De kvindelige antihelte tager magten

'Stranger Things', der netop er aktuel med femte sæson, 'Fleabag' og 'Outlander' er alle serier, der er streamet af millioner verden over.

Og så har de alle tre kvindelige antihelte i front.

Min nye forskning viser, hvordan denne nye kvindelige antihelt udfoldes i de nye tv-serier.

I denne artikel kan du læse om, hvad en kvindelig antihelt er, og hvordan de forskellige kvindelige antihelte sætter nye dagsordner i en række tv-serier.

Antihelte - fra Tony Soprano til Eleven

I de lidt ældre serier ’Breaking Bad’, ’Mad Men’ og ’Sopranos’ følger vi en narkohandler, en utro reklamemand og en gangster.

De er alle fascinerende, men usympatiske, skurkagtige og moralsk anløbne mænd. Men fordi vi får indblik i, hvordan verden ser ud fra deres perspektiv, kan vi forstå deres motiver og handlinger.

I de nyere serier ‘Stranger Things’, ’Fleabag’ og ’Outlander’, er det kvinderne, der har den centrale plads i fortællingen. De fremstilles ikke kun som stærke og gode, vi ser også de mindre sympatiske sider af deres personlighed.

De er, hvad man kalder antihelte eller antiheltinder: Hovedpersoner, der også begår fejl, kan være ubehagelige og tage dårlige beslutninger, men som vi som seere alligevel kan identificere os med.

De bliver fremstillet som uperfekte mennesker, og derfor bliver de relaterbare.

To antiheltinder i ‘Stranger Things’

I sæson fire af horror-sci-fi og coming of age-serien ‘Stranger Things’ er det særligt Eleven (Millie Bobby Brown) og Max (Sadie Sink), som er interessante, fordi de kæmper med genkendelige problemer som mobning og skyld.

Vi får som seere adgang til deres tidligere oplevelser gennem flashbacks (Max) og telepatiske syner (Eleven). Det skaber sympati og forståelse for deres handlinger.

Eleven som mobbeoffer

Eleven bliver mobbet i skolen og har samtidig mistet sine telekinetiske superkræfter. Hun må nu lære, hvordan man overlever uden.

Hun vælger en voldelig løsning for at sætte sin mobber på plads, men vi forstår også, at Eleven kæmper en kamp på flere fronter. Hun er ulykkelig, fordi hun bliver drillet, og hun savner kæresten Mike, ligesom hun også har et uforløst traume knyttet til hendes fortid i Hawkins laboratorier.

Til sidst i fjerde sæson får Eleven opklaret, hvordan tingene virkelig hænger sammen, og via sin indsigt og sårbarhed kommer hun omsider ud på den anden side.

Max med skyldfølelse

Også skaterpigen Max bliver fremstillet med nuancer i ‘Stranger Things’.

Max’ overværer, at monsteret Vecna dræber hendes bror, og hun føler skyld over ikke at sørge, selvom broren behandlede hende dårligt.

Da Max bliver fanget i den parallelle dimension 'the upside down', forsøger vennegruppen at redde hende ved at spille hendes yndlingssang – ’Running Up That Hill’ med Kate Bush – og så ser vi via flashbacks, hvordan hun tænker på de gode stunder med vennerne.

Sangen er ’empowering’. Den giver hende kræfter og motivation til at tage kontrollen tilbage og vriste sig løs af Vecnas greb.

Antiheltinder i coming-of-age-serier

Både Max og Eleven lever op til udseendet for den typiske kvindelige karakter i populære tv-serier: De er slanke, hvide og ser konventionelt godt ud. Men samtidig er de er også uafhængige og har handlekraft.

De er heller ikke perfekte: Max lyver for både skolepsykologen og vennerne, når de spørger, hvad der er galt, og Eleven bruger vold i sin frustration over at blive mobbet.

Men fordi vi samtidig får indblik i deres motivation og bevæggrunde, opleves de begge som relaterbare.

Det hænger også sammen med, at de er underdogs: De bliver undervurderet både af sig selv og af deres omgivelser – men vi hepper på dem, når de kæmper sig tilbage.

Der er mange flere eksempler på populære ’coming-of-age’-serier, hvor kvinderne er i front som antihelte, der bliver skildret med nuancer.

Det gælder for eksempel den sympatiske narkoman, som man ikke kan stole på, Rue (Zendaya) i ’Euphoria’ og den loyale, men intolerante mobber Wednesday i serien af samme navn, spillet af Jenny Ortega.

’Fleabag’ og ’Killing Eve’

Også i en genre som den dramatiske komedie har kvinderne indtaget rollen som antihelte.

I ’Fleabag’ opfattes den kvindelige hovedperson som besværlig, fordi hun ikke følger de sociale og kulturelle normer for, hvordan kvinder skal opføre sig.

Her følger vi den navnløse antiheltinde (Phoebe Waller-Bridge), som er egoistisk og grov, men samtidig sjov og skarp.

Hun bryder den såkaldte fjerde væg, når hun betror sig direkte til seeren. Det betyder, at hun får mulighed for direkte at forklare sin handlinger, så vi som seere kan følge hendes oplevelse af situationen.

Undervejs i fortællingen opdager vi derfor, at hendes usympatiske opførsel også er hendes særlige måde at bearbejde en stor sorg på.

Lidt anderledes er det i ’Killing Eve’, hvor der er to kvindelige hovedpersoner: Der er den lidt kiksede Eve (Sandra Oh), som gerne vil være cool efterretningsagent, men også har en usund fascination af den lejemorder, hun forsøger at fange.

Og psykopaten Vilanelle (Jodie Comer), der både er modebevidst og stilfuld, dræber med systematisk præcision og har en grotesk humoristisk sans.

Drama-komedien sætter kontrasterne hårdt op, fordi de to kvindelige antihelte både er modstandere på hver sin side af loven og gensidigt fascineret af hinanden.

Den besværlige kvinde i 'Outlander'

De kvindelige hovedpersoner i de nye tv-serier kan også ses som en mere overordnet modfortælling. I modsætning til tidligere film og tv-serier har de et særligt fokus på kvinders empowerment-fortælling frem for mændenes.

I modfortællingen er de kvindelige værdier særligt betydningsfulde. Det ses i tv-serier som for eksempel det tidsrejsende, romantiske, historiske fantasy-drama ’Outlander’.

Her følger vi sygeplejerske og senere kirurg Claire (Catriona Balfe) og hendes romance med frihedskæmperen Jamie.

Claire udfordrer normerne som tidsrejsende sygeplejerske, og insisterer på at have kontrol over sit liv – uanset om hun bliver beskyldt for at være heks i 1740’erne eller kæmper med sexisme i 1940’erne.

Dermed bidrager tidsrejse-tematikken med et dobbelt perspektiv på kvinders status i forskellige historiske sammenhænge.

Den kvindelige antihelt i de nye tv-serier har både hovedrollen og skildres med mange facetter:

De er stærke, sårbare, usympatiske, kærlige. De gør ting, vi kan beundre, og ting, vi tager afstand fra. De bliver eksempler på, hvordan repræsentation af køn tager sig ud i populærkulturen i 2025.