Ét år efter: Krigen i Ukraine påvirker rumfarten

Krigen i Ukraine har nu varet et år, og det er længe nok til, at man kan danne sig et overblik over, hvilke konsekvenser krigen har både politisk og militært.

Vi vil her se på en bestemt side af krigen, nemlig hvad der foregår ude i rummet. Det er ikke noget, man hører meget om, men selv om krigen endnu ikke har spredt sig til rummet, så spiller rummet alligevel en rolle.

Den nye chef for det amerikanske rumvåben US Space Force, General Saltzman, har udtrykt det på denne måde:

»Jeg har en uddannelse i historie. Så jeg kan ikke lide at drage for mange slutninger, mens en begivenhed som denne udspiller sig, men jeg synes, det ville være rimeligt at sige, at det, vi observerer, viser hvor kritisk rummet er for moderne krigsførelse.«

Rusland har et stort militært rumprogram, som man regnede med ville spille en stor rolle under krigen.

Man har nu ikke mærket meget til det russiske rumprogram, men derimod har Ukraine, som ikke selv har et rumprogram, overrasket ved i stort omfang at anvende civile, kommercielle satellitter til militære formål.

Denne udvikling kan få stor betydning for fremtiden, men vi vil først se på tre centrale områder

• Satellitternes betydning for pressedækningen af krigen
• Ukraines anvendelse af satellitter
• Ruslands militære rumprogram

Pressedækningen af krigen

Takket være civile satellitter kunne verden lige fra invasionens start 24. februar 2022 følge, hvad der foregik.

Lige pludselig blev det ellers ukendte firma MAXAR Technologies helt central for verdenspressen, fordi de råder over et stort antal små og billige satellitter, der kan give en næsten 24/7-dækning af begivenhederne i Ukraine.

Hvem husker ikke billederne af den meget lange russiske konvoj, der i lang tid var gået i stå uden for Kyiv.

Der er også andre eksempler som massakren i byen Bucha tæt på Kyiv, hvor satellitbilleder viste lig i gaderne, ligesom der også har været fund af massegrave.

Man skal naturligvis være varsom med alene at bruge billeder, men de giver journalister mulighed for at finde og opsøge steder, hvor man kan se at ’krigens love’ er blevet overtrådt.

Det helt centrale er, at billederne kom fra en kommerciel kilde, som i hvert fald ikke direkte er under regeringskontrol. MAXARs billeder anvendes stadig af pressen, og de vil helt sikkert også få stor betydning for dækningen af fremtidige konflikter.

Ukraines anvendelse af satelitter

Allerede ved invasionens begyndelse var Ukraine afhængig af satellitter, både til kommunikation og til at styre og koordinere deres artilleri. Ukraine har udviklet en app, der kaldes Gis Arta, der indsamler data fra droner, satellitter og observatører på Jorden.

Disse data koordineres og sendes via satellit ud til artillerienhederne, som derved bliver meget mere effektive. Man kan læse mere om Gis Arta her.

Det var derfor ikke mærkeligt, at russerne indledte invasionen med et omfattende cyberangreb på de civile Viasat-satellitter.

Angrebet voldte meget stor skade, hvor tusinder af både militære og civile brugere mistede adgangen til Viasat. Skaderne var så omfattende, at udstyr på Jorden i mange tilfælde skulle udskiftes.

Grunden til, at cyberangrebet ikke kom til at lamme det ukrainske militær, var en hurtig indgriben fra Elon Musk. Han stillede nemlig både terminaler og satellitter til rådighed, så Ukraine hurtigt kunne anvende Starlink.

Der er nu over 3.300 Starlink-satellitter i bane om Jorden, og da de bevæger sig i lav højde kun godt 500 km oppe, kræver det ikke de helt store terminaler at sende og modtage data fra Starlink.

Et enkelt eksempel viser, hvor vigtig Starlink er i krigen. De terminaler, Musk har doneret, er små, robuste og mobile. Det betyder, at ukrainske soldater kan bruge terminalerne ude i felten til at sende oplysninger om potentielle mål via Starlink til et mobilnetværk.

Her er de så i direkte kontakt med de officerer, som beslutter både om målet skal beskydes, og hvordan det skal ske. Gis Arta systemet fungerer altså stadig, og det har haft en enorm betydning for krigen.

Præcision med GPS

Det er også helt afgørende for Ukraine at kunne anvende GPS. Til alt held for Ukraine er GPS et militært system, som er beskyttet mod jamming og cyberangreb på en helt anden måde end de rent civile Viasat-satellitter.

Det er nok heller ikke et system, russerne tør genere for meget, for det vil kunne opfattes som et direkte angreb på USA – det er et problem, vi vil vende tilbage til.

HIMARS raketsystemet bruger GPS, men USA forsyner også Ukraine med GPS-styrede Excalibur-artillerigranater, som derved kommer til at ramme meget præcist. Præcision gør en meget stor forskel for, hvor effektivt et våben er.

Det er naturligvis vigtigt for Ukraine at overvåge, om russerne forsøger at genere GPS.

De kan få oplysninger fra amerikanerne, men de kan også anvende et firma som Hawkeye, der råder over satellitter, som overvåger alle former for radiosignaler fra Jorden og herved kan afsløre forsøg på at jamme eller på anden måde at genere helt vitale satellitsystemer som GPS.

Du kan læse om Hawkeye her.

Efterretninger, overvågning og rekognoscering

Ukraine anvender også satellitter til andre formål, der i militærsproget er sammenfattet i bogstaverne ISR, der står for intelligence, surveillance and reconnaissance, eller på dansk efterretninger, overvågning og rekognoscering.

Under en krig er det jo altid meget vigtigt at vide, hvor fjenden er, og hvad han foretager sig, og her spiller ISR-satellitter en helt central rolle.

Ukraine anvender helt sikkert data fra de amerikanske militære satellitter, men billeder taget af de små satellitter fra Maxar Technologies spiller også en rolle. Præcist, hvor stor denne rolle er, er svært at sige.

Det siges, at de amerikanske satellitter kan læse det ‘Z’, russerne skriver på deres kampvogne, mens man på de civile satellitter fra Maxar bare kan se vognen – men det er i mange tilfælde også tilstrækkeligt.

ISR er så vigtigt, at Ukraine også gerne vil have adgang til egne data og ikke være helt afhængig af dem, amerikanerne viser. Derfor har de nu lejet en satellit, der ejes af et firma i Finland.

Firmaet heder ICEYE, og de opsender satellitter, som med radar kan overvåge isforekomster i havene, noget der jo har stor betydning for skibsfarten.

For at løse denne opgave blev satellitterne udstyret med en meget moderne form for radar kaldet Synthetic-aperture radar (SAR), hvor man udnytter satellittens bevægelse på en måde, hvor man selv med en lille radarantenne kan opnå en opløsningsevne på omkring en meter.

Med SAR kan ICEYE tage særdeles skarpe radarbilleder både i overskyet vejr og om natten, og det selv om der er tale om små satellitter med en vægt på kun omkring 85 kg, der flyver i en højde på omkring 560 km.

Gode radarbilleder var lige hvad Ukraine havde brug for, så man lejede en ICEYE-satellit, og 29. september 2022 gav den ukrainske forsvarsminister Oleksii Reznikov på netmediet Ukrin-form.net en rapport over betydningen af Iceye. Han sagde blandt andet:

»I løbet af de første to dage af satellittens operation blev mere end 60 enheder militært udstyr opdaget, som fjenden forsøgte at skjule i skovstriber og bag forskellige forhindringer.«

»Det blev opdaget, fordi ICEYE-satellitter indsamler information ved hjælp af SAR-teknologien. Dette udstyr ville være meget svært eller umuligt at få øje på ved hjælp af optiske satellitter.«

»Faktisk mistede fjenden på bare disse to dage pansrede køretøjer, der er mere værd, end hvad satellitten har kostet. Men det vigtigste er, at det hjælper med at redde vores soldaters liv, som er uvurderlige.«

Vi har ikke kunnet finde nyere oplysninger om ICEYE, og det er naturligvis umuligt for os at bekræfte de oplysninger, som ministeren har givet.

Ruslands rumprogram

Rusland har jo et rumprogram, men man kan vist godt sige, at det har kendt bedre dage.

\ Læs mere

Russisk rumdirektør: Rusland melder sig ud af ISS-projektet efter 2024

Det videnskabelige program er meget lille, og det, russerne ser ud til at koncentrere sig om, er at opretholde de mest nødvendige systemer af militære satellitter, samt satellitter til vigtige opgaver som kommunikation, vejrtjeneste og navigation.

For at få et overblik over det russiske program har vi set på en tabel, som er udgivet af Jonathan McDowell, der er astrofysiker og en internationalt anerkendt ekspert i, hvad der foregår i rummet.

Han udgiver jævnligt store oversigter over satellitter. Vi har taget et lille udpluk af tabellen, der viser, hvor mange satellitter, de tre største rummagter – USA, Kina og Rusland – har sendt ud i rummet siden 2019.

Det må understreges, at antallet af opsendelser er meget mindre, og forklaringen er, at de fleste raketter medfører mere end en satellit.

Et eksempel er Starlink-satellitter, hvor Falcon-raketten normalt medfører 60 satellitter. Således foretog USA i 2022 kun 76 opsendelser, selv om de bragte 1.937 satellitter i bane.

Det må understreges, at mange af de opsendte satellitter er det, man kalder ’smallsats’, med en vægt på ofte under 100 kg, og som naturligvis ikke kan løse de samme opgaver som store, ofte flere ton tunge satellitter.

De talrige Starlink satellitter vejer hver omkring 260 kg.

Ser vi alene på de militære satellitter, så opsendte Rusland 14 militære satellitter i 2022, og det betyder at antallet af aktive militære satellitter er omkring 100.

Det store problem er at opretholde det vigtige Glonass system til navigation. Glonass er det russiske svar på GPS.

Der er nu 25 Glonass-satellitter i bane, men 13 har været så længe i rummet, at de er ved at nå slutningen af deres levetid. Derfor er der en risiko for, at Glonass-systemet bliver svækket.

Her ligger måske noget af forklaringen på, at de russiske våben ikke er så præcise som de vestlige.

Den russiske overvågning

Antallet af spionsatellitter er ret lille. Det er svært at finde præcise tal, men der er muligvis kun to aktive spionsatellitter, som tager billeder, og bare én satellit, som kan tage radarbilleder af Jorden både om natten og gennem skyer.

Det er derfor slet ikke umuligt at den russiske overvågning af Ukraine fra rummet er langt dårligere, end man kunne forvente af en stor rummagt som Rusland

Russerne har antisatellit-våben, der kan ødelægge satellitter ude i rummet, men de kan ikke bruges til meget over for et system som Starlink med over 3.300 satellitter.

Skal man sætte Starlink ud af spil, skal det ske med cyberangreb eller jamming. Det skal ske her fra Jorden, og disse angreb, siger SpaceX, at de hidtil har kunnet afvise.

Der er flere mulige forklaringer på disse problemer:

• Mangel på mikrochips importeret fra vesten.
• De begrænsede ressourcer er spredt for tyndt ud på for mange projekter
• Manglende samarbejde mellem de civile rumprojekter og de militære.

General Salzman fra U.S. Space Force har også givet en forklaring på, hvorfor de russiske militære rumprogrammer ikke har spillet en større rolle, nemlig manglende træning og uddannelse. Han siger:

»En anden observation fra Ukraine er: du har på papiret et meget dygtigt russisk militær. Men ikke alle har den nødvendige træning. Der mangler kommando og kontrolstrukturer og evnen til at opretholde systemerne.«

Anvendelse af kommercielle satellitter

Det er nok kommet bag på mange, hvor central en rolle kommercielle satellitter har haft i krigen, og det kan få politiske konsekvenser.

En af de mere uventede er, at USA i januar har rettet sanktioner mod det kinesiske firma Spacety for at have leveret radarbilleder til den russiske Wagnergruppe af lejesoldater. Det skriver mediet SpaceNews.

Ifølge amerikanerne leverede Spacety radarbilleder til Terra Tech, der er et russisk baseret teknologifirma. Og amerikanerne siger direkte, at ’disse billeder blev købt for at muliggøre Wagner-kampoperationer i Ukraine’.

Spacety, der fremstiller små satellitter, ligger i Changsha, Hunan-provinsen, med kontorer i Beijing og Luxembourg. Det blev grundlagt i 2016 af tidligere ansatte ved det kinesiske videnskabsakademi.

Planen er med tiden at oprette et system af satellitter til radarovervågning, og de to første er allerede opsendt i 2020 og 2022.

Den vigtigste årsag til, at kommercielle satellitter er blevet så anvendte er, at de ofte er små og opsendes i stort antal.

Det gælder især Starlink. Selv det meget mere beskedne Iceye-projekt sigter mod 18 satellitter.

Derfor er det teknisk ikke så problematisk at udleje eller udlåne nogle få af disse satellitter til militære formål. Selvom et par stykker skulle blive ødelagt som følge af direkte angreb, så vil selve konstellationen af de mange satellitter ikke tage stor skade.

På dette punkt er den private industri foran den klassiske militære rumfart, der først nu er ved at omstille sig fra nogle få store satellitter til mange små. Men den udbredte brug af kommercielle systemer til militære formål rejser et ganske alvorligt problem.

Man taler nu om ’dual use’ satellitter, der ikke formelt er militære, men bare civile satellitter, som også udfører militære opgaver.

Hvor russerne nok vil tøve meget med direkte at angribe amerikanske militære satellitter, fordi det kan opfattes som et angreb på USA, så er tærsklen til et angreb på en privatejet ’dual use’ satellit sandsynligvis meget lavere.

Juraen er ikke helt klar, men det er sandsynligvis lovligt at angribe civile mål, hvis målene (i dette tilfælde satellitter) direkte eller indirekte deltager i konflikten.

Angrebene skal dog være proportionale, og man skal så vidt muligt undgå at skade civile, og det kan blive en ganske vanskelig skelnen. Som eksempel kan nævnes angrebet på Viasat, hvor man endte med at genere både Ukraines militær og et ganske stort antal civile.

En politisk udfordring

‘Dual-use’ satellittter kan blive en politisk udfordring. Der skal fastlægges en klar politik om, hvornår et angreb på en privatejet civil satellit kan anses som et angreb på det land, hvor det private firma har base.

Og det skal fastlægges hvad der kan anses for en ’proportional reaktion’. Skal man nøjes med at betale erstatning for ødelagte satellitter, eller skal man overveje et militært svar?

Især i USA kan dette blive en stor udfordring, især fordi SpaceX har lanceret et nyt program kaldet ’Starshield’. Der er ikke mange detaljer, men det kan man måske heller ikke forvente i betragtning af, at det er et militært system.

SpaceX tilbyder med Starshield grundlæggende regeringer mulighed for at købe et stort set nøgleklart system af opsendelser og satellitter til militære formål.

Den amerikanske regering ser store muligheder i et samarbejde med private firmaer – men der bliver et meget stort behov for at fastlægge regler for anvendelse og salg af Starshield.

For øjeblikket nævnes problemet ikke, men på et tidspunkt er regeringen nødt til at afgøre, hvem der kan købe Starshield.

Den amerikanske regering kan vælge, at Starshield kun kan sælges til det amerikanske militær og måske nogle få tætte allierede, men det løser ikke problemet.

For om 10-20 år vil der være mange firmaer verden over, som vil tilbyde lignende tjenester, og det betyder, at næsten ethvert land til den tid kan købe eller leje deres eget rumvåben, og den mulighed kan helt komme til at ændre, den måde fremtidens krige føres på.

Samarbejde i rummet og på Jorden

Indtil invasionen var der egentlig et godt samarbejde inden for rumfarten med rumstationen ISS som det bedst kendte eksempel. Men der var også mange andre eksempler.

Man købte og solgte hos hinanden. Måske er det russiske rumprogram ikke hvad det har været, men de er gode til at bygge raketmotorer, og dem har de så kunnet eksportere – også til USA, hvor de blev anvendt både i Atlas-raketten og den kommercielle Antares-raket.

Man handlede internationalt med hinanden, og der var også et betydeligt samarbejde på andre områder. ESA samarbejdede med Rusland om et stort Marsprojekt, hvor russerne skulle landsætte en europæisk Rover.

Desuden skulle russerne opsende to store rumsonder for ESA.

Det har betydet en stor omrokering af aftaler og planer, men det ser nu ud til, at vi i Vesten kan tilpasse os den nye situation uden samarbejde med Rusland.

Rumstationen ISS er et helt særligt tilfælde, hvor samarbejdet fortsætter.

\ Læs mere

Vil krigen i Ukraine få indflydelse på Andreas Mogensens mission?

Rumstationen kan ikke fortsætte uden, at amerikanere og russere samarbejder, og hvis man trækker sig ud, kan det i værste tilfælde betyde et ukontrolleret nedfald af den 420 ton tunge station – og det ansvar ønsker ingen at påtage sig.

Overgangsproblemer

Hvad angår raketter bliver der nogle overgangsproblemer.

To nye raketter står over for deres første prøveflyvning, nemlig den amerikanske Vulcan-Centaur og den europæiske Ariane 6. Det tager altid længere tid end beregnet at få en ny raket klar, og indtil da ser det ud til, at SpaceX kan klare sagerne.

Således har ESA allerede fået overført deres to rumsonder til Falcon 9, men på længere sigt vil man nok meget gerne have mere end én mulighed for at kunne købe opsendelser.

Der bliver en kortvarig mangel på raketter, fordi man kommer til at savne den gamle russiske Soyuz-raket.

Den var måske ikke topmoderne, men den kunne levere varen, nemlig at opsende en satellit til tiden og prisen.

Man regner med, at flaskehalsproblemerne nok ikke varer længere end til 2024 – og så har russerne ikke længere det lukrative vestlige marked. Den store udfordring kommer, når ISS lukkes ned mellem 2025 og 2030, og vi ikke længere har noget internationalt samarbejde om store rumprojekter.

USA og deres vestlige samarbejdspartnere satser på, at ISS skal erstattes af nye kommercielle rumstationer, men det er meget usikkert, om de vil være færdigbyggede, når ISS endelig udfases.

Det største problem bliver, at der også skal være penge til Artemis måneprogrammet. USA kan dog regne med Europa, Canada og Japan som nye partnere til måneprogrammet. Uden dette samarbejde ville Artemis heller ikke kunne gennemføres.

De russiske planer drejer sig også om at bygge en ny rumstation. De taler også om en tilbagevenden til Månen, men det virker urealistisk. Det russiske rumprogram er i dag kun en skygge af sig selv – og desuden betydeligt mindre end det kinesiske.

Hvis russerne vælger at gå enegang og ikke samarbejde med Kina, der jo allerede har en rumstation, kan det måske ende med, at deres bemandede rumprogram kollapser.

Samarbejder ophører på stribe

Vi vil slutte med at se på samarbejdet mellem Rusland og Vesten i et lidt større perspektiv. I årene efter, at den kolde krig sluttede i 1991, begyndte russiske videnskabsmænd at se på mulighederne for at komme med i vestlige projekter om forskning og teknologi.

Det lykkedes som bekendt med ISS, fordi man på den måde kunne give de mange russiske ingeniører og videnskabsmænd fra det i 1990’erne næsten helt kollapsede rumprogram et meningsfyldt arbejde, som hindrede at de søgte ansættelse i lande, som måske ikke var venligt stemt over for Vesten.

Bare tænk på Nordkorea…

Fra 1993 til 1996 underskrev det russiske agentur med ansvar for atomenergi samarbejdsaftaler med det europæiske forskningscenter CERN i Schweiz.

Russerne kom på den måde til at bidrage med penge, udstyr og hjernekraft til Large Hadron Collider-projektet. Det projekt førte til opdagelsen af Higgs-bosonen i 2012, der var forudsagt et halvt århundrede tidligere. Higgs er grunden til, at de partikler vi kender, har masse.

Disse samarbejdsprojekter ophører nu.

Således vil CERN ikke længere tillade russiske institutter at deltage i eksperimenter, når dets kontrakter med Rusland udløber i 2024.

Når det sker, vil de omkring 8 procent af CERN-medarbejderne, der er tilknyttet russiske institutioner, svarende til omkring 1.000 forskere, være ude af stand til at bruge CERN-faciliteter. Og Rusland vil stoppe med at bidrage med ressourcer til eksperimenter.

Russerne kom også til at deltage i det såkaldte LIGO-samarbejde, der går ud på at finde gravitationsbølger i rummet, hvilket første gang lykkedes i 2016.

Rusland har også støttet det såkaldte røntgenlaserprojekt, kendt som European XFEL i Tyskland, der har stor betydning for forskning inden for materialevidenskab, biologi og fysik. Dette samarbejde ophører nu også.

Videnskabelige fremskrift begrænses

Denne udvikling kan ikke undgå at bremse videnskaben, for moderne videnskab er i den grad baseret på samarbejde.

Enkelte nationer har ikke længere tilstrækkelige økonomiske og intellektuelle ressourcer – især ikke hvis de er små – til at deltage i frontforskning, som kræver både stor økonomi og store anlæg, som ISS, CERN, LIGO, eller XFEL eller andre tilsvarende projekter som månebaser eller Marsrejser.

Den nuværende tilbagetrækning fra russisk involvering i disse store projekter kan på denne måde nemt begrænse videnskabelige fremskridt – samt gøre det meget vanskeligt at skabe et nyt samarbejde om store projekter både i rummet og på Jorden.

Virkningerne kan holde sig i årtier, samtidig med at klimakrisen, der kræver et omfattende internationalt samarbejde, bliver stadigt værre.

\ Læs mere

Den militære rumfart: En krig set fra rummet

\ Læs mere

Kan Ruslands invasion af Ukraine føre til nye regler mod krig?