Samarbejde er dét, der holder ISS i gang - derfor er diplomati ekstra vigtigt, når en besætning med såvel russere som amerikanere flyver over Ukraine og ser krigshandlingerne, skriver Videnskab.dk's faste rumskribenter.
Krigen i Ukraine har mange konsekvenser, og en af dem er, hvordan den påvirker livet på den Internationale Rumstation, ISS.
Den stiller store krav til diplomati hos astronauterne, der jo kommer fra mange lande med forskellig holdning til en krig, man direkte kan følge fra rummet.
ISS er i dag et meget internationalt samfund, hvor astronauter fra mange forskellige lande har været på kortere eller længere ophold.
Da Andreas Mogensens Dragon-rumskib ’Endurance’ ankom til rumstationen ISS, blev de modtaget af tre amerikanere, tre russere og en fra Emiraterne, og på Endurance var de endda endnu mere internationale:
Hver af de fire astronauter havde deres egen nationalitet, nemlig dansk, amerikansk, japansk og russisk.
Der er nu derfor 11 astronauter på ISS, hvor de syv har tilbragt mange måneder i rummet. Men der er noget, som man passer meget på at tale om, og det er krigen i Ukraine.
Den må de alle leve med, samtidig med, at de hele tiden bliver mindet om den, når ISS flyver hen over Ukraine; selv fra en højde på 400 kilometer kan man se mange detaljer - herunder krigshandlinger på Jorden.
Vi ved ikke så meget om, hvordan det påvirker dagligdagen på rumstationen, da de fleste astronauter slet ikke vil udtale sig om denne sag – men lidt er kommet frem.
I denne artikel vil vi derfor forsøge, så godt vi kan, at samle et billede af, hvordan krigen i Ukraine har påvirket livet i rummet. Krigen har nemlig været, og er stadig, en udfordring, som heldigvis ser ud til ikke at forhindre i hvert fald langt de fleste astronauter i at kunne samarbejde.
Inden vi ser på, hvordan Ukraine påvirker dagliglivet på ISS, vil vi først se på, hvorfor Rusland og USA sammen med Japan, Canada og Europa overhovedet fandt på at bygge en international rumstation.
Det kan virke mærkeligt, fordi især Rusland og USA jo ofte har haft et meget anspændt forhold til hinanden.
Da Sovjetunionen brød sammen i 1991, var russerne langt forud for amerikanerne hvad angår rumstationer. Siden rumstationen Salyut 1 blev opsendt i 1971, havde Sovjetunionen opsendt ikke mindre end syv rumstationer – den sidste var den ret store station Mir.
Russerne havde dermed fået en erfaring i lange rumflyvninger, som amerikanerne slet ikke havde - de havde nemlig ikke opsendt nogen rumstation siden Skylab i 1973.
Helle og Henrik Stub er begge cand.scient’er fra Københavns Universitet i astronomi, fysik og matematik.
I mere end 50 år har parret beskæftiget sig med at formidle astronomi og rumfart gennem radio, fjernsyn, bøger og foredrag og kurser.
De skriver om aktuelle astronomiske begivenheder for Videnskab.dk, hvor de går under kælenavnet ‘Stubberne’.
Amerikanerne havde planer om en stor rumstation kaldet Freedom, men de manglede penge. Da Sovjetunionen brød sammen, så daværende præsident Bill Clinton en enestående mulighed, nemlig at søge samarbejde med Rusland.
USA kunne på den måde drage fordel af den russiske erfaring men, måske endnu vigtigere, redde det russiske rumprogram fra et kollaps.
Det så Clinton som en vigtig ting, for hvis det russiske program kollapsede, ville der pludselig være ikke så få meget erfarne raketingeniører uden arbejde – og de kunne måske søge arbejde i Iran eller Nordkorea.
Så både amerikanerne og russerne havde fordel af et samarbejde om en ny rumstation, og dette samarbejde blev hurtigt udvidet med Europa (ESA), Japan og Canada – en økonomisk fordel for alle parter.
Samarbejdet har vist sig at fungere særdeles godt, også når det politiske klima har været koldt. Forklaringen er, at man med ISS er blevet så afhængige af hinanden, at man ikke kan anvende ISS uden at alle bidrager.
Det hænger sammen med en klar arbejdsdeling: Russerne har ansvaret for de styreraketter, der holder ISS på plads i banen og deres brændstofforsyning, mens amerikanerne tager sig af energiforsyningen fra solpanelerne og forskellige andre systemer.
Et internationalt projekt kan ikke undgå at føre til, at astronauterne bliver internationale. Når man er på ISS, er man en del af besætningen på rumstationen, uanset hvor man kommer fra, og det har været et godt princip.
Endurance er et godt eksempel på denne udvikling. Så vidt vi ved, er det nemlig første gang, at der er opsendt en besætning, hvor alle fire astronauter kommer fra hvert sit land.
Samtidig siger sammensætningen af besætningen meget om ISS i dag, fordi den viser, at astronauter i dag slet ikke bare er testpiloter - eller ’mænd af den rette støbning’, som man sagde engang.
Så lad os se på besætningen, der i NASA-sprog hedder ’Crew 7’ – den syvende besætning på ISS, der er opsendt med et Dragon-rumskib.
.
Kaptajnen er amerikanske Jasmin Moghbeli, som er den eneste med en rigtig testpilotuddannelse – men hun er skam også uddannet som ingeniør fra MIT, et af de mest ansete teknologiske institutter i USA.
Moghbelis forældre flygtede fra Iran under revolutionen i 1979. Hun er født i Tyskland og opvokset i New York. Hun meldte sig til flåden og fløj angrebshelikoptere i Afghanistan. Moghbeli håber at vise iranske piger, at de også kan sigte højt. Som hun siger: »Troen på dig selv er afgørende!«
Jasmin Moghbeli er, med sin militære baggrund, nok den af de fire, som minder mest om en klassisk astronaut – bortset fra, at hun er kvinde.
Med sin ikke-militære ingeniørbaggrund er Andreas Mogensen egentlig en ret typisk moderne astronaut.
ESA kan godt lide folk, der ikke er bange for at prøve noget usædvanligt, og Andreas Mogensen mener selv, at det har haft afgørende betydning, at han har arbejdet på en olieplatfotm ud for Vestafrikas kyst.
.
Japaneren Satoshi Furukawa har valgt en anden vej til rummet, da han er uddannet læge og kirurg, og det er en type uddannelse, der er efterspurgt, da man gerne vil lære så meget som muligt om, hvordan mennesket klarer lange rumrejser.
Efter at have arbejdet nogle år som kirurg søgte han at blive astronaut hos det japanske rumagentur JAXA, og i 2011 kom han på sit første godt fem måneder lange besøg på ISS.
Det fjerde besætningsmedlem er russeren Konstantin Borisov.
Han læste først økonomi og blev derefter ingeniør. Han blev kosmonaut i 2018, men dette er hans første rumflyvning. Han driver en fridykkerskole i Moskva, hvor dykkere ikke anvender iltbeholdere, men klarer sig ved at holde vejret under vandet.
.
.
Man kan måske undre sig over Borisov, i og med at han er russer. Men det er en del af samarbejdsaftalen: Amerikanerne forpligtiger sig til med mellemrum at opsende en russisk kosmonaut, ligesom russerne også skal opsende amerikanske astronauter.
På den måde sikrer man et vist kendskab til hinandens rumskibe, og der kan jo opstå situationer, hvor man har brug for at evakuere et besætningsmedlem.
Som man kan se, er det fire meget forskellige mennesker, og det samme gælder for de astronauter, som de mødte på ISS. Men trods deres forskelligheder har de alle en ting til fælles, nemlig drømmen om rummet.
For dem alle gælder, at opholdet på ISS er noget, de har drømt om og trænet til i mange år – og den drøm skal ikke ødelægges af, hvad der foregår på Jorden.
Heldigvis har mange astronauter evnen til at lægge nationaliteten lidt bag sig, når de er ude i rummet, hvor det er umuligt at skelne grænserne hernede på Jorden. Alligevel har den nye Crew 7 en ekstra udfordring, i forhold til tiden før krigen i Ukraine.
Krigen i Ukraine har to sider set fra ISS:
Den ene er, hvordan deres lande reagerer, og den anden er, hvordan de selv klarer det daglige liv ombord på ISS.
Det russiske rumagentur Roskosmos udviste en helt enestående mangel på diplomatisk sans efter invasionen.
Dengang hed lederen af Roskosmos Dmitry Rogozin - en meget farverig person, som var kendt for voldsomme udtalelser. Da Biden indførte sanktioner mod Rusland som følge af invasionen, svarede Rogozin igen ved at antyde, at så kunne det jo være, at den over 400 ton tunge rumstation kom til at falde ned over et beboet område.
Der blev også produceret en video, som antydede, at russerne ville efterlade den amerikanske astronaut Mark Vande Hei på rumstationen i stedet for at bringe ham tilbage, som aftalen var – det skete dog ikke. Rogozin gav også kosmonauterne ordre om at vise ’uafhængighedsflagene’ for de Ukrainske provinser Donetsk og Luhansk, som russerne havde besat. Billederne blev ledsaget af to kommentarer.
Først Roskosmos, der udgav følgende meddelelse på det sociale medie Telegram:
Astronauten Terry Virts – nu tilbage på Jorden – udtalte til tidsskriftet Ars Technica:
Så reagerede NASA, der understregede, at ISS var en civil forskningsstation, hvis formål det alene var at drive videnskab – og kort tid senere blev Rogozin så fyret af Putin og erstattet af den meget mere farveløse Yuri Borisov (så vidt vi ved ikke i familie med kosmonauten), som havde en fortid som vicestatsminister.
Siden da har der været meget mere ro på, for sagen er, at russerne har mindst lige så meget brug for ISS som de andre deltagere i projektet, USA, Europa, Japan og Canada.
Men så er vi tilbage til dem, der i det daglige skal få tingene til at køre, nemlig astronauterne, der naturligvis også har forskellige holdninger til krigen.
Men de er også godt udvalgt. For de allerfleste gælder, at det er modne, velafbalancerede mennesker, som ude i rummet kan lægge problemer på Jorden bag sig og så koncentrere sig om at overleve og drive forskning i rummet.
For gang på gang bliver man mindet om, hvor afhængige man er af hinanden. Der har således været tilfælde, hvor man har måttet søge tilflugt i rumskibene, hvis ISS var truet af kollision med rumskrot, og der har været et berømt tilfælde, hvor den italienske astronaut Luca Parmitano kom i yderste livsfare på en rumvandring, da hans rumhjelm blev fyldt med vand.
Med stort besvær kom han tilbage gennem luftslusen, og en af dem, som var med til at hjælpe ham ud af rumdragten, var den russiske kosmonaut Misurkin. Man har ofte brug for hinanden ude i rummet.
Men hvad gør man så, når man i fællesskab ude fra rummet direkte kan følge krigshandlingerne på Jorden? Der er to mulige reaktioner, som begge er blevet prøvet.
Man ser på det i tavshed og kommenterer det ikke. Det skete i 2015, året efter Rusland havde annekteret Krim, da den amerikanske astronaut Virts, vi tidligere har citeret, var kommet på sit andet besøg på ISS.
Som en af sine første handlinger ville han hilse på en russisk kollega, som han kendte godt og var gode venner med. Men deres møde fandt sted mens ISS fløj hen over Ukraine, mens det var nat, og her kunne man se de røde lysglimt, der kom fra kampe mellem pro-russiske styrker og regeringsstyrker i det østlige Ukraine.
Til den engelske avis The Guardian har Virts udtalt:
Man kan også vælge at tale om det – en gang – og så fortsætte med arbejdet. For hvis flere ser på røgskyer over Mariupol og andre steder, hvor krigen raser, så kan det være nødvendigt at tage en snak.
Den amerikanske astronaut Terry Virts skjuler ikke sin holdning til krigen i Ukraine. Her er det et Instagram-opslag fra astronautens private profil sommeren 2023.
Men det kræver diplomati, for ud over drømmen om rummet, så har de et andet fællestræk:
De er alle veltilpassede mennesker, som ikke har gjort sig bemærket ved voldsomme politiske holdninger eller protester mod deres regering. Derfor er det ikke så mærkeligt, at mange russiske kosmonauter støtter krigen, og at de vestlige astronauter er imod.
Det kan gøres mere eller mindre diskret – men det har nok ikke kunnet undgås, at nogle personlige venskaber er gået tabt.
Både amerikanske og russiske astronauter er kommet med nogle ret rabiate udtalelser, men heldigvis først efter de er kommet tilbage til Jorden – men det hjælper jo hverken på venskab eller stemning.
Således har kosmonauten Oleg Novitsky udtalt, efter at have fået en orden fra Putin,:
Derpå ville han i en alder på 51 melde sig til aktiv militærtjeneste.
Det vi hører her, er udtalelser til offentligheden. Det nærmeste vi er kommet tilstanden på ISS, er en udtalelse fra ESA's astronautchef, belgieren Frank De Winne, der til den engelske avis The Guardian har sagt følgende – vi citerer:
.
Han vælger sine ord omhyggeligt og siger, at han ikke har set »nogen forringelse af besætningens dynamik«. Men han erkender, at »det er ekstremt stressende for vores besætninger at være der under disse omstændigheder.« Det er hårdt at tilbringe lange perioder i et begrænset miljø, forklarer han, men krigen »tilføjer et lag af ubehag«.
.
.
De Winne har selv været chef på ISS, så han ved, hvad han taler om. Lad os håbe Crew 7 med Andreas Mogensen ikke får for mange problemer.
