran eller Nordkorea vil kunne købe rumbaserede tjenester i samme omfang som Ukraine - og sandsynligvis slet ikke kunne købe noget som helst.
Dette er en stor fordel for Vesten, så længe salg af tjenester kun foregår til lande, som Vesten på en eller anden måde støtter. Desuden kan Rusland ikke støtte sine partnere i samme omfang, som vi nu støtter Ukraine.
Om måske mindre end 10 år kan denne fordel for Vesten godt være forsvundet, så vi står tilbage med en situation, hvor barrieren for at sprede en konflikt til rummet er sænket.
Dette er netop, fordi ’dual use’-satellitter jo ikke formelt er militære, men bare civile satellitter, som også udfører militære opgaver. Og sådanne satellitter er det jo lettere at angribe rent politisk.
Men i krig er politiske overvejelser lige så vigtige som en rent teknisk vurdering, og der er ingen tvivl om, at vi her er inde på en farlig vej.
Vi citerede tidligere Vorontsov for udtalelsen: »Kvasi-civil infrastruktur kan blive et legitimt mål for gengældelse«, og vi vil gerne slutte med en tilsvarende amerikansk artikel skrevet i 2021 af den amerikanske juraprofessor David Koplow fra Georgetown University.
Under titlen 'A U.S. Violation of the Law of Armed Conflict in Space' skriver han i sit abstract:
»Denne sammenblanding (anvendelse af ’dual-use’-satellitter, red.) strider dog mod et af de mest centrale krav i den traditionelle lov om væbnet konflikt: Princippet om distinktion (eller diskrimination), som giver mandat til, at stater i kamp lovligt kun må rette deres angreb mod militære mål, ikke mod civile eller deres ejendom.«
»En vigtig konsekvens af dette princip – omtalt i denne artikel som 'omvendt skelnen' – kræver, at en stat afholder sig fra at angribe civile mål.«
Lidt længere nede fortsætter han:
»Den amerikanske praksis (med sammenblanding) er både ulovlig og uklog, da den truer med at gøre fremtidig konflikt i rummet endnu mere ødelæggende, end den i sagens natur skulle være.«
Det er i hvert fald en udvikling, som bør følges, da den kan få en afgørende betydning for fremtidens rumfart.
